Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg vil i Aften tale til Dem om den Zone, i hvilken det jordiske Menneske lever. De ved, at jeg kalder denne Zone "De ulykkelige Ægteskabers Zone", og jeg vil derfor tale til Dem om de Principper, der betinger, at denne Zone fremtræder saa smertefyldt, som Tilfældet er.

Problemet er meget dybtgaaende. For tilfulde at kunne fatte det, maa vi rette vor Bevidsthed imod det, De i daglig Tale kalder "Dyreriget, idet vi her finder Udspringet for alle de Principper, jeg i dette Foredrag skal belyse. Der findes i alle levende Væsener et Princip, som befordrer Udviklingen af alt Bevidsthedsliv igennem alle mentale Afsnit, et Princip der betinger, om vor Skæbne skal være lys eller mørk, dette Princip er Polprincippet. Dette Polprincip bestaar i to Foreteelser, som De alle kender: det Maskuline og det Feminine. I Dyreriget er Tilværelsen saaledes indrettet, at disse to fundamentale Begreber udløser sig i specielle Væsener. Der findes Væsener, som kun er bevidste i den feminine Pol, de saakaldte "Hundyr", og Væsener, som kun er bevidste i den maskuline Pol, de saakaldte "Handyr". Den fulde Forstaaelse af Aarsagen til dette Forhold kan De kun faa ved, at indstille Dem paa, at alt Liv følger en stor guddommelig Plan saaledes at det, De i Øjeblikket evner at sanse med Deres fysiske Sanser, ikke udtrykker denne Plan i sin Helhedsudfoldelse, men derimod kun et Afsnit af den. I det Afsnit af den guddommelige Verdensplan, som kommer til Syne i "Dyreriget", bliver vi altsaa Vidne til to Væsenstyper, hvoraf hver især er udstyret med Egenskaber, den modsatte Part ikke har. Vi bliver Vidne til en Væsenstype udstyret med stærk Vilje og Magtbegær, en Type, der vil herske, - den maskuline Type, og vi bliver Vidne til en Type, for hvem det modsatte gør sig gældende, en Type, der er lykkeligst ved at være den anden underkastet, beskyttet af den anden.

Disse to Væsensarter kommer til deres højeste Kulmination i Dyreriget, vel at mærke indenfor det Afsnit af Dyreriget, hvor det jordiske Menneske endnu ikke er kommet til Syne. Naar jeg fremhæver dette saa stærkt, er det, fordi vi her befinder os indenfor det mentale Omraade, hvor det Begreb, De kender som "Ægteskabet", i Virkeligheden kulminerer i sin lykkeligste Udfoldelse. I denne Zone har "Hanvæsenet" ingen anden Interesse end Magen og Afkommet. Begge Parter er her kun interesseret i Artens Opretholdelse. Idet de er saaledes udstyrede, ser vi, at de passer til hinanden, akkurat som man kan tænke sig, at Tandhjulene i en Maskine eller et Uhrværk passer ind i hinanden. Jo fuldkomnere disse Takker er, desto fuldkomnere gaar Maskinen. Det samme er Tilfældet i Dyreriget. Vi kan ikke tænke os noget skønnere og mere fuldkomment end det, vi her bliver Vidne til. Væsenerne i denne Zone lever fuldkomment lykkeligt. De har ingen Sorger og Bekymringer, som Mennesker har det. De "samler ikke til Lade" og har ingen Spekulationer med Hensyn til deres sociale Position.

Selvfølgelig oplever disse Væsener Modgang og Ubehageligheder og maa stadig leve i en anspændt Kamp for Tilværelsen, men alle Former for Modgang er i denne Zone af udvendig Natur, er alle knyttet til Artens Bestaaen. I Modsætning hertil ser vi, at det jordiske Menneskes Lidelser ikke alene er af udvendig Natur, ikke alene drejer sig om det daglige Brød, men ogsaa er af indvendig Art, nemlig de saakaldte sjælelige Lidelser, som Dyret kun er naaet til at ane.

Hos det jordiske Menneske er det faktiske Forhold det, at de mentale Lidelser langt overskygger de rent fysiske, Hovedaarsagen hertil er den, at Udviklingen fra Dyreriget og frem dertil, hvor det jordiske Menneske befinder sig, har bevirket en Forskydning i det enkelte Menneskes Polprincip. Det almindelige Menneske fremtræder ikke længere som absolut Mand og absolut Kvinde. Naar vi følger Polprincippets Udvikling, ser vi, at dette Princip, indtil et givet Punkt, betinger fuldkommen Lykke for det levende Væsen. Men ved dette givne Punkt indtræder der en Forandring. Dette Punkt er det, De kender under Navn af "Syndefaldet". Her er det, at Interessen for at nyde af den "forbudne Frugt" kommer til Syne. For mange Mennesker er Syndefaldet et Begreb, der er knyttet til noget seksuelt. Da Oplevelsen af et seksuelt Forhold imidlertid normalt er af guddommelig Natur, kan det ikke have noget med "Synd" at gøre. Men der findes en anden Form for "Synd", og det er den, jeg gerne vil tale til Dem om. Jeg haaber, at det skal lykkes mig at klarlægge dette Problem for Dem paa en saadan Maade, at De igennem mine Ord kan begynde at faa et Billede af den Tilværelsesform, i hvilken De lever og derved bedre forstaa mange af de Ting, De er Vidne til.

Naar Dyrene lever i en fuldkommen Tilstand, vil det sige, at deres Bevidsthed rent automatisk følger de Love, paa hvilke deres Liv hviler. Kraften, der knytter disse Væsener sammen, er en ren Parringsdrift, hvis Udspring er aabenbaret i den klare Modsætning mellem de to Væsenstyper. Naar De hører Fuglene synge, udtrykker denne Sang en umaadelig Glæde ved at være til. Og De vil netop, ved at iagttage Dyreriget, se, at Dyret ude i Naturen, saasnart Lejlighed gives, udfolder en vældig Livsglæde. Hvor fattig vilde ikke vor egen Tilværelse forme sig, hvis pludselig al Fuglesang forstummede? Men Fuglesangen er ikke alene om at fortælle os om Skønheden og Fuldkommenheden i Dyreriget. Hvis De vil undersøge de Former, i hvilke Dyrene fremtræder, vil De se, at alle disse Former hver for sig er levende Vidnesbyrd om guddommelig Skabelse og Fremsynethed. De vil se, hvorledes disse Former er genialt tilpasset til de Omraader, hvor det enkelte Dyr skal leve. Og De vil se, hvorledes hver Form ikke alene er udstyret med Farver, men ogsaa fremtræder i Farvekombinationer, som er identisk med den højeste Form for Harmoni og Skønhed. Uden Evne til at reflektere over Tingene, lever Dyrene saaledes helt i Kontakt med de Love, paa hvilke deres Tilværelse hviler. Det er ganske rigtigt, at Hovedloven i denne Zone er den "Stærkeres Ret", og at Død og Undergang saa at sige truer hvert eneste Dyr. Men denne Død volder ikke det enkelte Dyr Bekymringer paa samme Maade, som vi opfatter dette Begreb. Det er først i selve Undergangsøjeblikket, at der paakommer Dyret en overvældende Rædsel, som udløser sig i Dødsangstskriget. I det daglige Liv udfolder Dyret sig i instinktiv Kontakt med sin Zones Love og udfolder især i Parringstiden en uhæmmet Livsglæde. Uden at være tynget af indre sjælelige Bryderier lever Dyret saaledes, indenfor sit begrænsede Omraade, et lykkeligt Liv.

Men som jeg allerede har sagt Dem, møder denne Lykketilstand sin Grænse. Denne Grænse kommer til Syne der, hvor der i Dybet af Dyrets Bevidsthed fødes en ny Længsel, Længslen efter at vide Besked. I samme Øjeblik Dyret begynder at reflektere over sin egen Tilværelse, er det ikke længere noget fuldkomment Dyr. Denne Overgang fra den direkte dyriske Zone til en ny Zone er beskrevet i Bibelen i Beretningen om "Kundskabens Træ paa godt og ondt". Dette Træ maatte man ikke røre. Rørte man det, vilde det ikke bringe Lykke. Det er rigtigt, at "Adam" og "Eva" blev uddrevet af "Paradisets Have". Men denne Uddrivelse var ikke nogen Straf eller en Manifestation af guddommelig Hævngerrighed. Beretningen symboliserer en Udviklingsproces, som stadig foregaar lige for vore Øjne. Det jordiske Menneske er stadig paa Flugt bort fra "Edens Have".

Hovedaarsagen til denne Flugt var altsaa Dyrets Længsel efter at vide Besked. Intet levende Væsen kan nogen Sinde evigt forblive lykkelig i Oplevelsen af den samme Ting. Livsoplevelsen følger et stort Hunger- og Mættelsesprincip. De ser det i det Smaa i Forholdet til Deres Livret. Skulde De udelukkende ernære Dem af den, vilde De inden længe opleve at føle Dem ligesaa frastødt af den, som De maaske i Øjeblikket er tiltrukket af den. Naar man har faaet opfyldt alle sine Ønsker og Begær, indtræder der en voldsom Længsel efter Forandring - det er Livets Gang. Der maatte da ogsaa for den dyriske "Adam" og "Eva" komme et Tidspunkt, hvor de længtes efter en anden Form for Livsoplevelse. Denne Længsel var den Kraft, der drev dem ud af "Paradisets Have". De begyndte at "spise af Træet", de begyndte at faa "Kundskab". Den første Kundskab var den, at de følte sig "nøgne". Denne Nøgenhed var ikke en Generthed over manglende Tøj. Den Nøgenhed de følte var den, at de begyndte at opleve deres egen Afmagt overfor den paradisiske Tilværelse, de var i.

Efter det fuldkomne Paradis kommer der et "Syndefald", som er en Spire, der er nedlagt i ethvert Paradis, og som skal skabe Vejen til et nyt Paradis. Paa denne Vej befinder det jordiske Menneske sig i Dag. Mennesket lever i "den sjette Dag", Mennesket oplever Guds Skabelse af det rigtige Menneske. Det "Ler", hvoraf Guddommen skaber det rigtige Menneske, er Dyret. Da vi befinder os midt i Skabelsesprocessen, ser vi, at det jordiske Menneske i Virkeligheden udtrykker en Mellemting mellem to Zoner. Det er ikke længere noget rigtigt Dyr, men det er heller ikke et rigtigt Menneske. Det er, som jeg har skrevet i Livets Bog, en saaret Flygtning imellem to Zoner. Det jordiske Menneske nyder stadigt af Kundskabens Træ. Ved denne sin ufærdige Tilstand er det ligesom en Slags Dobbeltvæsen. Dets Bevidsthed er spaltet i to Dele. Indenfor det seksuelle Omraade er det stadigt undergivet den dyriske Parringsdrift. Denne Drift eksisterer, som en Slags Urdrift, i Deres Bevidsthed, og den betinger Deres Interesse for og Afhængighed af Mageprincippet. Men Deres Bevidsthed har ogsaa en anden Del, en Del som Dyret ikke har. De har realistisk Viden, Kundskaber, og en Serie af Interesser, som Dyret slet ikke kender, og som intet har med Forplantningen at gøre, intet har med Ægteskabet at gøre. Denne ny Interessesfære bestaar i det jordiske Menneskes Beundring for helt andre Ting end netop Ægtemagen. Dette vil i Virkeligheden sige, at Ægtemagen maa dele den Beundring, den tidligere havde ubeskaaret med andre Ting. Dette vil altsaa sige, at en Kvinde ikke længere kan vente at "eje" sin Mand helt og fuldt, saavel som en Mand ikke længere maa regne med at "eje" sin Kone helt og fuldt.

Der er saaledes ved det jordiske Menneske en Interessesfære, der betinger, at det er et Dyr, og en ny Side, en ny Interessesfære, der viser, at det er paa Vej til at blive et andet Væsen, et rigtigt Menneske. De har i Deres Bevidsthed en Urtilstand, som er degenererende, og en Side som er under Udvikling, og det er givet, at disse to Tilstande maa være i Konflikt, maa fremkalde Sorger. De bliver i Deres unge Aar, i Kraft af Deres nedarvede Urtilstand og den deraf følgende seksuelle Indstilling, forelsket. Her udfolder Urtilstanden sig i Renkultur. Begæret efter det modsatte Køn opfylder hele Bevidstheden. Hvis det forelskede Menneske bliver genelsket, oplever det et guddommeligt Møde med "Paradisets Have". Da møder det jordiske Menneske en dyrisk Oplevelse af "Den store Fødsel", hvilket vil sige en indre mental Ligevægtstilstand, hvor alt Straaler i et guddommeligt Lys. Denne totale lykkelige Forening udgør det, vi kalder et lykkeligt Ægteskab. Men normalt varer denne Forelskelse ikke ved. Det er ikke almindeligt at møde Mennesker, der har været permanent forelsket i hinanden i for Eks. fyrretyve Aar. Tværtimod er det saaledes, at Livet har bekræftet Forelskelsens Kulmination, som en begrænset Foreteelse. Denne Kulmination har man givet Navnet "Hvedebrødsdage". I disse Hvedebrødsdage oplever Mennesket en sidste Hilsen fra en svunden Zones straalende Paradis.