Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag den 12. Juli 1942, bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

Vi har allesammen en Samvittighed, men vi er ikke alle lige bevidst i den. Hvad forstaar man egentlig ved en Samvittighed? Samvittigheden udtrykker den Bevidsthedstilstand hos det jordiske Menneske, hvor der hersker Konflikt mellem Idealerne fra det rigtige Menneskerige, befordret igennem Verdensreligionerne, og dets Automatfunktioner fra Dyreriget. En Handling, der er baseret paa en Automatfunktion, der stammer fra Dyreriget, plejer Menneskene at kalde en "Synd". Igennem mit Arbejde lærer De imidlertid, at der dybest set ikke eksisterer noget, der hedder "Synd". Der eksisterer derimod en Realitet, som i daglig Tale er blevet kaldt "Synd". Men dette Udtryk maa vi forbedre og kalde det det, som det i Virkeligheden er, nemlig en Fejltagelse, der beror paa Uvidenhed. Naar Menneskene kalder en Fejltagelse for "Synd" er det, fordi de i deres eget Bevidsthedsfelt er vant til at være bitre eller fjendtligt indstillede overfor alt det, der overskrider de een Gang akcepterede Vedtægter, men denne Indstilling er i sig selv Udtryk for en Fejltagelse, for Uvidenhed.

Det er saaledes, at det jordiske Menneske fremtræder anderledes i Tilværelsen end Dyret og det rigtige Menneske. Dyret har ingen Samvittighed og det rigtige Menneske har det heller ikke. Det jordiske Menneske er et Væsen, som er paa Vandring op imod en højere Tilværelsesform, og denne Vandring er det selv med til at forme. For at kunne forme denne Vandring rigtigt, maa det have en Model at forme den efter. Dette svarer ganske til, at der, naar der skal skabes et stort Ingeniørværk, maa skabes en Plan i Forvejen. Uden denne Plan med tilhørende Tegninger, vilde det være umuligt at skabe et fuldkomment Værk. Tegningerne angiver de Detailler, som Haandværkerne maa rette sig efter. Saadan er det ogsaa med Menneskene og Dyrene, ja med alle levende Væsener. Dyret er paa Vandring mod at faa deres Bevidsthed udviklet helt, men endnu lever de i Kontakt med deres Urinstinkter og er derfor ikke begyndt rent viljesmæssigt at arbejde med paa deres egen Forvandling paa den Maade som f.Eks. Menneskene gør det. Menneskene prøver paa at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og sætter deres Vilje ind paa at rette sig derefter.

Men hvordan kan Menneskene finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Det kan de ved Hjælp af Samvittigheden. Samvittigheden er ikke noget relativt Begreb som f.Eks. Ondt og Godt, der netop er relative Begreber. Samvittigheden er noget absolut. Samvittigheden findes hos det jordiske Menneske som en Bevidsthedstilstand eller som et Princip, og dette Princip kan lignes ved, at vi har en lys og en mørk "Skygge", der følger os, ganske tilsvarende at vi har en mørk Skygge, naar vi gaar i Solen. Vi har ogsaa en lys "Skygge" eller et lyst Felt, der følger os, og dette Mørke- og Lysfelt, som følger enhver af os, er Tegningen, som vi skal arbejde efter for at være i Kontakt med den Plan, Guddommen har med os. Hvert eneste levende Væsen udfylder et Led i Forsynets Plan. Hvert enkelt Jordmennneske udfylder et Led i det rigtige Menneskeriges Skabelse her paa Jorden. For at kunne være helt i Kontakt med Forsynets Plan eller Verdensplanen, maa Menneskene være udstyret med et Princip, som de kan styre efter. Et saadant Princip udgør netop det lyse Felt, der følger dem. Det eksisterer ikke i fysisk Materie, men er noget mentalt. Dette mentale lysende Felt har vi alle i vor Bevidsthed i Form af Idealerne fra det rigtige Menneskerige Det er disse Idealer, vi ønsker at naa frem til at kunne virkeliggøre. Naar vi hører skøn Musik, staar det for os som et Ideal at kunne spille saadan som den, der frembragte denne Musik. Gaar vi ude i Naturen og beundrer dens Farvescenerier, vaagner der i os en Længsel efter at kende alt det, der ligger til Grund for dette Farvesceneri. Vi har saaledes en Masse Idealer, Ønsker, Længsler og Maal, som vi ønsker at faa opfyldt. Disse udgør tilsammen det lysende Felt, vi har med os. Naar vi læser i Biblen, at Moses førte Israelitterne gennem Ørkenen ved Hjælp af en lysende Støtte, som hele Tiden var foran dem, saa er det i Virkeligheden et saadan lysende mentalt Felt, der ledte ham. Det var ikke noget fysisk eller materielt. Vore Idealer er saaledes det lysende Felt, vi har med os. Disse Idealer er relative. De udgør allesammen noget, der er set fra et menneskeligt Synspunkt, noget, der er afhængigt af, hvorfra det ses. Iagttaget igennem kosmisk Bevidsthed kan man se, at de udgør Trin. Der er Trin over og Trin under det lysende Felt. Nogle er stærkt lysende, andre mindre stærkt. At det forholder sig saaledes, ses let igennem den Kendsgerning, at vi ikke allesammen faar Samvittighedsnag over de samme Ting. Nogle Mennesker kan foretage sig Ting med "god" Samvittighed, som andre er ude af Stand til at gøre. Vi er alle forskellige. Hvorvidt den samme Manifestation vil skabe Glæde eller Sorg i vort Sind, er afhængigt af, hvor langt vi er kommet paa Vandringen mod det store Bygningsværk, der hedder det rigtige Menneskerige. Endnu er Menneskene ikke kommet længere paa denne Vandring end at de ofte faar Samvittighedsnag, d.v.s. et mentalt Ubehag, der skyldes, at deres Handlinger staar i skærende Modsætning til Idealerne fra det rigtige Menneskerige. I denne Tilstand føler de sig ikke lykkelige. Det er, som om de er kommet til at skabe et Brud inde i dem selv. De føler det som om de er gaaet lidt tilbage i deres Udvikling. Men denne Tilbagegang er kun tilsyneladende, thi den paagældende Handling, der bevirkede deres Samvittighedsnag, vil foraarsage, at de faar ubehagelige Erfaringer og Oplevelser, som formørker deres mentale lysende Felt. Dette Ubehag udtrykker, at de har forsømt at se paa Planen for deres Liv. Det er noget lignende, der er Tilfældet, naar nogle Haandværkere, der er i Færd med at bygge et Hus, glemmer at se paa Arkitektens Tegning, og derved kommer til at gøre Fejl, som uvægerligt vil forvolde ham Gene i hans Arbejde paa det Værk, for hvilket han har Ansvaret. Saadan er det hver Gang vi har Samvittighedsnag. Saa har vi udsat os for Oplevelser, der afslører, at vi ikke har været i Kontakt med vor egen Skabelses Maal. Disse Oplevelser gør os bedrøvede, thi de viser os, at vi ikke er saa store, som vi troede, og at det Maal, vi stræbte efter at naa, er længere borte, end vi havde regnet med.

Undersøger vi, hvorledes Forholdet er mellem det levende Væsen og Verdensplanen, ser vi, at den hele Tiden bliver præsenteret for os paa lige akkurat saadan en Maade, som vor Sanseevne er afpasset til at kunne modtage den. Naturmenneskene faar denne Tegning manifesteret igennem deres Medicinmænd, som paaviser for dem den Maade at leve paa som de selv, igennem deres egne Oplevelser har erfaret som mest fuldkommen, og som passer nøje ind i det næste Udviklingstrin. Naar Menneskene saa kommer længere frem i deres Udvikling, viser det sig, at den Opgave at lede Væsenerne frem, bliver overtaget af højere udviklede Væsener, for hvem Guds Tegning over Menneskets Skabelse er blevet helt bevidst. Et saadant højere Væsen, der var helt bevidst i Guds Plan med Menneskets Skabelse, har vi i Jesus, der saa at sige gik foran Menneskeheden og var dens "lysende Støtte". Saaledes vil ethvert Geni gaa foran og være en "Lysstøtte" for sine Medvæsener, være den Model eller den Tegning, som det er disse Væseners Længslers og Ønskers Maal at komme til at efterligne. Gennem Tegningen faar de Forklaringen paa, hvordan de skal leve og tænke for at faa deres Ønsker opfyldt.

Naar De har faaet en vis Indsigt i denne Tegning og har set, hvad der er deres Pligt, hvad der er Deres rette Felt, og er begyndt at vænne Dem til at gøre dette, og De saa paa et eller andet Omraade kommer til at glemme Maalet, er det De pludselig vil opdage, at De ikke i det lange Løb vil kunne forsvare at lave noget anderledes, end Tegningen viser. Ifølge de guddommelige Love vil det gaa saaledes, at hvis De blot afviger den mindste Smule fra det Tegningen viser, vil De uundgaaeligt faa Ubehageligheder. Naar Mennesket faar en ulykkelig Skæbne vil dette altsaa dybest set kun sige, at det paa et eller flere Felter ikke har været i Kontakt med Guds Plan eller Tegning; at det har været Guddommen en daarlig Hjælper i Skabelsen af dets egen højere Mentalitet. Gennem Oplevelsen af en ulykkelig Skæbne kan det ikke undgaas, at Mennesket bliver vakt til Eftertanke og bliver klar over, at det maa forandre sin Handlemaade for at komme i Kontakt med Guds Tegning. Oplevelsen af en ulykkelig Skæbne er dybest set Udtryk for absolut Kærlighed fra Forsynets Side selv om den, medens den staar paa, ikke føles som saadan. Fik man ikke Lov til at opleve Konsekvenserne af sin egen Handlemaade, vilde man aldrig naa frem til Visdommens skønne Verden. Derfor er det guddommeligt, at Fejltagelserne altid afsløres. Fejltagelsernes Afsløring vil altid resultere i Oplevelsen af Samvittighedsnag. Var der ikke noget der hed Samvittighedsnag, kunde man aldrig faa at vide om noget var rigtigt eller forkert. Disse Fejltagelser er det man tidligere kaldte "Synd", og Menneskene har paa visse Trin lært, at man kan faa "Syndernes Forladelse", hvilket vil sige, at hvis man havde begaaet noget forkert, kunde man paa visse Betingelser unddrage sig Ubehagelighederne af sin Handlemaade. Dog staar der i den hellige Skrift, at "Synden imod den Helligaand" umuligt kan tilgives, hvilket altsaa vil sige, at der er visse Former for Fejltagelser, som det er umuligt at undgaa at opleve Konsekvenserne af. Dette vil i Virkeligheden sige, at dersom vi er i Færd med at foretage os en eller anden Handling og saa ikke er klar over, at vi staar i Begreb med at manifestere noget, som slet ikke er i Overensstemmelse med den "Lysstøtte", som er os medfødt, og det saa viser sig at være umuligt at forklare os, at vor Handlemaade vil være forkert, da er det, at vi uundgaaeligt maa tage Følgerne. Disse Følger er den Disharmoni igennem hvilken vi opdager, at vi en skønne Dag er spaltet ud fra den store guddommelige Plan. Ved vor egen Væremaade er der kommet en dyb Kløft mellem os og den guddommelige Verdensplan. Dette oplever vi som Lidelse og Smerte, og igennem den lærer vi at forstaa de Forklaringer, vi ikke tidligere havde Evne til at begribe. Det forholder sig jo saaledes, at ethvert Menneske handler i Kraft af det, det mener er rigtigt, og det kan have saa stærk en Tro paa noget, der er forkert, at det ikke kan overbevises om det modsatte. Med denne Indstilling gaar det sin ulykkelige Skæbne i Møde og maa selv erfare sig til den Visdom, der er al Erfarings inderste Kerne.