Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

16. Time.

Medens de fleste Afsnit i Livets Bog er ret utilgængelige paa Grund af den Studerendes forholdsvis ringe Erfaringsmateriale inden for de behandlede Problemers Omraade, er det modsatte næsten gældende for 4. Kapitels Vedkommende. I dette Afsnit behandler Martinus de aandelige Loves Forhold til de økonomiske Principper, der i Øjeblikket behersker vor Klode, og paaviser med vort eget Erfaringsmateriale som Baggrund, hvorledes de respektive Folkesamfund nu stiler imod Dannelsen af et internationalt Verdensrige hvilende paa de kosmiske Analysers urokkelige Fundament. Da dette Kapitel omhandler Spørgsmaal, ethvert tænkende Menneske baade kan fatte og bekræfte, vil jeg henvise den interesserede Studerende til selv at læse dette Afsnit i selve Hovedværket. At Martinus selv anser dette Kapitel for tilgængeligt for enhver i Livet virkelig Interesseret, ses bl.a. deraf at han har tilladt en Udgivelse af denne for alle saa lærerige Afhandling i Særtryk.

Men selv om jeg saaledes henviser den Studerende til selve Hovedværket, hvad Analysen af de rent økonomiske Problemer angaar, vil jeg alligevel gerne paapege Kapitlets aandelige Indhold, idet vi netop her møder Kulminationen af Kampen mellem det mørke og det lyse Skabeprincip, eller Analysen af alt det, vi under eet kalder "Krig". Som jeg allerede tidligere har paapeget, er det jordiske Menneske et Overgangsvæsen mellem det, vi almindeligvis kalder "Dyr" og det, Martinus udtrykker som "Menneske", hvilket vil sige et Væsen, hvis hele Bevidsthedsliv er fast forankret i et absolut selvoplevet moralsk Retsbegreb, eller en mental Tilstand inden for hvilken samtlige Urinstinkter er blevet bragt under Kultur. Det jordiske Menneskes Urinstinkter refererer til en dyrisk Tilværelse uden Retsbegreb, en Tilstand i hvilken Selvopholdelsesdriften er den eneste bærende Faktor. Som nævnt eksisterer denne Tilstand nu kun hos det jordiske Menneske i Form af "Urinstinkter", hvilket vil sige den fra Dyreriget nedarvede Trang til i givne Tilfælde at afgøre de opstaaede Besværligheder ved hensynsløs Magtudfoldelse.

En rent elementær Betragtning af de forskellige jordmenneskelige Samfund viser os, at disse paa et og samme Tidspunkt repræsenterer baade Barbari og Kultur. Indadtil ser vi dem hvilende paa et Lov- og Retsvæsen, der i alle Livets Forhold tager Sigte paa at yde hver eneste Medlem af Samfundet den højeste retslige Beskyttelse i alle Livets Forhold, og som fastsætter meget strenge Straffe for Handlinger, det selvsamme Samfund i Forholdet til andre Samfund, i givne Tilfælde, nemlig under det vi kender som Krig, belønner som "heltemodige". Vi oplever saaledes som Kendsgerning at se, at de Enheder, af hvilke ethvert Samfund bestaar, hver for sig ofte repræsenterer et langt højere Kulturtrin end Samfundet som Væsen betragtet, selv repræsenterer. Medens disse store Væsener indadtil i deres Udvikling i meget høj Grad er paavirket af de lyse Udstraalinger fra det guddommelige Skabeprincip, og som tidligere paavist, paa en Mængde Omraader er naaet frem til en bevidst Udfoldelse af Humanitet, ser vi dem udadtil repræsentere en Moral, som i Virkeligheden er hjemmehørende paa Stenalderfolkets Udviklingstrin. Den største Hær og Flaade er stadig her den "Domstol", der afgør alle Trætter.

Spaltet i et Utal af Nationer, af Sprog og religiøse Anskuelser udtrykker det samlede Jordmenneskesamfund et Omraade, inden for hvilket Lidelsen maa siges at være hjemmehørende. Alle bekæmper alle. Men denne gigantiske Kamp tjener et absolut kærligt Formaal. Igennem den erhverver hvert eneste Jordmenneske sig igennem Selvoplevelse lige netop de Erfaringer, der langsomt modner det til Forstaaelsen af Samarbejdets Mysterium. Vi oplever at se, hvorledes Drømmen om en mellemfolkelig Domstol fra Utopiernes Verden nærmer sig den dagsbevidste realistiske Virkelighed. Længslen efter denne Institution er i stadig Vækst, og en Dag vil den tage Form. Men en saadan Verdensøvrighed skabes ikke paa Maaneder eller Aar. Den udgør et Produkt af den aandelige Vækst de respektive Samfund for Tiden gennemløber og maa, som alt andet igennem sine "Børnesygdomme". Men naar disse Børnesygdomme er overstaaet, vil den være en Kendsgerning som, hvilende paa den højeste Viden om Livet og Tilværelseslovene, vil evne at sikre hvert eneste Jordmenneske Kloden over den Garanti imod Undergang og Lemlæstelse, der ene berettiger et Samfund til at betegne sig som menneskeligt!

I den gigantiske Krise som Verden idag gennemgaar, oplever det jordiske Menneske at faa knust de fra Dyreriget nedarvede Tendenser, der stiller sig som en sidste Hindring mellem det selv og den varige Fred, det længes efter at faa Lov til at opleve. Igennem Smerten oplever det enkelte Menneske at se sig selv. Igennem Smerten vaagner det til Forstaaelsen af, at kun igennem Dyrkelsen af alle de livsbevarende Kræfter gaar Vejen til Lykken. Igennem Smerten faar det Kræfter til at tvinge de sidste Urinstinkter i sin Bevidsthed ind under Jegets absolutte Herredømme og række sin Modstander Haanden; thi, som Martinus siger: "Smerten viser Vejen til Gud, til Sandheden og Livet".