Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus Foredrag "Kultur" 28. April 1942.

Bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(sluttet)

Den Kultur, vi har idag, er baseret paa den kristne Religion og den bærer i sig Spirerne til den kommende Verdenskultur. Ikke desto mindre er der idag en hel Del materialistisk indstillede Mennesker, som endnu ikke er naaet til det Trin, hvor de har indset Nødvendigheden af et fælles Samarbejde hele Jorden over, og disse Mennesker paastaar, at den kristne Religion blot er noget en eller anden har fundet paa, hvorfor man blot kan negligere den og leve videre, som man nu selv synes. Og det er naturligvis indtil en vis Grad rigtigt, at man ikke kan bruge noget, som en eller anden har "fundet paa" som Grundlag for en Ændring af ens Generalopfattelse af Tilværelsen. Den rigtige Sandhedssøger vælger da ogsaa Kendsgerninger og uomstødelige Realiteter som Basis for sin Opfattelse af det Liv, han oplever. Vor Organisme f.Eks. er ikke noget en eller anden har fundet paa, den er en virkelig Kendsgerning. Det er paa Basis af den, hele vor Livsoplevelse sker. Det er ud fra den, vi ser paa Livet og Tilværelsen, og naar vi igennem den er naaet frem til den Indstilling, at det det drejer sig om, er at lære af det, Livet fortæller os, saa vil vi efterhaanden blive totalt uafhængige af, hvad den og den siger.

Uafhængig af hvad den eller den Nation hævder er den virkelige Sandhed, ved Sandhedssøgeren, at han skal søge Sandheden der, hvor den er at finde: i Naturen, i Livet - ikke i Bøger eller Teorier alene. Den virkelige Sandhedssøger søger utrætteligt og lysvaagen Sandheden alle Vegne, ligegyldig om den findes hos den ene eller den anden Nation. Hævet over Sympati og Antipati, udelukkende optaget af Sandheden for Sandhedens egen Skyld, efterforsker han den i alt, hvad han oplever. Et saadant frigjort, objektivt og upartisk Syn er det, at alle de Vise har forkyndt Menneskene. De ved, at jeg taler ud fra mit eget Syn paa Livet, fuldstændig uafhængig af, hvad den eller den siger eller mener. Og saadan skal efterhaanden alle Mennesker komme til at se paa Livet. Idag er mange bundne af, hvad dette eller hint politiske eller religiøse Parti eller Samfund lærer, men alle disse Partier og Samfund er idag at ligne ved lige saa mange Bække og Aaer, der nu styrter mod Ligevægt, mod Enhed og Samarbejde, ud mod det store "Hav", som er den kommende Verdensstat.

Jeg vil gerne forklare Dem lidt om visse Ting, der maa ændres, før vor Kultur kan blive virkelig fuldendt. Der er f.Eks. Ernæringen. Naar nu Størstedelen af Menneskeheden spiser animalsk Føde, som passer til helt andre, langt mere robuste Organismer end de forfinede, vi idag har, saa maa De forstaa, at disse Organismer paa en Maade bliver overanstrengt af denne dybest set barbariske Føde. Denne Overanstrengelse giver sig Udslag i forskellige Former for Svækkelse af Organismen, alt det, vi under eet kalder "Sygdomme". Det er rigtigt, at vi er naaet dertil, at Lægerne i Tilfælde af visse af disse Sygdomme foreskriver Patienten vegetarisk Diæt, men i mange Tilfælde oplever vi saa ogsaa, at Patienten, naar den ønskede Helbredelse er indtraadt, straks vender tilbage til sin gamle Levevis, for saa paany i mange Tilfælde at faa et "Tilbagefald" af Sygdommen. Menneskene maa lære at forstaa, at Aarsagerne til deres Sygdomme saa at sige altid findes inden for det sjælelige Omraade. Med den animalske Føde forholder det sig f.Eks. saaledes, at det i overvejende Grad bestaar af Livsenheder, der ikke egner sig til Optagelse som Næring i vor Organisme. Disse Livsenheder er i Virkeligheden mikrokosmiske Væsener, der er alt for højt udviklede til at kunne optages som Næring, og denne Optagelse vil derfor betyde Døden for dem. Derfor udløser de ganske naturligt Modstand mod denne Proces. Kun de Livsenheder, der kan gaa levende over i vort Blod, kan være livgivende for vor fortsatte Eksistens, medens de førstnævnte maa forlade vor Organisme som Afføring. Som Følge af at Menneskene hidtil har ernæret sig i udstrakt Grad af animalsk Føde, der giver meget Affald, altsaa megen Afføring, har de et Fordøjelsessystem, der er baseret paa Transport af en vis Mængde Affald. Derfor kan de ikke pludselig gaa over til en 100% vegetarisk Føde - nemlig alt Kød omkring Frugtkerner, - men maa følge en naturlig Udvikling, hvilket vil sige en gennem Aarhundreder tiltagende Forvandling, der gradvis ændrer Organismens Fordøjelsesapparat til at blive tilpasset til helt ren Føde, hvilket altsaa vil sige det rene Frugtkød. Det rene Frugtkød er i sin modne Tilstand skabt til at kunne optages 100% levende i Organismen, fordi Livsenhederne i Frugtkød bestaar af Mikroindivider, som uden Drab kan gaa levende over i Blodet. Men en pludselig Overgang til helt at leve af Frugtkød vilde være et Brud paa Naturens Love i et saadant Omfang, at det grænser op til selve Organismens Ødelæggelse. Derfor vil en gradvis Overgang til en Ernæring, der, uden at befordre Drab paa animalsk Liv, alligevel fylder Tarmene, være det kærligste, og hertil egner Kerne-, Blad-, Stilk- og Rodprodukter sig udmærket. De Livsenheder, som disse Ting bestaar af, repræsenterer Vibrationer, der ikke afstedkommer nævneværdigt Disharmoni i vor Organisme, og som Følge heraf er de egnet til at være det jordiske Menneskes naturlige Føde idag. Jeg vil her gerne tilføje, at jeg finder det formaalstjenligt, at Menneskene i Overgangen fra den ene til den anden Ernæringsform indtil videre supplerer den direkte vegetariske Føde med Smør, Mælk og Ost, samt i givne Tilfælde Æg. Naar Menneskene alligevel paa dette Trin spiser Føde med grovere Vibrationer, resulterer det i alle de kendte ubehagelige Konsekvenser. Der sker ganske vist et Drab, naar vi spiser grovere vegetarisk Kost, men der er hertil at sige, at Planten, i Modsætning til Dyret, ikke har nogen vaagen Dagsbevidsthed paa det fysiske Plan udover en lille Smule Anelsesevne, og derfor vil dens Ødelæggelse ikke resultere i nogen realistisk oplevet Lidelse. Dyret derimod er saa meget dagsbevidst og har et saa fint Nervesystem, at det vil opleve forfærdelige Smerter, selv om Drabet bliver foretaget paa den mest humane Maade. I det Øjeblik Slagtningen skal til at finde Sted, ved det rent instinktivt, hvad der skal ske, fordi det gennem Hundreder af Liv har oplevet at være usat for Lemlæstelse.

Men Frugtkødet omkring Kernen er ikke den endelige Ernæring. Engang vil selv den mest ideelle vegetariske Føde forekomme Dem lige saa grov og uhensigtsmæssig, som den animalske Føde forekommer Dem nu. Til den Tid vil De komme til at modtage al Deres Næring igennem Aandedrættet. Ogsaa denne Ernæringsform har sin Grænse, og her møder De da den fuldkomneste af alle Ernæringsformer, - Tanken. Med Tankenæringens Indtrædelse er De ophørt med at være et fysisk Væsen.

Som jeg allerede tidligere har sagt, er den nuværende Kultur ingen Verdenskultur, fordi Verden af idag bestaar af mange forskellige Folk, Nationer, Naturmennesker, Kulturmennesker, altsammen opdelt i et Utal af religiøse Sammenslutninger, der slet ikke er samlet til en Enhed med en fælles Kultur. Under den nuværende ufuldkomne Kultur er det almindeligt, at naar et Menneske oplever en saakaldt Uretfærdighed, svarer det tilbage med samme Mønt, hvorved det i Stedet for at begrænse Uretfærdighedsbegrebet, blot opnaar at formere det. Det jordiske Menneske bygger sin Skæbne op i Blinde, indtil det opdager, at det maa forandre sin Væremaade for at undgaa de Lidelsestilstande, der er Følgen af at svare paa Antipati med Antipati. Man maa lære at forstaa, at det er en videnskabelig Sandhed, Kristus udtrykker i Ordene: "Stik dit Sværd i Balgen, thi hver den, der ombringer med Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". Og hvad der gælder for det enkelte Individ, gælder ogsaa for Nationerne. Ogsaa Nationerne skal lære at forstaa, at det er kærligst at "stikke Sværdet i Skeden". For det enkelte Menneskes Vedkommende kan det ske, at det, selv om det har faaet en fin Opdragelse og eventuelt en fin Eksamen, alligevel rammes af en tilbagevendende Skæbnebølge, der sender det ned i Primitivitet og Lidelse. Dette vil kunne ske, saalænge det ikke er indstillet paa at leve i Kontakt mod de Love, som dets baade sjælelige og fysiske Tilstand kræver overholdt for at fungere effektivt og tilfredsstillende.

Jeg vil gerne pointere, at der i Livet eksisterer to store Faktorer, som overalt gør sig gældende: Mørket og Lyset. For det enkelte Menneske er det af uvurderlig Betydning at blive klar over, hvilke af disse to Faktorer det skal følge. Kan det være rigtigt, at man skal "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", at man skal "elske sin Næste som sig selv" o.s.v? Kun den, der har opdaget sin egen Position i Verdensaltet er ikke Tvivl om, hvorledes han skal styre sit "Skib".

Menneskets Bevidsthedsliv af idag er overvejende baseret paa dyriske Tankearter, paa Tilværelsens Eksplosionsenergi, Tyngdeenergien. Men efterhaanden som Følelses- og Intelligensenergien bliver udviklet i saa høj en Grad, at de afbalancerer hinanden, opstaar der virkelig Kærlighed. Denne Proces er i Tiltagende nu. Livet viser, at Energierne ligger saaledes, at Følelsesenergien kan binde Tyngdeenergien og Intelligensenergien igen Følelsesenergien. Der hvor dette endnu ikke er sket, der hvor Eksplosionsenergien frit kan slaa igennem, der kommer Mennesket ud for sjælelige Tilstande, hvis Kulmination vi kender i den berømte Sætning: "Min Gud, min Gud, har du forladt mig?" Men Lyset i Verden skal ikke vedblivende være hæmmet. Efter den nuværende Kulmination af de mørke mentale Kræfter, vil disse tage af, degenerere og forsvinde. De lyse mentale Kræfter vil tage til og naa en saadan Grad af Fuldkommenhed, at der allerede her, inden for det jordiske Menneskes fysiske Livsomraade sluttelig ikke mere vil findes nogen som helst Form for fysisk Smerte eller Lidelse. Det jordiske Menneskesamfund staar efter det, der nu kulminerer, over for en umaadelig stor og skøn lysende Epoke i sin Udvikling.

Planten kan kun ane Smerte i Form af Ubehag, vi derimod, har en mere vaagen Dagsbevidsthed her paa det fysiske Plan og kan fornemme Smerte og Lidelse baade mentalt og i Kød og Blod. I det rigtige Menneskerige, det Rige, hvorom Kristus siger: "Mit Rige" og som han udtrykker som endnu ikke værende af denne Verden, kendes Smerte og Lidelse kun i Form af Erindring. I det rigtige Menneskerige bliver man ikke fornærmet, føler sig ikke "saaret" og oplever ikke Bagtalelse. Fornemmelsen af alle disse Ting er uværdigt for et rigtigt Menneske, og da Adgangen til disse høje Verdener kun staar aaben for den, der har udlevet disse Tilstande, altsaa fjernet dem fra sit eget Sind, har De her Forklaringen paa, hvorfor disse Verdener er saa skønne. Det jordiske Menneske derimod, kan almindeligvis ikke finde sig i en Fornærmelse. Og dog er der alligevel ved at indtræde en stor Forandring paa dette Omraade. Talrige bitre Erfaringer har bibragt det enkelte Menneske megen Livsvisdom. Mange Mennesker finder det allerede nu under deres Værdighed at blive ophidset, sige saarende Ting, endsige befordre Sladder og giftig Bagtalelse.

En Undersøgelse af vor mentale Struktur viser os, at vi ikke har eet, men derimod seks forskellige "Legemer". Vi har et "Anelseslegeme", et "Tyngdelegeme", et "Følelseslegeme", et "Intelligenslegeme", et "Intuitionslegeme" og et "Hukommelseslegeme". Erfaringerne lærer os, hvorledes Sammenspillet er mellem disse Legemer. Vi ser, hvorledes vor Anelsesevne degenererer, hvorledes Tyngde- eller Eksplosionsenergien (hvis Sæde er det fysiske Legeme) igennem bitre Erfaringer og Strømme af Taarer, bringes under Kontrol af Følelses- og Intelligenslegemet. Medens Tyngdelegemet, altsaa det nuværende fysiske Legeme, direkte er bygget til Udløsning af det dræbende Princip, og derfor ofte er baade groft og uskønt, er det rigtige Menneskelegeme kun bygget til Udløsning af højintellektuelle Kræfter, og derfor umaadelig skønt. I den Verden er dette at elske sin Næste som sig en medfødt Egenskab, som Hadet og Hævnfølelsen ofte er det i denne. Hos det jordiske Menneske er Intuitionen latent, men efterhaanden som Mennesket mere og mere faar tilkæmpet sig Ligevægt mellem Følelse og Intelligens, vil Intuitionen komme i Vækst. Igennem den voksende Intuition erhverver det jordiske Menneske sig Evnen til selv at gennemskue Verdensaltets Struktur. Udviklingen fører saaledes det jordiske Menneske frem imod Zoner, hvor dets Legeme, i Kraft af den stadig voksende aandelige Udvikling, forfines paa en saadan Maade, at det fra at være et Redskab for Eksplosion, Had, Hidsighed og Drab bliver et Redskab for Humanitet og Næstekærlighed. Fra lave, plumpe, muskuløse Skikkelser med brutale Ansigtstræk frem til høje, slanke Skikkelser, hvis Ansigter er præget af Aand.

De maa erkende, at De har baade lyse og mørke mentale Kræfter i Deres Sind. Det er disse 2 Kræfters Forhold til hinanden, der betinger Deres Indstilling til Deres Omgivelser, til Deres Medmennesker. Det, De gerne skulde faa ud af Studiet af de kosmiske Analyser, er, at det er de lyse Sider af Deres Væsen, De skal dyrke, for at De skal kunne komme bort fra de ofte triste og pessimistiske Tilstande, der idag gør Dem, om ikke just direkte ulykkelig saa dog mere eller mindre ked af det Liv, De oplever.

Undersøger man Kontrastprincippet, der ligger til Grund for Oplevelsen af Lys og Mørke, vil man se, at disse to Faktorer hver har sin Bane at følge. Det lyse Princip kulminerer i det, jeg kalder "Den guddommelige Verden" eller den Verden, i hvilken Intuitionen kulminerer. Derefter tager det af for at være latent i Dyrerigets Kulminationszone, hvor Mørket til Gengæld er paa sin højeste Udfoldelse. Det er den Zone, det jordiske Menneske repræsenterer. I denne Zone opleves Lyset som det i Mennesket, vi kalder "Samvittighed" og som i Virkeligheden er den lyse eller menneskelige Bevidsthedstilstands første Morgenrøde.

Er man kosmisk bevidst, vil man kunne se Jordklodens Mentalitet i den Blanding af Mørke og Lys, der er i dens Aura eller Udstraaling. Man vil kunne se, hvorledes Lyset er i stadig Vækst, medens Mørket er stadig aftagende. Om 3000 Aar vil Lyset have fortrængt Mørket, som da kun vil eksistere som den kontraktmæssige Erindring paa Baggrund af hvilken Lyset vil straale i en umaadelig Skønhed. De vældige blodige Dramaer som Mørket er Udtryk for, er Virkninger af det dræbende Princip. Dette Princip underminerer sig selv i Kraft af Loven for Energiernes Bevægelse, der altid lader det levende Væsen opleve Virkningerne af sin egen Væremaade. Disse Virkninger skaber Humanitet, og det er Humanitet, der er Fremtidens Løsen. Humaniteten vil komme til at beherske den nye Kultur. Uden Humanitet ingen Kultur. Befordrer De Tendenser, der hører hjemme paa et andet Trin end det, der repræsenteres af Deres Ideal, saa lever De i Disharmoni med Dem selv. Forudsætningen for at blive lykkelig er den, at der er Overensstemmelse mellem Tænke- og Handlemaade. I det rigtige Menneskerige, hvor Næstekærligheden er dominerende, vil de herskende Faktorer være Kunst, Videnskab og Humanitet. Disse Faktorer vil hurtigt komme i Vækst i det jordiske Menneskesamfund, naar først hele det økonomiske Liv har fundet sin Ligevægt. Den vældige Lidelsesoplevelse den samlede Menneskehed i Dag gennemgaar, belærer hvert enkelt Menneske om, at Verden er en Enhed, og at der ingen virkelig Fred vil blive, før samtlige Stater er naaet frem til et ubrydeligt Samarbejde under en fælles Verdensregering. Naar dette er sket, vil Humaniteten komme til at beherske hele Kloden. De forskellige Mennesker i de forskellige Nationer paa Kloden skal komme til at nyde godt af alle Jordens Goder. De er jo i samme "Kupe" allesammen. Men de maa være lige kultiverede for at kunne have det godt i denne Kupe. Derfor maa denne "Dommedag"s Rædsler til for at forcere Udviklingen for dem, der er bagefter, saa at de kan komme paa Højde med alle de andre. Og det dræbende Princip maa, lige som enhver anden Manifestationsmaade, kulminere, for at kunne udleves. Naar det Drama, De idag ser udfolde sig omkring Dem, er forbi, vil Menneskeheden komme ind i en Udvikling af et Omfang, De vanskeligt kan forestille Dem. Fra at være behersket af et Lov- og Retssystem, der udelukkende tager Sigte paa at begrænse Virkningerne af de medfødte Urinstinkter og som for sin Overholdelse kræver et enormt Opbud af Politi, vil denne Udvikling bevirke, at disse Urinstinkter langsomt bliver bragt under Kultur i hvert enkelt Menneskes Sind, saaledes at dette Retsvæsen, der til at begynde med var noget rent udvendigt, efterhaanden bliver noget indvendigt, bliver en Del af ethvert Menneskes Mentalitet. Menneskene vil naa dertil, at de bærer Loven i deres eget Hjerte, hvilket vil sige, at de ved deres egen Væremaade efterhaanden vil gøre Politi i den Udstrækning, vi i Dag kender det, overflødigt.

Det eneste, der i Dag holder Mennesket tilbage fra at opleve den Tilstand, jeg her har antydet, er dets egen Væremaade. Denne Væremaade maa forandres, men denne Forandring kan ikke bibringes ved Tvang, kun ved selvoplevet Viden. Igennem alle de Lidelser det enkelte Menneske saa vel som selve Samfundene i Dag gennemgaar, opstaar den selvoplevede Viden, paa hvilken en ny Verden skal hvile. De skal med Deres vaagne Dagsbevidsthed opøve Dem i at tilgive og forstaa Deres Næste. De skal forlade Princippet "Øje for Øje, Tand for Tand" til Fordel for Jesus tilgivende: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Derved saar De en ny "Sæd". Det er den Sæd, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes. Igennem denne Væremaade opnaar De at faa en fuldkommen Kultur. Kun igennem den manifesterer De Visdom og Kærlighed og kommer derved til at repræsentere det fuldkomne Menneske. Det fuldkomne Menneskes Bevidsthed begrænses ikke af den Primitivitet, det er ikke at kende og være bevidst i sin egen Udødelighed. Det lever i bevidst Viden om sin evige Fortid og evige Fremtid. Det ved, at intet af det, det sanser i Yderverdenen er det, det ser ud til at være. Det ved, at Begrebet "Tilfældighed" er en Illusion, og at der bag alt eksisterer Plan og Hensigt. Fra at have levet i en Verden med Bind for Øjnene, er det hævet op til en Verden, i hvilken det er bevidst i, at alt hvad det ser og oplever, er Guds egen Bevidsthed.

Det jordiske Menneske lever i et sjæleligt Tusmørke, i en Nattilværelse. Men op over denne gaar en ny Kulturs Lys. Dette nye "Rige" som Fortidens store Seere erkendte, er det blevet min Opgave at gøre Dem bevidst i. Jeg ser dette Lys forude i Horisonten, og jeg ved, at det bringer Menneskene en helt ny Kultur, en helt ny Manifestationsform. Denne Manifestationsform hemmes ikke paa nogen som helst Maade af primitive, egoistiske Tendenser. Den udtrykker en 100% Næstekærlighed, hvor hele Lykken bevidst bestaar i dette at forstaa og dermed elske hverandre. Det er denne Tilstand, der er under Udvikling, Det Stadium vi i Øjeblikket oplever, er at ligne ved den første svage Morgenrøde, før Dagens Lys straalende bryder frem.

Men det enkelte Menneske behøver ikke at vente paa Menneskeheden. Forsynet er overdaadigt udstyret med Midler til at lade hvert enkelt Menneske naa frem til denne høje Kultur uafhængig af de andre. Det Menneskene oplever i Dag, er en ny Verdenskulturs Fødsel. Alle Nationer saa vel som alle religiøse og sociale Retninger vil blive forenet i "een Hjord med een Hyrde". Jeg sagde til Dem, at Menneskene rejser i en Himmelvogn. En Dag er Myrderiernes Tid forbi, og Menneskene vil have lært at forstaa hinanden og give Plads for hinanden. Saa bliver der rigelig Plads for alle til at se ud af Kupeens Vinduer, og dermed bliver der Lys og Lykke i Himmelvognen, der bliver Fred og Harmoni. Længes De efter denne Oplevelse, da øv Dem i Tolerance. Gør det til en Vane at tilgive dem, der fortrædiger Dem. Giv Afkald paa Retten til at blive fornærmet og se kun det lyse og smukke ved Deres Medmennesker. Kun igennem denne Indstilling faar De Fred i Deres Sind. Kun igennem denne Væremaade fødes den nye Kultur i Deres Hjerte.