Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Naar Sagens store, skønne Flag i Morgen, Søndag den 5. Juli, gaar til Tops, bliver det ikke alene for at understrege den Fest, enhver Sommersøndag ved Klint er, men ogsaa for, overfor den Indviede, at markere en Mærkedag i Sagens Historie.

Den 5. Juli 1932 udkom første Del af Martinus Hovedværk "Livets Bog". I Stilhed, som det er hele denne Sags Natur, saa dette Bind Dagens Lys midt i Sommerens Hjerte, og dermed ophørte Martinus med at tilhøre det Privatliv, som han, vistnok mere end de fleste, føler sig draget imod. Omend et Tiaar ikke synes nogen lang Tid, udtrykker det alligevel det Afsnit i Martinus Arbejde, hvor de Spirer, der idag gror med frodig Kraft, brød igennem den Muld, der var blevet dem beredt. Et Tilbageblik over de svundne Aar viser den Interesserede, at selv om Udgivelsen af Livets Bogs første Bind tilsyneladende gik upaaagtet hen af den store Offentlighed, rummede selve Begivenheden dog saa megen Kraft, at dens første Virkninger ret hurtigt blev synlige. Allerede samme Efteraar dannedes de første Studiekredse og kun ni Maaneder senere, den 1. April 1933, udkom det første Nummer af Kosmos. Fra denne Dato og frem til idag er Sagens ydre Vækst tilstrækkelig kendt af de fleste, og jeg skal derfor ikke opholde mig mere ved den Side af denne Begivenhed.

Derimod føler jeg Trang til at lade Tankerne gaa tilbage til hin Sommer, hvor alt det fødtes, som nu er i Færd med at sætte Frugt. Martinus og jeg boede dengang i en lille Lejlighed paa en smuk Sidevej til Gl. Kongevej, Lykkesholmsalle 7.A. Omend vort fælles Hjem var ret beskedent, levedes der inden for dets Rammer en Tilværelse som vist maa siges at have været alt andet end almindelig. Jeg havde faa Aar før "brændt alle Skibe" bag mig og havde helt og holdent sluttet mig til denne Sag, som jeg følte, var i Stand til i højere Grad end noget som helst andet at give mit Liv Indhold. Naar jeg idag ser tilbage og prøver at danne mig et Billede af min egen daværende mentale Tilstand, tror jeg at se et Billede af det, de fleste før eller senere skal igennem. Ser jeg bort fra en eksemplarisk Uddannelse inden for Gartnerfaget, var jeg, aandelig talt, et fuldstændig ubeskrevet Blad. Men flere Aars temmelig haard Sygdom havde i Dybet af mit Sind udviklet en meget stærk Sult efter aandelig Viden og, hvad jeg først senere selv blev klar over, en umaadelig stærk kritisk Sans baade over for det, som blev budt mig som Viden, og over for dem, som bød mig det. Det synes som om meget svære Sygdomme udvikler en Skarphed i Indstilling som den, der aldrig har kendt virkelig Sygdom, ikke kender. Den, som har anet Døden i sin Nærhed, mister Interessen for svulstige Ord og Talemaader. Den Slags Ting bærer saa lidt i de afgørende Stunder. Blandt de Goder, Sygdom skænker ens Sind, er Hungeren efter klar Besked, selv om denne Besked gør ondt. Thi man kan godt være et aandeligt ubeskrevet Blad og alligevel i sig eje et Sandhedsinstinkt saa stærkt, at det driver en lige imod Sandheden, hvor den maaske mere vidende alligevel bliver stikkende i den religiøse Lyriks udstrakte Sumpe. I denne Tilstand maatte Mødet med Martinus blive afgørende for mig. At det maaske udefra saa ud, som om jeg øjeblikkeligt underkastede mig hans Ledelse, er muligt, men har intet med Virkeligheden at gøre. Med min Forstand kunde jeg "se" Sandheden i det, han sagde, og ogsaa mit Hjerte akcepterede hans Ord. Men bag alt dette var der i hele den første Periode en dybtgaaende Angst for, at der skulde være Uoverensstemmelse mellem Person og Lære. Af Naturen dybt religiøs havde jeg allerede da været i Berøring med temmelig mange "Kaldede", som min medfødte humoristiske Sans ret hurtigt havde bragt mig klar af. Vilde ogsaa dette blive en Illusion? Kun den, der har prøvet det samme, kan vide hvilket Mareridt det er baade at være et Menneskes Ven og det modsatte. Man kan indvende, at dette Standpunkt er for haardt at indtage, og det vil i langt de fleste Tilfælde være rigtigt, men ikke her, hvor det drejede sig om selve ens indre Fred og den Ligevægt, ud fra hvilken det sagte ikke alene faar Klang af Ærlighed, men ogsaa opleves som saadan.

Hvordan det gik, ved enhver, som kender os. Og at Martinus sikkert mange Gange har smilet af mig, er der vist heller ingen, der er i Tvivl om. Paa den anden Side skabtes der i disse Aar Grundlaget for et Samarbejde, som holdt for selv de sværeste Tryk, og som for mit eget Vedkommende har betydet ikke alene en lykkelig aandelig Vækst, men ogsaa en Tilværelse saa indholdsrig, som nogen kan ønske sig.

Jeg skrev før, at jeg i min daværende Tilstand oplevede noget, som alle før eller senere skal igennem, og jeg mener det. Menneskets Forhold til det aandelige Liv har to Stadier, et snakkende og et handlende. Og uden at ville laste de foregaaende Generationer derfor, forekommer det mig, at de i en temmelig høj Grad er blevet staaende ved det første Stadium. Akcepterer man Tanken om Reinkarnation maa man ogsaa akceptere den Tanke, at man i de purunge møder de "Gamle" i en ny Form. Om mange af disse "Gamle" maa man gøre sig klart, at de har hørt nok. For dem er Ord ikke tilstrækkelige, selv om de baade er kloge og formfuldendt fremført. Det er min Overbevisning, at man hos mange af de tilbagevendte "Gamle" møder et umaadelig skarpt Krav om Overensstemmelse mellem Ord og Handlemaade. Ikke saaledes at disse "Gamle" er intolerante, slet ikke. De har jo netop som medfødt Eftervirkning af tidligere Livs Skuffelser og Taarer, en stærkt udviklet Fordomsfrihed, hvad Ungdommens Liv af idag jo i høj Grad afslører. Men de er ubarmhjertige i deres Indstilling over for den, de vælger til deres aandelige Fører. Deres medfødte Instinkt siger dem hurtigt om den, de lytter til, taler af Længsel efter at tale, eller fordi en indre Pligtfølelse driver Vedkommende til det. Forskellen mellem den "Kaldede" og den "Udvalgte" bestaar stadigt, men den "Kaldede"s Chance vil blive mindre og mindre. Undersøger man Martinus Arbejde, vil man her se, at den Maade han opbygger sit Verdensbillede, dybest set gør en Lærer i det overflødig, hvis det ikke var saaledes, at "Ordet" kan blive "levende". I Virkeligheden er det jo første Gang i Verdenshistorien, at en enkelt Mand skaber en afrundet Videnskab. Denne Videnskab kan tilegnes helt paa egen Haand, det er en absolut Kendsgerning. En lige saa stor Kendsgerning er det, at dette Værk aldrig kan blive Aarsag til en Foreningsdannelse med givne Rammer, idet det saa vilde ophæve sin egen Forudsætning: den absolut frie Forskning. Naar dette Værk i det svundne Tiaar har samlet saa mange prægtige Mennesker om sig, som Tilfældet er, er der for mig ingen Tvivl om, at det udelukkende skyldes den Kendsgerning, at det frasiger sig enhver Ret eller Trang til at binde noget som helst Menneske, - det ønsker kun at vejlede. Ledet af en enkelt Mand, hvis Bevidsthed er fast forankret i en universel moralsk Indstilling, giver det ingen Rum for Klikedannelser. Det er sig selv nok paa den Maade, at er man lykkelig ved at deltage i det og paa sand Tjenervis vil være med til at befordre dets Vækst paa den Maade, dets Leder anser det for kærligst og rigtigst, nuvel, da er man ogsaa "født" Deltager i det. Kræver man derimod Respekt for egne Standpunkter, nuvel, da ligger der uden for dette Arbejdes Omraade et saa stort Felt, at det skal gaa mærkeligt til, om man ikke der kan hverve sig nogle Proselytter og blive Centrum i den Bevægelse, der altid vil danne sig om de saakaldte "Særstandpunkter".

Naar Martinus nu kan se tilbage paa ti rige Arbejdsaar med stadig Vækst for det Arbejde, der hviler paa hans Skuldre, kan ingen være i Tvivl om, at denne fortsatte Vækst skyldes hans egen Ledelse. At denne Ledelse i og for sig ikke volder ham større Besvær, staar klart for den, der i "Den store Fødsel"s Oplevelse har lært at se en Begivenhed, der klart angiver Mennesket den Vej, det skal følge. Personligt nærer jeg ingen Tvivl om, at Martinus blot skal leve sit Liv til Vejs Ende for at naa de Maal, han alene kender. Om man saa formaar at følge ham eller ej, har han ingen Indflydelse paa. Enhver følger ham saa langt egne mindre udviklede Sider ikke spænder Ben for Følgeskabet. Men i den indre sikre Viden jeg har om, at Martinus aldrig nogen Sinde vil gaa paa Akkord med nogen som helst, ser jeg hans Arbejdes største Værdi. Det er ikke bygget til "Samarbejde" med noget eksisterende. At det, anvendt som Sammenligningsmateriale gør, Skikkelser som de store Verdensgenløsere, saavel som Lærere som Madame Blavatsky, Annie Besant, Rudolf Steiner o.s.v. endnu kærere for den Studerende end de var før, bevirker jo kun, at man kommer til at nære en endnu større Beundring for hans Suverænitet.

I sit urokkelige Krav om aktiv Handling som Betingelse for aandelig Vækst, er det i nærmeste Kontakt med den opvoksende Ungdom, der netop er ude af Stand til at forstaa, at man kan forkynde eet og selv være et andet, - og saa alligevel gøre Fordring paa at være et Fornuftsvæsen. Ingen Ung forlanger af sin Lærer, at han skal være en Engel eller en Helgen, men han forlanger, at Læreren selv skal overholde de Ting, han opsætter som elementære Forudsætninger for at kunne repræsentere en Kultur der ligger mere end Skyggen af en Grad over den, Menigmand idag giver Udtryk for. Og her er det, at Grænsen findes mellem "Kaldet" og "Udvalgt". Det er unaturligt for den "Kaldede" at leve et overliggende mentalt Trins Liv, og han vil før eller senere komme til kort, maaske til begrænset Skade for andre, men til absolut sviende Sorg for sig selv. Er Pligtfølelsen derimod den drivende Faktor, da vil Ønsket om dog ved egne selvoplevede Erfaringer at kunne hjælpe blot eet Menneske opveje alle illusoriske Drømme om at være "stor", "højt udviklet" o.s.v.

Vi er alle udvalgte til at leve vort eget Liv, - ikke de andres. Om vi helt forstod dette, var Livet ulige skønnere for os allesammen, end det er idag. I Bestræbelsen for at være ærlige mod os selv og søge at trænge til Bunds i vort eget inderste Væsen, vilde vort eget Liv blive gennemtrængt af det Lys, vi indtil Haabløshed søger i en Yderverden. Sandheden er ikke uden for os, men findes i vort eget Væsens inderste Kerne. Og naar Martinus idag staar som aandelig Leder for mange Mennesker, ligger det i dette ene, at han fra første Færd viste enhver, der kom til ham, at hverken han eller nogen anden kunde give det enkelte Menneske Lykken, det maatte finde denne kostelige Skat i sit eget Hjerte. Men i denne Søgen er det, at han mere kærligt end nogen anden, jeg har kendt, rækker sin Haand frem. Her træder hans Værk til som en Hjælp, hvis Værdi simpelthen ikke kan overvurderes. Hos ham møder man ikke et: "Jeg har sagt det, derfor er det saadan!", men derimod et altid stilfærdigt gentaget: "Tag det af mit Arbejde, De har Brug for, og lad blot Resten ligge!" - det er Tjenersind, og det har vi alle godt af at lære af!

---------------

Ti Aar er gaaet, og det er igen Højsommer i Danmark. Tiderne nu er anderledes end da Livets Bog I. udkom, men ejendommeligt nok er de netop, som han dengang fortalte mig, at de vilde blive. Hvad hans Værk har udrettet i Relation til det Mørke, vi idag oplever, ved enhver, der har studeret det. Det staar mange klart, at det, uden den Viden, Martinus bragte den Søgende, vilde have været ulige sværere at komme igennem disse Aar, end Tilfældet nu er, og jeg føler, at mange kærlige Tanker paa denne Tiaarsdag vil gaa til hans Person med Ønsket om alt godt paa Vejen fremover!

Med hjertelig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!