Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Marts 1942

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(fortsat)

I den næste Situation drejer det sig om en afdød, der tænker paa nogen paa det fysiske Plan. Det kan være en Mor eller en Far, der er død fra et Barn og nu gerne vil sende en kærlig Tanke til det paa det fysiske Plan. Saa sender de Impulser mod Barnet som Udtryk for, at de gerne vil i Forbindelse med det. Det er den Slags, der hindrer Væsenerne, der befinder sig i den 1. Sfære, i at komme videre; thi et af Formaalene med deres Ophold der, er, at de skal glemme alt, hvad der endnu "binder" dem til det fysiske Plan. Men i den Situation, jeg taler om her, har de afdøde altsaa sendt en Impuls mod det fysiske Plan, og der kommer en Forbindelse i Stand. Det er ikke altid, at denne Forbindelse opstaar direkte mellem de afdøde og den, der befinder sig paa det fysiske Plan. Hvis dette ikke er muligt, skaber de psykiske Væsener Saadanne Situationer, hvor en Forbindelse kan komme i Stand, f.Eks. gennem et andet Væsen paa det fysiske Plan, nemlig et saadant som vi kalder et Medium. For at en saadan Forbindelse kan komme i Stand gennem et andet Væsen, kræves der, at der stilles en fysisk Organisme til Raadighed for det psykiske Væsen, der skal viderebringe den kærlige Tanke, den afdøde ønsker at sende sit Barn. Men for at en fysisk Organisme kan blive stillet til Raadighed for et psykisk Væsen, kræves der, at det paagældende fysiske Væsen, der ejer Organismen, trækker sin Bevidsthed ud af den, og dette kalder man, at den paagældende "falder i Trance". Der findes Situationer, hvor det kan være af Betydning, at der findes Medier, men i al Almindelighed maa det siges, at dette at træne sig op til at blive Medium er mindre heldigt, da man her kommer ud for Situationer og Kræfter, der kan blive farlige for dem, der beskæftiger sig med Mediumisme. Hvis man dyrker disse Kræfter uden at kende deres Rækkevidde meget nøje, kan der ske de forfærdeligste Ting. Sagen er den, at den 1. Sfære, som nævnt, grænser umiddelbart op til det fysiske Plan. Som Følge heraf findes der i den 1. Sfære en Masse Væsener med de samme ufuldkomne Karakteregenskaber, f.Eks. Ærgerrighed, Ondskabsfuldhed, Hævnsyge som her. Hvis de f.Eks. er ærgerrige og gerne vil spille en stor Rolle, kan de ved saadanne Lejligheder finde det morsomt at søge at bilde Væsenerne paa det fysiske Plan ind, at de er den og den store afdøde Personlighed. Det er f.Eks. ofte Tilfældet ved spiritistiske Seancer, at de psykiske Væsener søger at foregøgle Deltagerne i denne, at de er Kristus, Buddha el.lign. Og Deltagerne i Seancen er i Reglen fuldkommen prisgivet det, der bliver sagt. Det er meget vigtigt at være klar over, at det er meget farligt at beskæftige sig med disse Ting uden kyndig Vejledning. Disse Ting burde i Virkeligheden kun finde Sted i Laboratorier under kyndigt Opsyn af Videnskabsmænd, der arbejder med det Formaal at finde den absolutte Sandhed i det, de beskæftiger sig med. Nu foregaar disse Ting som oftest i Form af Gudstjeneste med Salmesang m.m., men det er et primitivt Stadium. I Fremtiden vil man komme til at dyrke psykisk Forskning i kosmisk-kemiske Laboratorier, hvor der kun vil blive Adgang for Væsener, der arbejder saaledes, at disse Ting kommer Menneskeheden tilgode.

Men det kan altsaa lykkes at faa en Forbindelse i Stand med Væsener i det Ukendte, og denne Forbindelse kan ikke komme i Stand uden i Kraft af psykiske Væseners Mellemkomst, og det er disse psykiske Væsener, Jesus hentyder til, naar han siger: "Er ikke alle disse tjenende Aander udsendt til dem, der skal arve Salighed?" Det, vi kalder det Ukendte, er saaledes ikke noget tomt Rum. Det er klart, at Guddommen maa have noget ved Hjælp af hvilket han kan sanse, ganske tilsvarende til, at vi ikke kunde sanse, hvis vi ikke havde en Organisme med forskellige Sanseredskaber. Der kan saaledes ikke eksistere en Forbindelse med Guddommen uden i Kraft af Sanseredskaber - Guddommens Sanseredskaber og vore Sanseredskaber. De psykiske Væsener, der tilvejebringer Forbindelsen mellem Væsener paa de forskellige Planer, f.Eks. mellem et Væsen paa det fysiske Plan og et Væsen i den 1. Sfære er i deres højeste Analyse Guddommens Sanseredskaber. I den 1. Sfære findes der baade saakaldte "Banditter, Skurke, Engle og Helgener, og i denne Sfære skal alt, hvad der hører det dræbende Princip til, alt hvad der binder Væsenerne til det fysiske Plan, suggereres bort fra Bevidstheden, før de kan overskride Tærskelen til den næste Sfære.

I den følgende Sfære er alt det mørke suggereret bort fra Bevidstheden. Her er der Harmoni, Fred og Lykke. Her begynder den aandelige Verdens virkelige Liv. Det jordiske Menneske er her vendt tilbage til sin egentlige Hjemstavn. Udrenset for enhver Form for mentalt Mørke oplever det nu den Skønhed, hvis Eksistens det igennem sin religiøse Følelse anede var til. Det er nu paa Guds eget Udsigtspunkt, og dets Liv fornemmes som en straalende Oplevelse af Lys og Skønhed, af Intuition og Salighed.

Foruden det, jeg her i dette Foredrag har fortalt Dem om "Lønkammeret", er der nogle andre Ting, De gerne skulde være klar over for at kunne forstaa "Lønkammeret"s Betydning helt. De maa gøre Dem klart, at Gudesønnen, det levende Væsen, Dem, mig, et hvilken som helst Væsen i Mikrokosmos, Mellemkosmos og Makrokosmos til enhver Tid befinder sig midt i Guddommen, og at Guddommen saaledes er over Dem, under Dem, omkring Dem, i Makrokosmos, i Mellemkosmos og i Mikrokosmos, ja allevegne. Ja, De kan ikke pege paa et nok saa lille Punkt uden for Dem i det hele Verdensalt, som ikke er Guddommen. De maa endvidere gøre Dem klart, at alle Spiralens Riger, Mineralriget, Planteriget, Dyreriget, det rigtige Menneskerige, Visdomsriget og den guddommelige Verden, er repræsenteret saavel i Gudesønnen som i Guddommen, saaledes at begge har Felter i sig, hvorigennem Forbindelsen i "Lønkammeret" kan komme i Stand. Saaledes har vi f.Eks. i os et Felt, hvormed vi kan sanse Planter. Vor Muskulatur f.Eks. er ikke andet end en Planteorganisme paa et mere fremskredent Stadium. Med det Felt i os, der udgøres af Tyngde-Energien, den eksplosive eller dræbende Energi, sanser vi Reaktioner, der repræsenterer "Dyreriget" eller "det dræbende Princips Zone". Paa tilsvarende Maade er det med de Felter i os, der repræsenterer Spiralens øvrige Riger. Guddommen har ligeledes alle Spiralens 6 Riger repræsenteret i sig, og Organismerne hos alle de levende Væsener, som tilhører samtlige 6 Riger i Spiralen er, som jeg tidligere har nævnt, Guddommens Sanseredskaber. Det er den ydre Form, Organismen, der er Sanseredskabet. Jeget bagved er ens for alle Gudesønner. Ved at blive klar over, at man til et hvilket som helst Tidspunkt befinder sig midt i Guddommen, og at Guddommen overalt har "Øjne", "Ører" m.m. til at sanse os med, saaledes at vi ikke et eneste Sekund er helt forladt af Guddommen, ved at blive klar over, at vi ikke kan udstøde et nok saa lille Suk, uden at det bliver modtaget af Guddommen gennem andre levende Væsener, der er hans Sanseredskaber, ja saa kan det ikke undgaas, at vi faar en Tryghedsfølelse, til hvilken der absolut ikke findes noget som helst Sidestykke. Men der er stor Forskel paa, hvormeget de enkelte Væsener anvender deres Sanseredskaber til at komme i Forbindelse med Guddommen. Paa nogle Tidspunkter er de levende Væsener meget sikre paa sig selv og udfolder næsten ingen Energi for at komme i Forbindelse med Guddommen, og her trækker Guddommen sine Sanseredskaber tilbage. Her lytter Væsenet ikke meget til, hvad Guddommen har at fortælle det. Til andre Tider befinder Gudesønnen sig i en mental "Bølgedal" og raaber, lige som Soldaten paa Slagmarken, i sin Fortvivlelse til Forsynet om Hjælp, og her er Guddommens Energi-Udfoldelse stor. Hvor Gudesønnen er i Nød, er Guddommen nærmest, eller som Ordsproget lyder: "Hvor Nøden er størst, er Hjælpen nærmest". Dette Princip, jeg her har skildret, gør sig gældende allevegne. Det er klart, at der hvor vi har Medgang, der er det os, der dominerer, og der hvor vi har Modgang, der er det os, der er de smaa, og der er det Omgivelserne, der dominerer.

Vi befinder os, som sagt, midt i Guddommen. Denne vældige Mangfoldighed, vi er omgivet af, Mineraler, Planter, Dyr, Mennesker m.m. er Guddommens Organisme. Guddommen har et Jeg og en Overbevidsthed bag alt det synlige, der udgør hans Organisme. Der er et "Noget" bag Organismen, og det er dette "Noget", vi gerne skulde komme i Forbindelse med. Naar vi henvender os til et Væsen, saa taler vi ikke til hans Øjne, Ører, Næse eller Fødder, naar vi siger "du", men derimod til Jeget, det levende "Noget" bag Organismen. Der udgaar saa at sige en Henvendelse fra et Punkt i os til et Punkt i det Væsen, vi henvender os til. Det er "Skaberen" bag Organismen, vi henvender os til. Saalænge vi kun er indstillet paa selve Organismen, er vi kun indstillet paa "Mangfoldighed", saa regner vi faktisk kun hinanden for en Samling Materie, for "Øjne", "Ører", "Næse" "Mund" m.m. Men vi regner da ogsaa hinanden for meget mere end dette. Vi regner hinanden for levende Væsener med Intelligens, Følelse m.m. bag al den fysiske Udfoldelse, med et Centrum, der øjeblikkelig kan faa Fødderne til at bevæge sig, Hjernen til at fungere m.m. Men dette Centrum er usynligt, er utilgængeligt for Sansning, og naar vi henvender os til et andet Menneske, henvender vi os saaledes dybest set til det usynlige i det. Og det var saadan, at vi gerne skulde komme til at henvende os ogsaa til Guddommen.

Saalænge vi kun ser de enkelte Mineraler, Kloder, Sole, Stjerner, Planter m.m. og ikke er klar over, at det er levende Væsener, der er Guddommens Sanseredskaber, saa er Verden i Virkeligheden en død Ting for os og Guddommen dybest set slet ikke til for os. Saa ser vi kun Guddommen som en Mangfoldighed, men vi skulde gerne lære at se Guddommen ikke alene som en Mangfoldighed, men mere som en Enhed, som det eneste, der i Virkeligheden eksisterer for os, som det Centrum, der kan dirigere alt andet. Men her er Forsynet ogsaa kommet os til Hjælp. Det er saa dejlig indrettet, at vi ikke kan se det hele paa eengang, kunde vi det, vilde det blive svært at opfatte Guddommen som en Enhed. Nu er der altid noget, vi kan omspænde med vore Sanser. Det er det kendte. Det er Mangfoldigheden. Saa er der noget vi ikke kan omspænde med vore Sanser, nemlig det Ukendte. Men vi kan henvende os til det Ukendte i "Lønkammeret". I "lønkammeret", som vi har, hvor vi end befinder os, om det saa er paa Oceanet, i Ørkenen, i Skoven, eller hvor det nu er, der kan vi henvende os til Guddommen som en Enhed. Det Ukendte er i Virkeligheden "Lønkammeret", hvor vi skal finde Guddommen.

I Guddommen findes som nævnt alle de 6 Riger, De har lært at kende gennem mine Analyser, repræsenteret. De kan ikke sanse dem alle, men jeg kan se dem og analysere dem ud, saa at de intelligensmæssigt kan fatte det. Jeg kan se det i Detailler. Guddommen bliver ikke en Mangfoldighed for mig, men forbliver hele Tiden en Enhed. Menneskene kan ikke komme til at se Guddommen som en Enhed, før de er naaet frem til at opleve, at der er en guddommelig Forbindelse mellem alt, hvad der eksisterer. Det er denne guddommelige Forbindelse, der gør det hele til en Enhed. Og det var denne Oplevelse, De gerne skulde naa frem til gennem Kendskabet til og Forstaaelsen af "Lønkammeret". Side om Side med den fysiske Verden er der et ukendt Felt. Og dette ukendte Felt begynder De nu mere og mere at udforske ved Hjælp af de kosmiske Analyser og Deres egne selvoplevede Erfaringer. Der er et "Noget" i Dem, der til alle Tider vil befinde sig paa Grænsen mellem det kendte og det ukendte Felt. Det er Deres Jeg. Det er i det ukendte Felt, at Dyret udstøder sit Angstskrig. Er det et Naturmenneske det drejer sig om, vil han danne sig en Forestilling om, at der findes et Forsyn i Stene, Træer m.m. Men det er stadigvæk kun en Forestilling om det ukendte. Det kristne Menneske har ogsaa sin Forestilling om Guddommen. Men efterhaanden forsvinder Forestillingerne om Guddommen, fordi Guddommen ikke skal dyrkes i Form. Vanebevidstheden om Guddommens Eksistens, som vi først mødte i Dyrets Dødsangstskrig, begynder at blive mere og mere levende i Bevidstheden i Form af en "højere" Forestilling om en Gud, og igennem alle de mange mørke Situationer, Væsenet oplever, kan det ikke undgaa at komme i Situationer, hvor det møder Guddommen, og der sker da det, at Jeget sender en Energistraale, en Impuls, imod det ukendte, hvor det aner, at der er en Gud. Disse Impulser eller Bønner bliver, som jeg tidligere har bemærket, altid opfanget, men kan ikke altid tages til Følge i den Rækkefølge, som Væsenet selv ønsker. Bønnerne er inddelt i forskellige Kategorier, alt efter de Stadier, de naar til. Nogle naar kun til de lavereliggende Stadier, nogle kommer noget længere, og nogle naar helt op til det højeste Stadium, hvor kosmiske Væsener tager sig af deres Befordring. Gennem alle de Mørketilstande, Menneskene oplever, bliver de efterhaanden klare over, at der virkelig er System i Tilværelsen, og at alt er Livsytringer. De bliver mere og mere trænede i at forstaa, at der er levende Væsener bag det hele. De bliver mere og mere vant til at rette deres Bevidsthed mod Forsynet, og de lærer, at al Lidelse dybest set er Udtryk for Kærlighed, at der dybest set ikke eksisterer "Straf" eller "Synd", at ingen kan gøre Uret eller lide Uret, at alt hvad der sker i Verden er Belæring, er Reaktioner af Væsenernes egne Udfoldelser, og at disse kommer tilbage og viser, hvorledes den og den Form for Bevidsthedsudfoldelse virker. Derved opstaar Visdom. Jo mere man ser Fuldkommenheden i alt, jo vældigere bliver Kærligheden til alle levende Væsener og til Forsynet, i hvis Favn man befinder sig. Dette Studium af Aandsvidenskab gør, at nogle latente Hjerneceller, der ligger og venter paa at blive taget i Brug, begynder at komme til Udfoldelse, saa at man ved Hjælp af kombineret Intelligens og Følelse begynder at udforske de kosmiske Realiteter. De faar efterhaanden en vis Trang til at faa disse latente Hjernecentrer udviklet, og det bevirker, at De træner Dem mere og mere op til at blive modtagelige for de højere kosmiske Energier, og saa sker der noget ejendommeligt. En skønne Dag, naar De begynder at forstaa, at De skal være kærlige over for de Væsener, der er ubehagelige mod Dem, over for de Væsener, der ikke kan lide Dem, og forstaar alt det ubehagelige De møder og ser det fuldkomne i det og finder, at det altsammen er Svar fra Guddommen, rettet til Dem, saa vender De den højre Kind til, naar De bliver slaaet paa den venstre, saa udløser De Kærlighed overalt og bliver derved mere og mere modtagelige for selve Verdensaltets Kærlighedsenergier, selve Guddommens direkte Kærlighed gennem de højeste Tilstande, saa at den ikke behøver at blive transformeret ned til mere primitive Tilstande, thi saa er De direkte i Forbindelse med Guddommens højeste Sanseredskaber. De vil da opleve, at naar De mindst venter det, vil De blive overstraalet af Intuitionsenergi. De befinder Dem da i et kolossalt Ildhav, hvis Styrke afhænger af den Grad af Indvielse, De er naaet til. I første Tilstand vil dette "Ildhav" fornemmes som et hvidt Lys med blaa Skygger. I dette "Ildhav" vil De kunne fornemme Skikkelser, der bevæger sig, Skikkelser, der er symbolske, og hvis Udseende afhænger af Deres særlige Interesser. Paa det næste Stadium er "Ildhavet" mere gyldent, og paa det højeste Stadium bestaar "Ildhavet" ligesom af "Guld". Paa dette Stadium virker "Ildhavet" som "Traade" ud fra Dem selv, fra Borde, fra Stole, dette umaadelige "Ildhav" af "Guldtraade" straaler ud fra alt. Hele denne Proces vil virke kolossalt paa de nye Centrer, og De vil faa udvidet Deres Sanseevne, saa at den faar en saadan Styrke, at De ved Hjælp af den kan faa en fuldstændig Oplevelse af, at De er stedet over for det evige Forsyn, og De vil faa en Fornemmelse af Salighed, som De aldrig mere glemmer.

Det hænder ofte, at Mennesker faar Fornemmelsen af at have oplevet vældige Lysfænomener af en lignende Karakter, som jeg har skildret her. Det er ikke noget usædvanligt. Men hvis de Mennesker, der oplever dem kun faar Salighedsfornemmelsen derved, og der ikke følger noget andet med, nemlig en fuldstændig Forvandling af deres Hjerne, saa har det ikke været den rigtige Oplevelse. Naar visse Nerver er i Uorden, kan det godt flimre for Øjnene. Man skal passe paa ikke at lade sig illusionere af en saadan Oplevelse.