Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Uden for mit Vindue rejser sig i denne tidlige Morgenstund de nyudsprungne Graapopler som lysende Flammesøjler mod Himlen. I et Slør af rødgyldent og violet hæver Solen sig langsomt over Havets Overflade, medens et Brus af jublende Fuglestemmer hilser Dagen velkommen. Hvor fjernt synes allerede nu de Dage, hvor jeg fra mit Vindue i København saa Sneen ligge alenhøj i Gaderne, de Dage hvor al Tale kun drejede sig om Kulde og atter Kulde. Hvor er dog vor Evne til at glemme en vidunderlig Del af vort Væsen. Umærkeligt tyst synker Tilværelsens Tyngde ned i Dybet af vort Væsen ligesom angst for at gribe forstyrrende ind i vor Trang til kun at ville se Livets Skønhed. Har De nogensinde tænkt paa, hvor svært de Mennesker har det, der ikke evner at glemme? Der ustandseligt bærer paa oplevede Smerter og Fornærmelser? Om saa Naturen viser sig fra sin mest straalende Side ser disse Stakler kun Mørke og Tristhed. Det er Hadets evige Egenskab, at det altid mørkelægger Solen i det levende Væsens Liv. Da er Sorgen, den virkelige Sorg, ganske anderledes. Har Taarerne en Stund haft frit Løb, begynder Lyset atter at glitre i det fjerne. Mon det ikke er Hadets absolutte Afmægtighed, der giver det dets Voldsomhed? Hadske Mennesker er altid saa voldsomme, og jeg tror, at det skyldes, at der dybt i deres Væsen lever en dunkel Viden om, at de i al deres Selvretfærdighed vil komme til kort. Prøv engang at iagttage et Menneske i Had, og De vil se, hvorledes Mørket næsten bogstaveligt staar i dets øjne. Intet er saa trist som at se et Menneske, der ved Hjælp af Tilværelsens mørke Energier helt har skaaret sig selv ud af Livet. Men læg saa ogsaa Mærke til Sorgens Virkninger. Had og Sorg er Søskendebørn. Men medens Hadet vender sig bort fra Livet, længes Sorgen altid mod Livet. Sorgen er en inderlig Bøn om Fred. I ethvert bedrøvet Menneskehjerte er der en dyb Længsel imod Smilet og Lyset. Og medens Hadet tegner haarde og skarpe Linier i et Menneskes Ansigt, vil vi altid se, at Sorgen som en blid og kærlig Søster søger at mildne disse Linier. Had er det eneste, der kan gøre et Menneskeansigt virkelig grimt, Sorg vil altid slutte med at forskønne det, med at gøre det værdifuldt for den, der søger Sandheden om Livet.

Verden gennemkrydses i dette øjeblik af Hadenergier. I vældige Bølger strømmer de ind over os, omhyller vort Væsen og gør Livet tungt for det følsomme Sind. Mange bukker under for dette voldsomme Bombardement og bliver bitre eller gudsfjendske. Atter og atter hører man, at der ingen Gud er til, at der altid har været Krig og altid vil være det, at Mennesket kun i det Ydre ændrer sig, og at det altid i det Indre vil forblive et grusomt og perverst Rovdyr. Tænk engang disse Tanker efter og sammenlign dem saa med det, et hidsigt og fornærmet Menneske siger. "Der er ingen, der interesserer sig for mig", "Det er ligegyldigt, om jeg lever eller dør", "Jeg er bare til Ulejlighed", " Med mig er det lige meget, jeg kan altid faa Lov til at vente!" - Ustandseligt gennemkrydses et saadant Menneskes Sjæl af Forestillinger om, at det altid har levet i Mørke, og at det altid vil komme til det. Det ser ikke de Hænder, der rækkes frem imod det, vil ikke se dem. Det forstaar ikke, at Omgivelserne blot længes efter at se Lyset blive født i dets Øjne, efter at se det voldsomme Bølgeslag lægge sig og give Plads for det i dets Væsen, enhver maa elske, Blidheden og Skønheden. I en overdimensioneret Udfoldelse oplever vi i vor Yderverden idag blot et Spejlbillede af os selv, naar Mørkets Energier har erobret vort Sind. Naar et Menneske gribes af Hadets Fangarme kan det ikke faa sagt Ordene bitre nok, hele dets Væsen flammer af Indignation, og det tror, at det ved Hjælp af en enorm Magtudfoldelse kan tiltvinge sig Respekt, Beundring, ja endog Kærlighed.

Tro nu ikke, at jeg skriver dette til Dem ud fra den Forestilling, at jeg selv er en Engel, der har lagt alt dette bag mig. Ingenlunde. Men jeg ved, at det, jeg her skriver, er sandt, og jeg føler, at naar saa mange idag har mistet Modet til at leve, er det fordi de er blevet et Bytte for de Energier, der saa voldsomt udfolder sig omkring os. I en Mørketid er det følsomme Sind altid handicappet. Udsat for Virkningerne af Kulde og alt det, vi under eet kalder "Mørke", bukker det lettere under end det mere robuste Sindelag, der kan gribes af det "raske" ved Tiden. Det følsomme Menneske evner ikke at se noget stort i en raffineret Masseudslettelse af Liv. Det gribes af en inderlig Medfølelse med de ramte og synker næsten umærkeligt ned i et Tungsind, der langsomt, men alt for sikkert skjuler Udsigten til den Gud, paa hvis Bud alt dette sker.

Personligt ved jeg, at disse Aar vilde have været uudholdelige for mig selv, om ikke Martinus Analyser langsomt havde gennemtrængt mit Sind og vist mig Hensigten med alt, hvad vi er Vidne til. Idag er Menneskeheden i sit Gethsemane. Idag træffes der Verden over et Valg, som inden længe betyder en Opstandelse for den Menneskehed, der nu med Blod og Taarer tilbagebetaler Livet, hvad ondt den forbrød. Bag alt, hvad vi nu er Vidne til, lever en Dag saa fuld af Frihed og Skønhed, at vor Sjæl ikke vilde kunne fatte den, om den pludselig blev os aabenbaret. Det gælder for Verden som for vort eget Liv, at Sorgen forløser og giver Adgang til den Skønhed, vi før vore Taarer ikke var værdig til. Og skulde De en Dag naa dertil, at De synes, at Livet er uudholdeligt tungt, saa husk paa, at vi har en vidunderlig Evne til at glemme. Tænk paa de sorgfulde Dage i det Liv, De allerede har levet og se klart, at De kom igennem det, der dengang syntes Dem uudholdeligt. En Dag er vi igennem alt dette. En Dag synker de mentale Vinterstorme magtesløse til Jorden. Hen over Kontinenterne vil der gaa et Brus af Foraar og Varme. Taabelige nationale Ideologier vil synke i Grus, og Menneskene vil aabne deres Arme imod hinanden. Vældige Kærlighedsimpulser vil rejse sig i Syd og Nord, i Øst og Vest og som enorme Bølgeslag søge imod hinanden. Over de Tusinder af Grave vil vi komme til at opleve en Opstandelse, ingen havde vovet at drømme om. Den hellige Aand, Guds rene Bevidsthed, toner allerede nu frem i Horisonten. I Dybet af Menneskehedens Indreverden rører voldsomme Længsler efter et Liv i Fred og Harmoni paa sig. Som Larven, før Puppen sprænges, gribes af en Længsel efter at se Lys, saaledes vokser der i hvert eneste Menneskesind Verden over en Længsel efter Frihed, Kærlighed og Skønhed.

De har set en iskold Vinter binde Jord og Vande, se Dem om idag. Staar Bøgen ikke paany i sit lyse Skrud og byder Dem velkommen i sin høje Hal? Myldrer Marken ikke af Titusinder af Blomster, der hver for sig er en Aabenbaring af Intuition og Salighed? Jubler Luften ikke af Sang fra Millioner af smaa Struber, som hver for sig simpelthen maa tolke, hvad de smaa Hjerter føler? Og skulde Gud være blevet borte i alt dette? Mod hvem er da al denne Skønhed rettet? Mod Livet retter Guddommen hele sin altomfavnende Kærlighed, og Livet svarer. Kun den, hvis Hjerte er bundet i selvforblindet Had, ser intet andet end Mørke og Tomhed.

Naar dette Brev naar Dem, er det Pinse. Pinsen er Festen for den hellige Aand, for den Bevidsthedsform i Lyset af hvilken alt er Skønhed og Fuldkommenhed. For mange Mennesker synes denne mentale Tilstand en haabløs Utopi, og Verden af idag synes at give dem Ret. Men disse Mennesker lever paa en af de farligste Illusioner, man kan knytte sin Bevidsthed til. Fjern Overbevisningen om en Guddoms Eksistens fra Deres Sind og tilbage bliver kun den negative Selvdyrkelses haabløse Ørkenvandring. Hav Mod til at være overbevist om Guddommens Eksistens, og De vil opleve, at Kilderne i Dybet af Deres Sjæl vil bryde frem og i Deres Sind skabe den Harmoni, uden hvilken Livet blot er idel Pine og Meningsløshed. Vi er alle ensomme Vandrere, maa være det, saalænge Udødeligheden ikke er realistisk selvoplevet. Men netop fordi vi saa inderligt begærer Viden om os selv, maa vi lære at rette vor Bevidsthed derhen, hvor Svaret venter os. Ikke bort fra Verden, men imod Verden, thi Sandheden har altid været og vil altid være i Verden. Skjult bag de ydre Former og Handlinger lever de Kræfter som, forstaaet rigtigt, leder til ham, vi fra Evighed og til Evighed er knyttet til med Baand, som aldrig kan briste.

------

Solen staar nu højt paa Himlen, og Dagen er født. Maatte De selv have oplevet et Foraar saa skønt som det, jeg her ved Klint har set udfolde sig for mine Øjne! Vort Arbejde med Tilrettelæggelsen af Sommerens Arbejde er endt, og alt staar nu klart til paany at modtage vore Gæster. Uanset Tidens Vanskeligheder føler jeg, at vi i Aar faar Lov at give den, der betræder denne Plet, lyse og fredfyldte Timer saa sandt som hver lille Handling her, hver Skabelse inden for Koloniens Omraade, udelukkende er fuldbyrdet i den Aand, der kun ønsker Freden.

Med en kærlig Pinsehilsen fra Martinus og alle hans Medarbejdere!

E.S.

Naar Pinseferien er endt, tiltræder jeg den i sidste Nummer af "Kosmos" bebudede Foredragsrejse. Jeg beder Venner i de respektive Byer være overbevist om, at jeg inderligt glæder mig til Gensynet!