Kosmos 1992/5 side 88
Sig ikke bwadr til frøen!
af Søren Hahn
Det værste et menneske kan opleve, er nok at tabe lysten til at leve. Masser af mennesker kommer dagligt ud i svære depressioner. Hvad skal de gøre godt for? – Det fortæller Søren Hahn på sin egen måde om i denne fortolkning af et kosmisk eventyr.
Kys frøen – og den bliver til en prins! Alle kender nok eventyret om prinsessen, der fik hjælp af en frø til at hente en bold op af brønden. Til gengæld ville den have et kys, når opgaven var løst. Det gik prinsessen ind på, men da hun havde fået sin bold tilbage, kneb det med at holde ord. Tænk at kysse en kold og slimet frø midt på munden – bwadr! Men efter megen modstand endte det alligevel med, at prinsessen blev nødt til at kysse frøen, og det fortrød hun ikke, for dermed gik hendes hedeste drøm i opfyldelse: En flot prins, som hun kunne gifte sig med!
Læser! – du og jeg og alle andre er ligesom prinsessen, der sorgløst lever med sin bold og pludselig en dag mister sit kæreste eje. Prøv at se, hvor travlt folk har med at lege med deres elskede bolde. Alle er i fuld gang med at spille et eller andet. Ganske vist er det ikke alle der er så sorgløse som den lille prinsesse, men det er heller ikke afgørende. Hovedsagen er, at de har noget at give sig til. Hvis vi f.eks. ser på dem, der spiller rene overlevelses-spil, hvor det blot gælder mad, klæder og husly, så er det absolut bedre rent psykisk at være undergivet denne force majeure end slet intet spil at spille. Man ser ikke selvmordere blandt dem, hvis liv hænger i en tynd tråd. Det gør man derimod blandt mennesker, som har mistet deres livsmod. De har "tabt bolden i brønden".
Overalt er du omgivet af travle mennesker, der med brask og bram galoperer efter deres bolde. De søger hæder og ære, guld og gods, hygge i familiens skød, underholdning, tilfredsstillelse gennem kunst, politik eller videnskab, frelse gennem tilknytning til religiøse bevægelser... Der er masser af spil, og flere af dem kan spilles samtidig eller på skift. – Men af og til ser du også spillere uden spil. De har intet mål i livet. Tro ikke, de er fornærmede eller ophidsede eller har medlidenhed med sig selv. Alt dette er jo også former for spil. – Nej, den, der har tabt sin bold i brønden, er sat udenfor. Dér er kun stilheden tilbage, en mærkelig og uvant situation, hvor det daglige livs mange gøremål ikke længere kan overdøve en lille, fin og spinkel røst: frøens!
Frøen stiller sine betingelser...
Den rare frø
Nu tror du måske, at jeg vil anbefale Martinus kosmologi som ideel terapi for sådanne bold-løse brøndkiggere, der ved et skæbnens uheld er tvunget til at lytte til frø-snak. Så enkelt er det ikke altid. Disse stakkels mennesker vil jo bare have noget at lege med. Og det får de heldigvis også. Frøen henter jo bolden. Men se nu, om de kan holde på den. Ups! – dér røg den i brønden igen. Gang på gang må den rare frø hente bolden op. Dét står der ganske vist ikke noget om i eventyret, for så ville det blive for langt, og så gider folk ikke læse det. Men i virkeligheden er det sådan. Det går galt den ene gang efter den anden, men heldigvis hjælper frøen. Og selvfølgelig får den kun utak og glemsel som løn.
Ved du hvad? – det er nogle uhyggelige lege, der efterhånden leges. Uhyggeligt ser det ud, og uhyggeligt er det. Hvis du vil læse noget om disse gyselige spil, kan du kikke i femte bind af Livets Bog. Her fortæller Martinus om ulykkelige ægteskaber, perversiteter, pyromanier og meget mere. Heldigvis findes et utal af sådanne spil. Heldigvis, fordi der på den måde er noget for enhver smag, og heldigvis, fordi disse spil fører til, at spilleren i den sidste ende ikke føler sig for fin til at kysse frøen. Den smukke prinsesse mister efterhånden sin hoffærdighed. Du husker nok også prinsessen, der i et andet eventyr kyssede svinedrengen? Og disse spil er virkelig nødvendige, for at prinsessen kan få sin prins.
Hvis jeg skal klassificere disse spil med et enkelt ord, må det blive djævlespil.
Prinsessen går og sover
Nu er det ikke sådan, at man med fuldt overlæg går og spiller djævel. Ganske vist er det lysten, der driver værket, men prinsessen er alligevel ikke nogen slem pige, det må du ikke tro. Hun er bare ikke rigtig vågen, og det betyder, at hun befinder sig ligesom i en døs. Og så er det jo netop, at bolden falder i brønden. Og hver gang det sker, vågner hun en lille smule op. Det betyder at hun lytter til frøen og hører, hvad den har at sige hende. Men ikke så snart får hun fat på bolden igen, før søvnen overmander hende på ny. Det betyder, at hun glemmer frøen. Og ved du hvad, læser, frøen er hendes samvittighed. Fik du den? Og samvittigheden er en mystisk anelse, som du og jeg og alle andre har om, at selv Guds mindste og grimmeste skabning er værd at elske med en kærlighed, der næsten gør ondt helt ind i hjerterødderne!
I eventyret er det kongen, prinsessens far, som får overtalt hende til at kysse frøen. Hun må jo holde, hvad hun har lovet. Igen går eventyret lidt for rask frem i forhold til virkeligheden. Nå ja, hun kysser nok frøen, men det kommer der ingen prins ud af. Og jeg skal sige dig hvorfor: Dette kys er en artig, lille prinsesses kys på opfordring af en elsket far. Og små artige piger er endnu ikke modne for giftermål.
I virkelighedens verden spilles faderens rolle af verdensreligionerne, og havde prinsessen nu bare på dette indledende stadium haft en kolossal mængde erfaring med at miste bolde og sidde tilbage med stilheden dundrende i ørerne, så skulle frøkysset såmænd nok have manet drømmeprinsen frem. Men man kan nu engang ikke begynde med slutningen, og desuden er bolden lavet af det pureste guld. Den stråler i solen og virker som et magisk brændpunkt; i hvert fald for prinsessen. Nogen af os andre kan måske godt se, at det bare er svovlkis. Men hvad med din egen guldbold, læser? – Synes du der er noget at sige til, at prinsessen ikke tænker på andet end det, der for hende er guld?
Nu sker der så det, at kongen i prinsessens øjne efterhånden går hen og bliver et gammelt drys. Han kan ikke i det lange løb blive ved med at opfordre hende til at kysse frøen. Ja, det kan han selvfølgelig godt, men prinsessen gider ikke længere lytte til ham. Efterhånden, som hun har tabt bolden nogle gange i brønden, bliver hun mere interesseret i at finde ud af, hvordan hun kan sikre sig, at den ikke smutter væk igen. Meget fornuftigt, ikke?
Se far, en frø! – Bwadr, hvor er den ulækker!
Svært at høre et kvæk når man spiller bold
Se, nu begynder prinsessen at tænke sig om. Men det betyder ikke, at hun er vågen. Næsten alle mennesker tror, at når bare de holder øjnene åbne og passer godt på, så er de vågne. Men tror du, hun kan høre frøens spæde stemme, fordi hun passer morderlig på sin guldbold? Næh, du kan tro nej, læser. Det er lige omvendt. Hun hører ikke et kvæk! Nu spiller prinsessen først rigtigt med sin bold, dvs. bevidst og voksent. Ikke noget med bare at gå og pjatte med kuglen. Først nu, hvor hun har prøvet at miste den, går det rigtigt op for hende, hvor dyrebar den gyldne skat er. Og ups! – så meget desto værre bliver det, når den alligevel smutter fra hende og ryger ned i brønden.
Og for hvert uheld hun kommer ud for, er det som om den indre stemme bliver tydeligere og tydeligere. Hun hører den bedre nu, hvor hun er på vej til at miste sin selvtillid. Alle de snedige udregninger, som hun havde foretaget for at kunne være sikker på at beholde sin bold, synes nemlig at slå fejl. Den dygtige og selvsikre prinsesse er rystet over sine uheld og har helt mistet sin stil.
Ja, læser, sådan oplever jeg det, andet kan jeg ikke sige. Det kan godt være, at du tror, du kan klare dig med din skarpsindighed alene. Men ved du hvad? – man skal også være heldig. Og det kan man ikke blive ved med at være.
Men hør nu, hvad der videre sker! Prinsessen begynder så småt at drømme nye drømme. Drømmen om at kunne holde på bolden brister efterhånden og afløses af drømmen om prinsen, som skal give hende et helt nyt liv uden denne evige angst for at miste bolden. Han skal give hende en ny bold, ja faktisk selv være den nye bold. En, der ikke smutter så nemt. En, man kan leve lykkeligt sammen med til sine dages ende. Og hun er godt klar over, at hun nu må lytte til sin samvittighed og rette sig efter den. Ellers får hun ikke sin prins.
I eventyret kysser hun bare frøen – så er dén klaret. Gid det var så vel i virkeligheden. Men det er det ikke. Det kræver stor opmærksomhed på en gang at spille bold og lytte til frøen. Tro ikke, at man bare kan sidde og lytte til en frø. Hvem kan leve af det? Nej, når nu man er indrettet til at spille bold, så kan man ikke bare skippe det hele. The show must go on, spillet må fortsætte, og set udefra må man nok sige, at nu bliver det først rigtigt spændende!
Det gælder om ikke at brække sig
Selvfølgelig er dette blandingsspil præget af en masse paradokser. Hvordan vil du, læser, kunne optræde som engel og djævel på én gang? På dette stadium gælder derfor tanke-handlings-paradokset. Man tænker ét, og gør noget andet: Frøen som jeg vil kysse, siger jeg bwadr til, og guldbolden, som jeg helst ikke vil bekymre mig for meget om, render jeg bagefter som en sindssyg. Det er på dette stadium, du godt kan bruge en eller anden stærk personlighed ligesom kongen i eventyret. En, der kan ruske dig vågen. Men den går ikke. For denne autoritære skikkelse har optrådt så hyppigt i forbindelse med frøen, at mangen en prinsesse vil have overført sine bræk-reflekser ved synet af frøen til selve kongen. Derfor ser man da også, at prinsessen sideløbende med sine hverdags-spil begynder at spille vågn-op-spil. Man ser hende vandre i skolastikkens støvede ørken, "higer og søger i gamle bøger", man ser hende flirte med onkler og tanter – ja, selv den gamle konge kan af og til få et comeback.
Ligesom i eventyret ender det hele sikkert godt. Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, for så langt er jeg ikke nået i min egen virkeligheds verden. Men indtil videre har jeg valgt Martinus kosmologi som vejviser for mit nye kys-frøen-spil. Det har jeg gjort, fordi hans åndsvidenskab i særlig grad passer til mit temperament. Martinus kan holde mig vågen, uden jeg får kvalme og siger bwadr! til frøen.
Litteratur
Fortællingen om prinsessen, der kysser en frø, er et folke-eventyr, gengivet af brødrene Grimm, hvorfra to af illustrationerne til denne artikel stammer. I Grimms eventyr kysser prinsessen faktisk ikke frøen, men klasker den i stor vrede op mod en væg, hvorved den bliver til en prins. Det ville den mere kosmisk indstillede H.C. Andersen næppe være gået med til.
Temaet går igen i andre eventyr. Først og fremmest fortællingen om Den fortabte søn (Luk. 15, 11-32) samt i H.C. Andersens Snedronningen og Klokken. Martinus beskæftiger sig med emnet flere steder. Se f.eks. hans artikel Livsmodet (Kosmos 1983, nr. 11) og forklaringen til øverste, venstre del af symbol nr. 21 i DEV II. Se også LB III, stk. 962-972 samt LB V, stk. 1064.
Det dobbeltbundede budskab i denne type eventyr er sammensmeltningen af drøm og virkelighed. Prinsessen får efter "at have gået i sig selv" sin prins. Hvor barnet aner skjulte sammenhænge i spillet om at blive voksen, vil den opvakte voksne ane eller forstå, at det også kan dreje sig om kosmisk bevidsthed.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige