Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

13. Time.

(fortsat)

At Forholdet netop er som her beskrevet, ser vi klart i Jesus Ord til hans Apostle der, hvor han siger til dem: "Jeg ved mange Ting endnu, men I kunde ikke bære det. Men naar han, den Sandheds Aand kommer, da skal han tage af mit og give Eder, og alt hvad han ser og hører, skal han tale!" (skal han tale = skal han forklare).

Det levende Væsens Forhold til de guddommelige Skabeimpulser er altsaa et Vækstforhold. Alt efter dets Modenhed afsløres de evige Sandheder. Og det, der nu er den ny Verdensimpuls Hovedopgave er da dette ene, at iklæde de taagede Anelses-billeder, de udefinerede Følelsesforestillinger Intelligensens straalende Klædebon saaledes, at hvert eneste Menneske med egne Øjne og lysvaagne Sanser selv kan se den Vej, det skal følge for at opnaa den Sindets Ligevægt, den indre Harmoni, i Lyset af hvilken Gud ikke fortoner sig i fjerne taagede Sfærer, men træder lyslevende ind i Dagliglivet som Tilværelsens højeste og mest virkelige Realitet. Det bliver den ny Verdensimpuls' Opgave at tage Gudesønnen ved Haanden og lede ham, Skridt for Skridt, frem til den Kilde, der er alt Livs evige Udspring.

Medens jeg i det foregaaende Afsnit berørte, at Hovedaarsagen til, at den lyse Side af Skabeprincippets Udstraaling endnu ikke havde faaet virkelig Magt over det jordiske Menneskes Sind, var den, at dens Idemateriale endnu ikke var omskabt til klare, logiske Tankebilleder, tilgængelig for enhver blot nogenlunde trænet Hjerne, vil jeg i det efterfølgende paavise nogle af de Begyndelsesgrunde, den kosmiske Forsker maa være indstillet paa at akceptere. At en Del af dette Materiale først senere bliver helt skarpt belyst, berører ikke den Kendsgerning, at man, for at dette Studium skal lykkes, maa søge at komme i Kontakt med de her fremførte Problemer.

Vi har nu set, at det vi kalder "det religiøse Liv" har udløst sig i Rytmer, hvilket vil sige, at det med visse Mellemrum ved Fremkomsten af religiøse Genier er blevet stimuleret i sin Vækst saaledes, at vi idag kan iagttage dets Udvikling fra primitive, instinktive Former og frem til den intellektuelle Iklædning, i hvilket det store Flertal idag møder det.

Denne intellektuelle Iklædning som vi, inden for Kristendommen, skylder Jesus af Nazareth, udtrykker den højeste Viden om Livet og Guddommen, som Mennesket har mødt, idet vi her møder en Repræsentant for en Udviklingszone, hvor det tjenende og tilgivende Princip er sat i Højsædet, Jesus af Nazareth "genløste" d. v. s. frigjorde vor Bevidsthed fra en grovere Mentalitets Lænker, hvorfor han, inden for Kristendommens Domæne, har faaet Navnet "Verdensgenløser". Man maa her gøre sig klart, at nøjagtig det samme Forhold gør sig gældende inden for Muhammedanismen og Buddhismen. Naar Kristendommen her sættes øverst, er det, fordi den i afklaret Form kræver af det levende Væsen, at det, om fornødent, skal være rede til at give sit eget Liv i Kærlighedens Tjeneste, for at vinde det. Det levende Væsens "Egenvilje" sættes her skarpt op imod Guddommens Vilje, og Jesus viser klart, at kun den, der evner at handle i Kontakt med Guds Vilje, kan blive salig.