Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

11. Time.

Og paa samme Maade som det jordiske Menneske i sin nyvakte Længsel efter Oplevelse af Harmoni og Samhørighed har været ledet af højt udviklede Væsener, der i Praksis har demonstreret denne Væremaade og derfor faaet Betegnelsen "Verdensgenløsere", paa samme Maade har det i tidligere Tider været ledet af Væsener, der havde til Opgave at føre Mennesket frem til Kulminationen af de Længsler og Drømme, som udgjorde dets daværende Mentalitet. Ogsaa disse Væsener var "Verdensgenløsere", men da deres Opgave var en anden end den, en nyere Tids Verdensgenløsning skulde løse, er vi her stillet over for den Kendsgerning, at der i Tilværelsen eksisterer baade "mørke" og "lyse" Verdensgenløsere.

Da de "mørke" Verdensgenløsere havde til Opgave at føre det levende Væsen frem til en kulminerende Oplevelse af Egoisme, er det givet, at de Moralforskrifter, de forkyndte Menneskene, maatte være anderledes end de, de "lyse" Verdensgenløsere havde at bringe. Og vi ser da ogsaa, at Hovedaarsagen til den nuværende aandelige Krisetilstand netop er at søge i Konflikten mellem den Moral, disse Verdensgenløsere forkyndte Menneskene, koncentreret i Sætningen "Øje for Øje og Tand for Tand", altsaa en Hævnens og Hadets Moral, og saa den de "lyse" Verdensgenløsere har forkyndt, og som koncentrerer sig i Budet "Du skal elske din Næste som dig selv".

Med Hensyn til selve Verdensgenløsernes Natur vil det her være paa sin Plads at gøre sig klart, at disse Væsener blot er at udtrykke som ældre Brødre i den mentale Udvikling, vi alle gennemløber. Da der eksisterer saa umaadelig megen Misforstaaelse med Hensyn til disse Væseners virkelige Udviklingstrin, vil jeg slutte dette Afsnit med at citere Livets Bog Stk. 42, hvor Martinus skriver følgende om dette Problem:

"Jordmenneskene har saaledes, lige saa længe de har været henhørende under Begrebet "Mennesker", været ført af ældre Brødre til sig i Udviklingen, først af mørke og nu senere af lyse Verdensgenløsere; men deres Syn paa disse deres kosmiske Førere har grundet paa deres primitive aandelige Standpunkt undertiden antaget meget fantastiske Former. Disse Væsener er som Regel af deres Samtid blevet mødt med megen Vantro og Misforstaaelse, for derefter, naar den guddommelige Virkning af deres Mission var aabenlys, af Efterverdenen at blive mødt med en saa urokkelig Tro eller uindskrænket Anerkendelse, at den resulterede i Dyrkelse. Og jo mere disse Væsener gik over i Fortiden, blev til Myter, Sagn og Legender, desto mere forvandlede Troen paa dem sig til Overtro. Der blev frit Spillerum for den primitive Fantasi, og disse Væsener blev sluttelig anerkendt og tilbedt som rene Guddomme. Denne fantastiske Dyrkelse eller Tilbedelse af ældre Brødre i Udviklingen i Stedet for den virkelige Guddom blev senere en af de paagældende Menneskesamfunds største Hindringer for videre Udvikling, ligesom det samme Forhold for Tusinder af Mennesker naturligvis ogsaa er til Stede i vore Dage inden for Verdensreligionerne. Men denne Gene vil ikke i saa omfattende en Grad komme til at gentage sig i den ny Verdenskultur, idet Menneskenes Bevidsthed gennem den ny Verdensimpuls direkte vil blive indstillet paa Faderen eller Guddommen."