Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag Februar 1942, bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

Kære Venner!

Jeg vil gerne tale til Dem om Fremtidens Syn paa det levende Væsen. Det er en absolut Betingelse, at man faar et andet Syn paa det levende Væsen, end man nu har; thi det er ganske udelukket, at der kan bygges en ny Kultur paa det Syn paa det levende Væsen, som Menneskene hidtil har haft. Hvis vi undersøger dette Syn nærmere, viser det sig, at det almindelige Menneske regner Mennesket for at være det højeste Væsen, og det kan ogsaa gaa med til at anse Dyr og Planter for at være levende Væsener, men Mineralerne, Naturkræfterne, Kloderne m.m. betragter det som "døde", "livløse" Ting. Men Fremtidens Mennesker vil faa en helt anden Indstilling, fordi vor Opfattelse af, hvad der er levende, lige som alt andet undergaar en Forvandling fra en mindre til en mere fuldkommen Tilstand. Naar vi undersøger de levende Væsener, ser vi, at de fremtræder i højst forskellige Arter, og ved nærmere Eftertanke indser vi, at det er nødvendigt, at det er saadan; thi uden at de fremtraadte i højst forskellige Arter, vilde der ingen Kontraster være, og uden Kontraster vilde der slet ikke være noget, der hed "Liv". Naar vi ser os omkring, bliver vi Vidne til, at der til Stadighed foregaar Skabelse omkring os, det er Universets Skabelse, det er Energiudfoldelse. Væsenernes Energiudfoldelse er meget forskelligartet, og da enhver Form for Energiudfoldelse kræver sit særlige Redskab, maa Væsenerne komme til at se forskellige ud. Alle Væsener vil være et særligt Redskab i den vældige Skabelse, der omgiver os. Lige fra de allermindste Mikrovæsener og op til de allerstørste Makrovæsener repræsenterer alle en ganske bestemt Form for Energiudfoldelse. Hvad Menneskene angaar, manifesterer de den Form for Liv, vi kalder Menneskelivet og befordrer derigennem en særlig Del af Universets Opretholdelse. Ligeledes har Dyrene, Planterne, Mineralerne, Cellerne, Molekylerne, Atomerne o.s.v. til Opgave at befordre hver deres særlige Del af Universets Opretholdelse. Dette gælder alle levende Væsener, Kloder, Sole, Mælkeveje m.m. Et hvilken som helst levende Væsen repræsenterer en eller anden Redskabs-Tilstand og er Redskab for en særlig Art af Energiudfoldelse. Det vil med andre Ord sige, at alle levende Væsener bliver en Slags kosmiske "Fagfolk" i Opbygningen af Tilværelsen. Ligesom man i den materielle Skabelse maa have Murere, Smede, Bagere, Skomagere o.s.v. i det hele taget alle Slags Haandværkere og Arbejdere, for at det moderne Samfund kan bestaa, saaledes maa man ogsaa i den store universelle Skabelsesproces, vi er med i, have særlige kosmiske "Fagfolk og Haandværkere". Og da vi allesammen har hver sit særlige kosmiske "Fag", som vi udfører, og som er absolut nødvendigt og uundværligt i den store Skabelsesproces, er vi da ogsaa allesammen forskellige kosmiske "Fagfolk". Men naar man ogsaa i den store universelle Skabelsesproces, maa have vidt forskellige kosmiske "Fagfolk"', har vi her Aarsagen til, at alle de levende Væsener fremtræder saa forskelligt.

De levende Væsener bestaar blandt andet af et Jeg og en Overbevidsthed. Disse 2 Realiteter udgør den udødelige Del af det levende Væsen. Desuden har de en fysisk Organisme, som i Modsætning hertil ikke er nogen evig Realitet, men Princippet er evigt. Det levende Væsen har en stadig Evne til at bygge en ny Organisme op, hver Gang den gamle er brudt ned. Den fysiske Organisme er noget, der bygges op af Stoffer, men Overbevidstheden bag ved er en evig Realitet, hvor det levende Væsen opbevarer alle de Evner og Talenter, der er nødvendige for at bygge en ny Organisme op. Vi er allesammen uundværlige Redskaber i den store Skabelsesproces, og som Følge deraf er det hele jo fuldkomment. Vi er hver især lige nøjagtig det, der er det mest formaalstjenlige for Universet i Øjeblikket. Men det betyder naturligvis ikke, at vi er, som vi skal være i Fremtiden. Vi er ikke i Dag, som vi skal være i Morgen, vi forandrer os hele Tiden, men i Øjeblikket er vi det fuldkomneste, vi kan være paa Grundlag af Fortiden og med Henblik paa Fremtiden. Men naar det er saadan, kan man ikke, hvis man vil være i Kontakt med Lovene, bebrejde Menneskene deres Væremaade, for de er paa et Stadium, hvor de ikke kan have nogen anden Indstilling, end den de har, men det betyder ikke, at de skal blive ved at have den Indstilling, de nu har, det betyder blot, at alle levende Væsener maa staa paa det Udviklingstrin, de staar paa; thi hvis de allesammen var ens, vilde det være ganske umuligt at opleve nogen som helst Form for Tilværelse. Det, der gør, at vi overhovedet kan opleve Tilværelsen, er, at en hvilken som helst Form for Manifestation, for Skabelse, betinges af en Nedbrydningsproces og en Opbygningsproces. Naar noget skal skabes, bygges op, maa noget andet brydes ned. Det er et evigt Princip i Tilværelsen. De to Processer, Nedbrydning og Opbygning, maa finde Sted, ellers vilde intet kunne opleves - ikke en Tanke kunde blive til. Det, vi kalder Liv, er kun disse 2 Processers Funktion - Nedbrydning og Opbygning. Hvis man skal bygge et Hus paa en Grund, hvor der i Forvejen ligger et andet, saa maa man først fjerne dette, for at det nye Hus kan blive bygget. Pladsen maa ryddes, og denne Rydning er en Nedbrydningsproces. Man fjerner noget, der er en Hindring, man forbereder her en Opbygning. Da al Skabelse er baseret paa dette Princip, er det klart, at nogle Væsener maa være Redskaber for Nedbrydningen og andre Væsener Redskaber for Opbygningsprocessen, og vi ser da ogsaa, at Væsenerne fremtræder med Talenter for disse 2 Processer. Det, der gør sig gældende for Menneskene i Øjeblikket, er Kulminationen af en Nedbrydningsproces. Vi bliver idag Vidne til den største Manifestation af det, vi kalder det dræbende Princip. Vi bliver Vidne til alle Former for Afskygninger af at dræbe helt ned til Sladder og Bagtalelse. Sladder og Bagtalelse er fortyndet Mord. En hvilken som helst Form for at gøre sin Næste Fortræd, lige fra det hundrede Procents Mord og ned til den giftige Bemærkning, der blot er fortyndet Drab, er en Nedbrydningsproces. Men denne Nedbrydningsproces er en Nødvendighed inden for et givet Omraade, og vi ser da ogsaa, at der i overordentlig stærk Grad kommer en Nedbrydningsproces til Udfoldelse for Tiden i Form af Krig og Ødelæggelse. Der har aldrig tidligere i Jordens Historie været manifesteret en saa overvældende Nedbrydningsproces som den, der foregaar i disse Aar. For Tiden spænder Krigen over hele Jorden, men ved at analysere dette store Spil af nedbrydende Kræfter, vil vi se, at det tjener en kærlig Hensigt. Denne store Nedbrydningsproces maa fuldbyrdes, før man kan begynde paa den store Opbygningsproces. Denne Opbygningsproces har vi igennem Kristendommens Forkyndere faaet bebudet i Form af Skabelsen af en "ny Himmel" og en "ny Jord". Denne nye "Himmel" er det samme som en ny mental Tilstand, en ny Form for Bevidsthedsudfoldelse, og en ny "Jord" betyder, at der efter dette vil blive skabt en helt ny Administration af Jordens Værdier, hvad der igen betyder en total Ændring af den sociale Struktur. Alt, Hvad der sker idag i Verden, tjener udelukkende dette høje Formaal. En Mængde mentale og fysiske Misforstaaelser maa fjernes fra Verden. Menneskene maa komme bort fra deres forkerte Forestillinger om Livet. Men disse Forestillinger kan ikke fjernes uden ved en Nedbrydningsproces, ved det vi kalder Krig, Smerte, Mørke, Synd eller det "Onde". Dybest set har dette intet med "Ondskab" at gøre, baade det vi kalder det "Onde" og "Synd" eksisterer ikke i Virkelighedens Verden. Som jeg allerede har sagt, kan intet være anderledes, end det er i Øjeblikket. Uden at det var, som det er i Øjeblikket, vilde der jo ingen Forberedelse være til noget bedre. Det er nødvendigt, at man indstiller sig paa at forstaa, at nogle Væsener maa være Redskaber for Nedbrydning og andre for Opbygning. Forsynet maa have en Stab af kosmiske "Fagfolk", som i sig ejer Evnen til at manifestere det dræbende Princips forskellige Metoder. Dette betyder ikke, at det udviklede Menneske nærer Frygt for, hvilke Kræfter der vil sejre i dette store Spil. Denne Frygt hører kun hjemme hos Mennesker med en meget begrænset Bevidsthed. Saalænge man ikke er klar over, hvad det er, der sker, er man ængstelig for mange forskellige Ting. Men denne Frygt er overflødig. Noget andet er, at vi maaske ikke selv evner at udløse det dræbende Princip. Men dette tyder jo blot paa, at vi skal være Redskaber for de opbyggende Kræfter. Vi har hver sin Plads i denne store Nedbrydnings- og Opbygningsproces, alt efter de Kræfter, vi er i Stand til at udløse. Men dette gælder ikke alene os Mennesker, det gælder alle levende Væsener. Dette kan vi se i vor egen Organisme. Vort Legeme bestaar af Myriader af levende Væsener. Vort Blod, vor Muskulatur, vore Organer, alt bestaar af levende Væsener. Vi betjener os af vore Sanser i Kraft af levende Væsener. Nogle Mikrovæsener befordrer vor Smagssans, andre vor Lugtesans, andre igen vor Høresans o.s.v. Vi kan ikke manifestere det allermindste Suk eller den svageste Hvisken uden i Kraft af en Stab af levende Væsener, der staar til vor Raadighed. De er Redskaber for os. Akkurat paa samme Maade er det ude i det store Verdensrum. Ogsaa der finder en vældig Livsoplevelse Sted ved Hjælp af levende Væsener. Vi er i vor Fremtræden med til at være Guds Sanseredskaber i denne Proces.

Der hvor vi staar idag, har vi bestemte Ønsker og Længsler og disse Realiteter bestemmer vor Plads i den store Nedbrydnings- og Opbygningsproces, der nu fuldbyrdes. Er vor Indreverden i Disharmoni med de nedbrydende Kræfter, er vi et daarligt Redskab i disse Kræfters Tjeneste, og det er da ganske naturligt, at vi saa overflyttes til at blive et Redskab i de opbyggende Kræfters Tjeneste. Vi er ikke evigt bundne til et bestemt Plan eller Niveau, men kan frit vandre fra den ene Tilstand til den anden. Krig, Drab, Mord og Lemlæstelse, alle Former for Manifestation af det dræbende Princip er lige saa nødvendige som de lykkelige Tilstande, men vi er ikke knyttet til disse Tilstande andet end i gradvis Rækkefølge. Det er denne gradvise Rækkefølge, jeg kalder "Udviklingsstigen". I enhver Udviklingsspiral begynder vi i Mineralriget, bliver Planter, Dyr og nu Mennesker. Vi vandrer frem til endnu højere Livsstadier. Alt Liv vokser fra en primitiv Tilstand til en stadig mere fuldkommen for at kulminere i Intuitionens skønne Verden, hvor et nyt Kredsløb paabegyndes. Det Trin paa Udviklingsstigen vi idag repræsenterer, vil være Udtryk for netop det, vi har haft Lyst til eller Ønsker om at repræsentere, i det Omfang vor Skæbne tillader det. Vi staar alle idag paa det Trin, hvor det kosmisk set er mest gavnligt for os at være. Men medens det er en Kendsgerning, at dette Trin i dag opfylder Ønsker og Drømme, vi har næret i længst forsvundne Tider, er det ogsaa en Kendsgerning, at vi idag længes efter en langt lykkeligere og fuldkomnere Form for Livsoplevelse end den, der nu er os beskaaret. Saa at sige hele Klodens Befolkning er mætte af Krig. Mennesket af idag dræber ikke, fordi det er en Sport at dræbe. Naar det ikke desto mindre er blevet saaledes, at Drabet for en Mængde Mennesker er blevet deres kosmiske Haandværk, saa er det fordi disse Mennesker tror, at det er Vejen til den Fred, de længes efter at opleve. Dette er i og for sig ogsaa rigtigt, idet denne Fred kun kan blive befordret igennem Manifestationen af det dræbende Princip, men de Mennesker, der befordrer Drabet, vil faa en kolossal Belæring om, at det ikke er rart at være Redskab for dette Princip. Da Loven for Tilværelse betinger, at "som man saar, saa skal man høste" vil ethvert Redskab for det dræbende Princip selv komme til at opleve Eftervirkningerne af sin Handlemaade. Gennem Oplevelsen af disse Eftervirkninger kommer Menneskene til at se anderledes paa mange Ting. Overmættede af denne Form for Tilværelse, vil de længes efter en Tilværelse i Lys og Kærlighed. Lyset eller den mentale Ligevægt og Harmoni, bliver deres store Maal. Men for at dette Maal skal blive naaet, maa der tages vældigt fat, og denne Energiforstærkning er det, vi i Øjeblikket er Vidne til. Igennem denne bliver Udviklingen stærkt forceret og Menneskene gjort egnede til den Opbygningsproces, der skal afløse det, der nu sker.

Vi staar altsaa over for en umaadelig Kraftudfoldelse i Tilværelsen. Vore Omgivelser udløser en uhyre Serie af forskelligartede Energiudstraalinger. Jordklodens Energiudfoldelse f.Eks. er det, vi kalder Naturen, Storm, Regn, Kulde, Varme o.s.v. Alle disse Realiteter indvirker paa vore Sanser og er med til at skabe vor Tilværelse. Naar De formaar at trænge tilstrækkelig dybt ind i disse Ting, vil De se, at det, De her møder, er Forsynets Redskaber til at bearbejde og forædle Dem selv. Vi er alle hele Tiden underkastet en Forvandlingsproces, og det er denne Forvandling, der gør Livet interessant. Det er i Kraft af Kontrastprincippet, at vi oplever Livet. Uden Kontrast ingen Sansning. Man kan ikke male et Landskab paa et Stykke hvidt Lærred, hvis man udelukkende anvender hvide Farver. Naar vi kan sanse en Ting, er det i Kraft af Lys- og Skyggeprincippet. Naar vi ser et Menneske, saa er det udelukkende, fordi det kaster Lys og Skygge fra sig. Ser vi en Film, er det det samme, der gør sig gældende. Denne Sansning af Lys og Skygge er altsaa vor Oplevelse af den kosmiske Nedbrydnings- og Opbygningsproces, paa hvilket alt Liv beror.

Da alle levende Væsener fremtræder som Redskaber, maa Mennesket før eller senere naa til at indstille sig paa, at der maa være noget bagved det, vi ser af disse levende Væsener. Vi er vant til, at de hver især er adskilte, vi kalder dem ved forskellige Navne og regner dem for selvstændige Væsener. Men i Virkeligheden er de ikke helt selvstændige. Dertil kræves en hundrede Procents fri Vilje, og det har det jordiske Menneske og de Væsener, der befinder sig under det i Udvikling, ikke. Det er rigtigt, at vi inden for et givet Omraade har en fri Vilje, men uden for det Omraade, er vi fuldstændig knyttet til og afhængigt af det øvrige Univers. Vi er alle knyttet sammen og danner Organer i en større Organisme, vi er samlet Sanseredskaber for en højere Bevidsthed. Dette behøver ikke at være vor Klode eller Sol. Kloderne er ganske rigtigt levende Væsener, men de er ogsaa underordnet højere Organismer, de er Gudesønner som vi selv er det. De danner ogsaa en fysisk Organisme og bliver derved Redskab for noget andet. Dette andet er noget evigt, der eksisterer, det er selve Universets Jeg.