Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Siden jeg skrev til Dem sidst, har Foraaret jo for første Gang i Aar "rørt Trommerne", og selvom Frosten endnu forsøger at bide fra sig, maa Kong Vinter sikkert finde sig i at blive detroniseret en af de første Dage. Men med Foraarssolens Komme nærmer vi os i Hast Afslutningen paa Vinterens Arbejde. Tirsdag d. 24. Marts holder jeg mit sidste Foredrag her i Byen, og allerede Dagen efter pakker Mogens Munch og jeg Randslen og drager op til vort kære Klint for at give vor fælles Ven Flygge Jørgensen en Haandsrækning med det Arbejde, der skal gøres, for at Sommeren i Kosmos Feriekoloni kan forløbe, som den skal.

Men selvom jeg slutter mit Arbejde herinde, er dette dog ikke ensbetydende med, at Foredragene er slut. Paa samme Maade som Martinus sidste Aar holdt en Række Foredrag efter det egentlige Studiekredsarbejdes Afslutning, saaledes vil han ogsaa i Aar holde fem Foredrag over forskellige Emner. Da Aftenerne jo nu ikke længere er saa mørke, vil der muligvis blandt Korrespondanceafdelingens Deltagere her i Byen være nogle, som ønsker at overvære disse Foredrag, og til dem vil jeg gerne sige, at de kan faa alle Oplysninger ved at ringe til mig her paa Bureauet om Formiddagen.

Naar det værste Foraarsarbejde ved Klint er overstaaet, er det min Plan at rejse ud og hilse paa gamle Venner i Provinsen. Jeg haaber at kunne foretage denne Rejse i første Halvdel af Juni, men glæder mig allerede nu til Gensynet med de forskellige Kredse. Det dejlige ved Martinus Arbejde er jo netop det, at det danner en stor levende Organisme, og at det derfor er den samme dejlige Atmosfære, man møder overalt. Jeg ved, at en af de Ting, der Gang paa Gang overrasker nye Deltagere, er Oplevelsen af den store Samhørighed, som lægges for Dagen, hver Gang Holdene samles. Ingen kolde og stive Ansigter stirrer den Nyankomne i Møde. Tværtimod. En elskværdig og munter Pludren fortæller ham, at her har Venner sat hinanden Stævne for i en fri og fredelig Atmosfære at have en hyggelig og lærerig Time sammen.

Og saadan skal det ogsaa være! Mere end mod at være stivsindede Idealister med uomgængelige Standpunkter, stræber vi imod først og fremmest at være Mennesker. Personlig bliver jeg altid nervøs, naar et Menneske kendetegner sig selv som Idealist. Det forekommer mig altid lidt ublufærdigt, saadan noget i Retning af Piedestalklæberi. Mon ikke det er klogest at overlade til Fremtiden at dømme om, hvad man var. For mig staar det saadan, at Idealisme er noget, man i al Stilhed søger at udløse i sit daglige Liv. Lykkes det, er det godt, lykkes det ikke, nuvel, saa er det i hvert Tilfælde godt, at man ikke i Forvejen har reklameret alt for meget med sit høje aandelige Stade. Charmen ved Martinus Arbejde er jo netop, at det staar aabent for enhver, der i Kærlighed og Forstaaelse vil være med til at bygge det op, men det danner en usynlig Front imod den, der kræver Ret til at udløse blot Skyggen af Intolerance eller Selvdyrkelse.

"Og derpaa skulle man kende mine Disciple, at de haver indbyrdes Kærlighed!" Det var kloge Ord, som stadig har Bud til os alle! Viden er altid godt, men Menneskelighed er mere værd end gold Viden! Lad os derfor altid holde den menneskelige Forstaaelse højt i Ære - og en lille Dør aaben til den sande Humors blide Smil!

Med hjertelig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!