Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Siden jeg skrev til Dem sidst, har Frosten bundet Jorden endnu haardere, og Ladninger af Sne er væltet ned. Den gamle Sætning: "Dagene længes, men Vinteren strænges" har atter bekræftet sig, - og alligevel. Forleden Eftermiddag, da jeg var ude at gaa mig en Tur, standsede jeg pludselig op ved en gammelkendt Lyd, der gjorde mig varm om Hjertet, og fik Humøret til straks at stige et Par Grader. Inde i en snedækket Busk sad en gammel Solsorthan og øvede sig i al Stilfærdighed paa sine blide Foraarsstrofer. Først pudsede den sig lidt og saa sank den ligesom sammen i sig selv, og saa kom Fløjtet igen, ganske blidt og stille. Da jeg gik videre, var det, som om Vinden knap bed saa haardt som før, Anelsen om det kommende Foraar havde faaet Magt over mit Sind, og gav mig uvilkaarligt til at forsøge at efterligne dens melodiske Fløjt.

Sandt nok er det stadig Vinter, og sandt nok gebærder Menneskene sig saaledes, at man uvilkaarligt mindes Flammarions Ord: "Dersom de andre Kloder er beboede, maa Jorden være deres Galeanstalt", men Livet skal leves, og for den, der bag dette store Drama ser en ny Verden kæmpe sig frem igennem Fødselsveerne, behøver Evnen til at glæde sig ikke at dø bort. Og jeg finder, at netop vi har stor Grund til at føle os lykkelige. Jeg ved, at mange ikke deler dette Synspunkt, at mange synes, at man er forpligtet til at gaa rundt og have det trist, med alt det, der sker omkring os. Men gør et saadant Synspunkt Livet lettere for vore Omgivelser? Absolut ikke! Akcepterer man Tanken om en Guds Eksistens, ja føler man sig overbevist om, at han ikke alene er til, men har en kærlig Hensigt med alt det, vi ser, men maaske ikke helt forstaar, forekommer det mig, at alt dette Sortsyn, al denne Tale om "vort Lands fortvivlede Stilling", kort sagt al denne Negativitet i Virkeligheden er en temmelig kraftig Kritik af det Forsyn, man foregiver at beundre.

Det er rigtigt, at vi har faaet mange Vanskeligheder at kæmpe med, som vi ikke tidligere kendte, men vi har ogsaa faaet Mulighed for Oplevelser, vi heller ikke før kendte, og til disse hører blandt andet den Fornemmelse af forstandigt Sammenhold, man møder alle Vegne. For den der hele Tiden træner sig i at se det lyse ved Tilværelsen, giver disse Aar slet ikke saa faa Glæder. Personlig finder jeg, at Livet paa en Mængde Omraader har sat en tyk, rød Streg under den gamle Sætning, at "Aand er Magt". Naar engang alle de Taager, som Menneskeheden idag er hyllet i, paany er spredt, vil det uden Tvivl vise sig, at disse Aar i høj Grad har bekræftet, at Sværdets Magt trods alt var uhyre begrænset. Humanitetens Spire har megen Livskraft. Den er ikke for intet vokset frem under Dyrerigets haarde Modtryk. Og som det gaar mod Vaar for os, saaledes gaar det ogsaa mod Vaar for den. Endnu en kort Stund, og den vil bryde igennem de sidste haarde Skorper, og da tror jeg, Menneskene vil opleve en Vaar, hvis Skønhed vi kun kan ane, men som alle de Vise før os saa, og som gav dem Kraft til at forkynde Livsglædens Fanfare, der lyder gennem alle deres Forjættelser om den Dag, der engang skulde afløse Udviklingens lange svære Nat.

Med hjertelig Hilsen fra Martinus og alle Bureauets Medarbejdere.