Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

For nogen tid siden opfordrede vi her i Kosmos læserne til at skrive lidt om, hvad de synes er fantastisk i Martinus litteratur. Det har givet anledning til mange dejlige breve, og et af dem starter sådan: "Som I ser, har jeg vovet at pippe med..." Og sandelig, det gamle ord om at hver fugl synger med sit næb, er virkelig blevet bevist med den stak af breve, redaktionen har modtaget.

Så var det, jeg kom til at tænke på, at sådan er det i grunden med hvert eneste nummer af Kosmos. Hver forfatter synger med sit næb, og ligesom med fuglesangen på denne årstid, er det foråret, der prises. Her forstået: det mentale forår, menneskenes gradvise overgang fra vrede, irritation og intolerance til glæde over livet og lyst til at give udtryk for det.

Et blad som Kosmos kunne – i hvert fald teoretisk – være så meget andet end "fuglesang". Det kunne være åbenlys eller dulgt agitation for en sag, som skulle vinde medlemmer, penge og prestige. Bladet kunne være andet end spredt fuglesang. Det kunne være et hornsignal, en reveille, et afgangssignal for stridslystne korsfarere på vej til sejr eller nederlag på ærens mark. Det kunne være sænkede lanser og blafrende flag i vinden...

Ved Gud, jeg kan ikke lade være med selv at pippe lidt af glæde over, at sådan er det ikke, og sådan må det aldrig blive. Hellere noget der minder om naturens spontane (naive?) og ukoordinerede fuglesang, end noget udspekuleret og kunstigt gøgl. Jeg har bemærket, at hvert eneste nummer af Kosmos af sig selv bliver et tema-nummer. Sådan er det også i denne tid, når man lytter til fuglesangen. De kære små fugle har ingen aftaler med hinanden, ingen noder og nodestativer, og dog kommer der en hel symfoni ud af det.

 

 

Må jeg benytte denne lejlighed og denne plads i dette nummer af Kosmos til at sige hjertelig tak til de mange, der skriver til bladet! Det er en fornøjelse at redigere dette blad, for det sker næsten helt af sig selv. Ligesom ude i naturen, hvor man kan fryde sig over at se, at dér har vi jo en stær, der en solsort og der minsandten en sjælden grønbenet rørhøne, således kan man forhåbentlig også som læser fryde sig over den mangfoldighed af forskellige måder, Martinus kosmologi kan behandles på. Emnet er jo det samme: foråret – men røsterne er forskellige. Sådan er livet, det ægte liv. Og dér må Martinus kosmologi meget gerne være.