Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1942/8 side 6
<<  7:32  >>
Populær Gennemgang af Livets Bog.
Ved Erik Gerner Larsson.
7. Time.
Inden vi forlader Problemet "partisk Kærlighedsevne" vil vi undersøge, hvad det er, der kendetegner en virkelig fri Studerende af Livets højeste Problemer.
Da der i de fleste Mennesker ligger en dyb Trang til at gaa i Flok, er det i Virkeligheden kun ganske faa, der kan betegnes som virkelig frie Studerende inden for de aandelige Omraader. Virkelig fri i sin Forskning er et Menneske først, naar det fri af enhver Form for Sammenslutning studerer Sandheden overalt, hvor det møder den paa sin Vej. Da jeg imidlertid har Erfaring for, at denne Sandhed kan give Anledning til den Misforstaaelse, at en fri Studerende paa Grund af sin 100%s neutrale Indstilling ikke kan være Medlem af nogen som helst Sammenslutning, vil jeg gerne her gøre opmærksom paa, at denne Konklusion er forkert. At man ikke i alle Detaljer deler en Sammenslutnings evt. Grundopfattelse, er ikke det samme som, at man ikke kan se, at dens Formaal bør støttes af ens Kræfter. Undersøger man højere aandelige Sammenslutninger, vil man se, at man inden for disse Omraader møder mange højtudviklede og absolut frie Forskere blandt Medlemmerne. Mennesker som er vokset over Bogstavformen, og som i deres Medlemskab ikke ser andet end den Støtte, uden hvilket intet kan blive skabt. Man kan blive saa fri, at ens Liv bliver negativt, - og det var ikke Meningen med Friheden.
Et Spørgsmaal, som har stor Interesse for den vordende Aandsforsker, er, om der findes virkelig "falske Profeter"?
Det gør der ikke! "Falsk" bliver en Profet eller Lærer kun over for de Bevidsthedstrin, der enten ligger saa meget under eller over hans eget, at ingen fornuftsmæssig Kontakt kan komme til Udløsning.
Til denne Kendsgerning kommer yderligere, at dette Begreb i nogen Grad mister sin Interesse, hvor Talen drejer sig om Forskning, Fremtidens Mennesker vil komme til at afvige fra Fortidens derved, at den Livsanskuelse, der bliver deres Tilværelses bærende Fundament, ikke hviler paa en udefineret Følelsesoplevelse, men derimod paa en baade af Forstand og Hjerte akcepteret Erkendelse af Guddommens Eksistens.
Da Mennesket i sin aandelige Søgen stræber efter en Viden, der kan betyde Liv og Vækst for dets Bevidsthed, er det naturligt, at det ønsker et Holdepunkt for sin Undersøgelse af, om en aandelig Lære er livgivende for dets Sind.
Og dette Holdepunkt har det i den Kendsgerning, at en virkeligt aandeligt livgivende Lære sender en Strøm af Varme, Liv og Ideer igennem Bevidstheden, en Strøm af Energi og en Bølge af Længsel efter at bringe sit Liv i Kontakt med disse Ideer.
-------------
Med denne resumerende Gennemgang af Fortalen til Livets Bog mener jeg nu at have klargjort Forudsætningen for et lykkebringende Studium af Martinus Hovedværk. Den efterfølgende Behandling af de kosmiske Analyser vil mere og mere fri sig for Problemernes direkte Rækkefølge i Hovedværket og mere fremtræde som en fri og koncentreret Bearbejdelse af Stoffet.
-------------
Opgave Nr. 6.
Har Studiet af Martinus Arbejde gjort det lettere for Dem at tale med Mennesker eller har det gjort Dem mere Ensom?
  >>