Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus Foredrag i December var et saa decideret Juleforedrag, at dets Gengivelse nu, Saalænge efter at Julen er overstaaet, nærmest maa siges at være malplaceret, bringer vi, da Januarforedraget endnu ikke er fuldt udarbejdet, i det efterfølgende en mindre Gennemgang af Begrebet "Den store Fødsels Forgaard". Dette betyder imidlertid ikke, at Juleforedraget vil blive unddraget Korrespondanceafdelingens Læsere, det vil blive bragt, naar de Forhold, under hvilket det blev holdt, paany er til Stede.

I sin Gennemgang af Jordmenneskehedens forskellige mentale Kategorier viser Martinus os i Livets Bog Stk. 123 den Mennesketype, der foreløbig udgør Maalet for vor aandelige Stræben, nemlig den Type han udtrykker som "Første Kategori i Gruppe A." Under Gennemlæsningen af det her nævnte Afsnit støder vi paa Udtrykket "Den store Fødsels Forgaard", et mentalt Omraade inden for hvilket de første spæde kosmiske Oplevelser begynder at finde Sted. For den intenst studerende af Martinus kosmiske Analyser er det givet, at dette mentale Omraade udøver en endog meget stærk Tiltrækning paa Bevidstheden. Det er jo her, Væsenet møder de første virkelige Fornemmelser af at være "Eet med Faderen" og begynder at kunne se det Maal, der har været alle Lidelsers dybeste Hensigt.

At et Menneske, for at naa til disse Oplevelser, skal have et endog meget rent Sind, er en Selvfølge. De høje, rene, intuitive Energier formaar ikke at forbinde sig med de lave eksplosive Kræfter, det jordiske Menneske i Almindelighed benytter sig af. Men som Havets Bølger følger hinanden i en evig Rytme, paa samme Maade udløser vore mentale Tilstande sig ogsaa rytmisk. Og fra det Øjeblik Jeget for Alvor begynder at arbejde med sit eget Sind, ja faktisk for Alvor begynder at modarbejde sig selv, hvilket vil sige den Vanebevidsthed, der i Form af Selviskhed eller Egenkærlighed var den tidligere normale Tilstand, fra det Øjeblik befinder Mennesket sig i en Tilstand, hvor den evige Livsrytme tillader det at opleve Intervaller, i hvilket dets Sind, maaske kun for Sekunder, er hjemmehørende i en Zone, hvor Synet af Gud bliver realistisk vaagen Dagsbevidsthed.

Da dette Omraade i høj Grad er Maal for de dybeste Længsler i det intellektuelt søgende Menneske, har jeg ment, at det vilde være af Interesse for Korrespondanceafdelingens Deltagere at faa et lille Indblik i de Erfaringer som Mennesker, der har haft disse Oplevelser, har faaet. I sin ganske dejlige Bog "Religiøse Erfaringer" giver den kendte amerikanske Professor William James igennem Citater et udmærket Indblik i denne ophøjede Oplevelse. Ejendommeligt nok naar Professor James i sin Undersøgelse af disse Oplevelser frem til Forstaaelsen af, at selv om de tilsyneladende finder Sted inden for Følelsestilstandenes Omraader, udtrykker de for dem, der oplever dem, en klar Erkendelse. "De er", siger han. "Indblik i Sandhedsdybder, som ikke loddes af den diskursive Tænkning. De er Lysglimt, Aabenbaringer af umaadelig Vægt og Betydning, skønt de ikke kan tolkes med Ord. Og for det meste bringer de med sig en egen Følelse af Sikkerhed, som holder sig for Eftertiden".

Medens Professor James saaledes her bekræfter Martinus, vil det være af Værdi at vide, at selv om de efterfølgende Citater skildrer de ophøjede Øjeblikke, hvor Mennesker lige med eet har følt sig omsluttet af Guds Favntag, saa har den kosmiske Bevidsthed ogsaa Forløberstadier som, omend de naturligvis ikke formaar at udløse den Glæde som de her skildrede Oplevelser, alligevel er umaadelig inspirerende. Til disse Oplevelser hører blandt andet den, at man, medens man hører et Problem forklaret, som man egentlig mente, man kendte til Bunds, lige med eet føler, at først nu begriber man den dybeste Mening med det. Vi finder her Forklaringen paa, hvorfor Lærere i aandelige Problemer føler sig forpligtet til ideligt at gentage Ting som de fleste mener, de har forstaaet, men som Læreren altsaa ved, at de ikke har, - simpelthen fordi han af deres Væremaade kan se, at Problemets Kerne endnu er ubegrebet. Denne Fornemmelse af at forstaa kan være saa overvældende, at der, helt mod den Studerendes eget Ønske, undslipper ham et højlydt "Aah, nu forstaar jeg!" - et spontant Udtryk for den voldsomme Glæde, der gennemstrømmer hans Sind ved den nye Erkendelse. Man maa derfor forstaa, at medens kosmisk Bevidsthed i sine Forløbersymptomer tidligere kun udløste sig ved en midlertidig Sjælstilstand, hvor de indre mentale Energier var i ophøjet Ligevægt, saa vil et fuldt bevidst Studium af de kosmiske Analyser betyde Adgangen til en Række mindre, men alligevel meget skønne Oplevelser af Forløbersymptomerne til denne saa attraaværdige, sjælelige Tilstand. Da disse Oplevelser kun kan finde Sted i en Atmosfære, der saa at sige er gennemstrømmet af Kærlighed, vil man ogsaa her have Aarsagen til de aandelige Læreres stadige Indskærpning af den enkelte Deltagers Pligt til at medvirke til at den Atmosfære, i hvilken disse Problemer studeres, bliver saa sympatisk, som det overhovedet er muligt.

Men foruden den voldsomme Glæde der under en saadan Oplevelse gennemstrømmer den Oplevendes Sjæl, vil man se, at de begyndende kosmiske Oplevelser er yderst værdifulde derved, at de betyder en endog meget stærk Impuls til fortsat videre Udvikling af de tidligere kun forstands- og følelsesmæssigt erkendte, men nu ogsaa intuitivt bekræftede Udviklingsbaner fremover. Det Menneske, der engang har haft et omend nok saa lille Syn af Gud, har ogsaa i dette Syn faaet en Førsteoplevelse af den "Klippe", der aldrig skal forgaa. Det har set det "forjættede Land", og dette Syn formaar det aldrig at glemme. Selv i den sværeste Modgang vil det lyse forude og fjerne selv den sværeste Byrdes Tyngde.

Medens Mennesket i Almindelighed formaar at give Udtryk for alle dets Stemninger mellem Sorg og Glæde, er det kun de færreste, der formaar at skildre disse to Stemningsyderpunkter. Det synes som om en Sorg eller en Glæde kan blive saa stor, at Ord simpelthen bliver for fattige til at dække det, der opleves. Ogsaa saaledes i Skildringen af Virkningerne af de kosmiske Glimt. Da det oplevede her ligger hinsides alt det, Mennesket ellers oplever, ser vi Gang paa Gang, at disse sjælelige Oplevelser gør den Oplevende stum. Personligt tvivler jeg ikke om, at der Jorden over findes mange Mennesker, som oplever disse kosmiske Glimt, men uden egentlig literær Uddannelse er de helt berøvet Muligheden for at iklæde disse Oplevelser Sprogets forstaaende Dragt. Et Eksempel herpaa har vi i efterfølgende lille Beretning gengivet af den kendte Forfatter til " I Samklang med Evigheden" Ralph Trine:

"En af mine Bekendte, en Politimand, har fortalt mig, at der mange Gange, naar han om Aftenen efter endt Arbejde var paa Vejen hjem, paakom ham den mest levende Forvisning om hans Enhed med den uendelige Magt, og denne grænseløse Fred kunde gribe og fylde ham i den Grad, at det var, som formaaede hans Fødder næppe at holde sig paa Brostenene, fordi han løftedes og bares oppe af Henrykkelsens Flod."

Som man vil se, er denne Beretning meget lidt udtømmende, simpelthen fordi Betjenten sandsynligvis har manglet Ordforraad til at udtrykke sig med. Sandsynligheden taler her for, at denne Mand har været gennemstrømmet af ganske de samme lys- og lykkebringende Fornemmelser, som de efterfølgende Oplevelser giver Udtryk for, han har blot ikke været tilsvarende trænet i Evnen til i Billeddannelse at gengive Oplevelsens Skønhed.

Tyskeren Malwida v. Meysenbug beretter i sine Memoirer:

"Jeg var alene paa Strandbredden, da alle disse Tanker, befriende og forsonende, strømmede ind over mig. Og atter, som en Gang i de fjerne, svundne Dage mellem Alperne i Dauphiné, blev jeg tvungen til at synke i Knæ - denne Gang for det udstrakte Hav, Symbolet paa Uendeligheden. Jeg følte, at jeg bad, som jeg aldrig før havde bedt, og nu forstod jeg, hvad Bøn virkelig er: en Flugt fra Selvets Ensomhed til Bevidsthed om at være eet med alt, hvad der er til; det vil sige: jeg knælede ned som et forgængeligt Væsen og rejste mig som et uforgængeligt. Jord, Himmel og Hav samtonede i en mægtig, verdensomfattende Harmoni. Det var, som om alle de Store, der nogen Sinde har levet, lod deres Røst tone med i det Kor, der omgav mig. Jeg følte mig som eet med dem, og jeg syntes, jeg kunde høre deres Hilsen: "Ogsaa du er med i den Skare, som har sejret.""

Virkningen af et mere udviklet Intellekt er her synligt. Samspillet mellem det i Forvejen eksisterende Erfaringsmateriale og den kosmiske Oplevelse viser os her ganske tydeligt, at v. Meysenbugs Oplevelse i Kraft af hans bevidste Søgen inden for dette Livsomraade er af højintellektuel Natur. Det samme gør sig gældende i følgende Beretning hentet fra den engelske Forfatter Trevors Selvbiografi:

"En straalende klar Søndag Morgen gik min Hustru og Drengene til det unitariske Kapel i Macclesfield. Det var mig umuligt at følge med dem, for det syntes mig i Øjeblikket som et Slags sjæleligt Selvmord at forlade Solskinnet paa Bjergene for at søge ind i Kapellet. Jeg følte en stor Trang til ny Inspiration og Livsudvidelse. Nølende og mod i Hu lod jeg min Hustru og Drengene gaa ene ned til Byen, medens jeg selv med min Stav og min Hund drog længere op i Bjergene. Morgenens Skønhed, Bjergenes og Dalenes Herligheder fik mig snart til at glemme alle bedrøvelige Tanker. Vel en Times Tid vandrede jeg frem ad Vejen til det Sted, som hedder "Cat and Fiddle", saa gik jeg hjemad. Men paa Tilbagevejen følte jeg pludselig, uden noget forudgaaende Varsel, at jeg var i Himlen -- det var en indre Tilstand af ubeskrivelig stærk Fred og Glæde og Vished i Forening med en Følelse af at blive badet i varmt, glødende Lys, som om det var de ydre Kaar, der havde voldt den indre Virkning. Jeg var til Mode, som om jeg var uden for mit Legeme, skønt alle Omgivelser stod i fuldere og klarere Nærhed end før, belyste af det Skær, hvori jeg færdedes. Denne dybe Bevægelse varede ved, om end med aftagende Styrke, til jeg kom hjem, og endda nogen Tid derefter, indtil den lidt efter lidt svandt bort."

Medens de ovenfor meddelte Oplevelser er skildrede af Mennesker, der nok har været Søgende inden for disse Livsomraader og uden for al Tvivl været fremragende udviklet, men næppe Aandsforskere i dette Ords dybeste Betydning, er efterfølgende Beretning skrevet af en Mand med stor videnskabelig Uddannelse, den Mand der muligvis først af alle gav disse Oplevelser Navnet "Kosmisk Bevidsthed". Hør først hans egne Ord om denne Sjælstilstand:

"Den kosmiske Bevidsthed", siger han, "er ikke en blot og bar Udvidelse eller Løftelse af Selvbevidstheden, saadan som vi alle kender den, men den bestaar i Tilgiften af en yderligere Evne, der er lige saa forskellig fra de Evner, Gennemsnitsmennesket ejer, som Selvbevidstheden er forskellig fra saadanne Evner, der findes hos de højere Dyrearter.

Det ypperste Kendemærke for den kosmiske Bevidsthed, er en umiddelbar Viden om Verdensaltet, d. e. om Tilværelsens Liv og Orden. Men med denne kosmiske Bevidsthed følger en Forstaaelsens Opladthed, som i sig selv vilde være nok til at henflytte Mennesket i en ny Tilværelsessfære - ja næsten vilde gøre det til Medlem af en anden og ny Orden. Hertil kommer end yderligere en moralsk Løftelse, en ubeskrivelig Følelse af Oprømthed og Glæde, som er lige saa mærkelig og endnu betydningsfuldere end den forhøjede intellektuelle Kraft. Og i Følge med alt dette kommer der noget, som man kunde kalde Udødelighedsfølelse, Bevidstheden om et evigt Liv - ikke som den faste Tro paa noget fremtidigt, men som en Overbevisning om, at man allerede har det."

Det var, fordi Dr. Bucke selv personligt oplevede et typisk Anfald af den beskrevne Art, at han gav sig til at spejde efter Fænomenet hos andre. Han har nedlagt sine Resultater i et saare fængslende Værk, hvoraf vi tager følgende Beretning om hans egen Oplevelse:

"Jeg havde tilbragt Aftenen i en stor By i Selskab med to Venner. Vi læste og talte om Poesi og Filosofi og skiltes først ved Midnatstid. For at komme hjem maatte jeg køre en lang Tur i en Droske. Jeg var stille og fredelig til Mode under den vedvarende Paavirkning af de Tanker, Billeder og Stemninger, som vor Læsning og Samtale havde fremkaldt. Det var en rolig, næsten passiv Nydelse, jeg tænkte egentlig ikke, men lod Forestillinger, Ideer og Rørelser strømme efter mit eget Tykke gennem min Sjæl. Pludselig - uden mindste forudgaaende Varsel - blev jeg vaer, at jeg indhylledes i en flammefarvet Sky. Efter min første Indskydelse gættede jeg paa Ildløs, en Kæmpebrand et eller andet Sted tæt ved mig i den store By. Men i næste Øjeblik vidste jeg, at Ilden var i mig selv. Straks efter grebes jeg af en Jubelfølelse, en umaadelig Glæde, der kom sammen med eller i hvert Fald straks efterfulgtes af en Forstaaelsens Klarhed, som det er mig umuligt at beskrive. Blandt andet kom jeg til ikke blot at tro, men jeg saa, at Verdensaltet ikke er opbygget af Materie, men tværtimod er en levende Aandemagt; jeg blev i og af mig selv forvisset om et evigt Liv. Det var ikke en Overbevisning om, at jeg skulde faa et evigt Liv, men en Vished om, at jeg allerede da besad det. Jeg saa, at alle Mennesker er udødelige, og at Verdensordenen er saaledes beskaffen, at alle Ting ganske upaatvivleligt maa samvirke til gode for hver enkelt og for alle. Jeg saa, at den grundlæggende Tanke for denne Verden, for alle Verdener, er det, som vi kalder Kærlighed, og at det sikre Endemaal er Lykke for hver enkelt og for alle. Synet varede nogle faa Sekunder, saa svandt det; men Mindet derom og Følelsen af, at det havde belært mig om en Virkelighed, har holdt sig hos mig i den Fjerdedel af et Aarhundrede, der senere er rundet. Jeg vidste, at Synet aabenbarede mig Sandheden. Jeg var naaet til et Standpunkt, hvorfra jeg saa, at det maatte være Sandhed. Og dette Syn, denne Overbevisning, eller lad mig sige, denne Bevidsthed har aldrig senere forladt mig, selv i Tider, hvor jeg har følt mig dybest nedtrykt."