Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1942/8 side 1
30-1-42.
Kære Læser!
For de fleste Mennesker har den Vinter, vi i Øjeblikket oplever, vistnok givet Stof til adskillig Eftertanke. Det gamle Ord om, at "Spot føjer sig til Skade" synes i en uhyggelig Grad at skulle gaa i Opfyldelse i disse Aar, hvor Krigens Ubarmhjertighed i Forvejen synes de fleste et næsten uudholdeligt Mareridt.
Er der da nogen Forbindelse mellem Krigen og den Kulde, som tilsyneladende saa ubarmhjertigt binder alle Kræfter i sit kolde Favntag? Mange stiller sig uvilkaarligt Spørgsmaalet nu, da en tredje Isvinter holder paa at lukke Sund og Bælt og tvinger Menigmand til at tære haardere paa den i Forvejen slunkne Brændselsbeholdning, end godt er. Og Spørgsmaalet er da ogsaa saa interessant, at det er en Undersøgelse værd.
Naar man undersøger, hvilke mentale Kræfter det er, der ligger til Grund for en sjælelig Krisetilstand hos et Menneske, ser man ret hurtigt, at Hovedaarsagen til alle sjælelige Lidelser er et i Tankeverdenen forekommende Overskud af Tyngdeenergi. Længsler og Ønsker er blevet krydset paa en uventet Maade, og der opstaar en Reaktion, hvor den skjulte eller aabenlyse Forurettelse søger at faa Udløsning. Saalænge denne Udløsning er rettet imod andre, hvilket altsaa vil sige, at man søger at lægge Skylden for det skete over paa den, man synes, er Ulykkens Aarsag, har Tyngdeenergien frit Spil og det ydre Drama er i fuld Gang.
Anderledes naar der er Tale om en indre Krise. Her er man bevidst i, at man selv er Ophav til sin Skæbne, hvad der dog ikke hindrer Tyngdeenergien i at fuldbyrde sin nedbrydende Hærgen. Man bliver irritabel og opfarende, kort sagt uligevægtig. Men en Uligevægtstilstand kan ikke blive permanent. Før eller senere bliver Krisen akut og Valget: Undergang eller Ligevægt bliver aktuelt. Vejen til Undergang er synlig for enhver, den gaar igennem en opgivende Kapitulation, kulminerende i den totale Negativitet: alt er umuligt, der er ingen Gud til, Livet er meningsløst, og Sindet fyldes med Tanker om Selvmord og deslige. Kort sagt: Tyngdeenergien er i enhver Tankeblanding i Overvægt.
Men Vejen til Ligevægtsstadiet? Den ene, at man maa tage sig sammen! Hvorledes? Ved bevidst at binde og beherske alle de mørke Kræfters Spil i sin Indreverden. Hvordan kan det gøres? Ved en stærk Tiltrækning af de Kuldekræfter (Følelsesenergi), der ene kan slukke den omsigbredende Ild. Og ind over ens eget ødelagte Indre lægger den mentale Kulde nu sin lægende Haand. Livsvigtige Omraader, der skal beskyttes, værnes af Følelsesenergiens kølige Aande. Stykke efter Stykke rives ud af den ødelæggende Brand for at værnes til Genopbygningens frugtbare Tid. Ved Selvoplevelse maa hvert eneste Menneske erkende, at Ilden - den fysiske saavel som den mentale, - er en farlig Herre, men en vidunderlig Tjener. Og som i det Smaa, saaledes ogsaa i det Store! Derfor er Krig og Kulde et ulige mere interessant Problem, end de fleste tænker. Og den Anelse mange har om, at der er et vist Sammenhæng mellem disse to frygtede Realiteter, vil en Dag blive til bekræftet Virkelighed for hvert eneste sandhedssøgende Menneske.
Med hjertelig Hilsen fra Martinus og alle Bureauets Medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson