Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Referat af Martinus Foredrag den 20. Nov. 1941

 

- bygget over Stenogram af Hr. Hans Bønnelycke m.fl.

(sluttet)

I Salighedstilstanden har de levende Væsener endnu ikke nogen Evne til at bygge Organismer op paa det fysiske Plan. Men for at de ikke i al Evighed skal nøjes med Erindringerne om fortidige Tilstande, hvilket vilde medføre, at Livet gik i Staa og Døden blev en virkelig Kendsgerning, er det Meningen, at de skal begynde at skabe Organismer paa det fysiske Plan, og efterhaanden som Mættelsen af Beskæftigelsen med Erindringerne om tidligere Tilstande samt Mættelsen af Lyset bliver større og større, tager Længslen efter Mørket til, og naar denne længsel er blevet tilstrækkelig stærk, sker der det, at Saligheds- eller Længselsenergierne forplanter sig ned gennem Væsenets Underbevidsthed og forbinder sig med Instinkt-, Tyngde- og Følelsesenergierne, hvorved der opstaar en mineralsk Tilstand. Der opstaar Krystallisering. En ny Organismes Skabelse tager dermed sin Begyndelse. Denne Krystallisering kender De fra Frostblomsterne paa Ruden eller fra Snefnuggene. Hvis De undersøger disse nøjere, vil De opdage, at de er logisk og planmæssigt opbygget. De vil se mange forskellige, fuldstændigt lovmæssigt aftegnede Typer, som afslører Love og Planer, og som er Modeller for det kommende Planterige. Denne begyndende Organismeskabelse, som Frostblomsterne og Snefnuggene er Udtryk for, udvikler sig videre og videre og Planteriget opstaar. Men Længslen efter Mørke driver det levende Væsen videre, og den kødædende Plante opstaar. Hermed er vi naaet tilbage til vort Udgangspunkt. Saa begynder det forfra igen, og de levende Væsener oplever de samme Ting igen. Men ikke paa samme Maade. I Kraft af at saavel Intuitionsenergien som Intelligensenergien endnu er repræsenteret i Salighedsriget, hvorved det levende Væsen har kunnet reflektere over og analysere sine Genoplevelser af fortidige Oplevelser, er det udelukket, at Salighedsvæsenets begyndende Manifestationer kan blive en total Gentagelse af dets tidligere Manifestationer. Det levende Væsen kan altsaa aldrig i noget Tilfælde opleve det, det engang har oplevet, paa samme Maade. Det kan opleve noget, der ligner det, men saa er det en Nyoplevelse, ikke den gamle Oplevelse. Kun i Grundprincippet er de nye Oplevelser og Manifestationer af samme Art som de forudgaaende, men absolut ikke i Variation. Det er den Omstændighed, der ligger til Grund for at jeg har kaldt det levende Væsens evige Livsbane for en Spiral. Hver Gang man kommer til samme Sted, gaar man over i et nyt Kredsløb, ikke videre i den samme Bane. For hver Gang vi har passeret et saadant Kredsløb, har vi passeret 6 Riger: Mineralriget, Planteriget, Dyreriget, Menneskeriget, Visdomsriget og den guddommelige Verden. Hvis vi følger det Kredsløb eller den i Bane, hvori det jordiske Menneske nu befinder sig, vil vi se, at det ikke kan komme tilbage til det samme Sted igen, men gaar over i en højere Spiral. Hvis det jordiske Menneske skulde kunne komme tilbage til det samme Sted igen, maatte alle de Ting, der var sket i dets Tilværelse, være uskete, og dette kan ikke lade sig gøre. Men naar det ikke kan lade sig gøre, saa er det ikke de samme Ting, det kommer ud for, og altsaa heller ikke samme Bane, det kommer til at bevæge sig ad, men en ny, og saa kommer det til at bevæge sig i Spiraler. Men naar nu de levende Væsener bevæger sig i Spiraler, kan de ikke være paa samme Stadium eller Udviklingstrin, saa kan de ikke følges ad, heldigvis, thi ellers var der ingen Kontraster, og saa kunde de ikke opleve Livet. De levende Væsener maa bevæge sig efter hinanden. De kan ikke være i samme Spiral. De maa repræsentere højst forskellige Spiraler. Jordkloden, Solen, Planeterne, Stjernerne, Mælkevejene er levende Væsener, der hver følger deres Bane eller Spiral. Jordkloden er en Organisme for et levende Væsen. Solsystemet er ligeledes en Organisme for et levende Væsen. Mælkevejssystemet er en Organisme for et levende Væsen. Vore Organer, Hjerte, Nyrer, Lunger m.m. er Organismer for levende Væsener. Vore Celler, Atomer, Elektroner, Protoner o.s.v. hele vort Mikrokosmos bestaar af levende Væsener. Det fortsætter i det uendelige. Vi maa forstaa, at der er ingen Grænser for, hvor stort et Væsen kan være eller hvor lille et Væsen kan være. Der er ingen Grænser for Dyrerigets Udfoldelse. Vi kan gaa i Retning mod det smaa eller mod det store, mod Mikrokosmos eller Makrokosmos, begge fortsætter i det uendelige, det ubegrænsede. Det Dyrerige vi kender, er kun et enkelt, saadan som det gør sig gældende i den Bane, hvor vi befinder os. Hver eneste af de uendelig mange Baner eller Spiraler har sit Dyrerige, men i de andre Spiraler giver det sig Udslag paa andre Maader. Det samme er Tilfældet med Menneskets fysiske Fremtræden, den er helt anderledes i andre Baner. Paa den Maade er der ingen Grænser for, i hvormange Variationer det dræbende Princip kan manifesteres. For at vi overhovedet kan opleve vor Tilværelse, maa der være et Sammenspil mellem mindst 7 Spiraler, nemlig foruden vor egen 3 Spiraler over os: Mælkevejsvæsenernes, Solsystemvæsenernes og Klodevæsenernes Spiraler, og 3 Spiraler under vor Spiral: Organvæsenernes, Cellevæsenernes og Atom- og Elektronvæsenernes Spiraler. Saa umaadelig afhængige er vi af andre levende Væseners Eksistens. Livet betinger, at intet levende Væsen kan nære et Ønske, uden at det bliver livsbefordrende for andre Væsener. Vi kunde ikke være til, ikke leve i en saadan Organisme, som den vi befinder os i, uden i Kraft af vore Mikrovæsener. Vi kunde heller ikke leve, hvis der ikke var en større Organisme, vi kunde være i. Vi er Hjerneceller i Jordklodevæsenet. Hvor skulde vi være, hvis der ikke fandtes en større Organisme, vi kunde være i, men derimod kun Luft? Eller sæt, der var et Intet omkring os! Hvad skulde vi stille op, hvis der ikke var en større Organisme, der med sit Kredsløb, Aandedrag og Ernæring kunde vedligeholde vor Organisme? Tilstedeværelsen af disse større og mindre Organismer, der saaledes betinger, at vi ikke kan være til uden i Kraft af hverandre, at vi hele Tiden maa hjælpe hverandre, at vi hele Tiden maa være med til at befordre hverandres Tilværelse, viser, at Livet i sig selv er 100% kærligt. Det viser desuden den største Udfoldelse af Hunger- og Mættelsesprincippet, hvilket er det største Princip, vi overhovedet kan komme i Berøring med.

Det er dette Princip, der ligger til Grund for vore Ønsker og Længsler, og disse ligger igen til Grund for Dannelsen af vor Skæbne. Det er ikke blot Handlinger man har gjort, men ogsaa Ønsker og Længsler, der giver sig Udslag i Udsendelsen af Skæbnebølger. En Handling begynder som et Ønske, en Længsel eller et Begær, og Ønsket fortsætter videre som en Energi eller en Impuls. Nogle af disse Energibølger eller Impulser kommer tilbage allerede i dette liv. Ja, der er endda Ønsker og Begær der bliver tilfredsstillet i Løbet af Sekunder, Minutter, Timer eller Dage andre i Løbet af en Maaned, et Aar, men saa er der nogle der ikke bliver opfyldt før i næste Liv. Ja, nogle kommer endog først til Opfyldelse i det 4. Liv, efter at man har næret dem. Det er de Ønsker, Længsler og Begær, der ikke bliver tilfredsstillet i det samme Liv, hvor de er opstaaet, jeg især vil beskæftige mig med her i Aften. Hvis man virkelig gør sig klart, hvor mange Tanker, Ønsker, Længsler og Begær, som bliver sendt ud, og som ikke vender tilbage og bliver tilfredsstillet i det nuværende Liv, og man samtidigt gør sig klart, hvor mange Mennesker der endnu lever paa den Opfattelse, at man kun lever een Gang, ja da forstaar man, at det i Virkeligheden er en forfærdelig stor Overtrædelse af Lovene at have en saadan Opfattelse, thi det er jo skrigende ulogisk, thi det vilde jo være ensbetydende med at alle disse Tanker, Ønsker, Længsler og Begær gik fuldkommen til Spilde. Hvis der kun var dette ene Liv, saa vilde al den Energi som disse Tanker, Ønsker og Længsler er Udtryk for, være udsendt til ingen Verdens Nytte! Hvis Væsenet virkelig "døde" og skulde afbryde sin Udviklingsbane, høre op med at være til, saa vilde alt det der faktisk foregaar i senere Tilværelser, bl.a. Tilfredsstillelsen af tidligere udsendte Ønsker være ganske udelukket. Men hvis disse senere Tilværelser ikke kom, hvorfor i Alverden saa sende Ønsker og Længsler ud, som repræsenterer Bølger af en saadan Længde, at de ikke kan naa tilbage og blive tilfredsstillet i det Liv, hvori de er udsendt? Millioner af Mennesker ønsker Fred i Dag og har Ønsker og Længsler, der umuligt kan opfyldes i deres nuværende Liv. Hvis der saa ikke var andre Liv til, saa vilde vi blive Vidne til noget, som vi overhovedet ikke har noget Sidestykke til i Naturen. Vi har aldrig set noget i Naturen, der i sin dybeste Analyse var ganske meningsløst, overflødigt, men det maatte de Ønsker og Længsler, man ikke faar opfyldt i den Tilværelse, hvor de er opstaaet, være, hvis der kun var dette ene Liv. Men hvis de ikke blev opfyldt, vilde det være det samme som et kolossalt Spild af Energi, og det vilde betyde Tortur og Lidelse for de Mennesker, der ikke fik deres Ønsker og Længsler tilfredsstillet. Det vilde være ensbetydende med at Forsynet havde givet Menneskene Evne til at nære Ønsker og Længsler, som ikke kan opfyldes, hvis vi tænkte os det nuværende Liv som det eneste eksisterende. Hvorfor en saa voldsom og mægtig Udsendelse af Impulser og Energi, hvis den ikke kunde fuldbyrdes? Det skriger imod hvad Naturen ellers lærer! Naturen er fuldstændig 100% logisk paa alle Felter. Vi kan ikke i et eneste Tilfælde blive Vidne til, at Naturen kender til Spild eller Affald. Vi Mennesker har meget, vi kalder Spild, og det er særlig aktuelt i denne Tid. Men det kender Naturen ikke til. Vi har aldrig set noget som helst der kan unddrage sig Naturens Love. Vi ser Avner fra Tærskemaskinen blive optaget i Kredsløbet. Ekskrementer optages ligeledes i Kredsløbet. Naturen omskaber Kloakvand til krystalklart Drikkevand. Ikke i et eneste Tilfælde bliver vi Vidne til, at nogen Energi i Naturen gaar til Spilde. Skulde saa ikke de Længsler og Ønsker, som Menneskene har, være lige saa meget værd som Avner Ekskrementer eller Kloakvand? Skulde de Ønsker, som Menneskene nærer, og som det er en Kendsgerning, at de ikke faar opfyldt i det Liv, hvor de udsendes, være spildt? Skulde de ikke være mere værd end det Mudder, der er i Kloakken, de Støvfnug vi daarligt nok kan se? Ja, Naturen viser selv som en urokkelig Kendsgerning, at det ikke kan lade sig gøre at noget gaar til Spilde. Ønsker gaar urokkeligt i deres Baner lige saa sikkert som Kloderne i Verdensrummet. De kan ikke standses, før de tilfredsstilles. Saaledes er alle de Længselsenergier, der i Dag sendes ud, ikke spildte, de vender tilbage og skaber Velvære, fordi de tilfredsstilles. Det kan kun bringe Velvære, at et Ønske tilfredsstilles, idet et Ønske eller en Længsel i sig selv kun kan være Udtryk for Utilfredshed, ellers var det ikke noget Ønske eller nogen Længsel. Derfor kan den eneste Maade, hvorpaa Utilfredsheden kan bringes til Ophør, kun være Opfyldelse af Ønsket. De Love for Bevægelse, der gælder for hele denne Sum af Ønsker, Længsler og Begær, vi udsender og ikke faar tilfredsstillet i dette Liv, er det forberedende Grundlag for kommende Velvære i fremtidige Tilværelser. Saa vældigt arbejder Lovene for Menneskene. Energierne er i det hele taget saa logisk bundne, at vi ikke kan nære eet eneste normalt Ønske, uden at det er Forberedelse til Skabelse af kommende Velvære. At denne Velvære saa ligger uden for denne Tilværelse, betyder intet. Det er paa denne Maade et overført Ønske om at leve. Kunstnere og andre overfører til Overbevidstheden deres Ønske om at blive Geni eller Mester paa et eller andet Felt fra Liv til Liv og fletter saaledes Livene sammen til et kolossalt Fletværk. Ønskerne fletter fortidige Liv sammen med fremtidige Liv. Det fortsætter i en Uendelighed. Alle Liv er saaledes flettet vældigt sammen. Naar vi ved det, forstaar vi bedre, at alt er det fuldkomneste af hvad det overhovedet kan være paa Basis af Fortiden og med Henblik paa Fremtiden. Det kan ikke være mere fuldkomment eller hensigtsmæssigt. Følgelig skaber vi Velvære i kommende Liv, alt eftersom vi er i Stand til at ønske rigtigt.

I Forbindelse med dette kan jeg nævne nogle Eksempler paa Naturens kolossale Ufejlbarlighed i Teknik. Tag f.Eks. nogle Snefnug og læg dem under en Lup og se, hvor lovbundet de er opbyggede. Her er ikke noget Kaos. Saaledes er alle Ting lovbundne, ikke alene de smaa Ting som Snefnug o.l., men ogsaa de store. Tag f.Eks. et Skelet af et Fortidsdyr og læg Mærke til, hvor lovmæssigt det er opbygget. Det har virket fuldkomment efter det Formaal, som det levende Væsen, der var bagved, har ønsket, at det skulde, og ikke noget Ingeniørfirma kunde have lavet nogen Konstruktion, der var mere egnet til sit Formaal end dette Skelet. Det har virket saa godt, at det Væsen, der har benyttet det, har kunnet bygge det op Gang paa Gang, og saaledes har det faktisk opfyldt flere Liv. Hvis vi tager og ser paa Detaillerne i et saadant Skelet vil vi se, hvor fuldkomment logisk og hensigtsmæssigt de enkelte Detailler griber ind i hverandre.

Men dette er i Virkeligheden kun Smaating i Forhold til de største Stjernebyer i Universet. Hvis vi tager en af disse Kæmpestjernebyer og undersøger, hvad Videnskaben fortæller herom, faar vi at vide, at Lyset fra denne Stjerneby er 900.000 Lysaar om at naa her til Jorden, og den er saa bred, at Lyset bruger 50.000 Lysaar om at naa fra den ene Side til den anden. Naar De tænker paa, at saavel hele den Energimasse som denne Stjerneby er Udtryk for, som en saa lille Ting som et Snefnug er lovbundet, tror De saa ikke, at alt er lovbundet? Tror De saa, at der eksisterer Undtagelser? Tror De saa ikke, at Menneskenes Ønsker og Længsler er lovbundne, og at de ogsaa gaar ad deres Bane i Rummet? Det vilde være fuldstændig sindssygt at have en anden Tanke. Men naar noget er lovbundet, er det logisk, og at det er logisk er igen det samme som at det er kærligt, hvilket vil sige 100% nyttigt. Naar noget ikke er nyttigt, er det heller ikke kærligt og logisk. Kun i samme Grad som det er logisk, er det kærligt og dermed nyttigt. Saaledes vil Naturen hele Tiden være Forbilledet for al Skabelse, idet al Skabelse kræver en forudgaaende Plan, som igen er Udtryk for Logik og Lovbundethed.

Nu vil jeg til Slut sammenføje disse Ting:

I det levende Væsen ser vi den største Form for Hunger- og Mættelsesprincippet repræsenteret. Ud fra det levende Væsen gaar der fra Jeget og dets Overbevidsthed en hel Masse Impulser. Det er Ønsker, der gaar i Opfyldelse før eller senere. Det levende Væsen eksisterer udelukkende i Kraft at Begær, Længsler og Ønsker. Det største af alle disse Begær er Urbegæret, Lysten eller Viljen til Livet. Det spalter sig ud i en Række detaillerede Begær, Ønsker og Længsler, og at faa disse opfyldt er Livets højeste Facit. Vi har en Uendelighed af Ønsker og Skæbnebuer, og der er ingen Grænse for, hvilken Længde de kan have. Nogle har f.Eks. en Længde af 10 Millioner Aar, andre kun en Længde af faa Sekunder. Der er ingen Grænse for hvor store Bølger, der uafladelig udgaar fra Jeget. De Bølger, der skaber vor nuværende Skæbne har en Længde af 4 Liv. Men der er andre Skæbnebølger, vi har sendt ud for Millioner og atter Millioner af Aar siden. Hvorfor lever vi ikke paa en anden Klode? Fordi de Skæbnebølger, vi har sendt ud for Millioner af Aar siden, ligger til Grund for, at vi netop er her paa Jordkloden i Dag. Det maa altsaa ligge i noget, der ligger forud for vor Ankomst til Jorden. Der er saaledes et Utal af Ønsker, man maa kende, før man kan faa en fuldstændig Forklaring paa det enkelte Væsens Skæbne. Alt maa begynde som et Ønske, en Længsel eller et Begær. Hvis jeg f.Eks. peger med Haanden, maa der være noget, der faar Haanden til at bevæge sig. Dette noget kan kun være et Ønske, som mit Jeg har næret, om at pege med Haanden. Saadan er det med alle Væsener. De ønsker, og saa sker det. De ønsker at sige noget - og saa taler de. Der staar i Biblen, at "Gud talede, han bød, saa stod det der." Det er en videnskabelig Sandhed, der passer paa alle levende Væsener. Alt hvad vi oplever er noget vi har begæret, og det kan kun opløses igen ved Ønske. Alt hvad vi oplever er, alt efter Begærenes og Ønskernes Art, Ønsker, der er blevet opfyldt, og Ønsker der endnu ikke er blevet opfyldt, men er paa Vej mod deres Opfyldelse.

Naar vi skal udtrykke vort virkelige Væsen, bliver det, at vi er Væsener af Aand, thi vort fysiske Liv fra Fødsel til "Død" kan udtrykkes ved en enkelt lille Skæbnebue. Men det har vi oplevet et umaadeligt Antal Gange, først i Evighedslegemet har vi et Udtryk for det levende Væsen i sin virkelige evige Natur, i dette Evighedslegeme er den Skæbnebue, der symboliserer et enkelt Liv fra Fødsel til "Død", kun en enkelt Detaille. Kristus sagde: "Du skal tilbede Gud i Aand og Sandhed." Det vil sige, at vi skal se os selv i Aand og Sandhed, ikke i fysisk Krop, og det er igen det samme som, at vi skal se os selv, saaledes som vi i Øjeblikket er, med alle vore Ønsker og Begær, ikke som vi var i Fortiden, eller som vi skal blive i Fremtiden. Men da vor nuværende fysiske Organisme kun er en timelig, midlertidig Nuance, og vi ikke kan holde fast ved noget timeligt, da det timelige ikke kan vise det evige, maa vi, for at faa et virkeligt Udtryk for Mennesket, se paa dets Evighedslegeme. Og vi ser da, at et Menneske er et Noget, hvorfra Ønsker udgaar, og hvortil Ønsker kommer tilbage og bliver tilfredsstillet. Kun paa den Maade kan vi være det rigtige Udtryk for Guddommen. Væsenet maa lære at ønske rigtigt, fuldstændig logisk, skabe logisk, aldrig ønske noget forkert. Mennesket er netop nu inde i en Bølge af Begær efter Lys. Det ønsker at udvikle sig, det hungrer efter Lys, efter aldrig at tage fejl. De ønsker at udvikle Dem, ellers kom De ikke og hørte mig. Naar De naar dertil, at alt det De ønsker, er uselvisk, saa tjener De Omgivelserne, og derved kommer De til at tjene Dem selv, saa kommer De i fuldstændig Kontakt med Gud, og saa bliver De et virkeligt Udtryk for Guds Billede, saa kommer der til at Staa en lysende Glorie om Dem, der varmer og funkler ind i andre Væseners Indre.