Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus Foredrag den 20. November 1941

 

(fortsat)

Allerede hos de første Fortidsmennesker, vi kender noget til, ser vi begyndende Tendenser til Skabelse af Kunst i Form af Tegninger af Dyr paa Væggene i deres Huler. Efterhaanden udviklede Menneskene sig til at blive dygtigere og dygtigere til at skabe Kunst, hvilket gav sig Udslag i Billedhuggerværker, Arkitektur m.m. Altsammen noget, der kunde skabe Velvære for Menneskene. Dette udviklede sig videre til andre Felter. Man har lært at skabe smukke Omgivelser, smukke Huse samt Muligheder for, at vi midt om Vinteren kan have Varme og Lys i vore Boliger. Vi behøver blot at trykke paa en Kontakt, saa har vi Lys, eller dreje paa en Hane, saa har vi Varme. Alle disse Ting er skabt i Kraft af Kærlighedsenergi. Nu vil nogle maaske sige: Jamen, det er da ikke af uselviske Grunde, at Bygherrerne bygger Huse. Det er da for at tjene Penge, at de gør det. Disse Mennesker har skabt sig en Levevej ved at bygge Huse. Men det er ikke den dybeste Analyse. Bygherrerne er til en vis Grad nødt til at bygge og indrette Husene saadan, at de Mennesker, der skal bo i dem, kan føle Velvære ved at bo i dem, ellers kunde Bygherrerne ikke faa Husene udlejet, og dermed er disse indirekte med til at skabe Kærlighed. Saa er der andre, der siger: Jamen, det er jo ikke alle, der kan faa Del i denne Velvære og Kærlighed, hvor kan det saa være? Det skyldes jo kun, at disse Ting er i deres Begyndelse. De har aldrig set noget, der var voksent ve-d Fødslen. Alting maa begynde smaat og vokse sig stort. Det vil udvikle sig og med Tiden vil alle faa Del i denne Velvære og Kærlighed. Selv om der nu raser den voldsomste og mest gigantiske Krig i Jordens Historie, skal alle alligevel komme til at opleve lyse Tilstande, hvor der hersker Kærlighed, Fred og Velsignelse. Og alle vil engang faa Del i disse Goder. Naar dette ikke er Tilfældet idag, saa maa De huske paa, at det ikke er alle, der er naaet saa langt frem i deres Overvindelse af det dræbende Princip, at de kan neutralisere saa mange af de tilbagevendende mørke Skæbnebølger, at de i overvejende Grad kan høste Velvære. Ønsker kan nemlig være af en saadan Art, at de kan blive til Hindringer for, at man kan faa Velvære. Men alt det, der sker, er altsammen noget, der er beregnet paa at skabe Velvære, naar det da ikke direkte er noget, der skal undervise Menneskene i at udøve det dræbende Princip. Det er Meningen, at Menneskene i højere og højere Grad skal komme til at opleve Velvære. Det er i dybeste Forstand derfor, der skabes Varme, Maskiner, Jernbaner, Flyvemaskiner, Dampskibe, Huse og en Masse andre Bekvemmeligheder. Alt dette er i allerhøjeste Grad Udtryk for en ny Epoke, en fremtrædende, tiltagende Udvikling af Kærlighed.

Vi kan ogsaa se det gennem Skoleundervisningen for Ungdommen. Der bygges store Paladser, for at Ungdommen kan lære noget. Man har bl.a. Aftenskoler, hvor Tusinder af unge Mennesker gaar og modtager Undervisning i at skabe og bygge noget op, i at skabe Velvære for Omgivelserne. Det er ganske vist rigtigt, at det for disse unge Mennesker i første Række ikke saa meget drejer sig om at lære noget for at tjene Menneskeheden, men mere om at lære noget, der kan være medvirkende til at skabe dem en god Levevej. Men det er ikke den dybeste Analyse. I sidste Instans vil det, de lærer, uanset deres personlige Motiver, være medvirkende til at tilfredsstille deres Medmenneskers Behov og Ønsker og dermed til at skabe Velvære, hvilket igen er et Udslag af Kærlighed. At disse unge Mennesker har faaet den Indstilling, at de vil lære noget, er en Følge af de kosmiske Energier, der er kommet ind over Jorden, og disse vil bevirke, at Væsenerne udvikles henimod at blive fuldkomnere og fuldkomnere. Det er det samme som, at de udvikles henimod at blive mere og mere intellektuelle. Jo vældigere Intellektualitet, man er i Stand til at manifestere, jo større Kærlighed udtrykker man. Det der har Betydning med Hensyn til at manifestere Kærlighed, er ikke saa meget en saa stor Udstrækning af Kærtegn o.l. som muligt, men af Arbejde. De skal lære at ønske at komme til at arbejde hele Deres Liv i Menneskehedens Tjeneste, og det er jo det, der er under Udvikling her. Vi ser den nye Epoke som Begæret, længslen efter den anden Kontrast, Lyset, er Udtryk for. Det kan ingen komme udenom. Det viser sig for os som en levende Kendsgerning.

Vi har saaledes set et Stykke af Livet fra den kødædende Plante til det jordiske Menneske. Vi saa en vis Retning af Bevægelse af det dræbende Princip fra en ringe Begyndelse nede ved den kødædende Plante, og den blev fuldkomnere og fuldkomnere, jo længere vi kom fremad mod Mennesket, og da vi kom frem til det jordiske Menneske, blev Udviklingen af det dræbende Princip mest fuldkommen. Det bliver til en uomstødelig Kendsgerning for os, at Bevægelsen gaar i Retning fra Planteriget over Dyreriget frem mod det rigtige Menneskerige, ikke omvendt. Naar denne Bevægelse af det dræbende Princip naar sin Kulmination hos det jordiske Menneske, begynder Lyset at tiltage mere og mere. Vi har ikke naaet nogen Tilfredsstillelse af Lyset endnu, tværtimod. De Mennesker, der er begyndt at udvikle sig i den rigtige Retning, længes efter mere Lys, og denne Længsel vil blive tilfredsstillet i de højere Zoner i en saadan Grad, at mange er blevet rent forfærdede ved at høre, at de engang skal tilbage til Mørket igen. Men dette viser tydeligt, at de er saa mætte af Mørket, at de længes bort fra det. Lige saa sikkert som det fra Begyndelsen er gaaet fremad, vil der opstaa en Ligevægt. Bevægelsen kan ikke standse, den vil fortsætte videre, indtil der opstaar Mættelse. Menneskene føler i Øjeblikket Lede ved Udfoldelsen af det dræbende Princip, af Mørket, men der er Væsener, der er naaet frem til at føle et lige saa stort Lede ved Lyset. For os lyder dette mærkeligt, fordi vi er saa lidt mætte af Lyset, at vi nu hungrer saa meget efter det. Men vi ser overalt dette Hunger- og Mættelsesprincip gøre sig gældende. Naar vi spiser, bliver vi mætte, og naar vi bliver mætte, synes vi ikke om Maden længere. Naar vi bliver mætte, tiltrækkes vi af Modsætningen. Det er det, der er sket i den Zone, vi lever i. Menneskene er kun lige ved at komme ud af det dræbende Princips Zone, og Erindringerne om det dræbende Princips Natur er her saa umaadelig levende i Bevidstheden, saa at det skaber en sand Rædsel og Afsky for Mørket, og derfor bliver enhver lille Lysstraale en sand Vederkvægelse. Men efterhaanden som Menneskene bliver mere og mere mætte af at udøve det dræbende Princip, og bliver dygtigere og dygtigere til at manifestere Kærlighed og Uselviskhed, bliver de en skønne Dag modne til at opleve den store Fødsel, saa faar de kosmisk Bevidsthed, og fra det Øjeblik eksisterer der ikke mere nogen som helst Form for Disharmoni eller Smerte. De højere Zoner, der ligger hinsides den store Fødsel, er blottet for Manifestation af det dræbende Princip. Den eneste Form for Mørke, der eksisterer i de høje aandelige Zoner, er Erindringen om det dræbende Princips Natur. Væsenerne i de højere Zoner har Erindringen derom saa levende i deres Bevidsthed, at de nøjagtig ved, at hvis de gør saadan og saadan, saa sker der uvægerligt det og det, og derfor gør de kun det gode og kærlige. Det er blevet til Vanebevidsthed for dem at handle logisk og kærligt.

I de højere Zoner kommer Væsenerne ud for en overdaadig Oplevelse af Kærlighed og Fuldkommenhed. Der findes Skabelsesformer af en saa vidunderlig Karakter, at det næsten ikke er til at udtrykke saadan, at Menneskene med deres nuværende Hjerne vil kunne fatte det. Jeg haaber, at jeg engang ved Hjælp af Symbolik kan gøre Dem noget af det, der foregaar i disse Zoner, begribeligt. I Aften vil jeg blot fortælle saa meget, som De med Deres nuværende Forstand kan begribe, uden at det bliver alt for fantastisk for Dem.

Det rigtige Menneskerige er fysisk i sin første Zone. Her er Udviklingen af den vegetariske Føde naaet saa vidt frem, at man der kun ernærer sig af Kødet omkring Frugternes Kerner. Om 3000 Aar kan det rigtige Menneskerige opleves her paa Jorden.

Udviklingen gaar videre frem til Visdomsriget, og i denne Zone er man kommet bort fra selv den mest forfinede Form for vegetarisk Føde, som man har i det rigtige Menneskerige. I Visdomsriget er man naaet til at ernære sig helt ved Aandedrættet. Her er Aandedrættet den primære Føde. De ernærer Dem jo ogsaa delvis gennem Aandedrættet, men i Visdomsriget er Aandedrættet Hovedernæringen.

Men Udviklingen bliver ikke staaende ved Aandedrættet som den vigtigste Ernæring. Naar vi naar frem til den guddommelige Verden er vi kommet saa langt frem i Udvikling, at vi lever af Tankematerie alene. Saaledes kommer vi frem til en aandelig Tilværelsesform, hvor Livet kan udfolde sig i en saa fuldkommen Grad, som det næsten ikke er til at fatte for et jordisk Menneske. Her i den guddommelige Verden, hvor alting er fuldstændig fuldkomment, har vi Kulminationen af Lys, Kærlighed og Harmoni. Men igennem de Millioner og atter Millioner af Aar, Væsenerne befinder sig i den guddommelige Verden, oplever de en saadan Fuldkommenhed af Lys, at de ogsaa bliver mætte af det. Det er udelukket, at man ikke ogsaa skulde blive mæt af Lyset. Naar vi nu i saa stærk Grad inspireres af Lyset, er det fordi vi er mætte af Mørket. Vi har saa lidt af Lyset og forstaar derfor vanskeligt, at man kan blive mæt af det ogsaa. Naar vi kender Mørket saa godt, er det fordi vi saa at sige oplever det til daglig i bogstaveligste Forstand, men jo længere man kommer bort fra Mørket, jo svagere bliver Erindringen om det, og tilsidst bliver Erindringen om Mørket saa utydelig, og Oplevelsen af Mættelsen af Lys saa stærk, at man længes efter Kontrasten dertil.

Det er det, der findes illustreret i Beretningen om Adam og Eva i Paradisets Have. De maatte spise af alle Havens Træer kun Kundskabens Træ paa godt og ondt maatte de ikke røre. Saa er det klart, at det kunde de i det lange Løb ikke lade være at røre. De havde taget af alle Havens Træer i Millioner af Aar, men dette ene Træ, de ikke maatte røre, blev det efterhaanden nødvendigt for dem at røre. De havde faaet en saadan Lede ved alle de andre Træer, som de jo kendte ud og ind, at de fik en overvældende Længsel efter at faa fat i et af dette Træs Frugter, og tilsidst gav de efter for Fristelsen, og saa kom "Syndefaldet". Det er i Virkeligheden ikke noget Syndefald, men kun et symbolsk Udtryk for den lille bitte Aabning, hvor igennem de kunde fortsætte Livet i Kraft af den Mættelse, der havde udløst Længslen efter det modsatte. I Kraft af at de spiste af dette "Træ", kunde de fortsætte Livet. Men Træet er kun et Symbol, i Virkeligheden findes dette "Træ" ikke. Men man er nødt til at bruge et Billede, som De kender fra Deres Erfaringsmateriale. Æblet er et Symbol paa den lille svage Tilstand, der fremkommer, naar Væsenet er blevet mæt af noget. Jo mere mæt man er, jo mere kommer det modsatte til at staa i Salighedens Lys. De har en Erindring om de høje aandelige Zoner i Kraft af Intuitions- og Hukommelsesenergierne. De kan engang om Millioner af Liv se tilbage til dengang, De sad i denne Sal og lyttede til dette Foredrag. Det vil være fuldstændigt tilgængeligt i den Sansetilstand, De til den Tid befinder Dem i. Denne Oplevelse af Fuldkommenhed vil komme til at staa i et vældigt Lys. Til Grund for dette Lys ligger den Energi, vi kalder Salighedsenergien. Den samme Energi gør sig gældende her i denne Zone. Naar vi oplever noget i en saadan Grad, at vi kommer til at føle Lede ved det, skal der ofte gaa en Aarrække, før vi kommer til at længes efter det igen. Det er det, der ligger til Grund for, at de Marker og Steder, hvor man færdedes i sin Barndom, kommer til at staa i et Skær af Salighed senere. Det er det samme, der er Tilfældet med Fjendskab og Uvenskab. Naar 2 Mennesker har været Uvenner et Stykke Tid - maaske flere Aar, bliver de ofte gode Venner igen. Tiden læger alle Saar. Vi har mange Eksempler paa, at saa længe Mennesker er Soldater, kan de ofte være misfornøjede dermed, de har maaske for mange Strabadser, men naar der er gaaet nogle Aar, saa husker de kun de lyse Sider ved det, og saa synes de alligevel, at det var en dejlig Tid. Saaledes ser man, hvorledes Salighedstilstanden opstaar. I Salighedstilstanden fødes der Kærlighed til det, som man engang ikke kunde lide, eller som man var mæt af. I Salighedsriget kan man i Kraft af den kulminerende Hukommelse genkalde sig alle tidligere Oplevelser i Erindringen og fornemme dem som Salighed. De er som en Slags Kopier i "Guld" af selve Oplevelserne. Det er lige som med de rent materielle Stoffer. Nogle forgaar hurtigt, andre kan holde sig længe. Hvis vi har en Kombination af Jern, Kobber og Guld, saa holder Guldet længst, idet Jern og Kobber hurtigere end Guldet angribes af Luftens Ilt. Det samme Princip gør sig gældende i Tankeverdenen med Tankematerien. Det Formaal, som Tingene har, vil stadig være levende i Tankeverdenen. Naar vi ser Begivenhederne, Handlingerne med Guds eget Syn og ser dem som et Led i Guddommens Skabelsesplan, saa ser vi Mørket som Lys. Det kan kun blive til 100%s Lys, set med Guds eget Syn og komme til at staa i et straalende Skær, og i jo mere straalende Skær det staar, jo mere vil man længes efter det, og det betinger, at denne Længsel gaar videre ud.