Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus Foredrag den 20. November 1941

 

(fortsat)

Den nuværende Organisme er Udtryk for en Tilfredsstillelse, et Resultat af ønsker og Begær, vi har haft i Fortiden. Og paa samme Maade som vi engang i Fortiden har haft ønsker og Begær, hvis Tilfredsstillelse er vor nuværende Organisme, saaledes vil vi i Fremtiden nære Ønsker og Begær efter at faa nye Organismer, og disse ønsker og Begær vil opnaa Tilfredsstillelse i kommende Liv. Denne Tilfredsstillelse bliver Resultat af Energibølger, som er eller bliver sendt ud, og som har en saadan Udstrækning, at de ikke kan naa tilbage i det Liv, i hvilken de er sendt ud. Gennem Kredsløbet kan det bevises, at Væsenet har et "Noget", der er hævet over de skabte Organismer. Dette "Noget" har en Overbevidsthed, den kalder jeg X 2. I denne Overbevidsthed er der noget, der hedder Skæbneelementet. Heri indgaar alle ønskers Tilfredsstillelse, ligesom de opbevares der og gaar ud derfra igen. Der ligger Urbegæret, Væsenets allerinderste Ønsker og Længsler. Derfra gaar det videre fra Overbevidstheden til den fysiske Organisme, hvor det spalter sig ud i de enkelte Begær og kommer til Syne gennem vore Handlinger. Foruden vore dagsbevidste Handlinger bliver vi Vidne til en hel Masse Funktioner, som ikke er dagsbevidste. Der er f.Eks. vore Organers Funktioner. De er forlængst blevet til Automatfunktioner. Vore Organer fungerer forlængst automatisk, de er naaet frem til et Stadium, hvor de kan arbejde selvstændigt helt uden om vor dagsbevidste Vilje. Saadan er det med enhver Funktion. Naar den er naaet tilstrækkeligt frem i Udvikling, saa er der dannet et selvstændigt Center for den, saaledes at vor dagsbevidste Vilje aflastes. - Det sker altsammen i Kraft af vore ønsker. Alle de ønsker vi nærer paa forskellige Felter, kan vi ikke faa opfyldt i denne Inkarnation, men de er medvirkende til Skabelsen af vore Organismer i kommende Liv. Gennem denne Analyse ser De et nyt Udtryk for Udødeligheden.

Alle levende Væsener er paa Vej mod at faa opfyldt deres Begær, Længsler og ønsker. Blandt disse er der de daglige Begær og Ønsker. Men foruden de daglige Begær og Ønsker findes der de store Generalbegær, Begærene efter Lys eller Mørke. Det første Sted vi faar den Form for Generalbegær, vi kalder Begæret efter Mørke, at se paa det fysiske Plan, er i den kødædende Plante.

Der er i Virkeligheden kun de 2 Ting, Lys og Mørke, som Mennesket kan længes imod, og gennem hvilke de kan opleve Livet. Alt andet er i sin dybeste Analyse og i Princippet det samme som en Form for enten Lys eller Mørke. Begæret efter Mørke giver sig Udslag i det dræbende Princip. Det er en Kendsgerning, at alle Væsener fra den kødædende Plante indtil det rigtige Menneske, det jordiske Menneske indbefattet, er underkastet det dræbende Princip. Det er selvfølgelig rigtigt, at jo mere vi udvikles, desto mindre bliver Begæret efter at manifestere det dræbende Princip. Nogle Mennesker er nu naaet frem til et Stadium, hvor de ikke længere kan dræbe hverken andre Mennesker eller Dyr. Men gaar vi tilbage til Udspringet for Længslen efter Mørke, saa ser vi, at det drejer sig om en meget stærk Længsel, hvori Væsenerne i Almindelighed slet ikke er dagsbevidst, kun mindre Afskygninger deraf er dagsbevidst hos Væsenerne. Det er denne Længsel, der ligger til Grund for hele det almindelige jordiske Menneskes Sjæleliv. Det er den samme Længsel, der har bevirket, at Planten efterhaanden faar skabt sig en Organisme, gennem hvilken den kan ernære sig af animalsk Føde, altsaa bliver kødædende. De fleste kødædende Planter finder vi paa Havets Bund. Hos nogle er Organismen saadan indrettet, at naar f.Eks. en Fisk kommer for nær hen til den Aabning, der er mellem de "Lemmer" eller fangstredskaber", der ligner Kronblade, saa lukker disse sig øjeblikkeligt omkring Fisken, der suges ind i Plantens Indre, hvor den bliver opløst eller "fordøjet". I den kødædende Plante ser vi den første svage Form for det dræbende Princip. Vi ser, at disse Væsener begynder at faa Tilfredsstillelse inden for det dræbende Princips Zone - saa stærke er ønsker. Dyret lever ogsaa i det dræbende Princips Zone. Vi saa, at Planten var begyndt at æde Dyr, men det er oprindelig ikke Plantens Natur at dræbe. Den er kommet ind i det dræbende Princips Zone, fordi den er blevet mæt af lyset indtil Lede, og nu er dens Urbegær i det store og hele et Begær efter at dræbe, nedbryde. Selv De kan heller ikke leve uden at dræbe, dels hvor De staar og gaar, dels gennem Deres Indtagelse af Føde. Selv om De nyder Planter og spiser vegetarisk Føde, er det Drab.

Det dræbende Princip udvikler sig videre frem til Dyreriget, hvor det er en Livsbetingelse at manifestere det dræbende Princip. Hvis Rovdyrene ikke dræbte andre Dyr, maatte de selv dø. Deres Organismer er bygget til Manifestation af det dræbende Princip. Men Udviklingen af det dræbende Princip gaar videre til det jordiske Menneske. Vi hører første Gang om det i Beretningen om Kain og Abel.

Vi ser, hvordan Begæret efter at manifestere det dræbende Princip, efter Mørke har udviklet sig gennem Tiderne op til vore Dage. Nu dræbes der i Tusindvis, ja i Millionvis ude paa Slagmarkerne i Verden. Der bliver myrdet paa en Masse Omraader. Der findes mange Slags Mord, ikke alene fysiske Mord, men ogsaa Mord ved Hjælp af Tanker og Ord. Ja alle Former for giftige Bemærkninger, alle Former for at gøre Mennesker nedtrykte og bedrøvede, er i sig selv Former for fortyndet Mord og Drab. Det er Udtryk for Manifestation af det dræbende Princip og er altsaa Udtryk for Længsler og ønsker, som Væsenerne skal have tilfredsstillet, fordi de endnu ikke er mætte deraf. I den nuværende Krig naar Væsenerne Kulminationen af Udfoldelse af det dræbende Princip. Her kommer Hadet til den største Udfoldelse. Væsenerne er netop i denne Zone, fordi de ikke er færdige med dette Princip, det er i stor Udstrækning til Stede i deres Bevidsthed. Naar man modtager en Bølge af Had og svarer tilbage med samme Mønt, saa er det Udtryk for, at man endnu ikke er mæt af at manifestere det dræbende Princip. Men netop ved at svare tilbage med samme Mønt opnaar man Mættelse. Der er en Lov, der siger, at den der ombringer ved Sværd eller Had, han skal selv omkomme ved Sværd eller Had. Naar man saaledes sender Bølger af Had ud, vil det betyde, at de ogsaa løber deres Line ud og kommer tilbage som Tilfredsstillelse. Men det betyder ikke, at Væsenerne rent dagsbevidst betragter deres Tilbagevenden som Tilfredsstillelse, men snarere som Lidelse. Naar et Menneske bliver udsat for andre Menneskers Forfølgelse, saa føler det ikke, at det er dejligt og guddommeligt, at det faar Lov til at mærke Konsekvenserne af sine egne ønsker og Handlinger, saaledes at det kan blive mæt af disse ønsker, der fører til, at det bliver forfulgt af andre Mennesker. Det der gør sig gældende, er, at Væsenet bliver mæt af det dræbende Princip, og det er det blevet, naar det paa alle Felter føler Lede ved at gøre noget, der er ukærligt.

Vi har nu fulgt det dræbende Princip gennem sin Udviklingsbane fra det første Gang kom til Syne i den kødædende Plante og helt op til den gigantiske Udfoldelse af det, der nu finder Sted paa Alverdens Slagmarker. Vi er hermed kommet til Kulminationen af det, og har set, at det er kommet til Syne som en Realitet, der ikke kan omstødes. Vi bliver Vidne til, at der findes Soldater, der efter at have besejret deres Modstandere, er modne til at faa Ærestegn og Medaljer som Helte, men at de ikke synes at være i Kontakt med den Ære, man udviser dem. De er naaet til et Stadium, hvor de er blevet mætte af at manifestere det dræbende Princip. De er højst ulykkelige og synes bagefter, at det er noget forfærdeligt, de har begaaet. Nu manifesterer de Anger, og det er lige det omvendte af at manifestere det dræbende Princip. De bliver ikke mere fuldkomne Soldater. Her indtræder en ny Epoke for dem. Denne Følelse af, at det er noget forfærdeligt, de har gjort, kommer til den enkelte Soldat, ikke til en hel Arme eller til et helt Lands Befolkning eller til hele Menneskeheden paa een Gang. Det kommer til den Enkelte. Nogle møder det i det nuværende Liv, andre i kommende Liv. Det er en Gentagelsesproces, og for hver Gang opstaar der en voldsommere Antipati mod Mørket, indtil der opstaar en 100% Mættelse af Udfoldelsen af det dræbende Princip. Med Mættelsen af det dræbende Princip kommer der uvægerligt en Længsel efter Modsætningen. Vi kan ikke være til uden at være i Besiddelse af en Drivkraft, der fører os fra Mættelse af en Ting til Hunger efter Modsætningen. Naar vi til Mættelse af det ene, vil Længslen efter Kontrasten til det opstaa. Det er det, der betinger hele Livet. De kan ikke tænke en eneste Tanke, uden at den er baseret paa Mættelse af et eller andet. De drives mod Modsætningen til det, De er mæt af, og De vil før eller senere komme til at længes efter Modsætningen til det, den paagældende Tanke udtrykker. Anger er Udtryk for, at Væsenet er mæt af noget forkert, det har gjort, og at det er ved at vende sig bort fra det. Men undersøger vi det nærmere, viser det sig, at i kosmisk Forstand er der ikke noget, der er forkert. Vi skal mættes af alt, for at vi kan opleve Livet og stadig blive ved at ønske og begære og derved blive ved at opleve Livet. Hvis ikke Mættelse affødte nye Længsler, maatte Livet ophøre. Mættelse vil til alle Tider skabe Længsel efter det modsatte. Væsenet saar Ild og høster Ild. Modsætningen til det dræbende Princip er det livgivende Princip eller Kærlighedens Princip. Naar Væsenet dyrker dette Princip, udsender det Lys, Kærlighed, og sympatiske lyse Skæbnebølger vender tilbage. Væsenet er mæt af Mørket, naar det ikke mere kan lade sig fornærme, ikke mere kan blive vred paa nogen som helst, naar det ikke kan andet end manifestere Sympati. Saa svarer det paa mørke Skæbnebølger ved at sende lyse Bølger tilbage, ved at vende den højre Kind til. Ved at sende lyse Bølger, Kærlighedsbølger ud, kommer disse tilbage og skaber Velvære. Naar et ønske bliver opfyldt, vil det i Virkeligheden bringe Velvære, og derfor vil Kærlighed og Sympati for alt og alle nu blive det, der opfylder Væsenets Sjæleliv. Det bliver en helt ny Epoke i Væsenets Sjæleliv, i dets Udviklingstilstand.

Gud sagde: Der blive Lys. Og Lyset skinnede ind i Verden. Kærlighedens Lys. Og Kærlighedens Lys er begyndt at brede sig. Kærlighed er ikke alene det at føle Sympati for Omgivelserne og at give Kærtegn. Kærlighed er ogsaa alt det, der kommer ind under Skabelse af Ting, der kan give Omgivelserne Velvære og Inspiration. Her ind under hører ogsaa Kunst. Alt, hvad der hører ind under Begrebet Skabelse af Ting, der kan være til Glæde og Velsignelse for Omgivelserne, hører ind under Begrebet Lys. Det er den Tilstand, Menneskene nu længes mod.

Vi har Beretningen om Apostlene, der blev overskygget af den hellige Aand. Den hellige Aand viste sig i Form af Ildtunger. Naar Væsener kommer i Berøring med de høje kosmiske Energier, Kærlighedsenergierne, saa vil de faa den Fornemmelse, som f.Eks. Apostlene fik, saa vil disse høje kosmiske Energier virke paa Sanserne som Lysfænomener. Vi kender det ogsaa fra andre af Biblens Beretninger, f.Eks. om Moses og den brændende Tornebusk og Beretningen om Elias, der for til Himmels i en Ildvogn samt om Paulus, der paa Vejen til Damaskus blev indhyllet i Lys. Vi har mange Beretninger om Mennesker, der har oplevet Lysfænomener, og for dem alle er det gældende, at der indtraadte en ny Epoke i deres Tilværelse. Men dette at opleve Lysfænomener - Overskyggelse af den hellige Aand – er ikke noget, der kun fandt Sted i Fortiden hos Moses, Elias, Apostlene, Paulus o.s.v. Ogsaa i Nutiden er der Mennesker, der oplever Lysfænomener, og hvis de Mennesker, der oplever disse Lysfænomener virkelig er kommet i Forbindelse med de høje kosmiske Energier, saa vil denne Oplevelse bevirke en Forandring af de paagældende Mennesker til det bedre i en saadan Grad, at deres Omgivelser næsten slet ikke mere kan kende dem. Men hvis det ikke giver sig Udslag i en forandret Levevis til det bedre, er det Tegn paa, at Oplevelsen af Lysfænomenerne kun har været en Illusion. Saa skyldes det en Svækkelse af Nervesystemet, og saa har det slet ikke noget med kosmisk Bevidsthed at gøre. Der hvor den kosmiske Bevidsthed indtræder i Væsenet, vil det give sig Udslag som Lys, og Væsenet vil udstraale stor Sympati for Omgivelserne, for alt hvad det kommer i Berøring med.

Nu er Udfoldelsen af det dræbende Princip saa gigantisk, at der hos de allerfleste Mennesker idag er en uhyre Længsel efter Klokken, der ringer Fred ind over Jorden. Denne Længsel findes ogsaa hos dem, der idag kæmper ude paa Slagmarkerne. Det er jo ikke disse Menneskers dagsbevidste ønske at kæmpe. Naar de idag befinder sig paa Slagmarkerne, er det paa Grund af ønsker, de tidligere har næret, og det er disse ønsker, der nu skal bringes til Tilfredsstillelse, thi før de bliver det, kan disse Mennesker ikke komme til at opleve Fred i deres Indre. Denne Længsel efter at komme til at opleve Fred er en Realitet, og efterhaanden som Menneskene bliver mere og mere mætte af at manifestere det dræbende Princip, udvikler de sig mere og mere henimod at føle Kærlighed og Sympati for alt og alle, henimod at skabe Kærlighed. Thi Kærlighed er ogsaa det at kunne skabe og frembringe Kunst og andet, der giver Menneskene Inspiration og Velvære. Men naar det dræbende Princip behersker Bevidstheden finder der ikke nogen Skabelse Sted, men derimod Nedbrydning og ødelæggelse. Saa snart det dræbende Princip ikke længere har Overtaget, er der Mulighed for Skabelse.