Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

"Hvad er Eventyrenes forfærdelige Drager og blodtørstige Uhyrer ved Siden af Nationernes tilintetgørende Forsvars- og Angrebs-natur? - Ja, ikke engang i Fantasiens Verden har der været Mulighed for, at der kunde opstaa Uhyrer med en saa omfattende Evne til at udspy en saa altdræbende Ild og tilintetgørende Lemlæstelse, eller udaande saa kilometeromfattende absolut kvælende Dunstarter, Svovldampe eller Giftgasser som Nationerne. Og i intet som helst andet Væsens Fodspor har man set Mage til saa gigantiske Mængder af saarede og lemlæstede eller være overdøvet af et saa gribende Akkompagnement af Dødsrallen, i intet som helst Væsens Energiudfoldelse har man fundet noget Sidestykke til et saadant Raffinement af udspekulerede eller opfundne Lidelser som netop i Nationernes. Og intet som helst Væsen har været i Stand til at markere sin Vandring gennem Livet med saa mange Grave eller med en saadan Udvidelse af Kirkegaarde, som de "Væsener", vi kalder Kongeriger, Republikker og Fristater".

"9/10 af Menneskeheden er nu i Krig med hinanden" skriger det os idag i Møde fra Avisernes Opslag. "Alle Tiders største Krig er nu i fuld Gang" o.s.v. o.s.v. Er Avisernes Kæmpeoverskrifter, Radioens Budskaber om stadig flere og flere Krigserklæringer ikke en levende, gruopvækkende Understregning af Sandheden i ovenstaaende Citat fra Martinus Bog "Logik"?

Aldrig har Mennesket oplevet et Mørke som det, der nu hersker over Have og Kontinenter. Engang lød Sætningen: "Nu gaar Lysene ud over Europa". Det var, da Krigen i 1914 brød ud. Idag lyder den samme Sætning: "Lysene er gaaet ud i Europa, Asien, Afrika og i Amerika - Mørket har al Magten i sin Haand". Fra Negerens Kraal i Junglen, fra Europas Paladser og fra de arktiske Egnes Snehytter spejder nu ængstelige øjne mod Himlen for i Tide at opdage de sorte dødbringende Fugle og prøve at undfly deres dræbende Last.

Og har Mørket saa alligevel sejret? Har Menneskene kastet alle idealistiske Drømme og Længsler overbord? Er al Tale om Lys og Skønhed, om Harmoni og indbyrdes Kærlighed blot tomt Mundsvejr uden reel Værdi? Er det virkelig lykkedes Kanonernes Tordnen og Kampflyvernes Drønen at overdøve og tilintetgøre den Røst, der forkyndte Næstekærlighedens blide Budskab?

Kære ubekendte Ven som faar dette Brev ihænde. Prøv engang at lytte til Verdens Stemme. Lyt som De aldrig har prøvet før, og bag Eksplosionernes Hylen og Bragen vil De høre en Bøn mere inderlig end nogensinde i denne Klodes Historie, Bønnen om Fred! Fra Millioner af Læber lyder det Dag og Nat: "Herre, lad os faa ham levende og frelst hjem igen". I øjne der forlængst er brændt tørre for Taarer vil De se Haabets spinkle Flamme blive næret af Hjertets sidste fortvivlede Tro paa, at alt engang vil blive godt igen. Prøv engang at have Mod til at fjerne alle Takker om Venner og Fjender og blot se paa Menneskene som det, der er: Mennesker, og De vil forstaa, at den Enkelte ikke er ond eller djævelsk og ikke kan drages til Ansvar for det Ragnarok, der nu er en Kendsgerning.

Kun Taaben vil idag staa frem og sige, at det der nu sker, er den eller dens Skyld. Med Millioner og atter Millioner af fine Traade er Aarsagen til alt det, vi nu er Vidne til, forbundet med hvert eneste Jordmenneske. Det der sker, er ikke en vred Guds Straf over en forvildet Menneskehed, men derimod en overvældende drastisk Demonstration af den Lov, vi alle har faaet forkyndt, nemlig Loven: Som du saar, skal du høste. Hvad vi oplever, er dybest set kun vor egen Indreverden i en overdimensioneret Udgave. Vil vi lære af det, vi er Vidne til, vil vi hurtigt kunne se, at det, der idag demonstreres for vore øjne, er den samlede Sum af det Kærlighedsunderskud, som hvert eneste Menneske bærer til Skue i sit eget Sind. Paa en Klode med de skønneste Muligheder for menneskelig Tilværelse har Manglen paa gensidig Kærlighed og Forstaaelse nu ført til Udløsningen af den "alles Krig mod alle", som gennem Aarhundreder har været forkyndt Menneskene af dem, der kunde se, hvor det bar hen.

Verden ligger ikke i det Onde. Mennesket er ikke et ondt Væsen. Men Mennesket er et uvidende Væsen, og det er noget ganske andet. Uvidenhed kan kun fjernes ad to Veje. Enten har det uvidende Menneske Erfaringsmateriale nok til ad Intellektualitetens Vej at kunne lære at forstaa, at dets Handlemaade er forkert, eller ogsaa maa det realistisk opleve Konsekvensen af sin Uvidenhed: den personlige Smerte.

Menneskene havde ikke Erfaringsmateriale nok til at kunne hindre en omfattende Verdenskatastrofe. Fra ikke at "ville høre" er Menneskeheden nu gledet ind i den Tilstand, hvor den "maa føle". Vi oplever nu Kulminationen af Dommen over den Tankeverden, vi har næret, af den Ild, vi i vort Indre holdt i Live. I stort som i smaat har Mennesket saaet Ild, nu høster det Ild. Men ud af Flammerne vil det opstaa i en ny, lutret Skikkelse. Beriget med et overvældende Erfaringsmateriale vil det helt af egen Drift søge frem imod en kærlig Løsning af alt det, som førte til den Katastrofe, vi nu ser udfolde sig for vore øjne.

Det stunder mod Jul. Maaske den tungeste Menneskeheden har oplevet. Maatte det blive vor Mission, igennem den Viden vi i Studiet af Martinus Arbejde har erhvervet os, rundt omkring paa den Plads Forsynet har givet os, at demonstrere ved vor Væremaade den Aand, som engang skal besjæle alle, den Aand som Julebudskabet forkynder Menneskene: Kærlighedens og Tolerancens lægende og livgivende Aand. Thi den der engang har gennemskuet Mørket og set, at ogsaa det er Lys, har Pligt til ved sit eget Væsen at forkynde dette evige Kærlighedens Lys.

Med de kærligste ønsker om en god og fredfyldt Jul for Dem selv og Deres Kære, beder vi Dem modtage de hjerteligste Hilsener fra Martinus og alle Bureauets Medarbejdere!