Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(sluttet)

Alt, hvad der sker, medfører Opdragelse for Individerne. Guddommen opdrager Menneskene til at leve i Kontakt med Livets Love, med det virkelige Liv. Man skal ikke blot leve efter Skik og Brug. Det virkelige Liv begynder der, hvor Kærligheden eksisterer.

Naar vi ser paa Udviklingen fra Dyr til Menneske, opdager vi, at den repræsenterer en Skala fra Primitivitet og Mord til Humanitet og Kærlighed. Humanitet er Vejen til Lyset, til det virkelige Livs Oplevelse. Den mørke Del af Naturen, Krig og Ødelæggelse, er de Felter, hvor Menneskene ikke er opdraget af Forsynet i tilstrækkelig Grad. Det skal blive til Lys. Det er meget svært at se Forsynet, at lære Forsynet at kende der, hvor der er noget, man ikke kan lide. Det er den Side af Bevidstheden, hvor alting synes forkert. Det er let at se Forsynet i de Mennesker, man er gode Venner med. Det er sværere, naar man træffer nogle, man ikke kan lide, men det er netop her paa dette Felt, at man har "Trænings-pladsen". Der hvor man udviser Kærlighed, er man færdigudviklet. Kun der, hvor man synes, at alt er forkert, er det Felt, hvor der skal Opdragelse til. Der hvor man tror, at noget er forkert, er man i Konflikt med Livet. Det gælder om at komme til at forstaa, at alle Kræfter, som man kommer ud for, er Detailler i Henvendelsen fra Guddommen til os, men man skal lære Maalet med dem at kende og derigennem Vejen til det behagelige og det ubehagelige. Naar et Skib sejler hen over Havet, har det et Maal at sejle efter. Vi maa ogsaa have et Maal. Hvis vi handler efter noget, vi ikke forstaar, handler vi som den Kaptajn, der sejler uden Maal. Man maa lære at se, hvad det Onde egentlig er Udtryk for. Man maa ikke tro, at det er Udtryk for Djævelskab. Man maa lære at forstaa, at det ikke er Udtryk for Overtro, at man regner med, at der eksisterer et Forsyn. Det udviklede Menneske maa lære at indstille sig lige saa videnskabeligt paa de religiøse Felter, som paa de materielle. Jo mere man indstiller sig paa Humanitet, jo mere Vished faar man for, at Guddommen er bag det hele, og tilsidst kommer man til Oplevelsen af Forsynet. Jo mere man indstiller sig paa, at der er et Forsyn, jo mere Viden faar man om dette Forsyn.

Der kom en Dag en Mand og spurgte mig:
"Hvad er det, der eksisterer? Hvordan skal jeg faa Fodfæste i Livet?" Jeg viste ham, at vi er til, vi eksisterer. Træerne, Blomsterne, Dyrene eksisterer. Det er en Kendsgerning. Det maatte han indrømme. Der er et "Noget" til. Vi kan ikke undgaa at se, at dette "Noget" har en Skabeevne. Al Skabelse foregaar efter Logikkens Love. Hvad han heller ikke kunde komme udenom, var, at der eksisterede et Resultat af denne Skabeevne. - Der var altsaa tre Ting, som han ikke kunde komme udenom. Vi havde faaet et Holdepunkt. Der var et treenigt Princip, hvor ingen af Principperne kunde undværes. Det var een Ting med tre Analyser, og dette 3-enige Princip viste sig at være Analysen af det levende Væsen. Der er et Jeg, der bruger disse Ting som Redskaber. Der er et Jeg i mig. Der er en Skabeevne i mig. Jeg spiser - jeg drikker - jeg gaar - og den Fremtoning, som jeg repræsenterer, er et Resultat af min Skabeevne. Der var altsaa et Fodfæste. Naar man forstaar den treenige Analyse, er Faderen teoretisk oplevet, men han skal ikke alene opleves teoretisk, men ogsaa indefra - følelsesmæssigt, og det kommer man til gennem Lidelserne. Jeg kan kun give Dem den teoretiske Oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige. Den kan kun Guddommen give Dem. Igennem Lidelser bliver Guddommen levende for Dem. Først kommer der en Ekstasetilstand - Lysdaaben, og der sker en Proces i Hjernen. De har Centrer, der ligger parate til at blive taget i Brug - og der indtræder en Evne til at se alt som Livsytringer. Saa er det ikke mere blinde Kræfter, men Livsytringer, der omgiver en. Det er en Henvendelse til Væsenerne. Men saa er Spørgsmaalet: Hvad vil Guddommen sige gennem disse Livsytringer, gennem denne Henvendelse til Væsenerne?

Naar man skriver et Brev, er det for at aabenbare en anden noget man sidder inde med. Men naar det nu drejer sig om Forsynet, saa maa man ikke tro, at det er noget saa stort, at man ikke kan overse det og ikke komme i Korrespondance med det. Alt hvad vi ser og oplever, er Forsynets Henvendelse til os. Naar vi forstaar det, siger vi ikke mere Forsynet, men Faderen. Da er Guddommen ikke et Billede. Da fornemmer man Guddommen, som han er i al sin Storhed og Vælde og ser ham i alt. Man kan ikke opleve en eneste Energifunktion, uden at man deri ser Guddommen. Enhver Henvendelse til os er Guddommens Henvendelse, men Menneskene ved det ikke. Men det er skønt, naar man ved det. Jeg ser Dem ganske rigtigt som individuelle Personer, men jeg ser Dem ogsaa som en Del af Guddommen, som Guddommens Repræsentanter. Gennem Deres Væsen er De bestemt til at være Guddommens Udtryk over for andre. Det er dejligt at vide det, og jo mere man er klar over dette, jo mere tragter man efter at blive saa straalende som muligt. Vi bliver den Slags Redskaber, vi ønsker at være - nogle bliver Skarprettere, andre Verdensgenløsere. Men Skarpretterne er jo nødvendige i det store Liv. Der er Væsener, der er lykkelige paa disse Felter en Tid, men naar de ikke mere er lykkelige, er de paa Vej bort fra disse Foreteelser. Der er ogsaa nogle, der skal blive Verdensgenløsere. Og det er jo en dejlig Ting at blive, og saaledes er vi bestemt til med vor Handlemaade og Tænkemaade at være Mellemled mellem Guddommen og vore Medvæsener. Hvis vi ønsker at være kærlige, bliver vi Redskaber paa det Plan, og vi kommer til at omgaas kærlige Væsener. Vi maa udvikle os til at naa et højere Tilværelsesplan. Hele mit Arbejde, alle mine Analyser fører Dem hen til det ene Maal: Kærlighed.

Alle Manifestationer er Guddommens Kærlighed til Væsenerne og gennem dem trænes man i at tænke rigtigt. Alle mine Analyser gaar ud paa at lære Dem at faa Deres Tænkeevne indstillet i den rigtige Retning. Naar De har lært at tænke rigtigt, bliver De jo fuldkommen, og da lærer De at se med Guds egne øjne, at alle de mørke Farver er lige saa nødvendige som de lyse Farver i et Maleri. Da bliver De værdige Repræsentanter for Guddommen, og saa oplever De at være i Guddommens eget straalende Favntag.

Da ser De, at Krigen er et nødvendigt Led i det store Kunstværk, der hedder Universet. Der skal baade lyse og mørke Farver til for at skabe det straalende Kunstværk, der hedder Naturen. At forstaa Guddommen, er at leve i Kontakt med Livet, og gennem denne Forstaaelse faar man Evne til at skabe sine fremtidige Inkarnationer fuldstændig efter eget Ønske. Saa bliver man det Væsen, man ønsker at være. De har i Deres tidligere Inkarnationer ønsket forkert, og saa kan De jo ikke vente, at Virkningerne skal blive rigtige. Det er Verdensgenløsningens Mission at faa Menneskene til at tænke i Kontakt med Livet, med Naturen, saa at deres Fremtræden bliver i Samklang med Solens Gang, med Guds Straaleglans ind over Jorden. Det kan godt være, at det er kedeligt at høre atter og atter, at man skal være god og kærlig, at man skal tænke rigtigt, men det er absolut den eneste Vej til at blive forædlet. Hvis Menneskene bare i eet eneste Lynglimt kunde se det Maal, de skal naa til, vilde de arbejde Dag og Nat paa at naa dertil. I samme Grad De begynder at arbejde paa at forædle Dem, i samme Grad kommer De Maalet nærmere, og i samme Grad bliver Livet lykkeligt.

Saalænge De gaar rundt med den og den Sygdom, saa længe De tror, at den og den kan være anderledes, end Vedkommende er, saa længe bliver De ikke forædlet. Enhver Sygdom, Smerte og Lidelse er som en Klokke, der ringer advarende, naar Væsenet er paa Afveje. For at naa til det virkelige Liv, er der kun Tale om en Indstilling af Bevidstheden i den rigtige Retning. Denne Indstilling er umaadelig enkel og bestaar kun i: at vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre, i at være uselvisk, i at være lykkelig over at kunne glæde andre. Der hvor man foretager denne Indstilling af Bevidstheden i den rigtige Retning, der bliver man urokkelig, der har man det evige Liv. Vi har dette Princip illustreret i Lignelsen om den fortabte Søn. Saa er Livets Oplevelse ikke længere begrænset til andre Mennesker, da taler man med selve Universet. Alt bliver synligt for den, der befinder sig i Guddommens Favntag. Da er man i en Tilstand af det mest straalende Lys, som aldrig mere vil forlade en. Da er man paa Guddommens faste Punkt, da vil der aldrig nogensinde komme Mørke, da er man for Guds Aasyn, og for Guds Aasyns Straaleglans maa alle Skygger vige.