Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus endnu ikke har holdt sit Foredrag i November Maaned, gengiver vi i det efterfølgende et Foredrag, som han holdt den 24. Juli i Aar i Kosmos Feriekoloni over Emnet:

 

Kære Venner!

Jeg vil i Aften gerne tale til Dem om Spørgsmaalet: Hvad er Livet? Livet er ikke det, det ser ud til at være. Man kan komme til en Forklaring paa, hvad Livet er, men den kan man ikke faa paa staaende Fod, den kommer først efterhaanden. Spørgsmaalet om, hvad Livet er, er det staaende Problem for Menneskene. Saalænge de ikke forstaar, hvad Livet er, forstaar de heller ikke at leve rigtigt. Livet i det store og hele er det samme som det, der foregaar mellem Børn og Forældre, Mand og Kvinde, mellem Væsenerne i det hele taget. Det er en levende Korrespondance, men det er mere end en Tilkendegivelse mellem Væsenerne. Menneskene er naaet saa langt frem, at de kan korrespondere med hverandre, men det er ikke en fuldkommen Oplevelse af Livet kun at korrespondere med andre Medvæsner. Der er store Felter af Livet, de endnu ikke forstaar: Solens Straalen, Stjernernes Skin, Skyernes Gang paa Himlen o.s.v. Der hvor Menneskene ikke forstaar Livet, er de "døde". Der hvor man ikke forstaar det, man ser, er man ganske uvidende, men man skal ikke blive ved med at være uvidende. Livet er i sig selv en stor Undervisningsforeteelse, en Skole. Alt giver Viden, og man kan ikke leve et Øjeblik uden at faa Erfaringer, Berigelse, man bliver stadig mere levende, faar mere Liv. At faa mere Liv er at blive mere og mere vaagen, er at knytte sig mere og mere til Tilværelsen. Man maa komme til at forstaa den Side af Tilværelsen, man idag ikke fatter, nemlig Naturen. Vi maa hele Tiden i vort daglige Liv korrespondere med Naturen, ja vi kan ikke leve et eneste Øjeblik uden at gøre det. Vi bygger Huse o.s.v. Det er ganske rigtigt, at vi ikke kan formulere vor Korrespondance med Naturen i Spørgsmaal, men hele vor Tale og Handlen er i sig selv Spørgsmaal til Naturen, til Livet. Hver Virkning af vore Handlinger er Svar fra Naturen, og disse Svar bliver efterhaanden mere levende end de Svar, vi kan faa af andre Mennesker. Et Forhold til et Menneske, man holder af, er den mest fuldkomne Del af Livet. Mellem to, der har Sympati for hinanden, er Korrespondancen mest fuldkommen, men den er ikke færdig, ellers kunde man ikke opleve mere, den skal stadig beriges og gennem denne Berigelse kommer man til Korrespondancen med Naturen. Man maa gøre Uvidenhed til Viden. Vi skal komme til en Samtale med Naturen. For at Livet kan blive saa fuldkomment og saa intimt som muligt, maa vi opdrages, ledes og styres. Det er det samme, som der foregaar med Børnene, der bliver opdraget og plejet af Forældrene, indtil de kan klare sig selv. Forældrene er som en Slags Naturkræfter for Børnene. Efterhaanden kan de mere og mere korrespondere med Forældrene, og der bliver en fuldstændig Korrespondance.

Mentalt lever det jordiske Menneske endnu i "Fostertilstand". Til denne Fostertilstand hører ogsaa de Væsener, vi kalder Dyr. Her er Naturen Forældrene. Lige som det lille Barn ikke kan udveksle Meninger med Forældrene, kan vi heller ikke dette med Naturen, men i denne spæde Tilstand tager Forsynet sig af Væsenet. Der er kun i Væsenet en instinktmæssig Anelse om Forsynets Eksistens. Dyret har en instinktmæssig Anelse om Forsynets Eksistens, og denne Anelse faar det til at udstøde Skrig i Dødsøjeblikket (den første spæde ubevidste Bøn til Forsynet om Hjælp). Dette Skrig er baseret paa en Talentkerne, som efterhaanden skal udvikle sig og blive mere og mere kultiveret. Igennem den skal Forsynet fra at være det ukendte, blive mere og mere kendt. Derfor har vi alt det, vi kalder Religion. Menneskene vil lære at henvende sig til et Forsyn. Efterhaanden kommer Jordmenneskene gennem deres daglige Liv til Erkendelse af, at det der sker, ikke er noget planløst, men noget der kan sammenføjes i en planmæssig Tankerække. Efterhaanden gaar det op for Væsenerne, at deres Skæbne ikke er tilfældig, men er bygget planmæssigt op og skal bringe dem til at se, at de er eet med Faderen. Menneskene er paa det kosmiske Omraade endnu i en Fostertilstand - som et ufødt Barn. Denne Fostertilstand varer til den store Fødsels Indtræden, hvor Gudesønnen bliver forenet med Faderen. Da kommer der et bevidst Forhold mellem Guddommen og Gudesønnen.

Saalænge man regner Naturen, saa maa man tro, at det er tilfældigt, at den og den skal leve godt, og den og den lide af Sygdom. En saadan Uvidenhed og Tro paa Tilfældigheder kan ikke være stimulerende for Væsenerne, men efterhaanden vil det gaa op for dem, at det er Guds Kærlighed, der Straaler gennem det hele, og de vil naa frem til at se, at de bliver passet med stor Omhu, og at ligegyldigt hvad der sker, er det fuldkomment. Barnet maa gaa i Skole og lære en Masse om det daglige Livs Foreteelser. Mennesket maa undervises som det lille Barn og lære at komme til Kundskab om, at Livet ikke blot er Maal og Vægt, men Livsytringer.

Livet er Udtryk for levende Bevidsthed, Tanker. Gennem Logikkens Love kan man se, at intet er tilfældigt, betragt Tingene i Naturen - f.Eks. Bladenes Struktur, Snefnuggets Opbygning m.m. Vor egen Organisme er saa umaadelig kunstfærdigt konstrueret, at der ikke er et eneste Sted, der er ulogisk. Stjernernes Opbygning og Gang er en stor Udfoldelse af Logik. Hele Tilværelsen er en stor straalende Undervisning i Logik, en Straalekraft, og denne Straalekraft er Guds Tale til Væsenet.

Til at begynde med kan Mennesket ikke forstaa denne Straalekraft. Det maa have nogen til at undervise sig, til at faa det til at forstaa denne Straalekraft. Den største Underviser er Guddommen selv. Man maa lære at se Virkningerne af sine Handlinger, af Bagtalelse, Mord, Lemlæstelse o.s.v. Menneskene maa eksperimentere og prøve selv at komme til Facitterne. Et bedre Undervisningssted og Laboratorium end Livet selv findes ikke. Her er alt Materiale til Stede. Menneskene mener, at de maa kæmpe for Tilværelsen, men det ses, at det kun er i Kraft af eget Begær, at de kommer frem her paa det fysiske Plan. Menneskene er som Kain, der har Synden liggende for Døren, og til hvem Gud siger: "Gør du godt, da se frit op. Gør du ondt, da ligger Synden for Døren." Det vil sige det samme som: "Gør du det rigtige, da er dine Manifestationer i Kontakt med Livets Love. Men er dine Manifestationer ikke i Kontakt med Livets Love, da fyldes du med Modgang, Sorg og Lidelse." Dette er blevet genfortalt gennem Aartusinder, og det bliver forkyndt den Dag i Dag fra Tusinder af Prædikestole, og det er Udtryk for en videnskabelig Sandhed og Kendsgerning. Nu maa man før eller senere komme til at spørge sig selv: Hvor har de Vise faaet deres Viden fra i Begyndelsen? Det maa jo have været oplevet engang! Det kan jo ikke blive ved med at have været Genfortælling. De maa jo have deres Viden et Sted fra. Svaret er her, at der findes Mennesker, der selv kan se disse Ting i Naturen. Jeg selv behøver ikke at spørge, hvorledes det og det foregaar eller er foregaaet. Jeg taler med Guddommen som en Mand med sin Næste. Mit Syn siger mig alt. Jeg kan vise andre Mennesker den Vej, de skal gaa, og den gaar til Forstaaelse af det, de oplever.

Naar Menneskene nu oplever Modgang i det daglige Liv, saa kommer det ikke som en Straf fra Guddommen. Det betyder, at det er Guddommen, der "banker paa" og vil tale med dem. Naar Vinden rusker i Træet, saa er det Guddommen, der "banker paa". Væsenet tror i Begyndelsen, naar det tilsyneladende lider Uret, at det er en Martyr, men efterhaanden gaar det op for det, at dets Lidelse var dets eget Værk, at det er dets egne Handlinger, der er Skyld i alt. Men det er rigtigt, at det maa opleves gennem andre, man maa have andre til at lede sine Skæbnebølger. Vi kunde ikke opleve een eneste Ting, hvis der ikke var andre til at lede vore Skæbnebølger. Vore Tanker er som Radiobølger, der gaar videre ud i Rummet. Vi har en Instrumenttavle, vi kalder vor Hjerne, og herfra ledes vore Hænder og vore Fingre og alle vore Handlinger.