Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1941/3 side 2
<<  3:3
Martinus Foredrag den 6. Oktober 1941
(sluttet)
Enhver Form er altsaa noget timeligt, er en midlertidig Foranstaltning og kan umuligt udtrykke noget evigt. Igennem tidligere Foredrag kender De Analysen af det levende Væsen som et treenigt Princip: det levende Noget, Skabeevnen og det Skabte. Igennem denne Analyse ved vi, at vort nuværende Liv ikke er vort første, det udgør en Virkning af tidligere Liv og danner Fundamentet for kommende. Vi gaar fra den ene Tilværelse til den næste. Drivkraften er Hunger og Mættelse. Det vi længes imod, beskæftiger os, og naar vi faar det, bliver vi efterhaanden mætte af det. Livet er en evig Funktion. Livet kan ikke udtrykkes ved Stilstand. Bevægelse er Livets fornemste Kendetegn.
Men en Iagttagelse af Naturens Kræfter viser os, at Livets Bevægelse former sig som et Kresløb. Vi ser, hvorledes Aarstiden veksler i et Kresløb, hvorledes vort eget Liv ligeledes er et stort Kresløb, har sit Foraar, sin Sommer, sit Efteraar og sin Vinter. Men som med Naturen og os selv er ogsaa hele vort store kosmiske Liv et Kresløb. Men et Kresløb kan aldrig opleves ens to Gange, kun i Princippet. Fra mine tidligere Foredrag ved De, at det kosmiske Kresløb udtrykker en Vandring igennem Tilværelsens seks store Hovedafsnit, afløst af en ny Vandring igennem de samme Afsnit, blot i en højere Form og saadan fremdeles. Derfor er Spiralfiguren det bedste Udtryk for Kresløbsprincippet. Livets evige Vekslen i Form af større og større Kresløb er Tilværelsens 10. Grundfacit.
Vi har nu set, at vi er skabt i "Guds Billede", og at vort Jeg er den første Aarsag. Med denne Viden bag os, bliver det klart, at vi er vor egen Skæbnes Herre. Men dette forhindrer ikke, at der er meget i ens Liv, der ikke bliver det, man ønsker. Aarsagen hertil er, at det jordiske Menneskes Kendskab til kosmisk Kemi er saa begrænset. Mennesket skaber forkerte kosmisk kemiske Blandinger. Den Dag Mennesket kan blande de mentale Energier rigtigt, vil det faa en stadig lykkelig Skæbne. Dybest set kan ingen skabe Uret og ingen kan lide Uret. Hvis Mennesket ikke høstede Virkningerne af sine egne forkerte Tankeblandinger, vilde det aldrig lære at blande Tankeenergierne rigtigt. Det vilde aldrig lære Loven for Stoffernes Reaktion at kende. Men Livet viser, at hvert eneste levende Væsen høster, hvad det saar. Denne Lov er Tilværelsens 11. Grundfacit.
Vi er hermed kommet frem til Tilværelsens 12. Grundfacit: Alt er saare godt. Jeg har udtrykt dette ved Solfiguren, da der ikke findes noget bedre Symbol paa Lys end Solen. Den Dag De helt forstaar disse 12 Grundfacitter, vil De faa Fred og Harmoni i Deres Sind. Naturligvis kan De ikke forstaa dem fuldt igennem et Foredrag. De maa øve Dem paa at have Deres Tanker forbundet med Naturen, derigennem vil De komme til at opleve disse Ting som Sandhed. Den Dag disse Ting er blevet Sandhed for Dem, staar De ganske anderledes fast, end De før har gjort. Saa staar De som Deres egen Skæbnes Herre. Igennem Studiet af disse Ting bliver De eet med Naturen og dermed eet med Faderen. Naar det hele bliver saaledes for Dem, vil De i Dem selv vide, at der intet Grundlag er for at bebrejde nogen noget. Alt viser sig at være det fuldkomneste i Øjeblikket paa Grundlag af Fortiden og med Henblik paa Fremtiden. Det er ikke noget, det skal blive, det er noget, det allerede er idag, De kan blot ikke se det endnu. Den Dag, De kan se det, begynder Solen at flamme op i Deres eget Indre. Naar De bliver bevidst i, at alt, hvad De ser, er Kærlighed, staar De paa Livets faste Punkt.
De kan blande de mentale Energier, som De vil, men De maa ogsaa selv tage Følgerne. De kan bruge hvilke Tankearter, De vil, men hver Tankeart har sin Bestemmelse og skal bruges efter sin Bestemmelse. Dyriske Tankearter skaber Dyreriget, menneskelige eller humane Tankearter skaber det rigtige Menneskerige. En Blanding af disse Tankearter kan ikke give noget fuldkomment Resultat. Naar man forstaar det, bliver man efterhaanden et Geni i Livsoplevelse. Med et saadant Fundament for sin mentale Udfoldelse kan man bygge en Verdenskultur op, i hvilken der ikke findes Nød, Elendighed, Armod og alt det, De idag kender som Krig og Ulykke. Det er Livets Mening, at alle Jordens Folk skal blive til eet Folk. Nu nedbrydes alle Traditioner og Fordomme, saa at der kan blive "een Hjord og een Hyrde". Som det er nu, vil hvert Land være sig selv nok. Men naar man søger at monopolisere Jordens Rigdomme, opstaar der en Art "Kræftsvulster" i Jordens Organisme. Rigdomme trives da frodigt et Sted, medens Fattigdommen vokser lige saa frodigt andre Steder. Det er Aandsvidenskabens Formaal at vise Menneskene de Love, der fører frem til en virkelig fuldkommen Kultur. Den materielle Videnskab kan give Menneskene en rent teknisk Viden, men Aandsvidenskaben kan give Menneskene Viden om selve Livets egen Natur og Ophav.
De Mennesker, der hungrer efter Viden, maa forstaa, at de er "Jordens Salt". Vi befinder os i en Periode, hvor den nye kosmiske Verdensimpuls er uhyre aktiv. I et kort Tidsrum skal den udvikle en meget høj Erfaringstilstand i det jordiske Menneskesamfund. Den skal gøre dette Samfund modent til at forstaa den Forjættelse, Biblen udtrykker som "Den hellige Aand". Gennem denne Aand, der ikke, som jeg allerede har bemærket, er nogen Enkeltperson, men derimod en Bevidsthedstilstand, skal den nye Verdenskultur opstaa. I samme Grad som De faar disse Tankearter ind i Deres Bevidsthed, kan det ikke undgaas, at De bliver lysende Sole. Hermed begynder en ny Himmel at forplante sig ud over Verden, og hvor De staar og gaar, kan Deres Omgivelser ikke undgaa at føle Guddommens Nærhed. Den Væremaade er det, der skal være den nye Kulturs Basis.
---o---