Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når man antager, at mennesket er et udødeligt væsen og har mange liv til sin udvikling, melder det spørgsmål sig naturligt, om man skifter køn mellem livene. Her gør Martinus meget klart gældende, at man bevarer det samme køn gennem alle livene i indeværende udviklingsspiral. Da hans kosmologi her er i modsætning til flere andre åndelige retninger og tilmed en del hypnoseforsøg, kommer man nemt i tvivl om, hvem der nu har ret. Det er en ubehagelig situation, så lad os se lidt nærmere på Martinus' begrundelser.

 

Kønsskifte mellem livene ville også rejse det spørgsmål, hvor de kønskarakteristiske evner kommer fra. Som mand eller kvinde har man i generationer haft sine specialer med hensyn til arbejdsroller, kort sagt har manden hovedsagelig beskæftiget sig med udendørs og kvinden med indendørs aktiviteter, og de har hver for sig udviklet en række evner på hver deres område. Det er vanskeligt at tænke sig, at disse evner skulle "ligge over" i et eller måske flere liv og vente på, at man får det rigtige køn. – Som konklusion på dette argument kan man sige, at kønsskifte mellem livene er en indviklet løsning, som ikke giver den enkle kontinuitet, som det samme køn gennem livene kan byde på.

Organdannelsen følger samme lov som talentskabelsen, dvs. alle andre færdigheder. Der er tale om tre stadier, hvoraf det første er karakteriseret ved ønsket om den pågældende færdighed. Dette stadium kalder Martinus A-viden, og det er her motivationen til det næste stadium opstår, nemlig øvelsesfasen (B-viden), hvor man via forsøg/fejl gradvis optræner en mere og mere sikker og nøjagtig funktion på det pågældende område. Øvelsesfasens længde afhænger af færdighedens omfang og karakter, men når der er tale om opnåelse af det perfekte stadium (C-viden) i form af organdannelse og endda så centrale og livsvigtige organer som de kønslige, der befordrer forplantningen og har været en betingelse for artens beståen gennem tiderne, må vi forestille os, at det kræver årmillioner.

Ser vi biologisk på sagen kan vi konstatere, at de første stadier på kønsudviklingens vej allerede er på plantestadiet, hvor den ukønnede celledeling suppleres med en kønslig forplantning under udvikling af frøanlæg og spermatofytter. Gennem hele dyreriget udvikles og konsolideres kønsorganerne og er altså i dag et samlet produkt af en millionårig udvikling, der helt svarer til Martinus analyser, jf. Livets Bog V, stk. 1937.

At hele denne biologiske udvikling vedkommer det enkelte menneske af i dag, viser sig ved, at vi rent faktisk i store træk repeterer de evolutionære trin i fosterperioden. Og her viser de kønslige træk sig på et tidligt tidspunkt, så barnet ved fødslen er klart dreng eller pige. For pigebabyens vedkommende er der fx allerede æg tilstede i æggestokkene. – Ikke blot i fosterperioden, men også hele barndommen og ungdommen helt frem til 30-årsalderen er ifølge Martinus en gradvis mere og mere specifik repetition af tidligere liv. I slutningen af 20'erne repeteres således det sidste liv, i midten af 20'erne det næstsidste og i begyndelsen af 20'erne det tredjesidste. Jo yngre man er, des hurtigere foregår repetitionerne og i fosterperioden er der som sagt tale om hele udviklingsepoker i dyreriget.

 

 

I form af repetitionsprincippet præsenteres vi for det tredje argument for, at man har samme køn i alle livene. Hvis man skiftede køn, måtte det også vise sig i repetitionsperioden ved at man jævnligt skiftede køn frem til 30-årsalderen. Det er heldigvis ikke tilfældet, repetitionerne kan være besværlige nok endda!

Alle menneskelige egenskaber hos os er – i modsætning til de dyriske – virkninger af den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden. Både mandens og kvindens intellektualitet, næstekærlighed, kreativitet, humoristiske sans, opofrelse, naturglæde, samarbejdsevne, fleksibilitet, religiøsitet, trang til viden, tolerance m.v. er direkte proportionale med den modsatte pols udvikling.

Essensen i dyrets forvandling til menneske og dets fortsatte udvikling til at blive et "rigtigt" menneske er således en psykoorganisk vækst af den modsatte pol. Og målet nås, når polerne står lige. Så er mennesket fuldkomment og vil gennemgå "den store fødsel", hvor igennem det får kosmisk bevidsthed.

Denne analyse af menneskets gradvise poludvikling er naturligvis uforenelig med kønsskifte mellem livene. Hvis den feminine pol hos manden har nået en udviklingshøjde på fx 60% og i de kommende liv skal vokse de sidste 40% frem til 100%, ville det være et brud på denne kontinuerlige polvækst, hvis han pludselig i sit næste liv fremtrådte som kvinde med en 100% kvindelig pol, ligesom det ville være uforståeligt, at hans maskuline pol, som var 100% måske nu pludselig kun er 60%.

Hvis kønsskifteteorien og poludviklingsanalyserne skulle forenes, måtte man forudsætte to parallelle udviklinger i forskellige liv i det samme individ, men det ville samtidig indebære en personlighedsspaltning, der ville gøre enhver tanke om personlighedens enhed og dens kontinuerlige udvikling til skamme. Reelt må man derfor konkludere, at tanken om kønsskifte mellem livene er uforenelig med Martinus analyser over poludviklingen.

Resultatet var overvældende. På én eftermiddag blev han hypnotiseret tilbage til, hvad der i det mindste umiddelbart forekom at være 9 forudgående tilværelser. I en af disse var han helt tilbage i forhistorisk tid og oplevede sig selv som et abelignende væsen, der levede et meget smukt sted i trætoppene med smukke blomster. Han og de andre kunne ikke tale, men hoppede hysterisk op og ned, når de blev ophidsede. De levede af frugter, og han havde en tydelig erindring om at spise en saftig rød frugt, så saften løb ned over hagen. En anden "tilværelse" udspillede sig i en afrikansk stamme i den tropiske regnskov. I en tredje var han mammut jæger og "genoplevede" en dramatisk mammut jagt, hvor en af jægerne blev grebet af mammuttens snabel og knust mod klippevæggen. "Jeg så det ikke blot med mine egne øjne, men også som en udenforstående, der overværede optrinnet som på et filmlærred". – I en fjerde "tilværelse" var han en germaner, som var taget til fange af romerne og nu blev kastet for løverne. Igen forekom der en utrolig livagtig "genoplevelse": "Pludselig fangede jeg et blik fra en af tilskuerne. Han havde det ondeste ansigt, jeg nogen sinde har set, blottet for enhver medfølelse og for følelser i det hele taget. Han havde langt, brunt hår, som var klippet tæt oven på det runde hoved. Hans venstre øje var rødt af betændelse, hvilket fik ham til at se endnu mere afstumpet ud. Han sad ved siden af en fedladen person med en snavset toga." I 8 af de 9 "tidligere tilværelser" havde Moody samme køn, men i det 9. og sidste var han kvinde. Han oplevede da et liv som kvindelig kunstner i Kina. Dette liv endte dramatisk, idet han som gammel kvinde blev kvalt af en ung mand. "Jeg havde fornemmelsen af at sidde som passiv tilskuer til en film. Begivenhederne udfoldede sig optrin for optrin. Det var som at sidde i en biograf. Alle detaljer var i farver og meget tydelige, jeg behøvede ikke at foretage mig andet end at se".

Efter denne personlige oplevelse begyndte Moody selv at dyrke den hypnotiske regression på sine klienter som led i en terapeutisk praktik. Han arbejdede herefter på linie med den gruppe af regressionsterapeuter, som er opstået siden 1980 i forbindelse med New-Age-bevægelsen, der behandler mennesker med psykiske problemer via "genoplevelse" og bearbejdning af oplevelser fra "tidligere tilværelser".

Men er det nu også tidligere tilværelser, der trækkes frem fra personens ubevidste dyb til den vågne bevidstheds overflade? I mange tilfælde tror jeg, at det er det, bl.a. fordi en hypnotiseret person er under kraftig suggestiv påvirkning fra hypnotisøren og derfor ubevidst søger at følge hypnotisørens vilje. At denne magt er meget virkningsfuld får man indtryk af gennem eksperimenter med posthypnotisk suggestion, hvor personen hypnotiseres til fx fem minutter efter hypnosen at slå sin paraply op, selvom det er fuldstændig irrelevant. Han gør det, også selv om han befinder sig i en stue eller et lokale, som er fyldt med et publikum, der ler ad ham.

Moody bringer flere eksempler, som lyder troværdige. Således et om en patient, der havde gået til traditionel psykoterapi i flere måneder for at blive af med en alvorlig depression. Han havde nogle livagtige drømme, hvor han oplevede scener fra skyttegravene under 1. verdenskrig. En af hans venner anbefalede ham regressionsterapi og han gik modstræbende med til at forsøge en behandling med hypnotisk regression.

Under hypnosen befandt han sig pludselig i et slag under første verdenskrig. Han var infanterist ved fronten og var på grund af kraftig beskydning fra artilleri og maskingeværer henvist til at søge dækning i en skyttegrav. Denne oplevelse hensatte ham i en dyb depression, som nu skyldtes krigen og den konstante fare for at blive udslettet. Han trak vejret tungt og svedte voldsomt, mens han beskrev den angst, som var hans konstante følgesvend. Hans ansigt var fordrejet af smerte og angst, da han beskrev, hvordan de andre soldater blev slået ihjel. "Det var rædselsfuldt. Hvor jeg end vendte mig hen, blev jeg mødt af døden. Selv om vi søgte tilflugt i skyttegravene, blev vi overdænget med granater; de haglede ned over os oppe fra himlen."

Terapeuten havde selv følgende kommentar til denne hypnotiske regression. "Jeg har sjældent oplevet en så følelsesbetonet hypnose. Ud fra min erfaring som terapeut kan jeg roligt sige, at ingen patient er i stand til at fingere så stærke følelser. Både følelserne og beskrivelsen var fuldstændig ægte." – Man skal lægge mærke til, at der ikke her er den neutrale distance, som Moody selv havde oplevet, hvor han følte sig som passiv tilskuer til en film.

Denne forskel i følelsesmæssig engagement er en af grundene til, at jeg ikke tror, der altid er tale om tidligere liv. Men det der i størst grad vækker min mistænksomhed, er som sagt de tilfælde – der forekommer ind imellem – hvor vedkommende optræder med modsat køn, hvilket som sagt er uforeneligt med Martinus analyser.

I Martinus' beskrivelse af mennesket rummer det to bevidsthedsformer, dagsbevidstheden og natbevidstheden. Dagsbevidstheden er vor velkendte daglige bevidsthed, baseret på vor tilværelse i den fysiske verden, erfaringer fra de fysiske omgivelser og vore medmennesker, samt vor viden og erindringer så langt vi husker tilbage i dette liv. Natbevidstheden er som navnet siger vor bevidsthed om natten, når vort legeme sover og den fysiske dagsbevidsthed er afbrudt. Man tror måske i første omgang, at natbevidstheden kun omfatter drømme, men disse er faktisk kun "udsivninger" fra det univers, som natbevidstheden i virkeligheden giver adgang til.

Natbevidsthedens univers eller den åndelige verden er tilværelsens primære tilværelsesplan. Det er en verden af stråleformig energi, hvor tanken og den bevidste skabeevne spiller en afgørende rolle. Ligesom oplevelsen af det fysiske univers er betinget af et legeme med sanse- og skabeorganer, dvs. den fysiske organisme, således er også oplevelsen af de åndelige tilværelsesplaner afhængig af sanse- og skabelegemer. Til det formål har det levende væsen 5 åndelige eller stråleformige legemer, hvoraf især følelseslegemet, intelligens- og intuitionslegemet spiller en afgørende rolle for menneskets oplevelsesmuligheder på det åndelige plan. Det er disse legemers udviklingstilstand, der betinger, hvor rige og nuancerede natbevidsthedsoplevelserne kan blive ud fra en human og intellektuel menneskelig synsvinkel. Men de er ikke blot afgørende for, hvad individet kan opleve under søvnen, men også for hvad de kan opleve under "døden", idet søvnens og "dødens" verden i princippet er den samme, nemlig det åndelige tilværelsesplan.

Mellem dagsbevidstheden og natbevidstheden er der en barriere for dyrets og det ufærdige menneskes vedkommende. Det skyldes hensynet til menneskets udvikling. Dagsbevidsthedsområdet er det arbejdsfelt, hvor menneskets følelser og intelligens kan udvikles, fordi det her er nødt til at udnytte konkrete fysiske erfaringer og sociale erfaringer fra dets samvær med andre mennesker i den daglige tilværelse. Hvis det samtidig havde indblik i natbevidsthedsområdet ville det på mange måder kunne få løsninger foræret uden selv at have ydet det nødvendige intelligensmæssige arbejde. Det ville være som at kigge i facitlisten uden af have lært udregningerne eller at bruge lommeregneren uden at have opøvet den elementære talbehandling. Martinus fortæller da også, at mennesker, som ved kunstige metoder opøver okkulte evner og således tiltvinger sig adgang til natbevidstheden, får svækket deres intelligens, samtidig med at deres følelsesliv overeksponeres.

Den åndelige verden er livets primære tilværelsesform, mens den fysiske verden er af sekundær natur. Natbevidsthedens oplevelsesform er derfor af en højere kvalitet, mere "levende" og "virkelig" kan man sige. Med hensyn til former, strukturer, farver, intensitet, klarhed og oplevelsen af andre væsener står disse kvaliteter altså ikke tilbage for den fysiske verden, men tværtimod langt over denne.

Desuden har samværet med medvæsener den fordel, at kommunikationen sker direkte ved tankeoverføring. Man skal ikke bruge tekst eller tale, men kan direkte modtage andre menneskers forestillinger, oplevelser, ønsker m.m. i "tankematerie" som en art supervideo, der er en tro kopi af deres reelle oplevelser. Men naturligvis afhængig af at man selv har beslægtede erfaringer, eftersom man ikke kan sprænge sit eget udviklingsstadium og opleve tilstande, der ligger længere fremme i ens egen udviklingsbane. Men inden for sit udviklingsstadiums rammer kan man altså direkte "gå ind i" sine medvæseners biografier, hvis de fremstiller dem i tankematerie. Og der er ingen tvivl om, at netop denne delagtiggørelse i hinandens oplevelser, skæbner og udvikling henholdsvis under søvnen og "døden" vil have et betydeligt omfang og vil være umådelig inspirerende!!

Hvad kan disse oplysninger om natbevidstheden så bidrage med med hensyn til nærværende emne og problem? Jo, de giver en alternativ mulighed for at forklare de skæbneforløb og begivenhedssekvenser, der kan opleves under hypnose. Hypnose er formodentlig netop en af de mulige kunstige veje til natbevidsthedsområdet, der åbner for den direkte tankeoverføring fra mennesker, måske fra bekendte, som midlertidigt befinder sig på det åndelige plan, fordi de er "døde", og hvis liv og skæbne man har været særlig interesseret i. Gennem hypnosen knyttes der måske nogle tråde, som har været særdeles væsentlige for vedkommende på det åndelige plan, og som det meget gerne genoplever, når der gives mulighed for det. Den styrke og prægnans, hvormed billederne fremtræder og som kan fortolkes som genoplevelse af vedkommendes egne tidligere inkarnationer, vil da hidrøre fra den højere grad af virkelighedskarakter, som oplevelser på det åndelige plan har.

Det er sjældent, det er muligt at forklare regressioner som kryptomnesi, men for en ordens skyld bør denne mulighed nævnes.

I overensstemmelse med Martinus har hun erfaret, at mange mennesker, der dør fx ved ulykker, er forvirrede og ikke forstår deres nye tilstand. De kan være så fikserede på den verden, de har forladt og de aktiviteter, de har deltaget i, at de ignorerer skytsånder fra den åndelige verden, som vil hjælpe dem videre. "Når de ser deres afsjælede legeme, blokerer de eller hævder, at de sover, eller at det er en anden... " "Efter dødsfald ved ulykker bliver de forvirrede og bliver ved stedet i timer, måneder, somme tider i år. De går ind i deres vante omgivelser og kan ikke forstå, at folk ikke kan se eller høre dem." – I denne tilstand må man forestille sig, at disse usikre sjæle prøver at klamre sig til fysiske mennesker for at få del i det fysiske liv, som for dem endnu er virkeligheden.

Almindelige psykisk sunde mennesker med god selvkontrol og viljestyrke behøver ikke blive bange for at blive besatte eller komme under påvirkning af afdøde mennesker. Men hvis man har en svag aura og udstråler de tendenser, som materialistiske ånder søger, er risikoen til stede. Martinus advarede mod spiritisme, pendulering og automatskrift, fordi disse aktiviteter nærmest er en invitation til ånder om at komme indenfor i ens nervesystem. Men også kraftig brug af alkohol og narkotika virker tiltrækkende på de afdøde ånder, som har været alkoholikere eller narkomaner og nu må nøjes med at snylte på den rus, de fysiske mennesker får.

Edith Fiore har imidlertid også erfaring for, at ulykker med midlertidigt bevidsthedstab kan have været anledningen til, at en afdød har fået et vist indpas i auraen og organismen. Ligeledes kan narkose på hospitaler eller hos tandlægen være den lejlighed, en afdød har benyttet sig af til at komme ind. I den sammenhæng fortæller hun forøvrigt, at tandlæger ofte har mange ånder knyttet til deres aura. Der kan således være flere, ja adskillige "gæster" i ens aura. På det grundlag har hun udviklet en hypnotisk teknik, således at hun kan påvirke de ubudne gæster suggestivt og få dem til at vende sig positivt mod den åndelige verden.

Martinus fortæller, at det kan være skæbnesvangert, hvis primitive ånder får indpas i ens aura, fordi de kan få magt over ens tanker og handlinger.

Martinus: "Besættelse kan finde sted og er ofte en fremherskende faktor i årsagen til forbrydelser, mord og drab. I sådanne tilfælde, hvor en ugerning skyldes en besættelse, kan forbryderen bagefter ikke gøre rede for sin udåd. Han har nærmest været i en slags halvtrance. Han husker kun, at han blev grebet af en uimodståelig trang til at udføre forbrydelsen."

Martinus' råd er i den forbindelse: Ret tanken ind på Gud, hver gang du mærker noget psykisk ubehageligt nærme sig! (Kosmos 10/1990).

I tilgift til de tilstande, som allerede er nævnt med hensyn til risiko for besættelse nævner Martinus i samme artikel også hypnose! Man kan derfor meget nemt forestille sig, at det ikke blot er klienten i stolen, som hypnotiseres, men tillige en eller flere af de eventuelle besættere. Og hvis hypnosen er et forsøg på regression til tidligere liv, vil man næppe kunne afgøre, hvis tidligere liv det drejer sig om. Her tror jeg vi har den vigtigste kilde til fejlfortolkninger af hypnotiske regressioner.

Lad mig slutte med et eksempel, der mere end antyder, at der er tale om en besætters tidligere liv og ikke den hypnotiseredes. Det er hentet fra den svenske forsker, læge og hypnotisør John Björkhems materiale: En 21-årig kvinde forvandles under regressionen pludselig til en ældre dame, som giver en utrolig detaljeret beskrivelse af hendes eget og hendes mands liv. I det følgende viste det sig imidlertid, at hendes informationer passede på hustruen til hendes musiklærer, som var død for nogle år siden. Hun havde knap set hans hustru, og det var ikke muligt at forklare, hvordan hun havde fået et så omfattende kendskab til hendes liv.

På baggrund af ovennævnte analyser er det sandsynligt, at den afdøde har knyttet sig til den 21-åriges aura, måske som et forsøg på at genskabe kontakten til manden!

Jævnfør Martinus: DEV II, symbol nr 21, side 160