Ældre Kosmos og Kontaktbreve

2. Time.

At Studiet af Martinus Analyser uvægerligt vil føre til en Stillingtagen til de i 1. Time nævnte Problemer er en Kendsgerning. Jo dybere man trænger ind i Studiet af Livet, desto mindre vil Afstanden mellem én selv og de Væsener, man kalder "Dyr" føles. Ting, man maaske ikke tidligere tænkte særligt dybt over, vil efterhaanden træde frem med større og større Skarphed. Studiet af de sjælelige Egenskaber hos Mennesket tvinger en til atter og atter at trække Parallellen mellem Menneske og Dyr og ikke altid i førstnævntes Favør. Mange Mennesker maa opleve, at den Trofasthed deres Hund viser dem, langt overgaar den, de fandt hos deres saakaldt bedste Ven. Men er Trofasthed i Venskab da en dyrisk Egenskab?

Kort sagt, Mennesket vil i Studiet af de aandelige Realiteter ret hurtigt opdage, at det Sjæleliv det selv har, ikke er begyndt i Mennesket, men strækker sig langt uden for dettes Zoner, dybt ned i det maaske foragtede Dyrerige. Og lige saa unaturligt, for ikke at sige barbarisk, Tanken om at spise den Hund, der daglig bereder en de største Glæder ved sin ligefremme Kærlighed imod en, lige saa barbarisk vil en Dag Tanken om at spise andre Dyr blive for det Menneske, der her har Mod til at bruge baade Forstand og Hjerte.

Men, vil saa den udenforstaaende sige, er Planterne da ikke ogsaa levende Væsener? Er det ikke lige saa barbarisk at tage deres Liv, blot for at spise dem? Spørgsmaalet er besnærende, og der er da heller ikke mange, der bliver Vegetarer, der ikke faar det stillet. Jo, Planterne er levende Væsener. Men Planterne er ikke animalske Væsener med et højt udviklet Nervesystem. Planterne er vegetabilske Væsener, hvilket vil sige Væsener uden Dagsbevidsthed her paa det fysiske Plan. Plantens indre Liv beror udelukkende paa Anelse, hvorfor dens Smerteoplevelsesevne praktisk talt er latent.

Og alligevel indeholder Spørgsmaalet noget, man bør vide. Det, at der virkelig findes Planteføde, som udelukkende er bestemt til Optagelse i animalske Organismer, nemlig alt Frugtkød omkring en Kerne! Igennem Optagelse i en Organisme frigøres Kernerne. De kan uskadt passere Tarmkanalerne og vende tilbage til Naturen, medens Frugtkødet saa at sige 100% udnyttet gaar over i den animalske Organisme. Og man vil da ogsaa kunne iagttage, hvorledes den voksende Udvikling og Forædling af diverse frugtbærende Planter Jorden over tiltager i samme Grad som vor Viden om den rigtige Ernæring. Sammenspillet er her aabenbart.

Men det jordiske Menneske er ikke i Almindelighed, og slet ikke i de køligere Zoner, indstillet paa totalt at kunne leve af ren Frugtføde. Og da det i dette Spørgsmaal ikke drejer sig om at manifestere Fanatisme eller haarde Yderpunkter, men derimod om en gradvis Ændring af gamle Vaner, bør man her søge Oplysninger i de efterhaanden talrige, gode vegetariske Kogebøger, der faas i enhver Boghandel. Angaaende en total Udredning af Problemets aandsvidenskabelige Side, maa jeg henvise til Martinus Storartikel "Den ideelle Føde" "Kosmos" 1933-34.

At man i Studiet af de kosmiske Analyser vil komme til at se med stadig større Kærlighed paa Planteriget er en ubestridelig Kendsgerning. Fra at have været noget man glædede sig over, fordi det nu engang var der, vil Planteriget en Dag fremtræde som en fantastisk straalende Hilsen fra en overjordisk Zone. Planten er ikke et Væsen, der gør Fortræd. Som en direkte Fortsættelse af Diamanternes og Smaragdernes skønne Verden, er det Plantens Mission at fortælle den tilstrækkeligt udviklede om en Verden fuld af Intuition og Salighed. Planten er et lysende guddommeligt Kærtegn midt i en mørk og brutal Verden. Den er Guddommens evigt ubesejrede Smil i selve Hadets og Lemlæstelsens Zone.

Og det udviklede Menneske vil da ogsaa hurtigt opdage, at naar Sorgens og Mismodets Skygger vælder ind over dets Sind, er det i Guds egen Kirke, - Naturen - at Sindet hurtigst bliver lægt. "Skoven har Hjerte for Menneskets Smerte" siger Digteren, en Sandhed ethvert udviklet Menneske kan bekræfte. Men denne voksende Forstaaelse af Blomstens Mission i vor Verden fører ogsaa til et Ansvar, det, ikke at være tankeløs i sin Omgang med Blomster. Det er ikke nødvendigt at plyndre Skovbunden for dens Flora. Ej heller bør Synet af en smuk Blomst straks føre til Begæret efter at bryde den, paa samme Maade som visse Jægere ikke kan se en Ræv eller Hare uden straks at jamre over, at de nu mangler deres Bøsse.

Men hvor vigtig end Overgangen til en renere Levevis er, saa er man alligevel ikke blevet noget bedre Menneske, fordi man lægger sin Kostplan om. De allerede nævnte Faktorer er, i Sammenligning med det, der ligger forude, blot af grovere Art. Men netop fordi de er saa enkle, betaler de sig ogsaa hurtigst, - hvis man da kræver Betaling for sin Ulejlighed med at bibringe sig selv Kultur, - Mennesker, der lever vegetarisk, bliver hurtigt mere modstandsdygtige over for Sygdom end anderledeslevende. Deres Blod bliver sundere og de faar igennem denne Levevis større Mulighed for at kunne bruge deres Hjerne end før. Og her er vi da ved et af de vigtigste Problemer i Forandringen af ens egen indre Tilstand fra den til Tider ubeherskede og frem til den til enhver Tid beherskede og beundrede harmoniske Sindstilstand.

Intet normalt Menneske vil bestride, at det gerne vilde være i Besiddelse af en bedre Hjerne end den, det har. Men medens det store Flertal, om det kunde faa en saadan bedre Hjerne, vel vilde bruge den til egne rent fysiske Formaal og deraf flydende Fordel, har Aandsforskeren en noget anden Indstilling. Han vilde bruge den til at forstaa Tilværelsen og om muligt finde Svar paa Aarsagen til og Meningen med, at han overhovedet eksisterer. Og i denne sin Søgen vil han hurtigt se, at omend det at leve vegetarisk, forudsat det virkelig er af etiske Grunde, er i absolut Kontakt med hans Trang til en højere Livsmanifestation, saa er han i og for sig ikke blevet "bedre" af den Grund, eller rettere, han har ikke faaet det synderligt bedre med sig selv. Hvis man forestiller sig Indgangen til en mere etisk Tilværelse som begyndende med Vandringen op ad en Trappe, vil man se, at der paa det første Trin staar skrevet: Du bør ikke forlange at Dyrene skal lade deres liv, blot for at du kan blive mæt! Paa det næste Trin: Kan du bevise mig, at Nikotin er en nødvendig Næring for dit Legeme, saa gaa trygt videre! Paa det tredjes Alkohol er Grus og Støv i dit svage kosmiske Syn! Men paa det fjerde Trin vilde der med Flammeskrift staa: Kun hvis du ved dit Hjerte fri for enhver Skygge af Intolerance, maa du gaa videre!

Medens det paa et givet Stadium i et Menneskes Længsel efter et renere Liv, ikke volder det uovervindelig Kamp at passere de tre første Trin op ad denne Trappe, møder det ofte paa det fjerde sin Overmand. Hvem ved sig fri for Intolerance mod et eller andet? Og dog lyder Budet: Ikke et Skridt videre. Her staar "Tærskelens Vogtere", her træder Mennesket an til Kampen paa den sidste Front: sin egen indre Front, den Kamp, der maa kæmpes, hvis man vil eje det kosteligste af alle Klenodier: Sjælsadel! Og det er da ogsaa fra dette Trin, vi hører Menneskets dybeste Suk iklædt Paulus berømte Ord: Det Gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det Onde jeg ikke vil, det gør jeg!

Paa dette Trin er det, at Mennesket over for sig selv maa indrømme, at to Naturer kæmper i dets Indre. To Viljer staar her imod hinanden: Viljen til det Gode, til i Praksis at leve det, man er overbevist om, er rigtigt, - og saa den fra Dyreriget nedarvede Tradition, der i Form af Vanebevidsthed ideligt griber forstyrrende ind og faa de skønne Drømme og Længsler om at leve som Menneske, til at briste, at styrte i Grus. Men hvor ubehageligt det end er at opleve dette Trin, saa er det dog et af Tilværelsens vigtigste. Thi Modgang avler Karakter. Karakter er Viljestyrke. Og den Dag Viljen her mobiliseres til Fordel for Begæret efter virkelig Viden om Livet, den Dag er man ikke alene Aandsforsker af Navn, men ogsaa af Gavn. Den Dag er man fuldt og helt moden til Studiet af de kosmiske Analyser, og som en lysende Kæde af Intuition og Livslyst vil de glide ind i ens Sind, og der opfylde deres Mission: at skabe Lys!

Jeg er hermed naaet igennem den Indledning, jeg følte, jeg maatte bringe, før jeg gik over til min egentlige Gennemgang af Livets Bog. Thi denne Gennemgang skal jo ikke forme sig som en Kopiering af Hovedværket, men derimod i langt højere Grad som en Vejledning i Studiet af det, en idelig Henvisning til det. Det har igennem flere Aar været mit store Ønske at forsøge en saadan Gennemgang, og jeg er derfor meget lykkelig ved den Mulighed for mit Ønskes Opfyldelse, jeg her har faaet. Paa den anden Side beder jeg Læseren om ikke at overvurdere mine Evner. At jeg har haft den store Lykke i en snart lang Aarrække at være Martinus nærmeste Medarbejder, er i sig selv ikke Udtryk for, at jeg er andet og mere end et ganske almindeligt Menneske. Og det er da ogsaa som saadan, jeg ved dette Arbejde ønsker at bidrage til, at Deltagerne i denne Gennemgang maa faa den samme Glæde og Inspiration af Martinus store Analyser, som jeg selv har haft den Lykke at opleve.

---

Et af de første Modsætningsforhold mellem almindelige Mennesker og Mennesker med en mere aandelig Indstilling, man bliver Vidne til, er den Forskel i Opfattelsen af Naturen de to Parter lægger for Dagen. For det almindelige Menneske er det kun Mennesket, der har en "Sjæl". Dyret er nok levende, men sjælløst. Og Grænsen for dets Erkendelse sætter et saadant Menneske helt ved Planteriget. Hvad der er derudover, er "Stof", ved hvilket det forstaar noget absolut dødt. Det spirituelle Menneske kan ikke forsone sig med denne Opfattelse. Der er noget i dets Sind, der oprøres over dette Kortsyn. Det har i sig en fremragende Fornemmelse af, at alt er Liv. At alt er levende. (Livets Bog Stk. 1.)