Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det ligger i Sagens Natur, at man, den Dag man paa sin Vej finder noget, der gør en selv umaadelig glad, føler sig gennemstrømmet af Trang til at delagtiggøre andre i sin Glæde. Denne Følelse er almenkendt, - og almindelig misbrugt. Naar jeg saa dristigt skriver "misbrugt", er det, fordi et mere indgaaende Kendskab til Følelsesenergiens Paavirkning af Mentaliteten hurtigt viser den, der ønsker at kende Virkelighedens Verden, at denne Energi i "fri Dressur" let tager Magten, og i Stedet for den villede Glæde i den andens Sind meget let kommer til at skabe den modsatte Virkning. Thi enhver Glæde har sin Forudsætning, beroende baade paa tidligere oplevede Livs Erfaringsmateriale, der i Dag kommer til Syne som "Talent" og samme Talents i nuværende Liv udarbejdede Tilstand som "Interesse". Og hvem garanterer, at det Menneske, man gerne vil glæde med sin nye Viden, har samme Talent og følgelig samme Interesse? Følelsen alene gør det ikke!

Naar jeg har valgt dette Problem til Indledning af min Gennemgang af de Problemer, Martinus har behandlet i sit Hovedværk, skyldes det et snart mangeaarigt Kendskab til de Fejltagelser, de fleste begaar, naar de ønsker at give andre Del i den Glæde, de selv har faaet af deres, gennem Studiet af Livets Bog, ændrede Indstilling til Tilværelsen. Muligvis har Talentet til Forstaaelse af de kosmiske Analyser været saa stærkt udviklet, at blot det mindste Stød har sat det i Gang, og til Omgivelsernes Forfærdelse ser de pludselig en af deres nærmeste undergaa en Forandring i Liv, der næsten kan sidestilles med den, Insekterne gennemgaar fra Larve til Sommerfugl, - blot med den Forskel, at det er Familien umuligt at faa Øje paa Skønheden i de "aandelige" Vinger, de ser folde sig ud for deres Øjne. Og hvorfor? Fordi Følelsen simpelthen er løbet af med Vedkommendes Fornuft og har faaet ham (hende) til brat at styrte sig ud i en Livsforandring, der maa forekomme de nærmeste Omgivelser katastrofal, selv om dens Baggrund er af aldrig saa idealistisk Natur.

Misforstaaelsen er her aabenbar. I sin stærke Glæde over endelig at føle fast Bund under Fødderne, bliver den nyindviede saa uendelig lykkelig, at han absolut maa meddele sig til Omgivelserne, ja gaar ud fra som givet, at det han kan forstaa, som er saa simpelt og ligetil, det maa de andre da ogsaa kunde se, - og dermed er Lavinen sat i Skred. At Kunsten at "kunne tie" derfor er blevet sat som et af den nyindviedes første Maal, er ikke nogen Tilfældighed. Men denne Tavshedsdyrkelse har sin Begrænsning, som kommer til Syne der, hvor Fornuften eller Intelligensen har faaet baandlagt den livlige Følelse, og Mennesket paany fremtræder som - ikke Fantast - men ligevægtigt Fornuftsvæsen!

Selv om man over for sig selv maa indrømme, at ens Møde med Martinus Analyser forløb som ovenfor beskrevet, er der ingen Grund til at være ulykkelig. Det er en ganske almindelig Oplevelse, at den, hvis Gane brænder af Tørke, daarligt kender Maade, naar han pludselig stilles overfor at kunne faa sin Tørst slukket ubegrænset. Der er blot ingen Grund til, at en eventuel Fejltagelse skal vare længere end højst nødvendigt, og jeg vil derfor i det efterfølgende gaa over til at prøve at vise den Vej, det bringer mest Glæde at følge, naar man vil hjælpe andre til den Glæde, man selv i Studiet af disse Analyser har oplevet.

Man skal ikke kende ret meget til Martinus Arbejde, før man ved, at det ikke udgør nogen Opfordring til vedblivende at spise Kød, ryge Tobak og nyde Alkohol. I sin nøgterne Paavisning af, at til Erhvervelse af en ren Bevidsthed, d.v.s. en Bevidsthed, der ikke opretholdes paa Basis af Indtagelse af Stoffer, der ikke har med virkelig "Næring" at gøre, maa Mennesket indtage ren Føde, hvilket vil sige Stoffer, som kun tjener det Formaal at opretholde et virkeligt sundt Legeme, kan det for en umiddelbar Betragtning godt se ud, som om Martinus stiller større Fordringer, end det er givet et almindeligt Menneske at efterkomme, ja at han igennem disse sine "Krav" faktisk virker sektskabende. Men har han nogensinde stillet disse "Krav"? Aldrig! At han paaviser vejen frem til en højere Form for Tilværelse, og at han selv er det personificerede Udtryk for denne Tilstand, er ikke det samme som, at han forlanger noget som helst af noget Menneske.

Og det er da ogsaa snarere det modsatte, der er Tilfældet. Forudsætningen for en stabil aandelig Vækst er netop den gradvise Ændring af Mentaliteten og dermed Handlemaaden, ikke den revolutionære. At blive Vegetar er ikke alene et teoretisk Spørgsmaal, det er i højeste Grad et etisk Problem. De kosmiske Analyser tager ikke Sigte paa at latterliggøre Kødspisningen, de tager Sigte paa at vise, at saalænge man ernærer sig af Kød, maa højtudviklede Væsener med fremragende Smerteoplevelsesevne lægge Krop til. Problemet er ikke et Madspørgsmaal, men derimod et Spørgsmaal om sjælelig Reaktionsevne; om man i en given Situation selv kunde dræbe de Dyr, hvis Kød man spiser, eller om man i den samme Situation maatte affinde sig med at ernære sig af anden Kost. Forstaar man dette Problem i Dybden, vil man ogsaa forstaa at lade sin Overgang fra den ene til den anden Kostform - over en Periode, hvis Længde man selv bestemmer, - foregaa uden særlige Trommehvirvler og anden Støj.

Og som med Kødet, lige saadan med Tobak og Alkohol. Begge disse to Realiteters Indvirkning paa de sjælelige Evner er velkendt. De angriber begge Koncentrationsevnen, og næppe et eneste alvorligt Menneske vil forsvare nogen af dem som "Næringsmidler". De er Nydelsesmidler, som successive vil forsvinde, bekæmpet som de bliver af den stadig voksende Intelligens og Intuition. Men om samtlige tre Faktorer gælder det, at den som afskaffer Nydelsen af dem over en given Tid og paa stilfærdig Vis uden at reklamere med, at nu er han (hun) blevet saa "højtudviklet", at alt det gudskelov er noget tilbagelagt; det Menneske handler i den Aand, som kun kan skabe Respekt og Velvilje om et Menneske. Praleri er altid en trist Egenskab, men den synes at være mest utiltalende, naar den udløses inden for Omraader af rent aandelig Natur. At være udfordrende paa disse Felter vil næsten altid være ensbetydende med at faa Betegnelsen "Fanatiker" eller "Fantast" heftet paa sig, - Opfattelser, man altsaa kun har sin egen forkerte Optræden at takke for.