Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus giver med sine kosmiske analyser mange af Jesu udtalelser fornyet betydning, f.eks. denne "at tage sit kors op". Vil det sige at Martinus støtter en "livsfornægtende filosofi" eller er der en dybere mening i denne udtalelse, som har betydning for livets opretholdelse? Jeg tror det bliver vanskeligt at beskylde Martinus for at have skabt et livsfornægtende livssyn. Er der ret mange mennesker, som med en så urokkelig overbevisning og præcision har kunnet præsentere en så strålende fremtid for jordklodens vedkommende efter de krige, som verden nu må gennemgå? Lad så være at det kommer til at tage lang tid – omkring tre tusind år, men dette vidner efter min mening kun om, at denne påstand har med realistisk tænkning at gøre. Er der i øvrigt mange andre forfattere, som ved hjælp af videnskabelige analyser har formået at påvise en positiv mening med alt hvad der sker, i alle livets detaljer, såvel i det store som i det små?

Når Martinus henviser til Jesu opfordring om "at tage sit kors op", så sker det ikke som en opfordring til meningsløs livsfornægtelse, men som en holdning, der er betydningsfuld netop i den situation jordmennesket befinder sig i: nemlig forvandlingen fra dyr til menneske. Korset symboliserer i denne sammenhæng netop den lidelse, som ethvert væsen, der befinder sig i denne forvandling, må udholde. Denne lidelse er på sin side noget dette væsen selv har skabt ved at "korsfæste" sine medvæsener, det vil sige udsætte dem for lidelser. Dette indser man lettere, når man gennem det kosmiske verdensbillede får viden om, at hele vor livsskæbne er resultatet af vore tidligere tanker og handlinger, der gennem "karmaloven" kommer tilbage til os selv.

At "tage sit kors op" og følge verdensgenløseren er det samme som at acceptere de lidelser, som forekommer i vor egen livsskæbne og ikke forsøge at "læsse dem over" på medvæsnerne – det vil sige at give andre skylden for vore lidelser. Det er ikke det samme som selvpinsler, men tværtimod den hurtigste vej til varig befrielse for lidelserne, eftersom vi faktisk undgår at øge tyngden af vort eget kors hver gang det lykkes os at tilgive nogle af vore medvæsener. Det kan ganske vist være svært i begyndelsen at indse, at det faktisk er os selv, der har skabt den lidelse vi kommer ud for – men har man en gang gjort sig fortrolig med denne tanke med hensyn til sin egen skæbne, så har man også skabt et klippefast grundlag for at befri sig for disse lidelser. For ligesom vi selv er den dybeste årsag til vore lidelser, så er det også os selv, der i samarbejde med Forsynet har den virkelige magt til at befri os. Det kan ganske vist se ud som en "genvej" at lægge skylden på en eller anden, som har optrådt "så gement og uretfærdigt over for os", men denne holdning vil kun føre os ud i nye konflikter og dermed nye lidelser. Denne genvej viser sig altså i virkeligheden at blive en omvej.

Er det da tilstrækkeligt at lære at tilgive vore medvæsener, når disse bliver Guddommens redskab for at sende de energier tilbage, som vi selv engang har udsendt? Nej, det er ganske vist et første skridt, som i sig selv kan være nok så vanskeligt at gennemføre set på baggrund af de mange tusind års krig på forskellige niveauer eller "syndebuksmentalitet", som jordmenneskehedens historie beretter om. Men for at evnen til at tilgive "sin næste" skal kunne udvikles til fuldkommenhed, må man også lære at tilgive og elske sig selv. Først da kan det guddommelige bud "elsk din næste som dig selv" blive til virkelighed. Vi kan godt befri os selv for skyld uden at lægge den over på en forhåndenværende syndebuk i omgivelserne. Det kan ske ved at vi indser, at vi ikke formåede at handle anderledes end vi gjorde, selv om dette kan have medført fejlmanifestationer, som så på sin side har forårsaget lidelse og "korsfæstelse".

Selve lidelsen kan vi derimod ikke altid så let befri os fra, før den har fuldført sin mission. Det skyldes, at lidelserne har en højere mission i vor fuldkommengørelse til rigtige mennesker, som ikke kan erstattes af ren teoretisk indsigt. Lidelsen virker her på et dybere plan i bevidstheden og bevirker derigennem en dybere forandring end den teoretiske indsigt nogensinde kan gøre. Derfor må ethvert væsen, der befinder sig i forvandlingen fra dyr til menneske gennemgå et vist kvantum lidelse, må "bære sit kors". Men derudover har vi altså et frit valg: at omsætte denne lidelse og denne frustration til nye anklager, ny fjendtlighed og nye konflikter eller at følge verdensgenløserens eksempel – acceptere den lidelse, som Forsynet eller skæbnen har forudbestemt og så trods dette så en ny sæd af forståelse og kærlighed. Ved at følge det sidste eksempel kan vi udløse den vigtigste forvandling, der kan udløses: nemlig forvandlingen fra selviskhed til virkelig uselviskhed. Gennem den successive forvandling kommer vi også til at tage del i en større forvandling af makrokosmiske dimensioner: udviklingen af et helt samfund baseret på uselviske principper – et rigtigt menneskerige.