Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De sidste 10–12 Aar har i allerhøjeste Grad staaet i Teknikens Tegn, nogen tilsvarende Periode kan vist ikke paavises i hele Udviklingshistorien, og denne voldsomme Fremgang har paa en Maade taget Vejret fra Menneskene. Nu har de efterhaanden vænnet sig til, at Tempoet er blevet et andet, og der begynder at indfinde sig noget, man kunde kalde en Reaktion, men som i Virkeligheden er en tilsvarende Udvikling, der blot er forskudt lidt i Forhold til den førstnævnte, nemlig Udviklingen og Gennembruddet indenfor Aandsvidenskabens, Religionsfilosofiens Omraader.

Det kan ikke nytte at nægte det, Statskirken vakler, og Grunden dertil er, at Menneskenes Intelligens, der jo paa de tekniske Felter har været Genstand for en kolossal Udvikling, nu er begyndt at sætte ind paa de aandelige; man er begyndt at gaa Kirken, og med den Religionen, efter i Sømmene.

For en ung Akademiker, der jo omtrent lige er begyndt at tænke selvstændigt paa de Omraader, frembyder den foreliggende Situation et broget Skue, og hvordan er nu hans Forudsætninger for at kunne bedømme dette? Ja – de er naturligvis de allerbedste, kan man sige, eftersom han ikke er forud indtaget for eller imod noget, men – thi et lille "men" synes jeg der er – han mangler et sikkert Grundlag, som han kan gaa ud fra.

Lad os antage, at han har gennemgaaet en Latin- eller Statsskoles 4 Mellemskole og 3 Gymnasieklasser. Mellemskolen – siger De – kan man godt slaa en Streg over, for der gaar jo kun Børn. Det tror jeg er meget forkert, tværtimod, det er jo netop i den unge Alder, at man skulde lægge Grunden.

Som det nu er, gaar den "Religionsundervisning", man de fleste Steder finder, hovedsageligt ud paa en ren Lektielæsning, som uden at tage Skade kunde slaas sammen med Historieundervisningen. Derved bibringer man Børnene en forkert Opfattelse af disse Emner og risikerer, at de Interesser, der muligvis, ja sikkert findes hos de fleste af dem, kvæles, fordi det ikke anses for "drengeagtigt" af Kammerater at have Interesser i den Retning. Hvis man derimod lagde det saaledes til Rette, at Læreren satte sig ned paa Børnenes Udviklingstrin og gav sig til at diskutere Problemerne med dem, lod dem fremsætte deres egne Meninger (for det er der nemlig mange, der har), saa vilde der skabes en ganske anden Interesse for dette Fag, som jo burde være et af de største.

Gaar man videre fra Mellemskolen op i Gymnasiet, hvor de vordende "Herrer i Aandernes Rige" uddannes, kunde man vente sig her at finde en Slags religionsfilosofisk Undervisning, der gik ud paa at bibringe Eleven en fornuftsmæssig Forklaring af de okkulte Emner og at give ham Lejlighed til at diskutere disse med en i Forhold til ham selv mere moden og mere udviklet Lærer og saaledes skabe et Grundlag, som Eleven selv kunde bygge videre paa.

Men det er desværre langtfra Tilfældet. Ganske vist har man opgivet Undervisningen i Bibelhistorie, maaske fordi Eleven er "udlært" eller fordi man er klar over, at det i mangt og meget er utilfredsstillende for det mere fremskredne Individ, men man har ikke forstaaet at sætte det rette i Stedet.

Man har indført et Fag, som kaldes "Kirkehistorie", og som jeg synes, man lige saa godt kunde stryge af Skemaet; jeg synes nemlig ikke, at det har nogen som helst Berettigelse. Undervisningen heri gaar ud paa at bibringe Eleven en Slags historisk Oversigt over de forskellige Sekter og Missionens Trivsel i Landet i Løbet af den Tid, Kristendommen har eksisteret.

Dette tager 3 Aar – hele Gymnasiet – hele den Tid, hvor det unge, voksende Menneske er mest modtagelig for Kundskab. Spørger man en Student et Aar efter, at han har taget Studentereksamen, om han kan huske noget af den Kirkehistorie, han har lært, vil han svare nej, selv ikke den dygtigste Lærer vil kunne gøre et saadant Stof interessant for sine Elever.

Vi ser altsaa, at naar Eleven forlader sin Skole som Student, er han paa det aandelige Omraade ikke naaet videre, end da han gik i Mellemskolen, tværtimod, han har mistet det lille Barns Tro paa, at det, som hans Far og Mor fortalte, var sandt, og han er maaske oven i Købet begyndt at se lidt ringeagtende paa det, der hedder Kirke og Religion, fordi han opdager, hvor lidt det formaar at besvare alle de Problemer, han tumler med, og navnlig fordi han ser, hvor lidt det formaar at holde sammen paa dets egne Forkæmpere.

Dette, at ikke engang Kirkens Mænd er enige, kan ikke undgaa at bibringe ham den Opfattelse, at der er noget galt, men hvad er det? Hvem skal fortælle ham det?

Da Tendensen er saadan, at den moderne Ungdom ønsker Viden – paa alle Felter – giver han sig til at læse til Filosofikum.

Da han ikke er forud indtaget for noget, kommer han med de bedste Forudsætninger for at faa noget ud af det; men det gaar alt for snart op for ham, at han er gaaet forkert, og hvis det ikke var fordi den Eksamen krævedes for at Studierne skal kunne fortsættes, forlod han den øjeblikkelig.

Er man historisk interesseret i de okkulte Problemers Udvikling, er der en svag Mulighed for at faa et Udbytte af de filosofiske Forelæsninger, men for den virkelig Sandhedssøgende vil det snart vise sig, at han ikke her vil finde noget Svar paa sine Spørgsmaal. Han møder mange fint opbyggede Ordkonstruktioner, men der er ingen Bund bagved, og dette at tage Filosofikum, kan ikke betragtes som en Prøve paa Modenhed og aandelig Udvikling, men kun som et Bevis paa, at Vedkommende er i Stand til at lære og huske et noget alsidigt Pensum.

Som man ser, er de Forudsætninger, den unge Akademiker har for at bedømme den foreliggende Situation, meget smaa, og Aarsagen dertil er, at han "savner et Fag".

Søger han Viden indenfor et hvilket som helst andet Omraade, vil han kunne faa Svar, der klart og grundigt sætter ham ind i det, han ikke forstaar; han kan tale med sine Lærere og Professorer om Problemerne, men indenfor Aandsvidenskaben finder han intet tilsvarende.

Han kan spørge Teologerne – siger De –; men deres "Videnskab" stammer fra de første Aarhundreder, og er siden den Tid ikke undergaaet væsentlige Forandringer, saa det er klart, at de Svar, som derigennem gives paa okkulte Problemer, ikke tilfredsstiller det moderne Menneske, der, som nævnt, paa alle andre Felter er vant til at faa ganske anderledes klare, saglige og udtømmende Forklaringer.

Som sagt, der mangler et Fag, eller maaske snarere en Videnskab, en moderne Aandsvidenskab.

At Bibelens Skabelseshistorie er forkert, har de mere materielle Videnskaber allerede belært Menneskene om, men der ligger utallige andre Spørgsmaal og venter paa, at den moderne Aandsvidenskab skal komme og besvare dem.

Hvad bestemmer et Menneskes Skæbne? Er der et Liv efter Døden? Skal man tro paa Sjælevandring? Har Dyrene Sjæl? Er Mordere eksistensberettigede? o. s. v.

Spørgsmaalene myldrer frem, saa snart det viser sig, at der er Svar at faa, og det er det, den unge Akademiker venter sig af den moderne Aandsvidenskab; en Videnskab, der kan give klare og letfattelige Svar paa alle hans hidtil ubesvarede Spørgsmaal, og vel at mærke Svar, om hvilken hans Fornuft siger ham, at de er sande!