Kosmos 1992/4 side 68
"Skæbnevidenskab" – den vigtigste af videnskaberne
af Gunnar Aronsson
Vor hverdag er fuld af "ulykkelige skæbner", hvis årsager forekommer "ubegribelige"
Hver dag konfronteres vi – både direkte i vort daglige liv og indirekte gennem medierne – med tilsyneladende tilfældigt udløste katastrofer. Det kan være væsener, der udsættes for pludselige ulykker, krigeriske eller kriminelle handlinger, en voldelig partner eller svære sygdomstilfælde; begivenheder hvis årsager forekommer uklare eller helt "ubegribelige". Vor spontane reaktion er oftest: "Hvordan går det til, at disse uskyldige mennesker kommer ud for så mange lidelser?" Eller, hvis det gælder os selv: "Hvorfor rammes netop jeg af disse vanskeligheder?" For de af os, der endnu lever uden den kosmiske orientering, som i særdeleshed Martinus har givet os, er det let at se tilværelsen som kaotisk, dybt uretfærdig, grum og fyldt med "meningsløs" lidelse for det enkelte væsen som for de mange.
Og artikelforfatteren drister sig heller ikke til at sige, at det modsatte er indlysende, det vil sige, at verden er retfærdig indtil mindste detalje og dermed kærlig. At hævde det kan kun det menneske, som i så fald oplever dette facit som en direkte virkelighed, hvilket vil sige et menneske, der har en åndelig sansekapacitet, som vi "almindelige" mennesker endnu ikke har udviklet.
At søge efter "indicier" eller "bevismateriale" for en logisk og dermed kærlig verdensorden
Det vi "almindelige" eller "ikke-kosmisk indviede" mennesker kan gøre, er fordomsfrit at søge efter "bevismateriale" i vor egen hverdags virkelighed for på den måde at undersøge, om der findes en kerne af sandhed i de åndelige foregangsmænds udtalelser om emnet, f.eks. at "ikke en spurv falder til jorden uden eders Faders vilje" eller som Martinus udtrykker det "ingen kan lide uret og ingen kan gøre uret".
Vor analyseringsevne fungerer bedst der, hvor det drejer sig om begivenheder i vor nærhed, og det mest naturlige er derfor helt enkelt at begynde med os selv, prøve at betragte vor egen skæbneudvikling, vort karmiske mønster. Da livet selv ifølge samme teori hele tiden præsenterer os for begivenheder, der især har betydning for og tilknytning til os, er denne forskning både lettere og sværere end vi måske forestiller os. Det er lettere, fordi vi atter og atter ifølge kredsløbsprincippet får en repetitionsmulighed, hvis budskabet eller undervisningen glipper for os; sværere fordi vi let ser "splinten i vor broders øje, men ikke bjælken i vort eget".
I vor tænkning mangler vi almindeligvis kontakt med de dybere, intuitive bevidsthedsplaner
Størstedelen af os jordmennesker tænker og reflekterer almindeligvis uden kontakt med de dybere bevidsthedsplaner, og her sigtes i særlig grad til de tankearter, der hidrører fra en nogenlunde balance mellem følelse og intelligens. Denne balance er eftertragtelsesværdig, fordi den sætter os i stand til at se mindre instinktivt på en begivenhed og mere neutralt og kosmisk korrekt, så intuitionsenergiens indtrængen i bevidstheden kan forberedes.
Intuitionsenergien på sin side giver os i mange tilfælde en slags facit eller korrektion på de hændelser, som vi konfronteres med. Det er som om vort første instinktive "barnlige" indtryk kompletteres med eller helt erstattes af et mere modent "voksent" indtryk. Hændelsen kan være nok så smertelig, men vi kan gennem vor intuition opleve, at noget hos den "skæbneramte", os selv eller vor ven, har skabt visse forudsætninger, en vis grobund, for udløsningen af hændelsen. Så fokuseres der ikke direkte på de udløsende faktorer for hændelsen f.eks. at "jeg var så beruset, at jeg ikke vidste hvad jeg gjorde" eller at "jeg var så overanstrengt, at jeg blev syg", men på omstændighedernes begyndelse i bevidstheden hos den "skæbneramte", det vil sige de frø som senere voksede og blev til manifesteret høst.
Vore bevidste tanker styrer vore handlinger og dermed – i forlængelse heraf – vor skæbne
Disse frø kan ikke være andet end tankearter eller tankeklimaer, da vor tænkning – bevidst eller ubevidst – i form af "arvede" talenter og tilbøjeligheder styrer vore handlinger.
Hvis vi gennem lang tid anvender negative tankearter eller tankeklimaer er det klart, vi får en dominerende negativ eller destruktiv mentalitet, hvilket så igen vil skabe problemer for os. På samme måde er det lige så klart, at vi efterhånden får en optimistisk mentalitet, hvis vi begynder at anvende mere positive tankearter eller tankeklimaer – og det vil styrke vor livssituation.
De frø vi dyrker i vor have kommer til slut til at blomstre eller nå deres kulmination, hvilket er det samme som et bærende talent eller en dominerende tendens i vor psyke. At der kan gå lang tid mellem sæd og høst ændrer ikke princippet.
Dette kan selv skeptikeren måske samtykke i, idet logikken er åbenbar, men det giver os næppe nogen forklaring på den "uforklarlige" eller "tilfældige" skæbne.
Selv om du er optimistisk anlagt, kan du pludselig miste din stilling eller blive påkørt af en bil. Vi ser her intet tydeligt skæbnemønster og bliver så tilbøjelig til at give "samfundet", "uheldet" eller "tilfældet" skylden.
Det paradoksale opstår da, at vi i det ene tilfælde kan se årsag-virkning forbindelsen og får facittet verden er logisk, men i det andet tilfælde ikke kan se årsag-virkning mønsteret og konkluderer verden er tilfældig.
Er der da noget der viser, at naturen, det vil sige virkeligheden, heller ikke i det andet tilfælde er tilfældig, men stadig er logisk? Altså: "hvordan kan vi vide, at det er det samme væsen, der skabte eller såede det skæbnefrø, som det senere oplevede som en ulykkelig skæbne?"
Begrebet "karma" – loven om årsag og virkning
Forskere i livsvidenskab i almindelighed og Martinus i særdeleshed har integreret begrebet karma i deres tænkning. Karma stammer fra indisk sanskrit og betyder oprindelig intet andet end "virksomhed" eller "handlemåde" det vil sige en handling, som er forbundet med sit ophav på to måder, dels gennem skabelse, dels gennem oplevelse. I vor egen kulturkreds har vi ikke noget ord der tilsvarer det, men Jesus Kristus sigtede tydeligt til samme begreb, da han f.eks. sagde "dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes". Derfor, når vi selv er den der afgør vor handlings resultat, vor dom, da er vi selv vor skæbnes ophav. Vi skaber og oplever karma.
Evighedslegemet – et fundament for skabelse og oplevelse af karma
Hvis vi går ud fra den arbejdshypotese, at verden er logisk struktureret, beror det "uklare billede" formodentlig på, at vi ikke "har øjne at se med", det vil sige skæbnemønsteret undgår vort fysiske syn. Ifølge Martinus har vi foruden det fysiske legeme et for almindeligt syn utilgængeligt evighedslegeme, gennem hvilket vort kosmiske Jeg dels skaber og dels oplever virkeligheden. Da dette evighedslegeme skaber bevægelsesarter, og hver bevægelsesart er bundet i overensstemmelse med den naturlov, vi kalder kredsløbsprincippet, går enhver bevægelsesart der skabes af jeget tilbage til samme jeg som oplevelse. Denne oplevelse er det samme som væsenets skæbne. (Se analyse af "evighedslegemet" i f.eks. "Det evige Verdensbillede I", symbol nr. 16).
Skæbnevidenskaben eller kærlighedsvidenskaben – fremtidens vigtigste forskning
Hvorfor er den "moderne videnskab" ikke forlængst begyndt at forske i emnet karma, når denne skæbnevidenskab utvivlsomt er den væsentligste forskning overhovedet?
Ja, den eneste forklaring må være, at den "moderne videnskab" forsker i det Martinus kalder mål- og vægtfacitter og ikke i livsenhedsprincippet. Da karma aldrig kan blive genstand for direkte observation ved hjælp af øjet eller dets forlængelse i form af tekniske hjælpemidler, men altid må forblive et livsenhedsfacit for det enkelte individ, er det klart, at den materialistiske forskning aldrig vil kunne give menneskeheden denne skæbnevidenskab.
Nej, det bliver i stedet den åndelige videnskabs opgave at udforske disse psykiske energier, som tydeligt – i lighed med de fysisk håndgribelige energier – er bundne i kredsløb. Da den dybeste årsag til en specifik "oplevelse" hos et menneske ifølge Martinus analyser er, at den skabes af det samme menneske, ser vi her en holdbar grund – faktisk den eneste – til en retfærdig og logisk verdensorden. Enhver virkelighedsforklaring, der ikke regner med karma og reinkarnations- eller kredsløbsprincippet forbliver nødvendigvis mindre fuldkommen i sin analyse af virkelighedens indre eller psykiske side, idet en sådan ideologi udviser en "ubalance" eller ufuldkommenhed ved naturen eller virkeligheden.
Og da naturen altid i synlige kredsløb udviser "balance" eller harmoni i sit slutfacit, må en sådan mangelfuld virkelighedsopfattelse langsomt men sikkert opløses til fordel for en mere fuldkommen analyse af virkeligheden.
Meget tyder på, at den åndelige videnskab, som den præsenteres via Martinus' "Det tredje Testamente", kommer til at blive det vigtigste teoretiske hjælpemiddel for menneskeheden, når det drejer sig om forståelsen af årsagerne til vore "ulykkelige skæbner" og besværligheder.
Ved hjælp af vor voksende intuition vil vi også på et mere personligt plan virkelig opdage og få bekræftet, at de ubehagelige begivenheder vi oplevede i sidste instans var forårsaget af os selv, i dette liv eller i tidligere liv, i overensstemmelse med karma- eller kredsløbsprincippet.
Ifølge Martinus vil vi efterhånden komme til at indse, hvordan disse ulykkelige skæbner slet ikke har været til forbandelse, men tværtimod til velsignelse. Da oplevelsen af en ulykkelig skæbne var det absolut eneste, som kunne skabe den rette jordbund for at vi kunne lære at så og høste lykkelige skæbner, bliver selv dette "skæbnernes kredsløb" et udtryk for en kulminerende kærlighed og visdom fra Forsynets side.
Oversætter: SB
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige