Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Visse af Martinus analyser rangerer på så højt et niveau, at der normalt ikke gives ord for dem. Når de alligevel forekommer i ord, må de – for at kunne forstås på den rigtige måde – opfattes i den rette ånd. Nedenfor gengives en af disse forunderlige analyser, hvor det umulige bliver muligt. Stumheden får mæle.

 

"Næsten" er et hvilket som helst væsen, der måtte komme inden for vort sanseområdes rækkevidde. Ved at elske denne "næste" over alle ting, elsker vi Guddommen over alle ting.

Disse ting, vi således skal elske vor næste over, er alle foreteelser, der kommer ind under begrebet "skabte ting". Det bliver derved synligt, at det er det levende væsen bag manifestationerne, der skal elskes over manifestationerne. Disse kommer altså i sidste række. Det, et levende væsen kan skabe, skal således ikke være det førende i vor kærlighed til næsten, thi så er det disse skabte ting, vi elsker mere end næsten. Næsten skal jo elskes over tingene. Hvis tingene er de bestemmende for vor kærlighed til næsten, vil kun de store genier og fremragende kunstnere, der kan skabe eller frembringe vidunderlige ting i kulminerende intellektualitet, blive elsket, mens den mindre begavede eller det væsen, der kun har en lille spæd og fattig skabeevne, vil blive fuldstændig ignoreret af os. Og hvordan er det egentlig, det står til med vor kærlighed til de såkaldte "mordere", "røvere", "forbrydere", "banditter" eller væsener, der i høj grad frembringer ting, der ikke er særligt i vor favør? – Er der ikke noget med at dømme, foragte og hade disse væsener? – Er det ikke her tingene, der dirigerer vore sympatier og antipatier mere end væsenet bag tingene? – Hvor bliver vor kærlighed til denne næste af? – Hvis den er borte, vil det altså sige, at vi her står over for et felt, hvor vi mangler kærlighed til Guddommen. At elske sin næste ganske uafhængig af tingene, uafhængig af hans udseende og frembringelser, er at sætte denne næste over tingene, det er at "elske Gud over alle ting". Og det er denne form for sympati eller stille kærlighed, der udgør dette at dyrke Gud i "ånd og sandhed". Og kun med dette forhold til sin næste vil man opdage, at man i denne og absolut kun denne kan være stedet for den Almægtiges strålevæld. Og kun dette strålevæld alene kan være "Guds billede". Og kun dette "billede" kan være det sande lys i vore hjerter, funkle og stråle igennem vore øjne, vibrere visdommen ind i vor tale, bringe vort jeg til at forstå, vor ånd til at tilgive og vore hænder til at kærtegne og dermed stadfæste vor ånds højeste natur, den: at være ét med Faderen, ét med vejen, ét med sandheden og ét med livet.

Uddrag af LIVETS BOG III, stk. 703 og 704.