Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Da jeg læste Martinus' artikel på de følgende sider, var der mange ting der slog gnister i mit sind. Sådan er det, når man har en yndlingsforfatter! Og gnisterne opstår, når noget passer i éns kram. Så enkelt er det, og derfor viser det sig jo også, at vi mennesker er vidt forskellige med hensyn til, hvad vi regner for yndlingslæsning.

Nu har jeg læst Martinus gennem flere år, så det er ikke længere helheden i hans kosmologi, der optager mig mest. Det er derimod små ord eller passager, der med ét sætter noget på plads.

Lad mig starte med at nævne ordet "overall", som Martinus bruger til at karakterisere den fysiske krop. Folk med kendskab til hans kosmologi er nok vant til at sammenligne kroppen med et redskab, men den er også en "overall", som meget praktisk kan kasseres, når den er blevet alt for plettet eller ubrugelig. Så fik vi også det aspekt med.

Et andet sted omtaler han sin kosmologi som et "landkort". Det har jeg ganske vist hørt før, men det er værd at erindre, når mennesker spørger om, hvad Martinus mener. Martinus giver jo ikke udtryk for sine personlige meninger, men han tegner et kort for sine læsere over livets sammenhæng. Han "ser" disse ting, og det er så op til hans læsere, hvor meget de selv kan se, når først de er blevet gjort opmærksom på det. Det er igen noget med, hvad der passer i éns kram. Har man erfaringer, som passer fint med det landkort, Martinus viser frem, så er man selvfølgelig lydhør. Men allermest lydhør er man vist, når man har erfaringerne, men hidtil ikke har haft nogen at dele dem med. Så er analyserne ligesom en dejlig forårsdag efter en lang og trist vinter.

"Lad hundene gø, og karavanen drager forbi alligevel", skriver Martinus. Det er gode ord, som jeg ikke har hørt i årevis. Livet er fuldt af "gøende hunde", og af og til kan man jo heller ikke lade være med selv at gø lidt. Men var det ulejligheden værd? Det kan så nemt misforstås, når Martinus peger på, at man må lære at finde sig i alting. For det betyder jo ikke, at man skal forholde sig passiv i enhver henseende, men det gælder om at bevare overblikket, at lade karavanen passere eller selv være karavanen, der passerer uberørt forbi.

I sin artikel "Livsmysteriet" kommer Daniel Palmgren ind på dette emne i forbindelse med eventyret om "Kejserens ny klæder". Det er vore egne fordomme og forudfattede meninger, godt understøttet af andres ditto, der sætter en bremse på evnen til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Vi bjæffer og siger vov, men karavanen skrider bare forbi.

Der findes et gammelt ord om at forstå i "ånd og sandhed". Til enhver tid at gøre dette er nok de færreste af os beskåret. Men jeg kender forudsætningen for at kunne gøre det. Det er noget med at være stille indvendig, ikke bjæffe eller tænke bare det mindste vov! Det fortæller Martinus specielt om bagest i dette nummer af Kosmos.