Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Der er plads i tilværelsen til at være storsindet, og når man får overvundet sig til det, kan der ske de forunderligste ting. Det fortæller Gun Alfredson om i denne lille solstrålefortælling.

 

Det var tidlig formiddag, en kold og småblæsende februardag. Jeg skuttede mig og gik ned til byen for at tage bussen til min arbejdsplads. Det var fredag, og på torvet stod som sædvanlig den blegt lysegrønne ostevogn. Jeg blev glad ved synet af den og skyndte mig derhen for at nå at købe et par specielle oste. Jeg blev mødt med genkendende smil fra begge de to der stod dér, skønt jeg ikke var nogen trofast kunde. – Vi begyndte at småsnakke og kom så ind på, hvor fint det er "at udveksle et par ord" – (att byta ett ord eller två), som der står i et kendt digt af Hjalmar Gullberg. "Min" ostehandler fortalte også en sød lille historie fra en søndagsskole. Et lille barn, der kom hjem derfra, fortalte ivrigt om, at frøknen havde sagt at "den der sparer han har – og den der giver han får".

Vi skiltes, og jeg gik de får skridt hen til busholdepladsen reflekterende over, hvor sandt de sidstnævnte ord var. For vi kan alle give – med ord, handlinger eller smil.

Tiden gik i sin vante rytme. Nu var det allerede den skønne forårsmåned maj. – Jeg har en protegé på et af vore plejehjem, som efter min mening alt for sjældent får besøg af mig. Før vore små hyggestunder giver små igangsættere – som f.eks. højtlæsning af en tankevækkende bog – anledning til noget nyt at tale om. Denne særlige dag bad min ven mig om at indbetale et beløb i banken til IM-missionen og en anden hjælpeorganisation. Hun havde fået en smule penge tilovers af sin pension. At det nutildags koster en del at indbetale på postanvisning i banken, ville jeg ikke sige da jeg gik, men tænkte at jeg selv ville betale det.

Nogle dage senere indbetalte jeg pengene. "Hvad koster det" spurgte jeg damen ved kassen, som jeg kendte godt. Til min forbavselse lød svaret: "Det tager jeg ikke betaling for". Overfor denne venlighed forklarede jeg taknemlig sammenhængen. Og vi forstod hinanden bedre end ord kunne udtrykke.

"Den som giver han får" lød det som sød musik i mine øren, da jeg med lette fjed gik ud derfra. Og smilede ikke en ukendt til mig, da jeg gik hen ad gaden? – Ved mit næste besøg hos min ven fortalte jeg naturligvis med glæde hele solskinshistorien.

Oversætter: SB