Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mange af de formuleringer, som man møder i Bibelen, vil man ofte "opfinde" på ny – tvunget af erfaringer på livets vej. Det beretter Ingvar H. Nielsen om i denne lille refleksion.

 

"Ske ikke min vilje, kære Gud, men din vilje"..., hvilket modent menneske ved sine fulde fem kan vel finde på at sige dette, endsige mene det? Tja, jeg kan, sommetider da, for nu at nævne én. Og så er det endda ikke noget, jeg har fundet på; jeg prøver kun efter bedste evne at eftergøre en verdensberømt nazaræer, der sagde dette stående overfor mere ubehagelige fremtidsudsigter, end nogen af os forhåbentlig kommer i nærheden af, kære læser. Men alligevel, hvorfor nu sige sådan noget?

Jo, da jeg var yngre drømte jeg om at blive jagerpilot, ja, jeg bad endda inderligt til Guddommen om hjælp til at realisere ønskedrømmen. Hvordan i al verden jeg skulle have forliget dette job, der jo indebærer villighed til at udløse særdeles effektive dræberteknikker mod fjender, med vegetarisme, fredstrang og vanen med at bære vildfarne insekter ud fra badeværelset, ja, det har jeg svært ved at se i dag. Når jeg tænker på andre af mine drengedrømme, så er et "Gud ske tak og lov", for at de bristede ubarmhjertigt, bestemt ikke for meget sagt!

Men man bliver jo voksen, moden, ansvarsbevidst og alt det der, så nu er det vel en anden sag? Ak, ingenlunde! Ja, nu skal jeg nok afholde mig fra at udtale mig om andre mennesker, der er jo ingen grund til at fornærme nogen, men for mit eget vedkommende, så har jeg erfaret at

– barndommen afløses af kønsmodningen, hvilket med hensyn til fristelser nærmest er at komme fra asken og til ilden. Mange har sikkert i denne tid følt begærets ild brænde al fornuft og kølig overvejelse af, hurtigere end ispapir i spejderbål.

– den, der synes at stå, skal passe gevaldigt på, at hun/han ikke falder, og faldet fra selvsikkerhedens og selvfølelsens tinder til realiteternes jævne grund er, tro mig, både langt og ydmygende. Børn kan have en sund fornemmelse af deres egen utilstrækkelighed og lidenhed, parret med en selvfølgelig bevidsthed om at vokse organisk frem mod voksenalderen. Som voksen kan man lide af den vildfarelse, at et voksent legeme medfører en voksen sjæl. Sandheden er nok snarere, at vi alle er børn i ånden, ja nok endda nærmest ufødte fostre.

Hvad har alt dette her nu med Guds vilje at gøre? Jo, for mig er det sådan, at jo mere voksen jeg bliver, jo mere indser jeg min egen åndelige barnlighed, forstået på den måde, at jeg mangler evne til at beherske alle lyster og begær, mangler overblik, styrke osv. osv. Imidlertid er jeg nået til den overbevisning, at der i hvert fald er én anden indenfor mit horisontområde, der må anses for at være kosmisk voksen, nemlig Guddommen. Endda ikke blot en tilfældig voksen, men en forælder, altså én med forventelig interesse, omsorg og overbærenhed overfor sådan en som mig (og for Dem, kære læser, medmindre De da skulle være kosmisk voksen...). Så er det altså jeg mener, at det ville være dumt andet end at sige: "ske din vilje, Fader-Moder Gud, fremfor min vilje; thi jeg ved ikke altid, hvad jeg gør...". Netop fremfor min vilje; jeg vil da forbeholde mig ret til at handle frit og selvstændigt, men jeg vil gerne om muligt reddes af Guds lange arm, hvis jeg af eventyrlyst er ved at kravle fra legepladsen og ned på motorvejen. Jeg ved godt, at man lærer af sine erfaringer; at brændt barn skyr ilden, men jeg har også erfaret, at det ikke i sig selv nødvendigvis frelser én fra at gøre de samme dumheder flere gange, og lide derunder hver gang. Man føler måske, at dette her vist ikke er helt rigtigt, men begæret, alene eller sågar i alliance med fornuften, kan ofte overdøve den mindre højtråbende samvittighed, og så gør man det igen, endnu engang. Derfor er jeg begyndt at hægte et "men ske din vilje fremfor min vilje" i halen på begærets fristende indfald i den tro, at Guddommen så kan gribe fat i dette og om nødvendigt holde mig tilbage fra at gøre det "ubehagelige gode" for 117. gang.

 

 

Hvad kan man så lære af det? Tja, som skrevet står, så kommer vi ikke ind i himmeriges rige, med mindre vi bliver som børn igen. Det er nok ikke ment som en opfordring til barnagtigheder, men det kunne være en pædagogisk og pæn måde at sige på, at vi altså er ufuldkomne (eller rettere: ufuldbårne!), og at det kun er gennem en ydmyg erkendelse af dette faktum, at vi kan finde den fred, tryghed og glæde, der er himmeriges rige inden i os.