Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1991/11 side 216
Foto af Finn Bentzen
 
KOMMENTARER TIL ÅRSREGNSKABET
 
Instituttets årsregnskab 1990
af Finn Bentzen
 
Udarbejdelsen og offentliggørelsen af netop årsregnskabet for 1990, som fremgår af de næstfølgende sider, er for mig en af de betydeligste bekræftelser på Martinus' ord i LIVETS SKÆBNESPIL: "Man kan ikke forlange, at noget individ skal handle eller tænke ud fra erfaringer, som det endnu ikke har," eller som Martinus for mange år siden beroligede mig med, når vi drøftede "problemerne" omkring økonomien, at når vi som nulevende væsener er modne eller færdige til at have økonomisk fremgang og økonomiske muligheder, så er de der. Selvfølgelig har jeg aldrig tvivlet på Martinus' ord i den forbindelse, men at vi skulle nå målene så hurtigt og så smertefrit og få så megen medvind hos diverse myndigheder, skyldes ikke først og fremmest rådets eller revisors fortjeneste, men Forsynets og kosmologiens vejledning.
Resultat:
Det efterstående regnskabsresultat er overordentligt tilfredsstillende, hvilket ikke mindst skyldes tilgang af bidrag og gaver, ligesom der er sparet penge på omkostningerne.
Den store forøgelse af renteindtægter skyldes således for den største dels vedkommende omlægning af regnskabsprincipper, mens der har været en reel tilgang af renteindtægter på ca. kr. 250.000.
Disse poster har således gjort det muligt at "udnytte" alle resterende skattemæssige underskud fra 1985 og 1986. Dette er igen ensbetydende med, at Instituttet via lovgivningens regler og egen fornuftig planlægning er i den lykkelige situation, at det nu er blevet muligt at anvende flere kræfter og midler på de opgaver, der venter på at blive løst i de kommende år.
Det er min helt klare opfattelse, at uden den førte økonomiske politik gennem de sidste år havde Instituttet stået i en helt anden svær situation i dag.
Selvsagt betyder det ikke, at nu kan man tage lettere på de økonomiske forhold. Så længe vi lever under og med den samfundsordning, der eksisterer i dag, er Instituttet i stor udstrækning nødsaget til at tilpasse sig disse forhold. Man kan blot glæde sig over, at der også på de økonomiske områder sker en eksplosiv udvikling i disse tider, hvor grænser nedbrydes, hvor frihed og tænkning kommer til at gælde for mange flere mennesker, og hvor det bliver muligt at komme frit i kontakt med kosmologien for en meget større del af den nuværende menneskeverden.
Jo, også her var Martinus på forkant med tingene, når der i bogen KOSMISKE GLIMT skrives:
"Intet i verden står stille, alt forandres".
Balance:
Heller ikke Instituttets regnskabs balance står stille. Pr. 31. december 1990 er der en balance på kr. 17.937.251, hvilket er en stigning på ca. kr. 1.600.000 i forhold til balancen pr. 1. januar 1990.
Instituttet er i meget høj grad i dag lettet for gældsforpligtelser, hvilket logisk er forbundet med større handlefrihed.
Krav til regnskabsudarbejdelse, momsfordelingsnøgler, revision, placering af Instituttet i en af lovgivningens "kasser", gebyrer for det ene og det andet gør det stadig nødvendigt med en opmærksom daglig ledelse og et godt samarbejde mellem rådet og den valgte økonomiske rådgiver.
Øjeblikket ændrer sig så hurtigt, at vi altid må være opmærksomme og parate, ja, rede til at møde morgendagen og fremtiden.
De store omvæltninger i Østeuropa og Sovjet vil stille krav til den frie og rige verden. Også dette kan berøre Instituttets bidrag til den så småt begyndende verdensøkonomi, og samtidig vil den helt automatiske efterspørgsel af Martinus kosmologi bevirke, at Instituttet vil fremstå som en "base" for mange nulevende væseners søgen efter livets indhold og evighed.
Vi er med små skridt på vej mod "total næstekærlighed" og det "virkelige liv", derfor vil jeg sluttelig minde om Martinus' ord i bogen HINSIDES DØDSFRYGTEN: "Uden skabelse af total næstekærlighed i vor eget indre kan man aldrig blive et med vejen og sandheden, og dermed heller aldrig komme til at opleve det virkelige liv."
Regnskabet findes på de følgende sider.
Resultatopgørelse for tiden 1/1 - 31/12 1990 i hovedtal
Balance pr. 31/12 1990 i hovedtal