Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvor forskellige fremtræder vi ikke karaktermæssigt! Hvad beror det egentlig på?

Ja, ved nærmere eftertanke er det jo et spørgsmål om tidligere oplevelser og erfaringer, som mere eller mindre dybtgående har sat deres præg på personligheden. Nogle af disse erfaringer har måske været stadig tilbagevendende, så deres frugter er blevet til automatiske funktioner i psyken. – De er altså blevet til evner som musikalitet, kunstneriske evner, praktisk håndelag, teknisk sans etc. etc. Og naturligvis gælder de samme principper for de, ud fra vort synspunkt, rent negative vanefunktioner – ja, også alt det, der indgår i vor dyriske psyke, har – som vi forstår – gennemgået samme gentagelsesmønster, blot i en meget fjern fortid og derigennem blevet til selvstændige talenter. Atter andre erfaringer, som mere eller mindre stærkt har præget personligheden, er f.eks. tilbagevendende skuffelser og nederlag, større eller mindre chok-oplevelser eller andre former for intense lidelseserfaringer. Her er der formodentlig i karakteren eller det sjælelige område opbygget anlæg for pessimisme, ringe selvtillid, tendenser til frygt og farefantasi, men sandelig også humane anlæg og indlevelsesevne.

Inden for den almindelige psykologi, som ikke har reinkarnationsprincippet i sit verdensbillede, men går ud fra arv og miljø-teorien, bliver personlighedsprægningen først og fremmest sporet tilbage til miljøet i opvæksten, blandt kammerater, søskende og forældre. Kosmisk set er dette jo slet ikke hele sandheden, men egentlig en følge af en meget længere årsags- og virkningskæde tilbage gennem mange jordeliv, hvor vore forældre, eventuelle søskende, kammerater såvel som individer fra vore øvrige relationer sandsynligvis også har medvirket eller indgået i vor skæbne på en eller anden måde. En kammerat, man havde i skolen og mindes med rædsel, fordi han eller hun mobbede eller terroriserede os, har vi måske selv udsat for lignende og måske endda endnu værre overgreb længere tilbage i tiden. En forælder, som vi måske har oplevet som hård og krævende og måske heller ikke har modtaget nogen større opmuntring fra under opvæksten, kan vi selv have været en ligeså hård, krævende og lidet rosende forælder for i et tidligere liv. Og naturligvis gælder de samme konsekvenser, blot med omvendt effekt, i vore positive relationer og oplevelser – helt i hundrede procents kontakt med den årsags- og virkningslov eller det karmaprincip, som er et universelt faktum for det kosmisk bevidste menneske.

Hvis man søger efter årsagen til personlighedens – såvel positive som negative sider – i barndommen og opvæksten, kommer man altså ikke direkte til kilden, idet det egentlig er en betydelig længere historie og hændelsesforløb, der er tale om. Desuden viser den kosmologiske forklaringsmodel også, at absolut ingen oplevelser på nogen måde har været unødvendige eller overflødige, idet alle erfaringer er absolut nødvendige, ja, helt uundværlige indslag både for den følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, som ethvert ufærdigt menneske eller i kredsløbet ufuldkommen skabelse er underkastet.

 

 

Forståelsen af den kosmologiske udviklingslære afføder således en ny måde at anskue sin egen og andres personlighed på – nemlig som noget midlertidigt eller "Nu", der er mere eller mindre ufærdigt, men som engang i fremtiden vil blive færdigt eller fuldkomment, det vil sige efterhånden blive til den allerstørste gavn og glæde såvel for personen selv som for dennes omgivelser, hvilket garanteres af individets evighedsstruktur, dets skabeevne og ønske om virkelig at opleve et rigt og lykkeligt liv.

Oversætter: SB