Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1991/10 side 197
Boginformation
 
Sidste ny PBJ
 
Per Bruus-Jensen: PROJEKT LIV – Om utvecklingen eller Guds eviga experiment med sig själv. 148 sider, ill., Nordisk Impuls 1991, kr. 145.
 
Denne bog er resultatet af en god idé og et frugtbart samarbejde. Da jeg i sin tid læste PBJs store værk "Eksistens og udødelighed", var jeg straks klar over, at det værk måtte jeg læse igen – især 2. del. Det blev bare ikke til noget, for der kræves både tid og koncentration for at holde ud fra start til slut i dette digre værk på næsten sekshundrede sider.
Nu er der lavet en bog, som gengiver hovedtrækkene i 2. del af "Eksistens og udødelighed". Den starter med en introduktion på 26 sider, hvor Sigbritt Therner og Göran Rudengren har opsummeret så meget af indholdet i 1. del, som behøves for at forstå 2. del. Bearbejdelsen til forkortet udgave har Sigbritt Therner stået for.
Allerede i introduktionen varmes der spagfærdigt op med PBJs særlige terminologi. Mange Martinus-læsere forstår ikke, hvorfor PBJ adskiller sig fra Martinus på dette punkt, men formålet er ved hjælp af denne terminologi at skabe en overbygning på Martinus' litteratur. Hertil anvendes terminologien som byggestene. Hovedhjørnestenene bliver i denne forbindelse seks kosmiske teleostater, dvs. faktorer, som styrer målrettet på en automatisk måde. Nogen har aversion mod sådanne fremmedord, mens andre fornemmer det som et plus – ja, ligefrem herligt! Begge parter kan så glæde sig over en let tilgængelig, alfabetisk ordforklaring bag i bogen.
Hvorfor nu læse denne bog? Fordi den efter min mening repræsenterer det mest selvstændige og banebrydende arbejde, som endnu er præsteret på basis af Martinus kosmologi. Den skaber bro mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, hvilket altid har været forfatterens ambition, men han har aldrig formået at gøre det mere klart og overbevisende end her.
Bogen er skrevet på svensk, men da forlægget er dansk, varer det ikke mange minutter, før man som dansker bare læser, som var det ens modersmål.
Bogen forhandles i Sverige via Världsbild Förlag AB, Vasavägen 9, 18142 Lidingö, Tel 00946 08-767 3817. I Danmark via forlaget Nordisk Impuls, Bregningvej 34, 6971 Spjald. Tlf. 97 38 17 00.
sh