Kosmos 1991/10 side 188
Sagde slangen sandheden?
af Søren Hahn
Siden Evas første bid af æblet har Bibelens slange været i stærk miskredit. Martinus mener, at slangen var en nyttig hjælper i Guds store plan med menneskene. Det lyder måske mærkeligt, men her er forklaringen.
Hvem var Adam og Eva? Har de nogen sinde levet, og hvad var det egentlig der skete, da de blev forvist fra Edens Have?
Blandt meget andet har Martinus også beskæftiget sig med dette problem. Og han giver os nutidsmennesker et bud på disse spørgsmål, som godt kan få det til at suge i maven.
Nu er det ikke fordi Bibelen har været særlig populær som sandhedskilde blandt oplyste mennesker i de sidste hundrede år. Og det skyldes egentlig ikke, at Bibelen siger noget forkert eller lyver, mener Martinus. Men det er Bibelens måde at forklare tingene på, der er noget i vejen med. Ja, faktisk forklarer Bibelen ikke noget, men fortæller blot hvordan det gik til ... den gang i tidernes morgen. Og er der noget, moderne mennesker ikke kan forlige sig med, så er det postulater, dvs. påstande: sådan er det bare! Moderne mennesker er opdraget til at stille spørgsmål og i det hele taget sætte oplysningerne ind i en helhed, som passer med det, de har lært i fysik, kemi, biologi osv. Derfor er der hverken noget i vejen med Bibelen eller de moderne mennesker, forklarer Martinus; de passer bare ikke rigtigt til hinanden.
Gennem tres års virke som forfatter og foredragsholder så Martinus det som sin opgave at afklare og formidle svar på de store livsspørgsmål om, hvem vi mennesker er, hvorfra vi kommer og hvor vi er på vej hen. Han satte ikke disse spørgsmål i direkte relation til fysik, kemi osv., men han benyttede de samme metoder som videnskaben. Han undersøgte og opstillede hypoteser, som han så overlod til den enkelte interesserede selv at undersøge rigtigheden af. Det kan ske meget enkelt ved at man spørger sig selv: lyder dette sandsynligt i mine øren – eller hvad? Og det, der i dag gør Martinus til en mere og mere læst forfatter, er hans evne til at skrive på en sådan måde, at læseren selv er forskeren. Det er ikke Martinus, der fortæller, hvordan tingene hænger sammen. Det er læseren selv, der bruger sin fornuft og sine livserfaringer til at komme til en dybere forståelse af livet.
Derfor kalder Martinus også sin litteratur for kosmisk kemi, og man må så forestille sig læseren som den kosmiske kemiker, der selv udfører forsøgene. Martinus' egen rolle i disse forsøg er blot katalysatorens, dvs. det særlige stof, som får processen til at gå i gang eller forløbe hurtigere.
... så får du smæk!
Men lad os nu vende tilbage til Adam og Eva. Mange mennesker føler, at der på en eller anden måde ligger en dyb sandhed begravet i denne gamle beretning. Martinus opfatter myten som en genial måde at forklare fortidens mennesker en dyb sandhed på. Den gang Bibelen blev til, var menneskene ikke som i vore dage videnskabeligt skolede. Martinus sammenligner situationen med et lille barns; det kan ikke forstå lange videnskabelige udredninger. Vil man forklare det lille barn noget, må det foregå ved hjælp af eventyr og billeder. Og fortællingen om Adam og Eva er netop et sådant eventyr, hvor de uskolede fortidsmennesker kunne se tingene for sig. De kendte alle til dejlige haver, dejlige frugttræer og æbler, som de måske ikke måtte tage. Og de kendte til advarsler: Hvis du ikke gør som jeg siger, får du smæk! Adam og Eva fik at vide af Gud, at hvis de spiste af kundskabens træ, skulle de dø.
Tegning af Letizia Galli
Kan det mon være rigtigt? vil den skeptiske voksne eller moderne læser tænke. Er det ikke lidt overdrevet? Og vips! træder den voksne, moderne læser selv ind i eventyret i form af slangen, der frister Eva til at spise af det forbudte træ. Menneskene vil ikke komme til at dø af at spise af kundskabens træ, det er en misforståelse, påstod den. Og så tilføjede den: Ved at spise af disse frugter, vil menneskene blive lige så gode til at skelne mellem godt og ondt som Gud selv.
Var det derfor, at Gud ikke ville have Adam og Eva til at spise af kundskabens træ, tænker den moderne læser. Var Gud bange for, at menneskene skulle blive lige så dygtige til at skelne mellem godt og ondt som han selv ... ?
Hvad betyder "døden"?
På dette tidspunkt er det, at Martinus gør læseren følgende forslag: Sæt nu, at både Gud og slangen havde ret. Gud advarede ganske vist menneskene om, at de skulle dø; men hvem siger, at der her var tale om den form for død, vi i dag frygter så meget? Sæt nu, at døden af alderdom, sygdom, ulykkestilfælde, mord osv. blot er overtro ... og at der findes en anden og virkelig død. Sæt nu, at denne virkelige død er ensbetydende med at miste forbindelsen med sit guddommelige ophav, glemme og fornægte det! Ikke at kende Gud, er ifølge Martinus et umiskendeligt tegn på, at en vigtig side af menneskets bevidsthedsliv er sat ud af spillet, en mangel eller troldsplint (se H.C. Andersens eventyr Snedronningen), som gør os følelsesløse over for det levende i livet og kun får os til at se det døde.
Hvis det er en sådan "død", Gud mente, så må man virkelig sige, at hans advarsel er gået i opfyldelse. I hvert fald kan man konstatere, at der i vore dage ofres enorme ressourcer af tid og penge på alt muligt andet end at beskæftige sig med Gud eller bare tanken om en eventuel Gud. Så travlt har man fået med at spise af kundskabens træ, at man er mere optaget af døde ting end af det, der har med livet at gøre.
Men hvad så med slangens udsagn: "Du skal ikke dø, men blive lige så dygtig til at skelne mellem godt og ondt som Gud selv". Passer det?
Ja, siger Martinus, på sin egen måde passer dette udsagn også. Menneskene er jo – netop i kraft af at de har forladt Paradisets Have – blevet selvstændige mennesker, der på godt og ondt handler uden at rådføre sig med andre end sig selv. Og hvordan skulle man kunne blive lige så dygtig til at skelne mellem godt og ondt som Gud selv, hvis man ikke fik lov til frit at afprøve disse muligheder og se resultaterne?
Men ser man på dén måde resultater, der inspirerer til altid at gøre det gode? Er det f.eks. rigtigt, at forbrydelse ikke betaler sig? Historien kender faktisk mange eksempler på, at forbrydelse i høj grad har betalt sig. Mennesker er gået i graven stenrige, ærede og beundrede ... netop i kraft af deres evne til at sno sig uden om samfundets retssystem. Kan man så sige, at disse mennesker har haft noget moralsk positivt ud af at få lov til at eksperimentere med godt og ondt, at spise uhæmmet af kundskabens træ? Kan det være Guds mening at skabe sådanne forbrydere ved at have et "kundskabens træ" med tilhørende "slange" stående i sin have?
Her er det, at slangens andet udsagn kommer ind i billedet: "I skal ikke dø."
Lad os antage, at mennesket som sådant ikke dør, men blot for en tid berøves sine muligheder for at leve og opleve i en fysisk tilstand, i og med det mister kontakten med sit fysiske legeme ved dødens indtræden. Lyder det så usandsynligt? spørger Martinus. Så tænk på, hvad det betyder for dig i det daglige. Det betyder selvfølgelig meget, ikke sandt? Men det er dog dit legeme. Det er dig, som bruger det til at gå, løbe, spise, arbejde og sove med. Når du tænker, bruger du hjernen, men det er trods alt ikke hjernen, der tænker – det er dig, der tænker. At tro det modsatte er også en del af Guds advarsel, der hermed synes at være gået i opfyldelse for nutidens mennesker: "Du skal dø!" dvs. glemme din egen høje herkomst som et evigt væsen, der er udstyret med redskaber til at opleve med, redskaber som kan skabes og forgå ... uden at du selv forgår.
Et spørgsmål om hvad man kan nænne
Hvis slangen taler sandt, skal mennesket altså ikke miste andet end sit fysiske legeme ved den såkaldte "død". Mennesket vil få lov til at leve videre i sin egen tankeverden for senere at inkarnere i nye fostre og gang på gang blive født ind i den fysiske verden, eksperimentere med gode og onde gerninger, blive gammel og miste det fysiske legeme, opholde sig i sin indre tankeverden, fødes på ny osv ...
For mange mennesker vil en sådan tanke naturligvis være fuldstændig absurd. Og det var jo netop Guds mening, at de skulle finde tanken absurd. De skulle overhovedet ikke have noget andet at klynge sig til, end bevidstheden om alt, hvad der kan ødelægges, slides op og forgå; først og fremmest deres eget fysiske legeme. De skulle vitterlig "dø"; dvs. ved at spise af kundskabens træ, skulle de udelukkes fra Edens Have og dermed fra samværet med Gud.
De skulle "dø", indskyder Martinus – men kun i første omgang. Guds plan på længere sigt er nemlig (som der står i Bibelen): Lad os skabe et menneske i vort billede efter vor lignelse. Og til den moderne læser, der gennem masser af fortidige liv har fået lov at eksperimentere med godt og ondt, tilføjer Martinus nu: Lad os antage, kære læser, at du befinder dig et eller andet sted i denne kolossale læreproces. Hvis det virkeligt er tilfældet, hvordan vil man så kunne se, hvor langt du er kommet.
Svaret er her meget enkelt og også let at konstatere i praksis. Jo mindre man kan nænne at udsætte sine medvæsener for af ubehageligheder, des længere er man kommet i processen. Forbrydelse betaler sig nemlig ikke, men for at komme til klarhed over dét, nytter det ikke at bruge et enkelt liv fra fødsel til død som udgangspunkt for en bedømmelse. Der skal mange liv til, og man vil da kunne se, at den gamle regel med at man høster som man sår, kommer til at slå til. Og takket være denne universelle regel vil man ligefrem føle et stigende ubehag ved at påføre sine medvæsener ondt.
Jo mere ondt man har været udsat for, desto mere vil man føle for andre mennesker. Som eksempel nævner Martinus den situation, hvor et menneske under store smerter har ligget syg af kræft gennem mange år for til sidst at dø af sygdommen. Et sådant menneske vil ikke huske sygdommen, når det fødes på ny. Men når det møder et andet menneske med de samme symptomer, vil det inde i sig selv kunne føle, hvordan det syge menneske har det, og det vil dermed være den ideelle sygeplejer for dette menneske. Medfølelse opstår på den måde som en slags betinget refleks, hævder Martinus, og den ligger til grund for alt, hvad vi kan nænne eller ikke nænne.
Kolossalt kosmisk kemisk eksperiment
I landbruget vil man tydeligt kunne konstatere rigtigheden af sæd/høstprincippet. Denne lov kan næppe bevises 100% uden for landbruget, men i det daglige er der alligevel mange tegn på, at den også virker for hele vort bevidsthedsliv. På de områder, hvor vi godt kan nænne, vandrer vi omkring som forsvarsløse ignoranter, der før eller senere indhentes af en grum skæbne. Og ser vi os om, kan vi jo let konstatere, at menneskene på trods af mange ydre ligheder kan være højst forskellige med hensyn til, hvad de kan nænne og ikke nænne. Hvor mon den forskel kommer fra? Det nytter ikke noget her at pege på opdragelsen, for inden for en søskendeflok kan der være endda meget store forskelle.
Her er det, at Martinus henviser til den mulighed, at vi ikke alle er lige langt i læreprocessen eller med andre ord: vi er ikke alle lige langt fremme i Guds plan med menneskene. Men vi er alle godt på vej takket være den uomgængelige naturlov: som du sår, skal du høste.
Nu kan man så spørge sig selv om, hvad man kan bruge en sådan hypotese til, som den Martinus fremlægger. Masser af mennesker vil selvfølgelig ikke kunne bruge den til noget som helst. De er jo på et stadium, hvor de har vældig travlt med at eksperimentere og måske også er fyldt med stor optimisme og gå-på-mod over de gode resultater, som de (eller deres idoler) indtil videre har opnået ved at kunne nænne at gøre en hel masse ondt. Det har indtil videre givet bonus, og så længe det (så åbenlyst!) er tilfældet, har de jo en nyttig teori om, hvad meningen med livet er ... og så er der ikke brug for at tænke mere over dét!
Tegning af Henrik Würtz
Andre er i fuld gang med at høste den onde sæd, de selv har sået. Men de har endnu ikke høstet nok. De er sure og bitre på tilværelsen og har ligesom utidige børn travlt med at slå om sig til højre og venstre: det er også hans eller hendes skyld! Her går den vilde jagt på syndebukke: ægtefæller, familiemedlemmer, chefer, kolleger eller bare hele systemet. Heller ikke hér vil der være modtagelighed for en dybere mening med tilværelsen.
Så vil der naturligvis også være nogen, som endnu står med et ben i Paradisets Have. De hører stadig "Guds røst i Haven", dvs. de retter sig efter Gud, ligesom artige børn retter sig efter deres forældre. Og jo mere artige de er, desto bedre er de i stand til at opføre sig ligeså moralsk som Gud selv. De væmmes ved slangen og det moderne samfundslivs udskejelser. Men ... der er nu en ting, som adskiller disse mennesker fra Guds væremåde: de handler moralsk, fordi de tror på Gud og de hellige bøger. Her er det ikke et spørgsmål om at kunne nænne eller ikke nænne, for de har endnu ikke gennem egen erfaring lært at skelne ondt fra godt. At få denne erfaring – så at sige ind under huden – kan man kun få på en måde, og det er naturligvis ved at bryde Guds lov ... og se hvad der sker!
Det er dette kolossale, kosmisk kemiske eksperiment menneskeheden ifølge Martinus står midt i. Og her påpeger han, at ingen i denne læreproces er finere end andre. Det er ikke finere at gå i f.eks. 6. end i 1. klasse. Det er bare et spørgsmål om tid. Og som følge deraf mener Martinus også, at hans hypoteser vil få større og større betydning for menneskene, efterhånden som vi kommer længere og længere bort fra "Paradisets Have". Bibelen vil igen blive en populær bog, og menneskene vil i både Guds og slangens udsagn kunne finde fornyet visdom.
Slangen var ikke så slem, som man først troede. Den var faktisk god nok, for den hjalp menneskene til ligesom utilfredse teenagere at flytte hjemmefra. Og hvordan går det så? Vil vi en dag begynde at forstå "den gamle" ... og ligne ham?
Om Bibelens slange kan man bl.a. læse i LIVETS BOG V, stk. 1631-3 og 1711-2.
Vær god ved slangerne siger denne britiske mærkat. 
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige