Kosmos 1991/10 side 183
Retfærdighed
af Martinus
At "alt er såre godt" er livsoplevelsens store grundfacit
Kristus har engang blandt meget andet udtalt: "Salige er de, som hungre og tørste efter retfærdighed, thi de skulle mættes". I denne sætning finder vi hele menneskehedens skæbne udtalt. Alle normale mennesker hungrer og tørster i virkeligheden efter retfærdighed og skal altså finde denne retfærdighed. Men når alle mennesker hungrer og tørster efter retfærdighed, vil det altså sige, at de alle mere eller mindre føler deres liv og skæbne som uretfærdighed. De mener så at sige, at deres liv burde være anderledes. De mener ikke, de bliver behandlet af omgivelserne, hvilket vil sige: medvæsenerne, naturen og Forsynet således, som de kunne tilkomme det. Og dog lyder det til menneskene fra det samme verdensgenløsningens princip, at "alt er såre godt". At alt er såre godt, hvilket vil sige, at alt er retfærdigt, er altså livsoplevelsens store grundfacit. "Retfærdighed" er den allerhøjeste livets mening, men menneskene er som nævnt i skrigende disharmoni med denne livets mening. De kender i virkeligheden meget lidt eller næsten intet til den virkelige retfærdighed.
Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret. Retfærdighed og kærlighed er identiske
Hvad er da "retfærdighed"? Retfærdighed kan udelukkende kun manifesteres igennem den kendsgerning, at ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret. Hvis de levende væsener virkeligt kunne påføres lidelse, som de var ganske uskyldige i, og som ikke på en eller anden måde betød et gode for dem, var hele verdensaltet af lave. Da ville det evige facit, "alt er såre godt", være en umulighed. Men når alt er såre godt, hvilket også vil sige alle de foreteelser og omstændigheder, som for menneskene viser sig som uret, må alt det, som menneskene har vænnet sig til at opfatte som det onde, såsom: had og forfølgelse, mord og drab, tortur og lemlæstelse, sorg og sygdom etc. også være udtryk for retfærdighed. Dette vil så igen sige, at hele dette ragnarok, som jordmenneskene er i færd med at opleve, den dødedans vi kalder verdenskrig med alle dens følger af døds- og lidelsesmanifestationer også må være udtryk for en guddommelig retfærdighed. Men når det er retfærdighed, er det også kærlighed. Retfærdighed og kærlighed kan umuligt være to ting. Retfærdighed kan i sin inderste analyse kun være dette at opleve virkningerne af alt det, man med sit liv, sin manifestation eller væremåde bliver årsag til. Ethvert levende væsen er altså årsag til sin egen skæbne. Hvis det ikke er det, vil retfærdighed og dermed kærlighed være en umulighed.
Når mennesket forlader troen på en retfærdig verdensstyrelse og tilliden til et forsyn, kan det umuligt opleve en situations kosmiske balancepunkt eller årsag
Men nu er det således i verden, at alt synes at være en total manifestation af uret. Denne opfattelse er efterhånden blevet stærkere end nogen som helst anden opfattelse i livet eller tilværelsen. Den er blevet stærkere end religionen og får for hver dag nye tilhængere verden over. For hver dag er der nye væsener, der forlader troen på en retfærdig Gud og dermed troen på en fornuftig eller retfærdig verdensstyrelse. Men når menneskene forlader troen på en fornuftig eller retfærdig verdensstyrelse, forlader tilliden til et forsyn, har de ikke andet at holde sig til end det, de med deres rent fysiske sanser og følelse kan iagttage og fornemme. Og igennem denne meget begrænsede sansning viser alt sig så som uretfærdighed og dermed som ukærlighed, idet man alene igennem nævnte sansning umuligt kan opleve en situations kosmiske balancepunkt eller årsag. Det der for den fysiske sansning ser ud som situationens årsag, kan kun være af fysisk natur. Men en fysisk årsag kan aldrig i nogen situation finde sted eller eksistere uden at være virkninger af en allerede eksisterende åndelig eller psykisk årsag, der totalt retfærdiggør situationen. Men så længe man udviklingsmæssigt endnu ikke har tilegnet sig det intellektuelle eller mentale klarsyn, der skal til for at kunne se den nævnte psykiske eller åndelige årsag til sine skæbnesituationer, kan man ikke retfærdiggøre disse. Og man får da den opfattelse, at man er genstand for uretfærdighed og dermed for ukærlighed. Og imod dette indbildte martyrium tror man at kunne redde sig ved at skabe mordvåben og ødelæggelses maskiner. Man tror på magten i stedet for retten, hvilken sidste i sin virkelige natur er det samme som retfærdigheden. Her i verden går altså magt i mange situationer i stedet for ret. Men selv denne tradition er i den guddommelige verdensstyrelse retfærdighed og er dermed udtryk for kærlighed.
Materieanalyser kan kun give døde facitter
Det store problem i verden er altså at få menneskene bort fra den forfærdelige overtro, at nogen i absolut forstand kan lide uret. Så længe væsenet tror det lider uret, da vil det forfølge den, det mener er skyld i denne uret. Og så længe det kan ligge under for et indbildt retfærdigt grundlag for at forfølge nogen, kan det aldrig komme til at opleve den absolutte eller virkelige fred.
Hvordan skal man da komme til at forstå, at de værste "forbrydelser" eller alt det såkaldte "onde" kan være udtryk for retfærdighed eller kærlighed? For at forstå dette kræves der en viden og indsigt i livets mysterium, der langt overstråler den viden, som man kan tilegne sig igennem den materielle forskning, og som har givet menneskeheden evne til at tage elementernes kræfter i brug for sin vilje, sine ønskers mål. Den materialistiske videnskab giver kun oplysninger om materie, materie og atter materie. Den vil altid være bundet i materieanalyser. Materieanalyser kan igen kun give døde facitter. Døde facitter er netop "døde" på grund af, at de kun udtrykker mål og vægt, volumen, hastigheder og bølgelængder. Da den materialistiske videnskab kun kan give oplysninger i mål og vægt og alt, hvad der fremtræder i mål og vægt, kun kan være tids- og rumdimensionelle ting, der igen er det samme som "skabte ting", kan man altså igennem den materialistiske videnskab kun få oplysninger om de "skabte ting", men ikke om den "skaber", der unægtelig må eksistere bag denne skabelse. Da man netop ikke med materieanalyser i mål og vægt, i gram eller kilo, i højde og bredde etc. kan bevise noget, der ikke er skabt, kan man således ikke med nogen materialistisk videnskab bevise eksistensen af den førnævnte skaber, som umuligt kan være skabt og høre til tids- og rumdimensionelle foreteelser. Hvis skaberen eller ophavet til skabelse selv er skabt, måtte der forud for denne skabelse have været en tid, hvor denne skaber ikke var til. Hvem skulle da have skabt skaberen? Han måtte da være fremstået af intet. Men da noget ikke kan komme af intet, ligesom noget heller ikke kan blive til intet, må skaberen evigt have været til. Vi bliver derved vidne til to ting i selve livsmysteriet, nemlig det skabte, der igen udgør det timelige, det tids- og rumbestemte, det der er begyndelse og afslutning underkastet og derfor har mål, vægt og alder, og noget der ikke er skabt og derfor hverken kan have alder, mål eller vægt. Noget, der var før skabelsen og derfor ikke er skabelse underkastet, må som følge heraf være evigt eksisterende. Dette evige Noget er altså det tænkende, skabende og oplevende i ethvert levende væsen. Det levende væsen består således af dette evigt tænkende, skabende og oplevende Noget, som vi ubevidst har vænnet os til at udtrykke som vort "Jeg", og dernæst består det af dets organisme, der udgør "det skabte" og derfor er begyndelse og afslutning underkastet og derved kommer til at fremtræde med alder.
Jeget kan tage livserfaringerne med over i den åndelige tilværelse efter den fysiske organismes død
Når vi nu forstår, at dette oplevende Noget i organismen var til, før denne blev dannet i moders liv, og dette ligeledes vil blive ved med at eksistere, efter organismen er ophørt med at være til, bliver det indlysende, at nævnte evige Noget kommer til at leve under to tilværelsesformer, nemlig den timelige tilstand eller den tilstand, det oplever igennem den fysiske organisme, og den tilstand, i hvilken det lever udenfor denne. Da erfaringerne bliver til tanker, og tankerne igen er noget psykisk eller åndeligt, hvilket igen vil sige noget, der hører tilværelsen til udenfor den rent fysiske oplevelsessfære, dør disse tanker eller den viden, som væsenet har tilegnet sig i et fysisk jordliv, ikke sammen med den fysiske organisme. Det evige Noget eller Jeget kan altså tage livserfaringerne eller den viden, det har tilegnet sig, med over i den psykiske eller åndelige tilværelse det oplever, efter at den fysiske organisme er død. Da erfaringerne omformet til tanke eller bevidsthed skaber sympatier og antipatier for væsener og ting, vil væsenets sympatier og antipatier forvandles for hver serie nye erfaringer, det kommer til at opleve. Vi får således her forklaringen på, hvorfor væsenerne kommer til verden med højst forskellige sympatier og antipatier. Da sympatier og antipatier udløser skæbnedetaljer, bliver væsenets skæbne således et resultat af de sympatier og antipatier, dets væremåde og forhold til dets omgivelser har affødt. Det bliver da her åbenbart, hvorfor væsenet fødes med den eller den skæbne. Vi har ikke alle sammen opnået de samme erfaringer i tidligere liv og kan derfor heller ikke have den samme viden, de samme sympatier og antipatier i det nuværende. Vi har heller ikke alle oplevet tilfredsstillelsen af de samme begær og kan da heller ikke være lige mættede i den eller den art livsoplevelse. De sympatier og antipatier, de begær og længsler, den begavelse og karakter ethvert væsen fremtræder med i dets fysiske organisme og jordliv vil altså være afhængig af dets oplevelsesart eller erfaringer i tidligere liv. Derved forstår man bedre, at væsenet er sin egen skæbnes første årsag, herre eller ophav. Idet væsenet overlever de fysiske jordliv, får det lejlighed til at opleve virkningerne af alle sine manifestationer, sin fremtræden og væremåde. Den øvelse, den sundhed, den undervisning og viden, det tilegner sig i det ene liv, kommer det således til gode som talenter i det næste og således fortsættende.
Alle de levende væsener udgør en harmonisk stigende skala af bevidstheds- eller udviklingstrin
At der er en sådan række fortsættende liv bliver blandt andet til kendsgerning igennem den omstændighed, at alle levende væsener fremtræder på højst forskellige udviklingsstadier. Det er ikke blot racerne, der er på forskellige stadier, men racernes enkelte individer indbyrdes befinder sig også på forskellige stadier i erfaringer, viden og talent. Vi bliver vidne til både begavede og ubegavede mennesker, vi ser nogle er genier, andre er sinker. Tilsammen udgør alle de levende væsener en kolossalt fuldendt skala af bevidsthedstrin lige nede fra de vegetabilske livsformer, der kun kan ane, og så op til de store genier indenfor menneskeheden, der kan tænke Guds tanker efter og i kosmisk klarsyn gennemskue universet og de levende væseners livsmysterium. Hvortil denne harmonisk stigende skala af udviklingstrin, hvis ikke det var de levende væsener selv, der igennem sine oplevelser og erfaringer voksede fra trin til trin på den? Og hvordan skulle trinene ellers opstå? Og hvortil den nysgerrighed, som man undertiden kan iagttage hos dyrene, hvortil den vældige forsker- og udviklingstrang hos menneskene, hvis det ikke var for efterhånden igennem denne heraf affødte tilegnelse af erfaringer, viden og kunnen at nå op til en kulmination af viden eller kosmisk bevidsthed? Og hvortil de forfærdelige lidelser og rædsler, som væsenerne oplever, hvis ikke det var for, at de derigennem kunne komme til klarhed over lidelsernes sande årsag og derved få evne til at bekæmpe dem eller få evne til at se, hvad de skal og ikke skal gøre i det daglige liv i samværet med alle de andre levende væsener?
Gennem reinkarnationsprincippet skabes der retfærdighed i alle livets forhold
Ethvert væsen, der kommer til verden, står således allerede et eller andet sted på udviklingsstigen alt efter dets mentale og legemlige kapacitet. Det har allerede en kæde af tidligere oplevede jordliv bag sig ved dets nuværende fysiske fødsel. Og vi ser, at det eventuelt ikke når at blive færdig eller fuldkommen i sit nuværende jordliv. Det når muligvis ikke op på geniets trin eller stadium i denne inkarnation eller fysiske tilværelse. Altså må det fødes igen ligesom alle de andre, der er foran det i begavelse og væremåde, har måttet det. På denne måde bliver der retfærdighed i alle livets forhold. Væsenerne kommer til at opleve de særlige reaktioner og tilskikkelser, deres væremåde har udløst overfor omgivelserne eller andre væsener. Det er altså denne væremåde, der bestemmer væsenets trin eller plads på udviklingsstigen. Her bliver de evige ord: "Det I vil, at andre skal gøre imod eder, dette gøre I også imod dem", til virkelighed. Ligeledes bliver det evige facit: "Det et menneske sår, skal det høste", til levende realitet.
Kun lidelser kan afføde virkelig visdom i menneskets indre og dermed forståelsen af, at ingen kan lide uret
Den virkelige viden om reinkarnationen eller genfødelsen er altså nøglen til erkendelsen af livets evige retfærdighed. Igennem forståelsen af reinkarnationens videnskab bliver alt synligt som "såre godt", ligesom verdensgenløserens ord til Nikodemus: "Uden at nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige", her bliver til levende virkelighed. Det bliver således her synligt, at der igennem denne genfødelse eller reinkarnation er givet det levende væsen lejlighed til selv at bane sig vejen fra primitivitet til intellektualitet, vejen fra dyr til menneske, vejen fra mørke til lys ved egen vilje- og tankeføring, ved egne manifestationer og gerninger. Det er således ikke ved noget andet væsens korsfæstelse, lidelse og død for vore mørke handlinger og gerninger, men udelukkende ved selv at opleve de af vor egen væremåde affødte lidelser, vi opnår det højeste lys. Kun disse lidelser kan afføde den virkelige visdom i vort indre og gøre den til kendsgerning i vor daglige væremåde. Og udelukkende kun dette formål er enhver lidelses absolutte mission. Ethvert væsens skæbne er således virkningerne af dets væremåde overfor omgivelserne. Med dets vilje kan det regulere denne skæbne fra mørke til lys. Og den eneste formørkelse er altså dets egen fejlstyring af denne dets væremåde overfor omgivelserne. Da virkningerne af denne fejlstyring i virkeligheden kun kan ramme væsenet selv, kan ingen som helst form for uretfærdighed således ramme det pågældende væsen. At fejlstyringen skaber formørkelse af skæbnen kan kun være udtryk for den allerhøjeste kærlighed, idet denne formørkelse er den eneste vej til visdom, højintellektualitet eller kosmisk bevidsthed. Og da væsenet til slut igennem denne kosmiske verdensorden umuligt kan undgå at blive til "mennesket i Guds billede", bliver den evige sætning "alt er såre godt" således her til kulminerende retfærdighed og kærlighed.
(gengivet fra KOSMOS 1951)
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige