Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

At føle sig nøgen og afsløret – er det ikke det værste, man kan komme ud for? Mange mennesker bruger en masse tid på at undgå det, samtidig med at de frygter, at det alligevel vil ske en dag. Tænk på Adam og Eva i Paradisets Have. De var de første, der følte denne angst. De skyndte sig at finde et par figenblade, og tænk hvad disse figenblade er blevet til i dag! De er blevet til aflåsede huse med dørklokker og høje hække rundt om, de er blevet til privatlivets fred og den hellige ejendomsret. På nationalstaternes plan er de blevet til elitesoldater, kamphelikoptere og hangarskibe.

Konkurrence-samfundets største skam er nok dén, ikke at kunne klare sig godt. Derfor er det blevet kutyme blandt mange i disse nedgangstider at skjule usikkerheden bag en maske af overdreven succes. Der er så mange måder, mennesker kan blive afsløret som mindre dygtige, end de udadtil giver indtryk af. Alt dette hænger sammen med, at man i det moderne samfund skal være heldig for at klare sig godt. Mange har hidtil troet, at det var deres egen fortjeneste, når de fik succes i livet. Derfor bliver skammen så meget større, når fallitten, helbredet, ægteskabet eller hvad det nu kan være, begynder at krakelere.

Angsten for at tabe maske, at føle sig nøgen, er for Adam og Evas vedkommende altid sat i forbindelse med deres dårlige samvittighed. De havde jo spist af kundskabens træ, som var det forbudte træ i haven. Siden den tid har nøgenheds-fornemmelsen altid været sat i forbindelse med en skyldfølelse over for et vedtaget ideal, som man ikke helt har kunnet leve op til. F.eks. en vis levestandard, seksuel potens, evne til at opdrage børn osv. Alt dette er imidlertid vedtagne normer eller dyder, som kan være højst forskellige og ofte meget kulturelt betingede. Skal man pege på en generel årsag til nøgenheds-fornemmelsen, så er der grund til at fremhæve den afstand, der opstod mellem Gud og mennesker ved Evas første bid af æblet. Da Jesus hang på korset, oplevede han også et kort øjeblik, at Gud var blevet borte fra ham. Det var en illusion betinget af de stærke fysiske smerter, som helt overdøvede hans meget nære gudsforhold. I dette korte øjeblik følte Jesus sig imidlertid nøgen og uden beskyttelse. Men han har næppe været tynget af skyldfølelse.

Når jeg kommer ind på disse tanker her, så er det fordi jeg mener, at man ikke med henvisning til skyldfølelse alene kan forklare og overvinde angsten. Heller ikke penge, held i kærlighed osv. hjælper. Angsten er siden syndefaldet blevet vores tro følgesvend. Derfor glæder jeg mig over i Martinus' artikel på de følgende sider at møde et gudsbegreb, som på et logisk grundlag gør det muligt at genetablere det nære forhold mellem Gud og mennesker, uden at man som videnskabeligt skolet behøver at gå på kompromis med logikken. Jeg synes selv, det er den største gave, Martinus har givet mig, og selv om jeg stadig af gammel vane går rundt og føler mig forladt af Gud og hvermand, og tror at alting afhænger af mig, så har jeg dog en teori at klamre mig til. Uden den ville jeg virkelig føle mig nøgen!