Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den rent fysiske, materielle Videnskab kan saaledes ikke frelse Verden. Den er uundværlig og guddommelig i rent fysisk Skabelse af Teknik og bliver derved et Middel til at udfri Menneskene fra det tunge fysiske, materielle Arbejde og til at give dem Herredømme over materielle Foreteelser, samtidig med at den er Midlet til at oplyse Menneskene om Naturens Teknik, men den kan aldrig nogen Sinde i sin nuværende Form og Begrænsning blive en Verdensgenløsning.

Hvad forstaar man da ved en Verdensgenløsning? - Ved den Verdensgenløsning, som Menneskene i høj Grad nu tiltrænger, og som de yderligere vil modnes til gennem alle de nuværende og forestaaende Lidelser, det være sig Krig, Sygdom og Ulykker, forstaas Udfrielsen fra den Gaadernes eller Mysteriernes mørke Nat, det er kun at vide Besked med de "døde Ting", kun at kende Rum og Tid, kun at kende Maal- og Vægtfacitter, men derimod være blottet for Kundskab om de "levende Ting"s virkelige Natur. Verdensgenløsningen er den Fornyelse af den moderne materielle Videnskab, der fra at være en Viden om Naturens Tyngdefacitter, skaber den om til ogsaa at være en Viden om Naturens "Livsfacitter", hvilket sidste altsaa vil sige Naturens "Livsytringer" eller Beviser for dens Identitet som et samlet, tænkende, manifesterende levende Væsen.

At komme til Erkendelse af, at alle Bevægelser i Naturen udenfor vor Organisme, det være sig Stormens Susen, Havets Brænding, Skyernes Flugt, Solens Varme o. s. v. er organiske paa samme Maade som alle Bevægelser inde i vor Organisme, saasom Blodomløb, Fordøjelse, Hjerne- og Hjærtefunktion er det, og at alle eksisterende Former for Bevægelse saaledes er identiske med Livets Udtryksmidler og Kendetegn, det er det tyvende Aarhundredes Verdensgenløsning. Det er den Fornyelse af det jordiske Menneskes Bevidsthed og Mentalitet, der hæver det ud af Dyrestadiet og ind i Aabenbaringen af dets Identitet som et evigt udødeligt Væsen, eksisterende som Liv, Kød og Blod af et ligesaa evigt eksisterende udødeligt Forsyn, og uden hvilken Viden der for Jordmenneskestadiet aldrig nogen Sinde vil kunne eksistere et "næste Stadium". Og uden dette "næste Stadium" maatte det jordiske Menneske saaledes ende sin straalende og guddommeligt paabegyndte Udviklingskarriere i "Dyreriget" eller "Dyrestadiet", døende eller gaaende til Grunde i en Overmættelse af materielle Facitter eller en næsten altomspændende Kundskab om materiel Teknik, en kulminerende Viden om "døde Ting", uden nogen Sinde at være kommen til Klarhed over Livets virkelige Eksistens, dets Natur og Forløb. Det maatte saaledes hensove i en permanent Indbildning af kun at være et blot og bart timeligt, materielt og livløst "Kvantum Stof". Men hvem har oplevet det som Kendsgerning? - Oplever ikke ethvert voksent normalt Jordmenneske i sin egen Organisme, altsaa i sit eget "Kvantum Stof": "Villie", "Intelligens", "Følelse", "Hukommelse" etc., og er det ikke netop disse Realiteter, der er uomstødelige Beviser for Livets Eksistens? - Kommer ethvert Jordmenneske saaledes ikke til at opleve et vist Kvantum Beviser for Livets Eksistens? - Og er det ikke netop denne Oplevelse, der i Virkeligheden gør dets "Kvantum Stof" synligt som "et levende Væsen"? -

Her vil man maaske indvende, at man ikke ser disse Beviser længere end fra Fødslen til Graven og indenfor dette Tidsrum netop ser Organismen blive skabt eller gradvis blive til, ligesom man ser samme Organisme igen blive opløst og forgaa. Men hvad er det egentligt, man i et saadant Tilfælde er blevet Vidne til? - Er det ikke netop dette, at det slet ikke er det fysiske "Kvantum Stof", der udgør Organismen, der er selve Individets Liv, men derimod de igennem Organismen aabenbarede mentale Funktioner eller Udtryk for Bevidsthed og Sjæleliv, der uomstødeligt kendetegner et tænkende, talende og handlende "noget"s Tilstedeværelse i Organismen eller Individets "Stofkvantum"? - Og er det ikke den Situation, der indtræder, naar dette "noget" ikke mere manifesterer sig igennem nævnte Organisme eller "Stofkvantum", der bevirker, at samme "Stofkvantum" fremtræder som et "Lig"? -

Hvad er et "Lig"? - Udgør det ikke den samme Kombination af Organer, som det gjorde, før det skete, der blev Aarsag til, at Organismen blev til et "Lig"? - Har et Menneskelig ikke stadig øjne, Øren, Næse, Mund, har det ikke Lunger, Lever, Mave, Tarme, har det ikke Hænder, Fødder o.s.v.? - Men hvorfor ligger det saa stille hen? - Hvorfor gaar det ikke, hvorfor taler det ikke, hvorfor sanser det ikke mere? - Er det ikke netop, fordi det aldrig nogen Sinde har været Organismen eller dets "Stofkvantum", der sansede, der talte, der saa og hørte, men derimod et "noget", som nu ikke viser sig igennem Organismen mere? - Nægtes kan det jo ikke, at Forskellen mellem Liget og den levende Organisme bestaar i, at sidstnævnte fungerer, bliver benyttet, medens dens Tilstand som Lig kendetegnes ved, at den ikke mere bliver benyttet. Man kan altsaa ikke komme uden om, at det er en urokkelig Kendsgerning, at den levende Organisme bliver "benyttet", medens Liget ikke bliver benyttet. Men naar det er en Kendsgerning, at den levende Organisme bliver benyttet, bliver det ogsaa en Kendsgerning, at der er et "Noget", som benytter den. Da Organismen helt igennem viser sig at være bar Organer, hvilket vil sige Redskaber, hver især beregnet paa Virkeliggørelsen af en eller anden Funktion, bliver det derigennem en Kendsgerning, at selve Organismen udelukkende kun er et "Redskab" og derved maa have et Ophav eller en "Benytter". For hvem skulde det ellers være Redskab? - Et Redskab kan jo kun eksistere som et Middel for dets Benytter til Opnaaelsen af en eller anden Skabelse eller Frembringelse. Og uden denne Benytter bliver ethvert Redskab værdiløst. Hvad er en Bil uden Bilist? - Hvad er en Skrivemaskine uden en Skriver? - Og hvad er en Bog uden en Læser? - Er disse Redskaber saaledes uden en Benytter i Princip ikke det samme som "Lig"? - Men naar vi i det daglige Liv saaledes overalt bliver Vidne til, at ethvert Redskab er værdiløst uden en Benytter, hvorfor skulde en Organisme, der jo i allerhøjeste Grad ikke kan frakendes at være et Redskab, saa ikke følge de samme Love og ligeledes være værdiløs uden en "Benytter"? - At tænke det modsatte er at tænke imod Kendsgerningerne og vil saaledes være stridende imod alt, hvad der kommer ind under Begrebet Logik. At erkende et levende Væsens Organisme som udgørende - ikke det levende Væsen selv, - men derimod et blot og bart Redskab for en "Benytter", altsaa et levende "Noget" bag Organismen, det er at opfylde Naturens og dermed de højeste Kendsgerningers egen Anvisning paa, hvorledes man skal tænke for at være i Kontakt med Livets egen evige Sandhed.

Nu vil man maaske indvende, at man bag alle fysiske Redskaber ser et synligt Ophav. Bag Bilen ser man en Bilist, bag Skrivemaskinen en Skriver og bag Bogen en Læser. Men er det nu rigtigt? - At se Bilisten, at se Skriveren, at se Læseren, er det det samme som at se den virkelige "Benytter" af Bilen, Skrivemaskinen og Bogen? - Nej, absolut ikke. Det vi direkte ser, er ikke "Benytteren", men stadig kun dennes Redskaber. Ligesom Bilen ikke er Bilisten, men kun er et Befordringsmiddel for denne, saaledes er det, vi ser af Bilisten, nemlig hans fysiske Legeme eller Organisme, heller ikke Bilisten, men kun hans Orienterings- eller Manifestationsredskab paa det fysiske Plan. Dette Redskab i Tilknytning til Bilen, i Tilknytning til Skrivemaskinen eller i Tilknytning til en Bog er det, vi henholdsvis kalder "Bilisten", "Skriveren" og "Læseren". Og de nævnte Udtryk er saaledes i Virkeligheden kun Redskabsudtryk paa samme Maade som "Økse", "Kniv", "Skovl" og "Spade" o. s. v. Ligesom disse Begreber ikke udtrykker deres Benytter, men derimod en særlig Tilknytningsmaade til dennes Manifestation, saaledes udtrykker "Bilisten", "Skriveren" og "Læseren" ogsaa kun en særlig Tilknytningsmaade til det "Noget"s Manifestation, der indirekte viser sin Tilstedeværelse gennem Organismen som den virkelige Benytter af Redskaberne.

At dette "Noget" virkeligt er til Stede bag Organismen og dens Tilknytning til de øvrige Redskaber: Bilen, Skrivemaskinen o. s. v. bliver jo til Kendsgerning gennem Aabenbaringen af "Bevidsthed", og som netop ligger til Grund for den Forskel, der er mellem et "Lig" og en Levende" Organisme.

Naar Bevidstheden er i Organismen, siger vi om samme Organisme, at den er "levende". Naar den ikke er i Organismen, kalder vi Organismen et "Lig". Den "levende" Organisme gør det altsaa til Kendsgerning, at Bevidstheden kan være i Organismen, ligesom "Liget" gør det til Kendsgerning, at den ikke mere er i Organismen. Men naar det saaledes er en Kendsgerning, at Bevidstheden kan være baade i og udenfor en Organisme, saa bliver det ogsaa en Kendsgerning, at Organisme og Bevidsthed udgør to forskellige Realiteter. Af disse to Realiteter er Organismen af fysisk Stof eller Materie, medens Bevidstheden er af en helt anden Natur. Dette bliver til Kendsgerning derved, at Organismen kan direkte ses ved Hjælp af det fysiske Syn, medens Bevidstheden kun indirekte kan erkendes gennem sine i den fysiske Materie fremtrædende Virkninger. Naar disse Virkninger ikke mere fremtræder i den fysiske Materie, siger vi om denne, at den er "livløs". Bevidstheden afviger altsaa fra den fysiske Materie derved, at den ikke kan ses med fysiske Øjne. Men da den alligevel kan erkendes som Kendsgerning, bliver det ogsaa til Kendsgerning, at den opleves paa en anden Maade end de Ting, der opleves gennem det fysiske Syn. Hvad er det for en anden Maade, denne saaledes kan opleves paa? - Er det ikke ved at "regne" Forholdet mellem Aarsag og Virkning ud og derved komme til - ikke en fysisk, - men en "ufysisk" Oplevelse.

Det bliver altsaa her til Kendsgerning, at det levende Væsen samtidigt sanser paa to helt forskellige Maader og derved bliver Genstand for to ligesaa forskellige Former for Oplevelse. Det sanser saaledes direkte fysiske Virkninger gennem sit fysiske Syn. Det "ser", at Himlen er blaa, det "ser", at Skoven er grøn, det "ser" Kornet bølge i Brisen, det "ser" at Bække, Aaer og Floder løber mod Havet o. s. v., men det "ser" absolut ikke, "hvorfor" Tingene aabenbarer sig netop saaledes som her nævnt. Det kan nemlig ikke "ses". Med de fysiske øjne er det absolut umuligt at "se" andet end "fysiske" Virkninger. Hvis det modsatte var muligt, vilde det Væsen, der havde de skarpeste øjne, jo vide bedst Besked med "hvorfor" de ovenfor nævnte Ting netop fremtræder saaledes paa det fysiske Plan, som de gør. Men da det er en Kendsgerning, at dette ikke er Tilfældet, bliver det ogsaa til Kendsgerning, at Oplevelse af alle "Hvorfor" sker ad en anden Vej end den fysiske. Naturmenneskene, hvis fysiske Sanser eller Syn vel nok er mere trænet og skærpet end det udviklede Kulturmenneskes, "ser" i større Udstrækning de rent fysiske Virkninger end sidstnævnte Væsen, men det oplever i langt mindre Grad end dette, "hvorfor", de fysiske Virkninger netop er saaledes, som de er. I modsat Fald vilde Videnskaben jo høre hjemme hos Naturmenneskene, og ikke som Tilfældet er hos Kulturmenneskene.

Gennem det fysiske Syn oplever man altsaa kun de fysiske Virkninger og absolut ikke noget som helst andet. De fysiske Virkningers Aarsag er saaledes absolut utilgængelige for den fysiske Sansning, det være sig ikke blot for Synets, men ogsaa baade for Hørelsens, Lugtens, Smagens og Følelsens Vedkommende. Alle fysiske Virkningers sande Aarsag er kun tilgængelig gennem en - Udregning.

Hvad er da en Udregning? - En Udregning er en Evne til paa Basis af en i Bevidstheden allerede eksisterende Viden om "Aarsager" at komme til Erkendelse af nye "Aarsager" gennem nye fysiske" Virkninger". Et Menneske "ser" saaledes, som før nævnt, at alle Bække, Aaer og Floder løber mod Havet. Det er en fysisk Virkning, det kan "se". Men det kan ikke "se" Aarsagen hertil. Derfor har der ogsaa været engang, hvor denne Aarsag var en stor Gaade, var et stort Mysterium for Datidens Mennesker, skønt disse ikke stod tilbage for Nutidens Mennesker med Hensyn til selve den fysiske "Seevne". Naar Nutidens Mennesker ikke desto mindre i stor Udstrækning kender Aarsagen hertil, saa har de altsaa ikke erhvervet dette Kendskab alene ved at "se", men derimod udelukkende ved i Forvejen at have været i Besiddelse af Viden om Aarsager til andre fysiske Virkninger, med hvilken de har kunnet sammenligne Vandets nedadløbende Tendens. De har f. Eks. i Forvejen været i Besiddelse af Viden om, at naar de slipper en Genstand, de har i Haanden, vil den, jo tungere den er, falde med desto større Kraft mod Gulvet. Derved er de kommen til Kundskab om, at alle fysiske Genstande er knyttede til en "usynlig" Aarsag, vi kalder "Vægt" eller "Tyngde", der igen er det samme som en "Faldetendens". Ved Hjælp af denne Kundskab forstaar de, naar de siden ser Vandets Løb mod Havet, at det skyldes denne Faldetendens, og at dets Løbs "usynlige" Aarsag saaledes er dets Vægt, som afstedkommer en tilsvarende Grad af et Fald ned mod de underliggende Steder.

Denne Viden tilegner Individet sig altsaa kun i Kraft af, at det er i Stand til i Vandets Bevægelse at genkende dennes Identitet med Genstandens Fald fra Haanden mod Gulvet. Paa denne Maade er det saaledes gennem det tidligere oplevede, at man er i Stand til at erkende de nutidige Oplevelser. Der hvor man ikke kan forbinde det tidligere oplevede med det nutidigt sete eller paa anden Maade fysisk oplevede, der bliver dette ganske uforstaaeligt, ligegyldigt hvor skarpt et fysisk Syn eller en fysisk Sansning man saa er i Besiddelse af. Og derfor er der netop saa meget, som det moderne udviklede Menneske i Dag "ser" eller fysisk oplever uden at forstaa, hvad det egentligt er, det i dette er Vidne til.

En Udregning udgør altsaa en Metode til gennem tidligere Oplevelser at komme til Erkendelse af nutidige Oplevelsers sande Analyser. Men denne Udregning er saaledes baseret paa Viden om tidligere Oplevelser, og denne Viden kan jo ikke eksistere uden at være baseret paa "Hukommelse". Og vi er nu kommen ind paa Funktioner i Organismen, der er af en helt anden Art end netop den fysiske Sansning, Funktioner uden hvilke den fysiske Sansning vilde være lig Nul, altsaa Funktioner der gaar ud paa at "sammenligne", der gaar ud paa at "udregne", Funktioner der afslører Forskning og dermed yderligere afslører Ønsker, Begær og Villie. Men kan saadanne Funktioner være Egenskaber ved "dødt" Stof eller Materie? - Kan Stoffet " tænke", "handle", udtrykke Ønsker, Begær, Sorg og Glæde? - Er det ikke det modsatte af Kendsgerningerne? - Er det ikke en Kendsgerning, naar vi koncentrerer os paa os selv, at vi da bliver Vidne til, at det fysiske Stofkvantum, der udgør vor Organisme, er et - Redskab, og at der bag dette Redskab befinder sig "noget", der afslører sig som dette Redskabs "Benytter", "noget", der om sig selv siger: "Jeg handlede, jeg saa, jeg hørte, jeg løb, jeg talte", altsaa "noget", der hele Tiden benytter Organerne, og hvis Benyttelse, som vi lige har set, ikke kan finde Sted uden ved en i Forvejen bag Organerne eksisterende Viden, som altid vil være absolut bestemmende for nævnte "Benytter"s Kunnen.

Men naar enhver Sansning, hvilket vil sige Tilegnelse af ny Viden, saaledes udelukkende kun kan ske paa Basis af Viden fra forudgaaende Oplevelser, bliver det ogsaa her til Kendsgerning, at det levende Væsen aldrig nogen Sinde kan have haft nogen "første Oplevelse". En hvilken som helst Oplevelse af ny Viden kan jo, som før paapeget, kun ske som identisk med noget af en "Genkendelsesproces", og denne vilde jo umuligt kunne finde Sted, hvis der i det paagældende Væsen ikke eksisterede Erindringer om forudgaaende Oplevelser. Men naar det saaledes er en Kendsgerning, at al Bevidsthedsfunktion er en Reaktion mellem det levende Væsens tidligere og nutidigt oplevede, saa bliver det ogsaa til Kendsgerning, at Bevidsthedsfunktionen er "ældre" end det paagældende Væsens nuværende Organisme.

Her vil man maaske protestere og sige, at det lille nyfødte Barn da absolut ingen Viden har, men hvoraf ved man det? - Hvad baserer man denne Paastand paa? - Er det ikke en Kendsgerning, at Viden ikke direkte kan ses med de fysiske øjne, men derimod kun indirekte kan erkendes ved sin Aabenbaring gennem Væsenets fysiske Organisme? - Denne er altsaa Redskabet for det levende Væsens Aabenbaring af Viden paa det fysiske Plan. Men kan denne Aabenbaring saa blive fuldkommen, saalænge nævnte Redskab endnu kun er i sin spæde Begyndelse? - Hvem kan køre i en Bil, saalænge dens Hjul endnu ikke er færdige? - Hvad er en Skovl og Spade værd, saalænge disse endnu ikke er forsynede med Skaft? - Er det ikke en Kendsgerning, at ethvert Redskab først bliver fuldkomment tjenligt til sit Formaal, naar det er helt færdigt i sin Skabelse eller Opbygning? - Hvorfor skulde en fysisk Organisme saa være en Undtagelse? - Viser det sig ikke netop, at denne ogsaa bygges op og er mere færdigbygget, naar den er fuldvoksen, end naar den er nyfødt? - Men naar den er mere færdig i voksen end i nyfødt Tilstand, hvorledes skulde "Benytteren" af denne saa være i Stand til at aabenbare ligesaa megen Viden i dens ufærdige eller nyfødte Tilstand som i dens færdige og voksne Fremtræden? - At "Benytteren" af den fysiske Organisme kun aabenbarer en ganske lille svag Bevidsthedstendens i dens nyfødte Tilstand kan saaledes aldrig i noget som helst Tilfælde være et Bevis for "Alderen" paa "Benytteren"s Bevidsthed eller Mentalitet, tværtimod. Hvis Bevidstheden bag det lille spæde fysiske Legeme ikke udgjorde mere end det, der igennem dette kommer til Syne, saa var samme lille Legeme jo fuldvoksent. Hvad skulde "Benytteren" af nævnte Legeme saa med et mere fuldvoksent og færdigt Legeme? -

Nu vil man maaske alligevel indvende, at det lille Barn absolut modtager sine første fysiske Indtryk uden at have nogen forudgaaende Erindring eller forudgaaende Viden, ved hvis Hjælp, det kan gøre sig sine nutidige Oplevelser begribelige, og at der saaledes alligevel bliver Tale om en "første" Viden. Men er det nu rigtigt? - Ja, her maa man jo først lære at forstaa, at Viden i Virkeligheden er noget mere fundamentalt og dybtgaaende i Bevidstheden end blot og bar en Sum i Dagsbevidstheden klart erindrede Detailler fra nærmere eller fjernere Oplevelser gennem den nuværende fysiske Organisme. Den udgør ogsaa en Sum af ikke erindrede Detailler. Viden omfatter naturligvis alt det, vi kalder: "Dagsbevidsthed". Men hvis den ikke havde andre Stadier at fremtræde under, vilde den være ganske omsonst, og det levende Væsens Eksistens en Umulighed. "Dagsbevidsthed" er saaledes kun "Viden" i sit første Stadium, hvor Detaillerne endnu klart erindres. Dette Stadium kan vi kalde "A. Stadiet". Herfra gaar den over i et andet Stadium, bliver til Villie, bevidst Handling eller Manifestation. Dette Stadium kan vi udtrykke som "B. Stadiet". Herfra overgaar den til at blive til Automatfunktioner, hvilket vil sige Vaner og Tilbøjeligheder, der i Virkeligheden er det samme som "Talenter" eller "Anlæg". Dette Stadium kan vi udtrykke som "C. Stadiet". Paa dette Stadium har den som bevidst Viden forlængst naaet Kulminationen af sin Mission og behøver ikke mere at opretholdes som Erindring og eksisterer da som en selvstændig arbejdende Bevidsthedsfunktion, vi kalder "Underbevidsthed".

Fra Underbevidstheden ledes og styres saaledes alle de selvstændige Funktioner i Organismen, saasom Hjærte-, Kirtel-, Fordøjelses- og Vækstfunktionerne. Disse Funktioner er altsaa "Viden" omsat til selvstændigt arbejdende Energicentrer og behøver saaledes ikke mere Individets bevidste Kontrol eller Villietilskyndelse. Denne er da ogsaa her sat ud af Spillet, saaledes at Individet ikke mere behøver at styre disse Funktioner med Hjernen. Men naar det ikke mere behøver at styre disse med Hjernen, behøver det heller ikke mere at være belastet med nogen bevidst Viden eller Erindring om disse Funktioners Hensigtsmæssighed eller Formaal, hvorved samme Viden da ogsaa forlængst er udgaaet af Individets "Dagsbevidsthed".

At disse selvstændige Funktioner er Aabenbaring af "Viden" bliver til Kendsgerning igennem deres Planmæssighed eller den Hundrede Procents formaalstjenlige Mission, de opfylder. Hvis disse Funktioners Planmæssighed eller højeste intellektuelle Opfyldelse af deres Formaal kunde blive til uden at have været "Viden" paa "A. Stadiet", hvad skulde man saa i det hele taget med Hjernefunktion og intellektuel Indsigt. Naar Organerne, som jo er de mest fuldkomne "Maskiner" i Tilværelsen, skulde kunne have bygget sig selv op Hundrede Procents tjenlige til et logisk Formaal uden noget Væsens forudgaaende Indsigt og Viden, saa maatte jo ogsaa enhver Maskine, ethvert Redskab i Tilværelsen bygge sig selv op. Et Lyntog, en Bil, en Rotationspresse maatte jo ligesaa godt kunne blive til uden noget Væsens forudgaaende Hjernespekulation eller intellektuel Indsigt og Ledelse, i Særdeleshed da disse Redskaber jo ikke er mere intelligensmæssigt eller intellektuelt opfyldende deres Mission end Organerne.

Overalt eller i alle Ting, hvor Individets Viden er paa "A. Stadiet", altsaa det dagsbevidste Stadium, kan ingen som helst Skabelse finde Sted uden paa Basis af Intellektualitet eller bevidst Viden. Naar Menneskene ser, at Maskinerne ikke kan blive til af sig selv, saa er det jo fordi disses Skabelse er Viden paa "A. Stadiet", medens Organernes Skabelse forlængst er blevet til Viden paa "C. Stadiet" eller det Stadium, hvor den bevidste Viden er blevet overflødig paa Grundlag af, at Skabelsesfunktionerne gennem de mange Liv forlængst er overgaaet i Bevidstheden som Vanefunktioner og saaledes er blevet selvbefordrende.

Skabelsen af alle de nuværende Organer har saaledes engang begyndt i fysisk Materie som bevidste, intellektuelle Villiefunktioner og dermed været henhørende under Viden paa "A. Stadiet". Men da var Organerne ikke blevet til Organer, da var de paa de nuværende Maskiners Stadium. Og de paagældende Væsener havde andre Organismer eller Legemer, der efterhaanden er blevet afløst af de nuværende. Og paa samme Maade vil de nuværende ogsaa efterhaanden blive afløst af kommende Organer, som i Dag er paa "Maskinstadiet". Dette vil altsaa igen sige, at alt, hvad Jordmenneskene i Dag befatter sig med i Form af udvidelse af Intellektualitet, umuligt kan undgaa at udvikle sig videre til Manifestation eller Handling. Denne kan igen kun finde Sted i Form af Forandring af Materie. Og den første Omformning af Materie er bevidst Teknik. Omformningen af bevidst Teknik bliver ved tilstrækkelig Gentagelse til Vanefunktion og er dermed en Evne, hvilket altsaa vil sige, en selvstændig Funktion uafhængig af Hjernen. Men naar disse Funktioner saaledes efterhaanden gør sig uafhængige af Hjernen, skaber de jo det fysiske Legeme om. Det bliver efterhaanden udstyret med det ene selvstændigt arbejdende Center efter det andet, og Skabelsen, der begyndte som Viden paa "A. Stadiet", gaar over til at være Viden paa "B. Stadiet" for at ende som en Hundrede Procent selvstændig Skabeevne, der altsaa er Viden i "C. Stadiet".

Hvis det ikke netop forholdt sig saaledes som her paapeget, vilde enhver Tilegnelse af Evne og Færdighed være en Umulighed. Men Kendsgerningerne viser jo, at "Øvelse gør Mester", og at ingen faar Rutine uden igennem Øvelse. Men Øvelse skaber Centrer for selvstændig Funktion, hvorved Hjernen aflastes til Fordel for Individets fortsatte Tilegnelse af ny "A. Viden".

Viden er saaledes ikke til for blot og bar at eksistere som en klar dagsbevidst viden Besked med dette eller hint, men ogsaa for at omsættes i Villie og derved overgaa til Manifestation eller Handling. Og efterhaanden som den passerer Kulminationen heraf, gaar den altsaa ud af "Dagsbevidstheden", omformet til de selvstændige Funktioner, vi kalder "Evner", "Talenter" eller "Anlæg".

Bag det lille nyfødte Barns Organisme eller Legeme eksisterer der saaledes en Serie af saadanne "Talenter" eller "Anlæg", altsaa en Serie selvstændigt arbejdende Funktioner, af hvilke det lille Legemes Vækst og Tilblivelse, dets kommende Brugbarhed og Udformning er skæbnebestemt. Da denne Serie af Anlæg saaledes er "C. Viden", hvilket altsaa vil sige Viden i sin tredie Fase eller det Stadium, hvor den er blevet til selvstændig Skabefunktion, bliver det en Kendsgerning, at den paagældende lille Organismes usynlige "Benytter"s Mentalitet eller Bevidsthed er ældre end selve den nævnte fysiske Organisme. Hvor skulde ellers den Viden komme fra, som afslører sig i Organismen som Kendsgerning i Form af dens planmæssige Skabelse eller Tilblivelse? - Hvorledes skulde de "Anlæg" eller "Talenter" ellers blive til, paa hvilke nævnte Organismes Skabelse er baseret? -

At paastaa, at de er nedarvede fra Forældrene afslører kun en aabenlys Naivitet eller Uvidenhed om de faktiske Forhold, thi hvis det var saaledes, vilde en Udvikling aldrig nogen Sinde kunne finde Sted. Alle levende Væsener maatte i al Evighed være en Hundrede Procents Kopi af deres Forældre. Og hvor skulde saa alle de Evner og Talenter komme fra, som mange Børn er i Besiddelse af, og som slet ikke i mindste Maade findes hos Forældrene, Bedsteforældrene, ja, slet ikke i nogen som helst Maade kan paavises at eksistere i den paagældende Familie? - Hvordan kan ubegavede Mennesker blive Forældre til et Geni? - Og hvorledes gaar det til, at Geniers Børn ikke er Genier? - Hvor kommer alle de Evner, Talenter eller Anlæg fra, der undertiden afslører Sønnen eller Datteren som tilhørende et helt andet og langt højere mentalt Plan end Forældrene? - De kan da ikke komme lige ud af Luften. Man har endnu aldrig set, at "Noget" kan blive til af "Intet".

Og Kendsgerningerne viser da ogsaa, som vi før har paapeget, at enhver Form for Højnelse af Mentalitet umuligt lader sig gøre paa anden Basis end netop ved Oplevelse af Erfaringer, ihærdigt Slid med Studium og Øvelser. Og bliver dette Slid, disse Øvelser ikke netop til nye Vaner, og er Vanen ikke det samme som Fostret til nye Automatfunktioner, og er disse ikke det samme som nye Evner, Talenter eller Anlæg, og er vi ikke her ved de Kræfter, der aabenbarer sig bag Fostrets eller Organismens Tilblivelse? - Disse er altsaa Viden paa "C. Stadiet". Men da Viden for at kunne fremtræde i "C. Stadiet" (selvstændig Skabefunktion) først har maattet eksistere i "B. Stadiet" (bevidst Villie og Handling) og forud for dette igen har eksisteret paa "A. Stadiet" (Dagsbevidst Viden), aabenbarer Livet selv her for os, hvorledes de mentale Kræfter, der kommer til Syne bag Organismens Tilblivelse, engang har været klar "dagsbevidst Viden" og gør det dermed til en Kendsgerning, at samme mentale Kræfter, hvilket altsaa vil sige, den Bevidsthed, der nu kommer til Syne i det nyfødte Barns Legeme, har eksisteret før som "klar Dagsbevidsthed".

At samme Bevidsthed har eksisteret i et tidligere fysisk Legeme bliver ogsaa til Kendsgerning, idet, fysiske Evner og Talenter jo kun kan blive til gennem fysiske Erfaringer, og disse igen kun kan opleves i Kraft af en fysisk Organisme, der jo er det levende Væsens Redskab for al fysisk Manifestation. Reinkarnation er saaledes ikke mere en Utopi, er ikke mere et Dogme, er ikke en blind Paastand, men kulminerende Logik. De levende Væseners Ukrænkelighed som evige eller udødelige Realiteter er Videnskab. Og en stor Sandhed, der i sig selv er Nøglen til al videre Forstaaelse af Tilværelsen, aabenbarer sig her igennem for Verden.

Alt, hvad vi i den daglige Tilværelse bliver Vidne til, er Bevægelse, Bevægelse er Forandring, og Forandring er Skabelse, Skabelse er Intellektualitet, Intellektualitet er Bevidsthed, Bevidsthed er Aabenbaring af Viden, Viden udtrykker sig igennem de tre Hovedfaser: klar dagsbevidst Viden (A. Stadiet), denne Viden omsat til bevidst Organisering af Villie og Handling (B. Stadiet), denne Organisering udvidet til Automatfunktioner, hvilket er Evner, Anlæg eller Talenter (C. Stadiet), og disse Talenters Afsløring er igen Bevægelse. Bevægelse er saaledes i sin højeste Analyse Aabenbaring af Intellektualitet og bliver derved identisk med Livets fornemste Kendetegn, ligegyldigt hvordan den saa end maatte vise sig, ligegyldigt om den viser sig som Skyernes Flugt hen over Verden, Brisens Sus i Trætoppene, Bølgernes Larmen imod Klipper og Skær, eller den viser sig som en udstrakt kærtegnende Haand mod den Ulykkelige, er en stille Taare, der grædes over et bristet Haab o. s. v. Alt er Livets Kendetegn, alt er Udtryk for Villie og Planmæssighed, alt har en Hensigt, har et Formaal at opfylde, og er saaledes Udtryk for Bevidsthed. Bevisthed er Liv, og Liv eksisterer kun i Form af dets Oplevelse. Men Oplevelse forudsætter et Ophav. Liv kan derfor kun eksistere i Tilknytning til "et Noget, der oplever". Dette "Noget" er aldrig blevet set, idet kun dets Frembringelser kan ses. Da disse Frembringelser er Bevægelse, og Bevægelse er Forandring, og Forandring er Skabelse, og Skabelse er Intellektualitet eller Manifestation af Viden, er det kun dette "Noget"s Viden, der er tilgængelig for Sansning. Alt, hvad der er tilgængeligt for Sansning, er saaledes en Aabenbaring af Viden, ligegyldigt om det er de levende Væseners Graad og Jammer, deres Lykke og Glæde eller det er Naturens Kræfter, dens Ild og Kulde, dens Lys og Mørke.

Da alt saaledes er Bevægelse, og Bevægelse er Forandring, og Forandring er planmæssig Skabelse, og planmæssig Skabelse er Afsløring af Intellektualitet eller Viden, bliver det en Kendsgerning, at alt, hvad der kan ses eller sanses, saaledes er en Afsløring af et "Noget"s Tilkendegivelse af sin Tilstedeværelse. Men en "intellektuel Tilkendegivelse" er jo et "Budskab", et "Budskab" er ikke det samme som dets Ophav, men er en Realitet gennem hvilket samme Ophav indirekte bliver til Kendsgerning.

Da Synet saavel som al den øvrige Form for Sansning hører med til Bevægelse, er skabte Realiteter og derfor ikke kan være "Skaberen" selv, men er dennes "Budskab", bliver det hermed en Kendsgerning, at "Ophavet" bag "Budskabet" i sin Natur er hævet over al Tilgængelighed for Beskuelse. Kun det Skabte er tilgængelig for Beskuelse, for Syn og Hørelse, i Særdeleshed fordi al Sansning kun kan eksistere som identisk med Evnen til at opfatte Konsekvenserne af Reaktionen mellem to forskellige Former for Bevægelse. At "se" er jo kun Evnen til at opfatte Konsekvenserne af Reaktionen mellem det materielle Lys og Mørke. Men da Lys og Mørke er skabte Realiteter, kan de ikke være Ophav til de nævnte Konsekvenser, hvilket vil sige det "Sete", idet dette altid i sin dybeste Analyse urokkeligt afslører Intellektualitet, og denne igen kun kan eksistere som en Egenskab ved et "levende Noget". Da al øvrig Sansning i Virkeligheden kun udgør Variationer af samme Princip, kan al Sansning saa at sige betegnes som Grader af "Syn". Det vi "ser" af et andet levende Væsen, er saaledes ikke det levende Væsen selv, men derimod kun de intellektuelle Konsekvenser af de Reaktioner mellem de forskellige Former for Bevægelse, der finder Sted i det "Stofkvantum", der udgør dets Organisme eller Legeme. Disse intellektuelle Konsekvenser kalder vi "Kød", "Blod", "Hud", "Haar", "Mave", "Tarme", "Øjne", "Mund", "Næse" o. s. v. Men da alle disse Detailler eller Realiteter i Virkeligheden kun udgør Reaktioner mellem forskellige Bevægelsesformer, og disse Reaktioner afslører "intellektuelle Konsekvenser", kommer disse Konsekvenser her til at stadfæste som Kendsgerning et intellektuelt Ophavs Nærværelse bag Bevægelserne eller disses samlede intellektuelle Kombination: Organismen. I modsat Fald maatte disse intellektuelle Konsekvenser være Resultater af dødt og livløst Stof. Men hvis dødt eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, Stof kunde skabe intellektuelle Konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder Bevidsthed, hvilket vil sige Hjerne, Erfaringer, Studium og Undervisning, jo ganske overflødigt. Alt vilde være en automatisk fungerende livløs Masse, hvis Bevægelse og stadige Forandring ganske vist afslørede Intellektualitet, men for hvem? - Noget til at opleve denne afslørede Intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en Kendsgerning, at en Oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt, men kun i Tilknytning til et "Noget", der har Evne til at opleve? - Hvorledes skulde en Oplevelse ellers blive til? -

Da det saaledes er en Kendsgerning, at der eksisterer "Noget", der har Evne til at opleve, og det samtidigt er en Kendsgerning, at dette "Noget" ikke kan være Organismen, idet den er intellektuelt opbygget, og Ophavet til denne Opbygning jo maa have eksisteret før og tilegnet sig den Intellektualitet, af hvilken den nuværende Organisme er et Resultat, bliver det ogsaa en Kendsgerning, at det virkelige Væsen eller "Jeg" eksisterer som et usynligt "Noget" bag Manifestationerne. Dette vil igen sige, at vi i Virkeligheden aldrig har set vore Venner eller Fjender, vi har aldrig set vore Familiemedlemmer eller Omgangsfæller, vi har aldrig nogen Sinde set et levende Væsen. Alt hvad vi direkte har set og kender under ovennævnte forskellige Udtryk er kun forskellige skabte Realiteter, intellektuelle Konsekvenser af Reaktioner mellem Stofmasser, og ved hvilke Reaktioner vi har været i Stand til at sortere de forskellige intellektuelle Konsekvenser (Organismerne) ud og registrere dem i vor Bevidsthed under de ovenfor nævnte Betegnelser.

Alt, hvad vi betegner som "Familiemedlemmer", "Venner", "Fjender", "Dyr" o. s. v. er saaledes hver især kun udgørende intellektuelle Konsekvenser af Reaktioner mellem de fysiske Stofmasser, vi (vore Jeg'er) hver især har opbygget vor nuværende Organisme eller Redskab af. Et "Dyr" er jo kun Udtryk for en særlig Organismeform, hvilket vil sige en "Redskabsform", der benyttes af et eksisterende usynligt "Noget". Er det samme ikke Tilfældet med et "Menneske"? - Hvad er det andet end en "Redskabsform" for et usynligt "Noget" eller "Jeg"? - Og bliver "Planterne" ikke paa samme Maade afslørende Intellektualitet? - Hvorfor bliver Rosen ikke som Tidslen? - Og hvorfor bliver Kæmpefyrren ikke som Misteltenen? - Og denne de synlige Tings Identitet som Beviser for usynlige evige intellektuelle Ophav til den i Stofferne aabenbarede Intellektualitet, lader heller ikke vente paa sig i Mineralerne. Er det ikke Intellektualitet, der aabenbarer sig igennem Mineralernes Krystallisering? - Hvad er det for planmæssige "Mønstre", der kommer til Syne i Frostblomsterne paa vore Ruder? - Og hvad er det for en Planmæssighed, der bevirker Bjærgkrystallets Tilblivelse o. s. v.? - Jeg kan kun se, at der overalt og i alle Ting eksisterer den samme Planmæssighed, hvilket vil sige nyttefrembringende Skabelse. Men nyttefrembringende Skabelse er jo det samme som Aabenbaring af Viden. Da Viden igen viser sig som klar Dagsbevidsthed, som bevidst Villie og Handling og som Vanebevidsthed, hvilket vil sige Automatfunktioner, bliver hele Verdensaltet, hele Tilværelsen hermed afsløret som een eneste stor Aabenbaring af Viden eller Intellektualitet og dermed urokkeligt afslørende alt som "Bevidsthed". Men naar den allerhøjeste Form for Tænkning, hvilket vil sige en Tænkning i Kontakt med Verdensaltets egen aabenbarede Logik eller Intellektualitet beviser, at alt er Bevidsthed, bliver en eneste altomspændende "Guddom"s Eksistens ogsaa hermed aabenbaret som Kendsgerning. I modsat Fald skulde den afslørede Bevidsthed være uden Ophav, hvilket jo er en Umulighed.

Verdensaltets Manifestation udgør altsaa Aabenbaringen af et villiebefordrende, skabende, udødeligt "Noget". At vi ikke ser dette "Noget", men kun dets Frembringelser, hvilket jo udelukkende er dets Tilkendegivelsesmidler, er en naturlig Selvfølge. Vi ser jo heller ikke Hansens, Petersens eller Jensens usynlige "Noget", men kun disse "Noget'er"s Frembringelser, hvilket vil sige de Midler, ved hvilke de nævnte "Noget'er" eller "Jeg'er" midlertidigt tilkendegiver sig. Hansen, Petersen og Jensen er altsaa kun Udtryk for disse midlertidige Tilkendegivelser, ikke for de samme Tilkendegivelsers virkelige evige, udødelige Ophav. Disse er ligesaa ophøjede over Synlighed og Timelighed som Verdensbevidsthedens Ophav og er saaledes Hundrede Procent i "Guds Billede efter hans Lignelse".

At "se Gud" er ikke at se de materielle Ting, deres Maal- og Vægtfacitter, men derimod igennem de materielle Ting at kunne erkende den gennem disse afslørede eller aabenbarede Intellektualitet, der jo gør Guds Bevidsthed og vor egen Udødelighed til Kendsgerning. Da denne Evne kun kan opnaas ved at anvende de rigtige Tanker, hvilket vil sige Tanker, der i Hundrede Procents Grad følger Verdensaltets virkelige Analyse, altsaa Tanker der er Hundrede Procents logiske, bliver Jesu Ord: "Salig er de rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud", jo til Videnskab. Thi hvad er nemlig urent andet end forkerte Tanker. Forkerte Tanker giver forkerte Handlinger, forkerte Handlinger giver forkerte Oplevelser, forkerte Oplevelser giver forkerte Analyser, og forkerte Analyser er jo Modsætningen til Sandheden. At leve paa denne Modsætning er at leve i Disharmoni med Livet. Men Disharmoni med Livet giver Smærte og Lidelse; Smærte og Lidelse skaber Længsel imod Modsætningen, og denne Længsel udløser sig i Raabet: "Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" -

Da forkerte Handlinger giver Smærte og Lidelse, bliver de rigtige Handlinger jo Modsætningen hertil. Da denne Modsætning er Handlinger, der skaber Harmoni, naturlig Lykke og Glæde, og disse Handlinger tilsammen direkte udgør det, vi kalder "Kærlighed", bliver Svaret paa ovennævnte fundamentale Spørgsmaal saaledes ogsaa identisk med Videnskab i Form af Jesu Ord: "Du skal elske din Næste som dig selv". Da ingen kan tjene Gud, hvilket vil sige være i Kontakt med Livets Love, uden netop ved at elske sin Næste som sig selv, bliver det saaledes ogsaa til Videnskab, at Opfyldelsen af nævnte Ord er "al Lovens Fylde".

Da Smærte og Lidelse er Resultatet af forkerte Handlinger, og forkerte Handlinger er Resultatet af forkerte Tanker, og forkerte Tanker kun kan udløses af Uvidenhed, bliver Analysen over alle Ophav til Smærte og Lidelse ogsaa til Videnskab, naar den erkendes i Form af det ligeledes profetiske Ord: "Thi de vide ikke, hvad de gøre".

Men naar de ikke ved, hvad de gør, bliver al Intolerance, al Hævn og ond Kritik over disse Væsener i højeste Grad identiske med forkerte Handlinger. Og det bliver saaledes ikke altid "de, der dømmer", der er de mindste "Syndere". Men da enhver "Synd", hvilket vil sige forkert Handling, som vi før har berørt, tilsidst resulterer i Disharmoni, Smærte og Lidelse for sit Ophav, bliver de to bibelske Udtryk: "Dømmer ikke, thi med hvad Dom I dømme, skulle Eder igen tilmaales" og "Det et Menneske saar, det skal det høste", saaledes til videnskabelig Sandhed. Men da denne "Høst" tilsidst resulterer i Opdagelse af Smærternes og Lidelsernes sande Aarsag: de forkerte Tanker og Handlinger, og denne Opdagelse igen uundgaaeligt resulterer i virkelig Viden, hvilket vil sige de rigtige Tanker og dermed de rigtige Handlinger, og disse igen giver sit Ophav den endelige, højeste Fred, Lykke og Glæde, og intet som helst Væsen saaledes kan fortabes, men uundgaaeligt maa opnaa Livets højeste Salighed, den højeste Viden, den fuldkomneste Manifestation, og at ingen som helst forkerte Tanker og Handlinger saaledes i Længden kan forblive unyttige, men indirekte sluttelig befordrer nævnte højeste Opnaaelse, bliver Verdensplanen kulminerende Logik, og dens højeste absolute og endelige Facit saaledes identisk med den højeste uomstødelige Videnskab i Form af det bibelske Udbrud: "Se alt er saare godt".

Vor mentale Rejse er hermed til Ende. Skønt denne vor Rejse eller Forskning kun har strakt sig ind over det for det jordiske Menneske tilgængelige, realistiske, fysiske Erfaringsmateriale, og vor Tanke hovedsagelig har maattet holde sig borte fra de Detailler og Realiteter, det Erfaringsmateriale, der ukendt for det jordiske Menneske har Hjemsted paa langt højere, guddommelige Sfærer eller Zoner end de, i hvilke Jordmenneskenes daglige Liv befordres, og hvis Beskrivelse vi derfor har maattet henlægge til mit Hovedværk for Viderekomne "Livets Bog", har vi ikke desto mindre paa nævnte mentale Færd set meget. Mange Detailler har vist sig for os paa denne Rejse, der faktisk har været en Færd lige lukt igennem Livets mørkeste Zone, har været en mental Beskuelse af selve "Helvede" med dets altdominerende Mord- og Lemlæstelsesteknik, dets Krigsskuepladser med Jammerskrig og Dødsrallen, brændende Byer, Kultur og Kunst omdannet til Ruin- og Askehobe, en Verden med aabenlyse og maskerede Røveri- og Plyndringsprocesser, Subsistensløshed, Sultedød, Selvmord og Sindssyge. Men trods disse uhyggelige Erfaringer har vi ikke et eneste Sted været Vidne til saa meget som et mikroskopisk Brud paa den kosmiske Verdensordnings Teknik. Vore Hovedhaar var bogstavelig talt talte. Ja, selv det mindste Støvfnug kunde ikke udtrykke Tilfældighed. Alt fungerede Hundrede Procents opfyldende sin planmæssige Bestemmelse: Aabenbaringen af en altbeherskende kulminerende Kærlighed. Baaret paa vor Hjernes guddommelige Kraft oplevede vi, at der gennem denne mørke Underverden kom et almægtigt Forsyns guddommelige Straaleglans til Syne, oplyste Rummet, og vi saa - ikke som en Drøm - ikke som et Fata Morgana, - men som realistisk Virkelighed, tilgængelig for al Efterforskning, at Verdensaltet var et levende Væsens Tilkendegivelse, at alle levende Væsener var Gudesønner, udødelige Væsener fremtrædende i "Guds Billede efter hans Lignelse", at de hver især var deres egen Skæbnes Herre, at de høstede det, de saaede, at denne Høst resulterede i Skabelsen af Kærlighedsevnen, at Kærlighed saaledes var Livets højeste Hensigt, var den sluttelige Opfyldelse af alle Formaal, og at dette, "at elske sin Næste som sig selv", saaledes var Kulminationen af al Logik, var Vejen ud af det mørke Dyb, var Vejen opad mod Livets og Lykkens mest straalende Tinder, var den forlorne Søns Tilbagekomst til sin evige Fader, og at Verdensaltet var denne evige Faders Kulmination af Kærlighed.