Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvis man ser rigtigt efter, finder man næsten altid en realitet bag de forskellige legender og sagn. Sådan er det også med Shangri-la, der bag den opdigtede historie i en bog viser sig at kunne spores til et åndeligt rige her på jorden.

 

Da James Hilton skrev "Lost Horizon", er det sandsynligt, at han kendte og følte sig inspireret af Shambhalas eksistens, eftersom Shangri-la og Shambhala har meget til fælles. Alene ordenes slægtskab taler for det. Shambhala betyder Lykkens kilde – eller vejen til den – idet endelsen -la står for pas eller indgang til et dalstrøg.

Som det så ofte går, har tiden og forskellige menneskers opfattelse af Shambhala efterhånden lagt et næsten uigennemtrængeligt slør af myter og forestillinger over, hvad Shambhala egentlig er og står for. Og kendskabet til Shambhala i forskellige sammenhæng kan føres langt tilbage i tiden.

Selv har jeg fæstnet mig ved det syn på Shambhala, som råder inden for den tibetanske buddhisme. Dér beskrives Shambhala som et kongerige, og tibetanerne selv siger, at det ligger et sted nord for deres hjemland, Tibet. Ifølge dem, findes det virkeligt, men for at kunne se det, må man være begavet med hvad de kalder visdommens øje. Et sådant klarsyn har kun de mennesker, som er moralsk højt udviklet. Har man ikke denne evne – og dog kommer ud for at skulle færdes i den egn hvor Shambhala er beliggende – fornemmer vandreren blot, at området føles usædvanlig rent og harmonisk.

Da Per en gang spurgte Martinus, hvorfor han holdt så meget af at spadsere netop dér, fortalte han, at der på sletten findes en åndelig by. Per havde allerede i sine unge år lagt mærke til, at der over sletten hviler en ganske særlig let og ren stemning. Derfor havde han mange gange siden besøgt den.

Ifølge Martinus findes der på dette sted en by befolket med højt udviklede, diskarnerede mennesker. Det som frem for alt udmærker denne åndelige by, er at den er sæde for et omfattende skolevæsen. Uddannelsen sigter her først og fremmest på at lære de diskarnerede væsener som "går" dér, at blive skytsengle for inkarnerede væsener – altså bl.a. for sådan nogle som os.

 

 

Endvidere fortæller Martinus, at der i jordklodens åndelige struktur findes visse punkter, hvor den åndelige kraft især er koncentreret. Disse åndelige kraftcentre påvirker og gennemstråler til en vis grad også jordens fysiske struktur, og det er denne åndelige nærværelse, som Per Bruus-Jensen fornemmede på Eremitagesletten.

Åndelige realiteter findes således bag alt, der er skabt i fysisk materie. At vi ikke dagsbevidst fornemmer det på den måde, beror på at vi endnu ikke kan opfatte og forstå de finere vibrationer, som de åndelige verdener består af. Vore sanser formår på nuværende tidspunkt ikke at registrere meget andet end de grovere vibrationsarter, der hører den fysiske verden til. Og man kan da kun ane – snarere end konkret opfatte og se – en åndelig realitet, hvis man er i nærheden af den. Og det er man faktisk altid, uanset hvor man befinder sig. Alting hænger jo sammen og er dele af en større virkelighed, hvor tid og rum ikke sætter grænser. Man bærer altid en "skærv" af Guds krop inde i sig.

I så fald er man vokset moralsk. Og da en sådan vækst kun kan finde sted på det fysiske plan, er dette en af de vigtigste grunde til, at vi nu oplever livet gennem en fysisk krop på denne klode. Det er derfor, at dette trin og denne livsform i udviklingens gang overhovedet er skabt. Og det som til sin tid vil kvalificere os til at rykke endnu et trin op, er derfor at vi moralsk er nået op til helt naturligt at høre hjemme på et sådant trin.

Egentlig er hele vort liv én eneste lang lektion i livets skole. Og det vi skal lære er – indtil mindste, lille ubevidste tanke og handling – at blive alkærlige. Når vi har lært det, venter næste, højere niveau af livet os, det rigtige menneskerige.

Lidt efter lidt kommer vi til helt at ophøre med at inkarnere i fysisk materie og lever da i æoner af tid permanent i gradvis højere og højere åndelige verdener. Derefter vender vi så successivt på ny tilbage til den fysiske verden. Dog ikke i form af et menneske som nu, men som et klodevæsen. Ganske vist kan vi i denne uoverskueligt lange levetid i forskellige åndelige verdener ikke vokse mere i moralsk henseende, men det er heller ikke nødvendigt, eftersom kriteriet for i det hele taget permanent at færdes dér i Guds primære bevidsthed netop er, at man hundrede procent er blevet alkærlig. Og mere end det, kan man som bekendt ikke blive.

I princippet finder en tilsvarende vandring sted, når vi sover. Vor bevidsthed forlader da kroppen – ganske vist kun midlertidigt – og hvis søvnen ikke forstyrres af smerte eller bekymringer, alkohol, sovetabletter, støj, vækkeure eller lignende, går vi hver nat "turen rundt" i de forskellige åndelige riger, for siden at vågne udhvilede og med opladede "batterier". Men da mange af os just ikke lever under sådanne gunstige betingelser, går det ofte ud over søvnen. Vandringen må da afbrydes for tidligt, og nervebanerne kan i den korte tid, hvor de er koblet fra bevidstheden, ikke nå at blive repareret fuldt ud. Søvnen kan da ikke give os den hvile og befrielse, den er beregnet på.

Den åndelige verden er således slet ikke så fjern og ukendt for os, som vi normalt eller dagsbevidst tror. Tværtimod er den en uadskillelig del af vor hverdag, selv om vi ikke altid oplever den sådan.

Til denne åndelige verden som omgiver os, hører bl.a. skytsenglene. De våger altid over os, – også selv om vi sædvanligvis ikke er opmærksom på deres tilstedeværelse. De tilhører en åndelig dimension, der ligger tæt på vor egen, og som befolkes af væsener, der ikke længere behøver at genfødes i en fysisk krop. Den åndelige by, som findes på Eremitagesletten, tilhører sandsynligvis denne sfære.

I løbet af den periode, hvor vi er diskarneret, kan også vi for en tid få lejlighed til at blive skytsengle for de væsener, som på det tidspunkt er inkarneret. Vi får da støtte og hjælp fra mere erfarne, "rigtige" skytsengle og får opgaver, der er skræddersyet til os.

Længere fremme, i visdomsriget eller Guds værksted, er vi med til at skabe nye verdener og livsformer. Men uanset hvilken form for håndværk, der er tale om, så kræver det altid et vist mål af teoretisk viden og praktisk færdighed. Det er derfor, at der også i den åndelige verden er brug for skoler af forskellig slags.

I Østen har denne kundskab gennem årtusinder levet videre i en slags kollektiv bevidsthed, og frem til vore dage har folk i østen i almindelighed været mere modtagelige for finere nuancer af den guddommelige udstråling end folk i Vesten. Det er først i vore dage, at denne forskel begynder at udlignes.

I Asien er grænsen mellem den åndelige og den fysiske verden traditionelt ikke så skarp. Den åndelige verden har på en anden måde været nærværende i det daglige liv. At der findes åndelige steder af typen "Shambhala", er for mange en helt naturlig og velkendt sag.

Inden for denne ring breder otte lydriger sig ud som bladene på en lotusblomst. Hvert af dem har sin lydkonge, og hvert lydrige er opdelt i tolv mindre dele eller fyrstendømmer, der styres af hver sin fyrste.

Indadtil følger yderligere en ring af høje bjerge. Sneen på disse er dog forvandlet til is, og de lyser med et krystalklart skin. Denne barriere beskytter det inderste af Shambhala, dets hovedstad. Her lod den første konge bl.a. opføre en park. Denne park danner en mandala, dvs. et tredimensionelt symbol, der anskueliggør essensen af den hemmelige lære, som kongen er indviet i, og som han af højere magter er sat til at forvalte, så den altid er nærværende på jorden.

Inden for den tibetanske buddhisme er denne lære et meget centralt begreb og kaldes kalachakra. Den indeholder en kundskab om livet af en så høj karat, at kun få mennesker har mulighed for at forstå den i hele dens udstrækning og dybde. Kalachakra udgør således en yderst kompliceret åndelig videnskab. Men meget forenklet siges den at kunne vise, hvordan de illusioner man har om livet, kan bringes til opløsning. Det er nemlig denne uvidenhed og blindhed, der spærrer vejen for det rigtige, virkelige liv, – og som dermed også holder en fast i lidelsen.

 

 

I centrum af hovedstaden ligger kongens palads, og i midten af dét står kongens gyldne trone. Paladset er opført og udsmykket med alt det smukkeste jorden kan frembringe af guld, ædelsten, koraller og perler. Om natten lyser og tindrer bygningen i en sådan grad, at mørket forvandles til lys i dens nærhed.

Beskrivelsen af kongens palads minder stærkt om det nye Jerusalem, som Johannes beskriver i sin åbenbaring. Dér lyser Guds herlighed så intenst, at natten ikke længere eksisterer. Mørket eller uvidenheden må vige for lyset eller kundskaben.

Der findes mange andre tilsvarende riger inden for den tibetanske begrebsverden, alle med deres specielle karakter og mission. Det særlige ved Shambhala er, at det er intimt forbundet med jordens fremtid. I Shambhala holdes kundskaben om livets inderste hemmeligheder levende i venten på, at menneskeheden skal modnes til at modtage den.

Indtil dette sker, forbereder alle Shambhalas indbyggere sig på det store øjeblik ved at dygtiggøre sig i den visdom, som kongen lærer fra sig. Hvert lydrige har specialiseret sig i hvert sit aspekt af læren. Det som gør, at indbyggerne i det hele taget følte længsel efter netop Shambhala og også blev lukket ind, er at de alle gennemsyres af en indre længsel efter at forstå, hvordan livet er beskaffent, og hvilken rolle de selv spiller i denne sammenhæng. Men desuden ønsker de – når de har lært sig dette og dermed er blevet oplyste – tillige at hjælpe andre ud af det mentale mørke, som de just selv har forladt. På forhånd har de således den rette indstilling, men den praktiske færdighed, som de savner ved ankomsten til riget, får de lejlighed til at lære sig dér. Shambhala er med andre ord en åndelig skole.

En dag, når det ser allermest gudsforladt og håbløst ud, bliver kongen i spidsen for sine hærskarer pludselig synlig for hele jordens befolkning på samme tid. Kongen synes at være nærværende overalt, og takket være hans visdom og magt bliver alle mørkets kræfter fordrevet fra jorden. Under hans oplyste herredømme udvikler jorden sig derefter til at blive det paradis, Shambhala allerede er, opfyldt med kærlighed og ømhed for alle levende væsener.

I Bibelen er tiden for dette gennembrud kendt under navnet Dommedag. Det er i disse "yderste tider" at de flestes næstekærlighed "bliver kold" på grund af lovløsheden, dvs. den totale uvidenhed om livets love, og hvad der er helligt. Jesus formaner os til midt i denne "ødelæggelsens vederstyggelighed" at "stå på hellig grund", dvs. forsøge at holde forbindelsen med Gud levende inde i os. Det er vores eneste redning, når denne verdens mørke hærskarer i en sidste desperat dødedans forsøger at fastholde sin magt og position. Det er det materielle ét-livs syn på verden, som er ved at gå under. At holde fast ved det gamle verdensbillede i denne situation, i disse "fødselsveer", er livsfarligt. "Den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!" Det var det, Lots hustru gjorde under flugten fra Sodoma. Hun vendte sig om og blev forvandlet til en saltstøtte.

Jesus taler i den forbindelse også om, hvordan hans tilbagekomst til jorden vil finde sted. Der vil komme en tid præget af "falske profeter": "Hvis nogen da siger til jer: 'Se her er Kristus' eller 'der!' så skal I ikke tro det ... Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." Han vil med andre ord ikke blive født på jorden som en fysisk person, – genkomsten vil ske på anden vis. At hans nærværelse kommer til at opfylde hele horisonten indebærer, at det han står for: sandheden om os selv og Gud, da vil være åbenbaret, synligt og konkret for hele jordens befolkning. Vi er da alle blevet så humane, at vi ser på os selv og omverdenen ud fra samme kærlige bevidsthed, som den Jesus selv var opfyldt af. Og da går profetien i opfyldelse. Shambhalas konge og Menneskesønnen er nærværende overalt (1. Mos. 19:26, Matt. 24, Luk. 17).

Men det som sker i den store skala, må på samme tid opvejes af en tilsvarende situation i den lille skala. Jordklodens jeg kan ikke gennemgå noget, uden at også vi mennesker – som tilsammen udgør dens nervesystem og hjerne – gennemgår en tilsvarende proces ganske parallelt på vort eget niveau. Selv om det ganske vist sker i en anden tids- og rumdimension, så må principperne alligevel være de samme.

Også vi vil komme til at gennemgå samme ilddåb, samme indre opgør med resterne af den gamle, énpolede bevidsthed vi endnu har tilbage, inden vi er modne til at tage imod og gennemstrømmes af den kosmiske bevidsthed.

Shambhalas ydre ring kan ud fra denne synsvinkel ses som et symbol på vor krops hud, der beskytter de indre dele. De otte lydriger står for kroppens forskellige organer og fyrstendømmerne for de enkelte celler. Den indre ring af bjerge symboliserer hvirvelsøjlen, mens kongen og hovedstaden svarer til hjernen og den del af nervesystemet, der beskyttes og omgives af hvirvelsøjlen. Lydkongerne, fyrsterne og den øvrige befolkning danner resten af nervesystemet, som fra større nervebaner efterhånden spalter sig ud og fordeles som et fint netværk, der gør sig gældende overalt – helt ud til mindste lille afkrog af riget eller kroppen.

De to bjergriger kan også opfattes som et symbol på de beskyttende foranstaltninger, der er indbygget i vor psyke. De har til opgave at hindre os i for tidligt – dvs. inden vi kan bære en sådan indsigt – at få kontakt med vort inderste og dermed opleve, hvordan vort andet, skjulte jeg ser ud.

Dagen, hvor kongen i al sin pragt bliver synlig og fordriver mørket, er symbolet på den time, hvor éns hidtil forborgne, inderste bevidsthed er blevet så afbalanceret og moden, at den bryder igennem den mere og mere fortyndede, beskyttende hinde, som hidtil har adskilt éns overfladiske selv-billede fra den anden, umådelig meget større virkelighed, man indtil da har været ubevidst om. Man går da sig selv i møde. Martinus har i sidste kapitel af bogen HVAD ER SANDHED? beskrevet dette møde med vort inderste.

I tibetanernes mest udbredte og kendte bøn eller mantra spiller lotusblomsten en vigtig rolle. Sædvanligvis overleveres denne bøn i form af Om Mani Padme Hum. Set fra en fonetisk synsvinkel burde den nok snarere skrives som Om Mani Padme Hung. Det giver en bedre forestilling om, hvordan tibetanerne selv udtaler den. Om og Hung er i sig selv mantra'er, dvs. lyde der korresponderer med visse åndelige former for virkelighed eller vibrations-niveauer. Mani Padme betyder juvelen i lotusblomsten. Lotusen symboliserer som sagt menneskets gradvise afsløring af sit eget inderste. Og juvelen – hvis tilstedeværelse man vil finde længst inde i blomstens centrum, når alle bladene er foldet ud – er Buddhas lære eller sandheden om en selv.

De otte blade eller lydriger er føjet til, fordi det siges, at der fra hjertets centrum udstråler netop otte psykiske nerver eller kanaler, som derefter forgrener sig over hele kroppen. Hjertet anses af tibetanere for at være kroppens vigtigste centrum, eftersom alle de enkelte egenskaber og kvaliteter man har, er samlet til en enhed på dette sted. Og det der holder det hele på plads og gør hjertet til noget specielt, er at det er sædet for medfølelsen. Hvis ikke hjertet er med, hvis ikke der er medfølelse, så kommer alle éns andre egenskaber såsom intelligens, følelse osv. ud af balance. Dermed går også kærligheden tabt, og er der noget hjertet banker for – så er det netop kærligheden.

 

 

Blandt tibetanerne findes en talemåde der lyder: "Shambhala er inden i dig", og det er dér man skal søge, om man vil finde lyksaligheden.

"Det gør I vel i at agte på – ligesom på et lys, der skinner i en dyster ødemark – indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter." (2. Petr. 1:19)

Kilde: Edwin Bernbaum: "The way to Shambhala".

Oversætter: SH