Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Ordet Shangri-la vækker associationer til noget eventyrligt og paradisisk her på jorden, noget som ligger langt fra den verden, vi til daglig lever i. Men kigger man nærmere efter, viser det sig at stikke dybere end som så.

 

Begrebet Shangri-la lanceredes af den engelske forfatter James Hilton, da han i begyndelsen af 1930'erne udgav bogen "Lost Horizon"; på dansk: "Tabte Horisonter". Handlingen udspiller sig i det område, man plejer at kalde Verdens tag, dvs. den tibetanske højslette hinsides Himalaya.

Midt i dette bjergrige, øde, vindomsuste, kolde og karrige landskab ligger en dal, der som en beskyttet oase er gemt for verdens øjne. Dalens klima er subtropisk, og dens indbyggere lever en særdeles behagelig og konfliktfri tilværelse. Den værste straf nogen kan blive udsat for, er at blive udvist, dvs. sendt bort fra denne frugtbare dal, som til overflod giver dem alt, hvad de behøver.

Dette kloster befolkes af en lille gruppe munke, lamaer, som frem for alt bruger tiden på studier af forskellig slags: religion, filosofi, musik, historie osv. De har ved hjælp af visse metoder haft held til at forsinke, men dog ikke helt stoppe ældnings-processen. Hvis nogen af dem af en eller anden grund er nødt til at forlade området, vil kroppen på kort tid få sin naturlige alder tilbage, og døden vil snart indtræde.

Klostrets fortsatte eksistens beror på, at der nu og da kommer nye mennesker til, hvilket der også gør. Det er næsten altid mennesker, som både i bogstavelig og symbolsk forstand er faret vild i tilværelsen. En af dem er romanens hovedperson Hugh Conway, der sammen med tre andre føres derhen mod deres vilje.

Vel ankommet dertil bliver Conway snart gode venner og åndsfrænde med den meget gamle og ærværdige lama, der er klostrets åndelige leder. Denne mand – der i sine unge dage som katolsk præst forlod Europa for at rejse til Asien – er overbevist om, at Conway har det rette sindelag til at afløse ham, nu da han efter et usædvanligt langt liv er på vej til at dø.

Lamaen indvier lidt efter lidt Conway i klostrets hemmelighed og grundtanke. De som lever dér, indsamler, bevarer og beriger det bedste af både vesterlandsk og østerlandsk kultur, for at det ikke skal gå til grunde i den bølge af vold, død og materialisme, som går hen over jorden. Siden, når krigen er ovre, og de stærke har opslugt hinanden, da skal dén kundskabs-bank, som klostret hidtil har været tvunget til at hemmeligholde og værne om (for at den i det hele taget skal kunne bevares på jorden), være med til at hjælpe menneskeheden til at rejse sig af ruinerne og opbygge en ny og bedre, mere human verden. En verden hvor, som lamaen siger, de sagtmodige skal eje jorden.

Conway lader sig dog i et svagt øjeblik overtale af en af sine kammerater til at tro, at alt hvad lamaen har forsøgt at lære ham, ikke er virkeligt, men falsk; og de to kammerater forlader derpå dalen sammen med en gruppe bærere, der har sørget for proviant. Med sig har de også en tilsyneladende ung kinesisk kvinde fra klostret, som Conway og hans kammerat har forelsket sig i. Kammeraten bukker under i den hårde kamp for at nå tilbage til "civilisationen", mens den unge kinesiske kvinde ældes for deres øjne. Lidt efter lidt dør også hun.

Kun Conway overlever. Vel ude i verden igen opdager han imidlertid, at i stedet for dér at genfinde virkeligheden, har han ladt den bag sig. Han sætter derefter alle kræfter ind på at finde tilbage til Shangri-la.

Det er tankevækkende, at USAs præsident Franklin Roosevelt byggede sig et tilholdssted blandt Marylands bjerge og kaldte det Shangri-la efter Hiltons bog. Senere blev det omdøbt til Camp David.

Den lange besværlige vej frem til Shangri-la rummer også en symbolik. Hver afsats og klippeblok repræsenterer forskellige humane bevægelser og religioner. Jo højere oppe de befinder sig, desto mere humanitet og sandhed bor der i dem.

Disse dale kan nås på to helt forskellige måder. En del mennesker opsøger dem aktivt. Det sker bl.a. ved hjælp af guide-bøger, der er vanskelige at fremskaffe. De er næsten altid skrevet på et kryptisk sprog, der er svært at forstå. Disse bevidste forsøg på selvstændigt at nå frem til målet, tager altid længere tid end beregnet og medfører store farer og strabadser for den, som trods alt begiver sig på vej. Ofte ender det med sindssyge eller ond, pludselig død.

Andre mennesker er så heldige, at de ved et tilsyneladende slumpetræf finder indgangen til en skjult dal, mens de er ude i helt andre ærinder. Indbyggerne de møder, plejer alle sammen at være meget venlige og gæstfri. Den nyankomne advares dog om, at hvis han forlader dalen, vil han aldrig finde tilbage til den igen.

Efter nogen tids forløb plejer der imidlertid altid at dukke en uimodståelig længsel op i gæstens sind. Denne længsel bevirker, at han for en kort tid ser sig nødsaget til at vende tilbage til sin gamle verden; måske for at afslutte vigtige forretninger eller for at hente sin bedste ven eller familien, som han ønsker at dele sit eventyr og liv med. Efter omhyggeligt at have markeret indgangen til dalen, forlader han den så, for senere, hvor meget han end leder, aldrig at finde den igen.

Disse beretninger kan tydes på mange måder. Dels er det meget muligt, de beskriver noget, som faktisk er sket hér i den fysiske verden. Egnene omkring Himalaya har – i hvert fald frem til vore dage – været opfyldt med svært tilgængelige dalstrøg, – antagelig uberørte af omverdenen. I deres indelukker kan (for os at se) eventyrlige samfund udmærket have fundet ideelle fristeder. Men i disse beretninger findes også en anden, dybere mening nedlagt.

De beskriver i eventyrets form og billedsprog noget, vi endnu ikke kan forstå i klare ord og sætninger. De bereder agerjorden og gør os parat til at møde noget nyt, nemlig en del af os selv, som hidtil har været ukendt for vor dagsbevidsthed. Takket være eventyrene bliver vi på forhånd kendt med denne skjulte side af vor bevidsthed, og dette gør os bedre kvalificeret til at genkende og handle rigtigt, den dag mødet med vort indre sker. Og set fra et åndeligt udgangspunkt mener Martinus, at vi stadig er børn, – eller endda nærmest kan betragtes som ufødte fostre, der venter på forløsningen.

I løbet af et kort, intensivt øjeblik får man et glimt af en større, mere human virkelighed, en verden, som eksisterer på et højere plan end det, vi normalt lever på. Dermed har man også fået en første fornemmelse af, hvordan éns egen fremtid kommer til at forme sig den dag, man til fulde lever et menneskeligt liv – i dette ords rette betydning.

Hvad der altid siden sker er, at man indhentes af sine lavere, mere jordisk bundne egenskaber og begær. Man kan ikke i længden holde fast ved disse højere sfærer, og når den mere instinktive del af bevidstheden igen dominerer, har man samtidig lukket sig selv ude. Der er altså ikke her tale om et fremmed væsen, som med velberådet hu og lynende sværd driver én ud af paradiset. Det er altid en selv, der sætter grænserne for, hvor meget af tilværelsen man til enhver tid er i stand til at opleve, og hvordan denne oplevelse former sig for én.

Mærkeligt nok er der alligevel en forjættelse bygget ind i det, man selv oplever som en forvisning. Hvad man tvinges til at møde efter at være lukket ude, er netop de dele af éns personlighed, som gjorde det umuligt at opholde sig permanent i den højere verden. Men dermed har man også fået halvfabrikatet til den nøgle i hænde, som i forædlet form på ny kan åbne døren eller indgangen til dalen, når først man har fået arbejdet sig igennem disse bevidsthedslag.

Når dét arbejde er klaret, kommer man en dag, hvor man selv mindst af alt venter det, pludselig til atter at stå foran dalen. Og når man med bankende hjerte endnu engang træder ind i den, føler man sig straks hjemme, men opdager samtidig et væld af nye detaljer, man ikke lagde mærke til første gang. Det indre landskab åbner sig efterhånden, og det man får at se, føjer en helt ny og dybere mening til alt, hvad man hidtil har oplevet.

Har man flere ubearbejdede dyriske sider i behold, bliver også dette besøg af begrænset varighed – om end noget længere end det første. Sådan træder Guddommen gudesønnen i møde, og indvielsen bliver mere og mere dybtgående på en særdeles skånsom og forsigtig måde.

De i forvejen anbragte pakker og forråd, som man ved ankomsten til dalen finder inde i bjerget, er et symbol på de latente kræfter og talenter, man hele tiden har haft i sig, men som ikke skal vækkes til live eller komme for dagen, før de virkelig behøves og kan gøre nytte.

Inden for den tibetanske buddhisme taler man om tre forskellige måder, på hvilke man kan bestige kundskabens bjerg, hvorfra man har den højeste udsigt over verden. Her venter den fulde kundskab om livet, når først man er nået op på toppen.

Nogle stivner i ritualer og ceremonier, er bogstavtro og tænker kun på deres egen frelse og forstår derfor ikke den dybere mening i Buddhas lære. De traver i virkeligheden bare rundt om bjergets fod. Denne vej kaldes Theravada eller Hinayana eller Det lille fartøj.

Først når Buddhas tale om medfølelse og kærlighed til alle levende væsener så småt begynder at vinde forståelse, begynder også den trælsomme vej op ad bjerget. Men vandringen er dog endnu forholdsvis tryg og sikker, for man følger spor, som er godt trampet til og velberedt af andre. Det drejer sig om spor som langsomt, omgang efter omgang og lidt efter lidt snor sig op ad bjerget. Og selvom man skulle snuble eller falde, gør det ikke så meget. Så sunder man sig bare lidt, for derpå at rejse sig og gå videre. De værste forhindringer er allerede ryddet af vejen eller i al fald godt afmærket af dem, der har gået der forinden. Og man når med garanti toppen – før eller siden. Det er denne vej de fleste går. Den kaldes Mahayana, Det store fartøj eller Middelvejen.

Men desuden findes en lille gruppe mere individuelt anlagte mennesker, som vil gå deres egen vej. Og deres vej går ikke i spiraler, men i lige linje op ad bjergsiden. Fordelen ved denne vej er, at man kan nå toppen hurtigere; men hvis man af en eller anden grund mister fodfæstet, bliver faldet desto større. De som trodser faren og ved hjælp af deres intellektuelle og moralske selvkontrol når toppen, bliver ofte gennem deres væremåde og levevis til inspirationskilde for andre, der følger efter dem; også for dem, som af forskellige grunde vælger den anden, mindre dramatiske vej.

Vejen lige op kaldes Vajrayana eller Diamantvejen, eftersom diamanten er hårdest af alt og derfor har evnen til at gennemtrænge alt andet uden selv at påvirkes. Og det er en kundskab om livet af dén kaliber som kræves, hvis man skal have held til at vandre ad denne mere usikre og esoteriske vej, uden at gå under eller komme til skade, både mentalt og fysisk.

Den hidtil bærende pol, der har sit sæde i det seksuelle center langt nede i rygmarvs-regionen, mødes på halvvejen med den anden pol, der er placeret i hjernen. I LIVETS BOG V, stk. 1935 fortæller Martinus, hvordan lysende udløbere fra de to poler vokser frem mod hinanden for til sidst at slutte kontakt. Når dette møde, denne sammensmeltning, har fundet sted, befrugter de to tilsyneladende modsætninger hinanden. De danner en enhed, som giver liv til en ny form for bevidsthed, der spænder langt videre end de to indgående enheder gjorde hver for sig. Det er i dette øjeblik, at den store indvielse sker.

De kosmiske glimt, som altid går forud for sammensmeltningen, kan opfattes som gnistrende strøm-overføringer mellem to stærkstrømsførende el-ledninger, der nærmer sig hinanden. Jo kortere afstanden mellem dem bliver, desto hyppigere kommer der overgang, og desto længere varer de tilsvarende kosmiske glimt.

 

 

Dalen og dens mennesker eller med andre ord den bærende pol med dens instinkter og overlevelses-funktioner sørger for den næring og service, der er nødvendig for klostrets eller hjertets (og dermed også hele kroppens) fysiske opretholdelse.

Bjerget eller den voksende pol bidrager med det åndelige klima, som er nødvendigt for klostrets indre vækst. Det er denne vækst, som lidt efter lidt vil modne det til at bestå den prøve, der venter i fremtiden, hvor det skal være inspirationskilde og vejleder for et kommende, humant verdenssamfund. Dette svarer til, hvad der sker på et personligt niveau, når den kosmiske bevidsthed gennemstrømmer hele éns krop, – og ikke bare som nu "gemmer sig" i en eller anden skjult del af vor åndelige struktur.

I denne lignelse symboliserer Shangri-la en kvinde, som har sin bærende, kvindelige pol ved seksual-organerne og den voksende mandlige pol i hjernen. Samme princip gælder for manden, – dog med den forskel, at for ham er den bærende pol mandlig, mens den voksende pol er kvindelig.

Ved nærmere betragtning viser Shangri-la sig altså at rumme mere end én symbolsk fortolkning. I KOSMOS nr. 9/91 følger fortsættelsen på denne artikel, som bl.a. handler om den kilde, der efter al sandsynlighed gav James Hilton ideen til hans Shangri-la.

Oversætter: SH