Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vi behøver ikke gå og vente på, at verden skal blive fuldkommen. Det er den allerede lige nu – i hvert fald set ud fra en kosmisk synsvinkel. Det er nemt at se, hvis vi holder fast ved, at alt styres af de to store principper "hunger" og "mættelse". Martinus kalder disse to principper for "fundamentet for skæbnedannelse".

 

Dette er fundamentet for al skæbnedannelse. Det er dette, der betinger, at fiskene må leve i vandet, og fuglene kan flyve i luften, og at planteriget kulminerer i troperne, mens isbjørne hører hjemme i polaregnene, ligesom det er det samme princip, der ligger til grund for et væsens placering i fattigdom, armod eller lazarontilstand såvel som dets fremtræden i overdådig rigdom, luksus og frådseri. Det er dets forhold til denne "hunger-" eller "mættelsestilstand", der betinger dets tilværelse som åndssvag, sindssyg, dårligt begavet, lige så vel som dets fremtræden i mental overlegenhed, som kunstner, geni eller verdensgenløser.

At dette er rigtigt, ses som en let tilgængelig kendsgerning. Hvorledes skulle en efter kampmanifestationer hungrende "heltemodig" kriger kunne befinde sig lykkelig i en zone af kærlighedsvæsener? – Og hvorledes skulle et kærlighedsvæsen finde udløsning for sin manifestation af kosmisk lys i en zone, hvor alle væsener var umådelig hungrende efter kosmisk mørke, hvor al udfoldelse af "det dræbende princip" opfattes som idealisme, idet den jo netop udgør vejen til "mættelse" af deres altbeherskende "hunger" efter mørke? – Hvorledes skulle skarpretterne få deres skæbne udløst i en zone, hvor dødsstraf er en umulighed? – Hvorledes få udløst lysten til at stjæle, røve og plyndre i en zone, hvor egoismen er ophørt, hvor alle væsener langt hellere giver end tager, og hvor der ikke findes fattigdom, nød eller armod og ikke findes overdrevne begær efter at besidde noget for sig selv alene? – Nej, intet som helst i det store verdensalt kan være fuldkomnere end det, det i et hvilket som helst udløsningsøjeblik er. Alt er i nuet det absolut fuldkomneste og dermed det kærligste, det overhovedet kan være i kraft af tilstanden før nuet og med henblik på tilstanden efter nuet.

Uddrag af LIVETS BOG II, stk. 609.