Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det vil let kunne iagttages, at det levende væsens livsoplevelse ikke kan eksistere uden at være et resultat af dets forhold til sine omgivelser. Det må først og fremmest spise og drikke. Den mad, det f.eks. nødvendigvis må have, får det fra dets omgivelser. Den fysiske organisme, det lever i, er også bygget op af, og må vedligeholdes ved materie fra omgivelserne. Dets tænkeevnes udvikling og dermed dets bevidsthedstilstand er også betinget af dets forhold til andre levende væseners tænkeevne og bevidsthedstilstand. At disse andre levende væsener kan eksistere og dermed ligeledes det selv, betinges jo udelukkende af, at de eksisterer i en energiverden, der afføder alle de betingelser, der kræves, for at der i denne kan eksistere levende væsener. Men for at der i denne energiverden således kan eksistere levende væsener, må den være – levende. Hvis den ikke var levende, måtte den udgøre en død verden. Men en død verden kan kun eksistere som absolut stilhed, absolut ubevægelighed og dermed som absolut uforanderlighed; ja, kosmisk set vil der overhovedet slet ikke kunne eksistere en sådan verden. Men da en sådan verden ikke kan eksistere, vil en hvilken som helst livsudfoldelse og livsoplevelse ligeledes være en total umulighed. Det levende væsen lever således i en energiverden, der er levende. Men en energiverden, der er levende, kan kun eksistere som en – organisme. Men da en organisme kun kan eksistere som et redskab for et jegs oplevelse og manifestation af liv, kan den levende energiverden, der udgør de levende væseners omgivelser, således også kun eksistere som et redskab for et jegs manifestation og oplevelse af liv. Alle vore omgivelser: mineraler, planter, dyr og mennesker m.m. befinder sig således i et levende væsens organisme. Da denne organisme udgør jordkloden, bliver jordkloden her synlig som et levende væsen. Vi ser, at dette væsen også befinder sig i en logisk og levende energiverden, der udgør en organisme for et endnu større levende væsen og således fortsættende op i større og større organismer. Det er disse organismer, vi kender under begreberne solsystemer og mælkeveje. Og de udgør det, vi kalder "makrokosmos". Makrokosmos er således ikke på nogen som helst måde udtryk for noget dødt og livløst. Det udgør en kulmination af energi og bevægelse, der som bekendt ikke er dødens, men – livets – fornemste og urokkelige kendetegn.

Der er et gammelt ord, der siger: "Som i det små, så i det store". Dette får i høj grad bekræftelse i det foranstående. Vi lever, som dér nævnt, i et levende væsens organisme. For den overordentlig store del af jordens befolkning er denne opfattelse endnu ikke blevet almindelig og er derfor nærmest mystisk eller utrolig. Men i realiteten foregår den samme livsordning i vor egen organisme. Det er ikke mere nogen ubekendt foreteelse, at denne vor organisme er bolig for myriader af levende væsener, såsom organer, celler, molekyler, atomer osv., og at alle disse mikrolivsformer er en livsbetingelse for vor organismes beståen, ligesom dennes beståen også er en lige så stor livsbetingelse for disse små væseners eksistens. Det bliver derved til kendsgerning, at vi eksisterer som makrovæsener for disse vore egne mikrovæsener. Vort eget indre danner således for hvert af disse små væsener ydre livsbetingende omgivelser for disses manifestation og livsoplevelse, akkurat ligesom vort makrovæsens indre danner ydre livsbetingende omgivelser for vor manifestation og livsoplevelse.

Denne makrokosmiske og mikrokosmiske livsordning af de levende væsener udgør således et livsbetingende fundament for ethvert levende væsens manifestation og oplevelse af liv. Hvordan skulle vi kunne have en så fuldkommen organisme, et så fuldkomment redskab for manifestation og oplevelse af liv, som tilfældet er, hvis ikke dette redskab bestod af levende væsener? – Hvordan skulle vi i det hele taget kunne manifestere og opleve livet, hvis ikke vort makrovæsen eksisterede og var et levende væsen? –

Da et væsens livsoplevelse og manifestation betinges af dets forhold til disse tre nævnte kosmos, er det ikke lige meget, hvordan dette forhold er. Det kan være af en sådan natur, at væsenet befinder sig i den skønneste harmoni med alle tre kosmos. Det befinder sig da både legemligt og mentalt eller fysisk og psykisk fuldstændig sund og i en for både det selv og andre væsener varmende og livgivende, kærlig væremåde. Det udgør da det færdigudviklede menneske i Guds billede efter hans lignelse. Men jordens mennesker er ikke færdige mennesker, tværtimod. De lever i krig og ufred, de myrder og dræber, torterer og lemlæster i stor udstrækning hverandre. Det mellemkosmiske område syder og koger som en vulkan, der kan komme i udbrud når som helst. Ved det mellemkosmiske område forstås alle de livsformer, vi kender som mennesker, dyr og planter. Vi ser, at plantelivsformerne udvikler sig hen imod det dræbende princip og bliver efterhånden til dyr. Og her bliver det i stor udstrækning en livsbetingelse for væsenerne at måtte dræbe for at leve. Det højeste lyspunkt i væsenernes skæbne her er parringsdriften, ægtemagen og afkommet. Dets bevidsthed ledes i høj grad af instinkt. Vi skal ikke her komme ind på dette område af den mellemkosmiske skæbnetilstand, men blot bemærke, at nævnte område kan udtrykkes som det vordende, fuldkomne menneskes fosterområde. Ud fra dette område udvikler væsenet sig videre frem imod det store slutfacit, der er målet for denne udvikling, nemlig: "mennesket i Guds billede efter hans lignelse." Og her i den sidste del af dyreriget fremtræder væsenet som det ufærdige jordiske menneske. Det er nu så langt fremme i udvikling, at det er blevet til et væsen, der er under loven: du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv. I samme grad, som det kan opfylde denne lov, er det fuldkomment. I samme grad, som det ikke kan opfylde nævnte lov, er det ufuldkomment.

Men væsenernes skæbneområde er ikke blot baseret på deres væremåde overfor deres medmennesker og øvrige mellemkosmiske medvæsener. Det er i lige så høj grad baseret på deres væremåde over for mikrovæsenerne i deres egen organisme. Disse små væsener hører også med til den næste, man skal elske, som man elsker sig selv. Når dette hidtil ikke er blevet så meget omtalt i verdensgenløsningens vejledning og forskrifter og dermed heller ikke i religionernes påbud, er det fordi, menneskene endnu ikke havde fået tilstrækkelig erfaring eller udvikling til, at de her i dette mikrofelt kunne forstå vejledning eller oplysninger. Og det er egentlig først nu fra det tyvende århundrede og fremefter, at menneskene vil komme til at erkende, at kærlighedsbudet ikke blot gælder dette, at elske sine medmennesker, men også dette, at skabe velsignelse og sund levevis for de mikrovæsener, på hvilke hele vor organismes eksistens beror. Dette er lige så vigtig en karmisk livsbetingelse som dette, at elske sine medmennesker. Men her er jordmenneskene endnu i en altovervældende grad sovende væsener, hvilket bliver til kendsgerning igennem det ocean af sygdomme eller kropslige lidelser, vi bliver vidne til på verdens, af syge mennesker overfyldte hospitaler. Her forekommer mere eller mindre ødelagte organismer i millionvis, som læger og sygeplejersker af al kraft søger at råde bod på. At disse sygdomme i værste tilfælde er intet mindre end et helvede for de pågældende organismers ophav er yderligere en kendsgerning.

Foruden at vi har de to slags skæbne: den mellemkosmiske, der udgør virkningerne eller gengældelsen af vort forhold til vore mellemkosmiske væsener: medmenneskene og dyrene, og den mikrokosmiske skæbne, der udgør virkningerne eller gengældelsen af vort forhold til mikrovæsenerne i vor egen organismes indre, har vi også en tredje slags skæbne, nemlig vor makrokosmiske skæbne. Da vi med vor organisme danner univers eller bolig for mikrovæsener i dens indre, udgør vi disse mikrovæseners makrokosmos. Da det ligger inden for vort område at kunne gøre godt såvel som ondt for disse nævnte mikrovæsener, får vi også her skæbne eller gengældelse, alt efter den væremåde eller det hensyn, vi manifesterer over for disse væsener. Vi ved allerede, at vi med uheldig kost og nydelse af tobak, alkohol, narkotika, udsvævelser, mangel på søvn og andre for organismens sundhed og normalitet nedbrydende forhold mere eller mindre ødelægger livsbetingelserne for dens mikrovæsener. Vi skaber med denne væremåde et elendigt makrokosmos for disse vore nævnte livsbetingende mikrovæsener i vort eget indre. Visse områder af de normale mikrovæsener kan slet ikke leve i sådanne ødelagte områder af deres makrokosmos. Og i visse tilfælde inkarnerer der så mikrovæsener af lavere udvikling i disse områder. Men dette forhindrer ikke, at væsenet her i tilsvarende grad er invalid og mere eller mindre fremtræder som et vrag, som et degenererende og langsomt døende subjekt. Denne skæbne udgør virkningerne af, at væsener ikke har opfyldt sin forpligtelse som makrovæsen. I stedet for at gøre sin organisme til et sundt og godt univers, et lysende og varmende livsrum, en guddommelig bolig for sine livsbetingende levende væsener i sit eget indre, har det for disse væsener gjort sin organisme til et mørkets univers, et lidelsernes eldorado, hvis helvedesluer i form af smerte besætter organismens nervesystem, bevidsthed og psyke og ødelægger væsenets almenbefindende, indtil døden befrier det. Tusinder og atter tusinder af mennesker verden over befinder sig i denne forfærdelige skæbne, fordi de i deres egenskab af makrokosmos for deres mikrovæsener ikke har opfyldt kærlighedsloven, men ved deres vanrøgt og unaturlige nydelser har ødelagt deres organismer. Men ødelagte organismer kan umuligt være noget fuldkomment makrokosmos for mikrovæsener, ja er nærmest mere eller mindre et helvede for dem. Men et væsen, der har gjort sin organisme til et ødelagt makrokosmos eller helvede for dens mikrovæsener, kan ikke vente, at dets kommende skæbne skal blive en solskinsplads, en lykkens og kærlighedens sfære i det makrokosmos, i hvilket det selv skal opleve livet. Det kommer her til at leve i omgivelser, i hvilke det kan få tilsvarende mørke skæbnemæssige oplevelser som dem, det med sin defekte organisme skabte for dens livsbetingende mikrovæsener. Væsenets misforhold og vanrøgt af sin organisme skaber således ikke blot sygdomme og lidelser i den, men er også medbestemmende i væsenets forhold til sit makrokosmos: naturen eller dets omgivelser. Det er denne skæbnetilstand, vi må udtrykke som "makrokosmisk skæbne". Alt efter som væsenet er ufærdigt, skaber det altså en brutal og mørk skæbne igennem de her nævnte tre kosmos, der i værste tilfælde må udtrykkes som selve helvede eller lidelsernes kulmination.