Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Disse dagbogsblade er nedskrevet en vinterdag i 1946 med frost og sol og spagfærdig solsortesang. Hvilket varsel om en kommende sommers glæder! Men læg mærke til årstallet! Dønningerne efter den tyske besættelse af Danmark går endnu højt. Hadet raser mod de landsmænd, der var på besættelsesmagtens side. Er alt dette ikke bare historie i dag? Jo, men hadet bærer vi alligevel ofte i vore hjerter. En skuffelse, et lille ord som sved i sindet, harmen over en andens opførsel ... mere skal der ikke til, og borte er alle de små gaver, som naturen så gavmildt skænker det åbne sind. Lad os forsøge at skyde hadet bort og huske livet som det virkeligt er: en lille leende fryd i hjertet!

 

Jeg havde forleden dag en oplevelse som, selvom den var ganske lille, alligevel satte mig i et så godt humør, at jeg ikke kan lade være med at fortælle Dem den. Jeg kom gående ned ad en stille villavej. Solen skinnede på en næsten forårsagtig måde og ophævede med sin varme næsten den kendsgerning, at det virkeligt var frostvejr. Jeg gik og nød solen og lyset og tænkte på ingen verdens ting. Da ramtes mit øre pludselig af en lyd, der har en ganske forunderlig virkning på mig. Jeg var øjeblikkelig nærværende og mine øjne gled spejdende omkring. Endelig fandt de det, de søgte. Mellem to buske, næsten skjult i noget gammelt løv sad han. Pragtfuld så han ud! Kulsort med knaldgult næb, et effektfuldt raffinement! Jeg blev stående ganske stille og betragtede ham betaget. Og så kom det igen. Ganske forsigtigt prøvede han den melodi, som uden tvivl om kort tid vil give ham den helt store succes! Små triller og bløde fløjt afløste hinanden og dannede samlet forårets måske mest længselsfulde melodi: solsortens parringssang.

Det var bidende koldt at stå stille, men jeg glemte det. Jeg kunne ikke rive mig løs fra dette smukke syn og greb mig selv i at stå og fundere over, hvad der vel kunne få den pragtkavaler af en solsorthan til allerede i januar at begynde at pusle med musikinstrumentet. Og med et forstod jeg det: solen! Denne guddommelige sol, hvis lys ramte ham over hele hans lille, elegante person. Rent spontant havde dens stråler givet ham "melodien", og nu måtte han have udløsning for den!

Jeg gik videre. Men mine tanker var sat i gang, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor vidunderligt livet er indrettet. Meget forstår en sådan lille solsortehjerne vel ikke, men dog så meget, at solen og lyset i sig indeholder noget, man bør hilse med glæde. Blot lidt af dette dejlige lys og straks melder trangen til at give udtryk for sin livsglæde sig. Og mine tanker gik videre. Gik til os selv og vort eget indbyrdes forhold. Burde vi ikke være hinandens sole? Burde det ikke være den naturligste sag i verden for os ved hjælp af den guddommelige gave, vort eget smil er, at få lyset frem i vore omgivelsers ansigter? Se til de forelskede. Hvad er årsagen til, at de både ler, smiler og synger? Er det andet end det ene, at de ved, at et andet menneske tænker på dem, ler til dem og gerne vil gøre dem glade? Nej det er ikke. Men forelskelsen er fattig imod det, den er forløber til: forelskelsen i selve livet! Der springer så dybe og rige kilder inde i os, at vi aldrig burde nægte os selv den glæde, at lade deres kraft komme mere til syne i vor væremåde end tilfældet er. Det almindelige dyr kan ikke le, men det kan vi. Vi kan smile så bredt, at vore omgivelser tvinges til på nåde og unåde at overgive sig, men vi gør det bare alt for sjældent, og det endda på trods af, at vi faktisk alle sammen har en gruelig lyst til det. Thi latteren er sund. Varm som den kan være, kan den smelte den skal af is, hadet alt for let lægger omkring vore hjerter!

Jeg har jo nu den glæde at besøge Sverige ret jævnligt, og én af de ting jeg har lagt mærke til er, at de fleste svenskere beklager sig over at danskerne ikke længere har så lyst et sind som før. De beklager sig over, at vi ikke smiler nær så meget mere – og de savner det! Vi var en smilende nation, og vi må blive det igen. Og hvad andet hindrer os deri, end den tåbelige had- og hævnindstilling, der i dag er blevet så moderne? Læg mærke til, hvorledes intolerancen i sig selv er som en kuldebølge, der omgående får smilets blomst til at visne. Begrebet politik synes i dag at være forbundet med sammensnerpede ansigter, der mere minder om ulve end om mennesker. Skal der endelig vises tænder, ser de nu kønnere ud i et smil! Jeg kan ikke gøre for det, men jeg lider af det, som forfatteren Anker Larsen kalder "en lille, leende fryd i hjertet", og jeg føler mig til bunden af min sjæl overbevist om, at smilet inden længe igen vil sidde i højsædet her i vort land. Vi egner os simpelt hen ikke til at blive ved med at gå rundt og se hårde, kolde og rasende retfærdige ud.

Jeg har den tro, at når forårssolen rigtigt for alvor kommer frem, og blomsterne påny begynder at folde sig ud, så vil vi også begynde at finde det sind frem, som langt mere er for os, end al den hidsige snak om "udrensning til bunds og til tops", der allerede nu er ved at hænge de fleste ud af halsen. Jeg føler mig overbevist om, at de fleste mennesker rent instinktivt ved, at enhver, der virkelig har begået noget meget forkert, vil blive ramt af sin egen skæbne. "Guds mølle maler langsomt, men den maler" er nok et gammelt ord, men det har fuld gyldighed, og det ved de fleste. Det er muligt en og anden finder det rart at gå og være den "hævnende retfærdighed", men det er hverken almindeligt eller normalt. Tværtimod er det langt mere i kontakt med det bedste i os at se at få læget de sår, krigen gav os, og dertil er smilet og det, det udspringer af: det glade fredelige sind, langt bedre egnet end det bitre, hadefulde og selvretfærdige. Man behøver ikke at være en "blødsøden, sentimental idiot" fordi man nægter at være med til at give hadet livsrum i sin egen sjæl. Personligt føler jeg en større fred i min sjæl ved at følge det ældgamle bud: "Hævner eder ikke i elskelige, hævnen hører mig til, jeg vil betale!" end jeg ville føle, om jeg gav mig til at være med i det almindelige hylekor, der kræver det halve land bag lås og slå. Jeg ved, at kulden har sin tid, men jeg tror, den er ved at være forbi. Måske var det derfor, at den lille solsort gjorde mig så glad. Den oplever også kulden og kan vel af og til have svært ved at bjerge sit liv igennem. Men den glemmer ikke af den grund sin "melodi". Lidt solskin, og straks skal stemmebåndet øves. Om blot et halvt hundrede døgn banker foråret på vore porte. Så pibler det i vore haver, langs grøfter og på hver eneste skrænt af jublende liv, der higer imod lys og sol. Skulle vi da kunne sidde alt det overhørigt? Nej såmænd kan vi ej! Følg De blot med i begivenhederne og De skal få at se, at hadet langsomt og infamt snerrende vil bakke baglæns ind i mørket. Og de vil yderligere komme til at se, at det bliver dem, for hvem smilet er den naturligste ting af verden, der i forholdet til en kommende tid får betroet de største opgaver. Thi smilet bærer bud om det rige hjertes eksistens og det bliver på dette rige, smilende og tilgivende hjerte, at en ny kultur kommer til at hvile!

Fra korrespondanceafdelingen.
Brev nr. 112 dateret 1. februar 1946.