Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Nej, tiden er nu kommet, da Forsynet ikke mere lader noget tilbage at ønske i retning af at manifestere tydelighed i dette, at krigens vej fører til krig og at krig er undergang eller "dommedag" for al kulturskabelse og dermed for al manifestation af virkelig menneskelig tilværelse." (LIVETS BOG IV, stk. 1523).

 

Der tales i dag om den nye æra eller den "nye verdensorden", som er opstået som følge af afspændingen og tilnærmelsen mellem USA og Sovjet. Mange vil se hændelsesforløbet i forbindelse med Irak-Kuwait krisen som et eksempel på betydningen af denne "nye verdensorden". I denne "nye verden" vil aggression og vold "ikke komme til at betale sig" ifølge udtalelser af bl.a. præsident Bush i USA. Internationale "voldtægtsmænd" som Iraks diktator Saddam Hussein vil beslutsomt blive stoppet af verdenssamfundet. FN vil endelig komme til at spille den rolle som overstatslig garant for verdensfreden og "verdenspoliti" som var hensigten, da organisationen blev dannet for 45 år siden.

Når man skal prøve at svare på dette spørgsmål, er det vigtigt at skelne mellem ønsketænkning og fakta. Der råder endnu hos os jordmennesker en vis ubalance mellem på den ene side vort ønske eller længsel efter fred og på den anden side vor viden om de betingelser som må opfyldes, før freden kan blive en realitet. Det er ikke ønsket der mangler, alle siger de ønsker fred, og det er sikkert oprigtigt ment i de fleste tilfælde. Krig er ikke mere det ideal det var engang, som f.eks. hos de gamle vikinger. Nutidens ideal er freden. Men vi lever som bekendt i en verden, hvor kontrasten mellem idealer og virkelighed er store. En verden som i ord priser freden, men i handling forbereder krigen. Så derfor er krigen for os jordmennesker dét, Martinus kalder "C-viden", d.v.s. en opførsel som er blevet til automatfunktion, mens freden endnu kun er "A-viden", d.v.s. en handlemåde eller et ideal som vi absolut længes efter, men som vi endnu ikke formår at praktisere. Freden er kun "en smuk tanke", som det hedder, i en verden der i det store og hele domineres af krigens praksis. Sådan er det og sådan må det være, fordi krigen, kosmisk set, er en millionårig vane hos jordmennesket, mens freden er et frø, som er nedlagt i den jordmenneskelige mentale jordbund for kun et par tusinde år siden. Frøet kræver tid til at vokse, og i et kosmisk perspektiv er et par årtusinder et meget lille tidsrum. Set på denne baggrund er det ikke svært at forstå, at fredens spæde plante endnu ikke kan måle sig med krigens frodige og vidtforgrenede træ. Som alle gamle træer har "krigens træ" et omfattende usynligt rodsystem – et rodsystem, som ikke kun får sin næring fra "træets tilbedere". Men selv de, der siger at de ønsker at fælde træet, er usynligt forbundne med dets rødder. Hvordan?

Alle der vil standse vold med vold vil erfare, at dette kun skaber et voldens inferno, hvor vold afføder vold i en stadig eskalerende spiral.

I skrivende stund er den krig, som hele verden venter på, endnu ikke udbrudt. Vi ved heller ikke med sikkerhed, om den vil bryde ud, men der tales om og træffes forberedelser til et omfattende militært angreb mod Irak for at "befri" Kuwait fra de irakiske okkupationstropper. Militær aggression skal altså mødes med militær aggression. Hvordan skulle et sådant møde blive andet end øget aggression? Ja, selvom den ene part vinder en total militær sejr og helt tilintetgør modstanderens styrker, vil en sådan "sejr" bagefter føre til nye og større aggressioner, eftersom enhver "løsning" baseret på militær styrke og magt skaber had og hævntørst. Et had og en hævntørst som – endog med større sikkerhed end nogen målsøgende militær robot eller missil – vil ramme sit mål. De målsøgende skæbneenergier eller karmabølger kan nemlig intet militært forsvarssystem beskytte imod. "Den der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd".

 

 

Mod krigens altødelæggende energier er der kun ét forsvar – fredens og humanitetens handlemåde. Dette, og ikke effektiviteten ved forskellige militære forsvarssystemer, er det eneste der kan beskytte individer og folk i hjemsøgelsens time. Så længe majoriteten af et lands befolkning mener, at konflikter kan løses med militært magtsprog, er samme lands folk kosmisk set ubeskyttede mod krig og aggression, selvom man har adgang til verdens stærkeste militærmagt med verdens mest sofistikerede våben. Det er en kosmisk sandhed, som livets direkte tale nu mere og mere vil komme til at afsløre for menneskeheden.

Milliardinvesteringer i våbenteknologi vil vise sig at være fuldstændig værdiløse som garant for et liv i fred og sikkerhed. Der kræves helt andre "investeringer" for at garantere freden, nemlig investeringer i humanitet eller menneskelig handlemåde. De kosmiske love viser os nemlig, at vi kun er beskyttet i samme grad som vi beskytter andre.

Dette at verdenssamfundet, gennem FN, nu reagerer mod et lands aggression og okkupation af et andet land, ses af mange som et stort fremskridt. Et skridt frem imod at virkeliggøre FN's oprindelige intentioner. Og det er naturligvis på en måde rigtigt. Det er et vigtigt og betydningsfuldt fremskridt, at verdens nationer næsten uden undtagelse tager afstand fra en aggressionshandling. Men vi må i denne sammenhæng ikke glemme, at FN's "oprindelige intentioner" frem for alt handler om at blive et instrument til at forhindre krig – ikke et instrument til at bekæmpe krig med krig. Hvis verdenssamfundets afstandtagen fra en aggressionshandling fører til, at man selv begår en tilsvarende handling, så viser det jo kun, at "dommeren" (verdenssamfundet) er lige så "forbryderisk" som "forbryderen" (Irak). Det er en handling af samme slags, som når det juridiske retsvæsen i visse stater bruger dødsstraf som retshåndhævelse. Et mord kan jo ikke gøres ugjort ved yderligere at begå et mord. Det gør kun mordet til to mord.

Ifølge den officielle propaganda eksisterer der naturligvis ikke andre motiver end de uegennyttige: at bevare og beskytte Kuwait og en ny fredelig verdensorden.

 

 

Nu er det jo imidlertid sådan, at Kuwait ikke er den eneste okkuperede nation i dagens verden, og man må derfor spørge hvorfor netop denne okkupation udløser en så kraftig reaktion fra alle de ledende vestmagters side. Præsident Bush sagde i en tale, at forsvaret af Kuwait og andre oliestater i området handler om et "forsvar af hele den vestlige livsstil". Den "vestlige livsstil" forudsætter som bekendt bl.a. adgang til olie. "Det sorte guld" eller olien er et livsvigtigt "smøremiddel" for hele verdensøkonomien. Bliver der problemer med olien truer gigantisk økonomisk verdensdepression.

Der står altså både store økonomiske og politiske interesser på spil i denne konflikt, og det forklarer styrken i reaktionerne.

At det ikke er internationale retsprincipper eller moralsk patos, der er det primære motiv for de, der nu heftigst har reageret mod Iraks fremfærd, fremgår også af det faktum, at flere af de nationer og regeringer, der i dag er de første til at brændemærke Iraks aggression mod Kuwait, faktisk var de første til at støtte og bakke Irak op i dets aggression mod et andet naboland, nemlig Iran. I 1980 gik Irak overraskende til angreb mod Iran og det blev indledningen til en otte år lang, blodig krig, med mange ofre på begge sider. I denne konflikt betragtede ledende stormagter både i øst og vest åbenbart Ayatollah Khomeinys Iran som en større trussel end Saddam Husseins Irak, og derfor valgte man at holde på sidstnævnte. Dengang undlod man ikke blot at tage afstand fra Iraks aggression, men bidrog også i høj grad til aktivt at opruste Iraks militære kapacitet. På grund af denne oprustningshjælp har Irak i dag adgang til en af verdens største og stærkeste krigsmaskiner. En krigsmaskine der nu truer med at vende sig imod dem, som gjorde dens opbygning mulig.

Det er f.eks. kun ca. et år siden USA gik ind med tropper i Panama for at styrte regeringen dér. Grenada (1983) er et andet aktuelt eksempel. Og ingen har vel glemt Vietnam og Afghanistan, og den rolle som forskellige stormagter spillede dér?

Hvis man konsekvent skal følge folkerettens principper, må disse aktioner også betragtes som "forbryderiske" lige så vel som Iraks invasion af Kuwait. Og det gælder helt uafhængigt af hvilke opfattelser man har af de gamle regeringer i f.eks. både Panama og Kuwait. Ingen af disse regeringer var jo demokratisk valgte.

Hvilke slutninger kan man nu drage af alt dette?

Den første og vigtigste slutning må blive, at den såkaldte folkerets problem ikke kan løses, så længe en virkelig verdensøvrighed eller overstatslig myndighed savnes. Problemet i nationernes omgangsform er jo nemlig – akkurat som i de enkelte individers omgangsform – at man "ser splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget".

Det er næstens overtrædelser eller "forbrydelser", der er i synsfeltets fokus, mens en tydelig "blindhed" gør sig gældende, når det drejer sig om egne handlinger og motiver. Eller sagt med Martinus' ord:

"Alle vil jo gerne have beskyttelse eller sikres mod ubehageligheder, men de vil ikke ret gerne betale det, det koster at opretholde en sådan beskyttelse. De vil gerne have ulovlighed forbudt i næstens manifestationer eller i andre stater, men deres egen eventuelle ulovlighed må være ubeskåret. De er nemlig så indlevede i deres egen ulovlighed, at de tror, den er lovlig og derfor retfærdig. At skulle afgive noget af denne deres formentlige ret kan de, som før berørt, kun betragte som 'uretfærdighed'. Og det er denne 'uretfærdighed', de frygter og modarbejder. Og denne deres modstand bliver altså derved en modstand imod selve verdensøvrigheden i stedet for at blive en medvind." (LIVETS BOG IV, stk. 1520).

En virkelig verdensøvrighed må således være renset for al partiskhed. Den kan ikke begunstige en nation eller gruppe på nogen andens bekostning.

Herom skriver Martinus:

"Den kan jo ikke som retsbeskyttelse bestå som en partisk institution. Stormagten kan derved risikere store for den selv ufordelagtige ændringer i både dens landegrænser og i forholdet til udnyttelsen af dens undergivne erobrede folk eller vasalstater. Hvis der findes forhold, som verdensøvrigheden finder uretfærdige, vil den naturligvis ændre disse forhold. Hvis der er undertrykte folk, det vil være retfærdigt at gøre til selvstændige folk, vil verdenspolitiet naturligvis ikke tøve med at bringe denne retfærdighed til at ske fyldest. At dette ikke er i den pågældende stormagts favør, bliver jo indlysende. Men idet den har afgivet sin magt til nævnte politi- eller retsvæsen, står den jo magtesløs overfor en sådan ændring på lignende måde som en forbryder, hvis handlinger er blevet opdaget og bremset af politiet." (LIVETS BOG IV, stk. 1517).

En upartisk verdensøvrighed skulle – for at tage en anden aktuel konflikt som eksempel – kunne beslutte, at Sovjetunionens annektering af de baltiske lande er ulovlig, og at disse lande derfor må have deres selvstændighed tilbage. Og ingen sovjetiske tanks skulle kunne forhindre iværksættelse af en sådan beslutning, eftersom verdenspolitiet vil komme til at være den eneste bevæbnede magt, mens nationerne er ubevæbnede.

En upartisk verdensøvrighed skulle heller aldrig kunne misbruges på den måde det nu sker som camouflage for operationer dikterete af stormagtinteresser; operationer hvor stormagtspolitikere og deres nationale krigsmagt agerer "verdenspoliti" i verdenssamfundets navn.

I den fremtidige verdensorden kan heller ingen enkelt nation eller stat selvfølgelig have "vetoret" (= forbudsret) mod verdensøvrighedens beslutninger. I kraft af en sådan vetoret kan stormagterne jo i dag standse de FN-beslutninger, der går imod deres interesser. Martinus har sagt, at stormagternes vetoret i det nuværende FN kan sammenlignes med at "forbryderen" fik "vetoret" under retssagen. Så snart rettens udslag gik "forbryderen" imod, så skulle han altså i kraft af sin "vetoret" kunne standse gennemførelsen af rettens beslutning. Alle kan naturligvis indse, at en sådan ordning ville være en parodi på retspleje. Men ikke alle indser, at den nuværende FN-status i denne henseende er en lige så stor parodi, når det gælder "retshåndhævelse" af nationers eller staters omgangsform.

Når en sådan ordning overhovedet har været mulig at indføre, er det et tydeligt udtryk for, at "magt er ret" i dagens verden. Det er først når det modsatte princip, dvs. "ret er magt", er blevet ledestjerne i verdenssamfundet, at man kan tale om en "fredens verdensorden".

Denne propaganda skjuler også, at vi alle – som enkeltindivider – er medansvarlige for at verdenssituationen ser ud som den gør. Herom skriver Martinus:

"Tro ikke at nogen er fri. Ethvert menneske, der ligger under for blot en lille gnist af overtro, intolerance, magtsyge, begærlighed og uærlighed, er indrulleret soldat i den nævnte verdensbrands armekorps, er med til at jage, såre og dræbe, er med til at plyndre, pine og nedværdige, ligegyldigt hvor mange smukke og skønne idealer han eller hun så end måtte være repræsentant for. Naturligvis skal de gode sider i individets bevidsthed ikke forklejnes eller undervurderes. Disse er jo med til at skabe den store modvægt imod verdensbrande, som jeg senere skal komme tilbage tul. Men fra at være direkte medvirkende årsag til samfundssystemets onde eller disharmoni kan altså ingen helt frikendes, så længe han eller hun netop har en lille gnist af de nævnte verdensbranden befordrende tankeklimaer." (MENNESKEHEDENS SKÆBNE kap. 39).

Det eneste virkeligt væsentlige spørgsmål for os som enkeltindivider bliver derfor: hvordan bidrager jeg ved min måde at være og tænke på til verdensbranden eller krigen, og hvordan kan jeg bidrage til at slukke branden eller skabe freden?

Det er faktisk det eneste vi kan gøre ved verdenssituationen, men det er på den anden side heller ikke så lidt eftersom den enkeltes anstrengelser og indsats i et kosmisk perspektiver af meget større betydning for menneskehedens kollektive skæbne end man almindeligvis forestiller sig. Martinus:

"Den samlede jordiske menneskehed udgør nemlig kosmisk set ét samlet legeme, i hvilket hvert enkelt individ udgør en enhed. Det enkelte individs manifestation kan derfor ikke på nogen som helst måde udløses uden at være identisk med en medvirkende faktor i den samlede menneskeheds skæbnedannelse." (LIVETS BOG I, stk. 31).

Selv om det endnu, på grund af vor ufærdige eller partiske natur, ikke er muligt for os helt at leve op til upartiskhedens ideal, er det alligevel noget som Martinus med sit værk vil inspirere os til at stræbe efter. Det indebærer, at vi skal træne os i at se tingene med "Guds øjne". "Guds øjne" er altgennemskuende, altforstående og alttilgivende. Det er alkærlighedens øjne i hvis lys alt får sin forklaring og sin berettigelse – selv de uhyggelige lemlæstelsesprocesser som nu er under forberedelse.

Saddam Hussein har sagt, at en krig i Mellemøsten vil komme til at "gavne verden og menneskeheden". Med dette mener han givetvis, at det vil gavne hans egen magtposition og svække hans fjender. Deri har han, på kort sigt, sikkert ret, eftersom en krig, hvordan det end går, vil komme til at gøre ham til enten helt eller martyr i de arabiske massers øjne. Men der ligger også en kosmisk sandhed i at en krig, hvis den nu udbryder, vil "gavne verden og menneskeheden". En sandhed af en anden slags end den Saddam Hussein tilsigter. Krig og ragnarok er jo Guds skabemetode til at indvie menneskeheden i mørket, og dermed skabe den mentale jordbund som betinger modtagelighed for lysets princip.

Det er i denne sammenhæng værd at tænke over at forskellen mellem krigeren og pacifisten, kosmisk set, er at pacifisten er den "største kriger", dvs. den som i sit erfaringsmateriale har den største krigserfaring. Det er nemlig netop disse, gennem mange inkarnationer erhvervede, personlige erfaringer af det dræbende princips virkninger, der har gjort ham til pacifist og krigsmodstander. Set i dette perspektiv "gavner" enhver krig verden og menneskeheden, da det altid resulterer i at fredens tankeklima og tilhængerskare vokser, og at den sande "fredens verdensorden" dermed kommer et stykke nærmere sin virkeliggørelse.