Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er ikke altid rart at skulle tale om sig selv, men i henhold til den mission, jeg har, det, jeg har skrevet, og den viden, jeg har manifesteret, har jeg følt det rigtigt. Der er adskillige, der har sagt til mig, at jeg må have læst og studeret, men det har jeg ikke. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden gennem sin egen bevidsthed, og det er en tilstand, som alle mennesker er på vej til at opnå. Jeg er ikke særligt favoriseret af Forsynet. Den bevidsthed, jeg har, vil alle, der kommer efter mig, få, ligesom alle foran mig har den. Derfor mener jeg, at det kunne have interesse for Dem at høre lidt om, hvordan jeg har oplevet denne tilstand.

Jeg blev født på landet uden for ægteskab som et såkaldt uægte barn og blev opdraget hos min onkel og tante. De var dengang gamle mennesker og havde kun til dagen og vejen, så der var ikke tale om, at jeg kunne komme til at studere eller komme til en viden ud over den, man kunne få i en almindelig skole på landet, som kun rummede to klasser, én for de større børn, der var fra ti til fjorten år, og én for dem, der var under ti år. Dér fik jeg min lærdom, det var dansk, bibelhistorie, salmer, danmarkshistorie, geografi og lidt regning. Bibelhistorie holdt jeg meget af at læse. Det er den undervisning, jeg har fået udefra.

Da vi gik til undervisning hos præsten, sad vi en sommerdag i en dejlig havestue i præstegården. Præsten fortalte om forskellige ting og sagde så midt under det hele, at det var jo ganske forfærdeligt, hvis et lille barn døde, uden at forældrene havde fået det døbt, så ville det gå lige til helvede. Jeg tænkte: "Det kan da ikke være rigtigt. Gud kan da ikke lade et lille barn brænde evigt på grund af to forældres luner." I samme time sagde han også, at der var en forbandelse ved uægte børn. Jeg følte: "Det kan ikke være rigtigt". Jeg kunne ikke tro, at Gud skulle være vred på mig, blot fordi jeg var et uægte barn. På denne måde følte jeg, at der måtte være noget forkert i det, kirken lærte. Jeg havde så min egen indstilling, der var meget kærlig, for jeg kunne ikke acceptere, at nogen skulle brænde i helvede, eller at Gud skulle være så brutal.

Først var jeg arbejdsmand, så blev jeg mejerist, og senere kontormand på mejeriet Enigheden i København. Jeg måtte jo lave noget for at tjene til føden. Jeg havde ingen særlig interesse i disse ting, men jeg gjorde jo min pligt. Samtidig havde jeg en vældig længsel efter at gøre noget, der var bedre. På min kontorplads skrev jeg 10.000 tal om dagen. Der måtte være en bedre tilværelse, syntes jeg, end dette at gå ud og skrive 10.000 tal, gå hjem, spise og gå i biografen, gå i seng og gå ud at skrive 10.000 tal igen osv. Jeg kunne godt tænke mig at blive missionær, men jeg var jo ikke i kontakt med kirken, jeg troede ikke på det evige helvede, så jeg var godt klar over, at det kunne ikke lade sig gøre. Som barn havde jeg vældig lyst til at blive skolelærer, og min mor lovede mig, at jeg nok skulle blive lærer, når jeg blev stor, men hun døde, da jeg var 11 år, så der blev ikke noget ud af det. Men jeg blev jo alligevel en slags lærer.

På kontoret var der en kollega, der læste i en teosofisk bog, og han fortalte mig, at vi har levet tidligere, at det ikke er det eneste liv, det, vi nu lever. Det syntes jeg egentlig, var meget logisk, og jeg spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at låne denne bog. Han havde selv lånt bogen, og han skulle spørge ejeren, om jeg måtte låne den. Resultatet blev, at jeg gerne måtte låne den, men ejeren ville tale med mig, og en dag besøgte jeg så denne mand, som hed Lars Nibelvang. Han var ikke tilhænger af noget teosofisk eller antroposofisk samfund, men han havde læst alverdens filosofi. Han stillede spørgsmål, og jeg havde også spørgsmål. Jeg spurgte bl.a. om disse nye bevægelser, teosofi, antroposofi, havde noget med bøn at gøre. Ja, det havde de. Hvis han nu havde sagt: "Nej, det har de ikke", så havde jeg været færdig med ham. Jeg lyttede meget til ham og fik denne bog med hjem. Jeg var meget opsat på at læse i den, jeg havde en vældig længsel efter at få mere viden. Jeg læste i bogen og kom til et sted, hvor der stod, at man kunne meditere, man kunne sætte sig mageligt til rette i en stol og tage et bind for øjnene for bedre at kunne koncentrere sig.

Nu skulle jeg prøve det. Jeg havde fået en ny kurvestol, som var meget dejlig og behagelig at sidde i. Den var meget levende, helt magnetisk, og den knirkede hele tiden. Jeg satte mig i denne stol og tog et tørklæde for øjnene, så der var mørkt. Pludselig ser jeg en gipsfigur, der forestiller Kristus. Det var Thorvaldsens figur af Kristus, der står og siger: "Kommer til mig". Denne figur var i lille størrelse og stod noget borte. Så blev det mørkt, og det blev lyst igen, og da var figuren blevet levende og var i naturlig menneskelig størrelse. Den var iklædt et gevandt af lysende små stjerner, næsten som en kåbe af diamanter. Det var kolossalt lysende, lyset var snehvidt, skyggerne var blå, og skikkelsen kom ganske stille hen imod mig. Jeg sad i stolen og kunne ikke røre mig. Det blev mørkt igen, og det blev lyst, og da gik skikkelsen op igennem loftet og ned igennem gulvet. Den gik lige hen imod mig, gik ind i mig og blev stående. Lyset fra denne skikkelse i mig strålede ud over verden, jeg kunne se ud over kontinenter og have med sejlende skibe osv. Det var, som om jeg var vidne til, at kloden drejede og drejede, og jeg kunne se det ene kontinent efter det andet, stadigvæk i denne lysstråle. Da jeg havde set på det, tog jeg klædet væk, og jeg kunne igen røre mig.

Hvad det skulle betyde, kunne jeg ikke forstå, men senere blev jeg klar over det. Det skulle nemlig betyde, at jeg skulle komme til at forkynde Kristus-bevidstheden for menneskene. Denne stråle fra Kristus gik jo ud over verden, over kontinenter og have. Det var tegnet, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne gøre det, jeg havde jo ikke noget kendskab eller nogen viden om noget som helst.

Om formiddagen dagen efter satte jeg mig igen i kurvestolen og tog tørklædet for øjnene. Så blev det mørkt igen. Der kom en himmel til syne, og over denne himmel gik der en skygge. Da skyggen havde passeret, blev denne himmel lysere, og sådan fortsatte det. Skyggen gik over himlen, og den blev lysere og lysere, til sidst skinnede denne himmel med en umådelig stråleglans i guldets farve. Alt forsvandt, min organisme, mit værelse, hus, alt, jeg sad kun i nogle gyldne stråler. Jeg følte et kolossalt tryk på min bevidsthed, og jeg følte: "Det er Guds bevidsthed. Sådan er det allerhøjeste i os, uden tilknytning til noget andet, og således har vi den guddommelige stråleglans, denne guddommelige kraft i os".

Det ville ikke have betydet så meget, at jeg havde oplevet dette, hvis jeg ikke bagefter havde opdaget, at når jeg tænkte på et højere problem, hvor jeg ikke havde spor viden om løsningen, så kom løsningen som facit, der stod lyslevende for mig. Dette kunne jeg regulere, og med min intelligens kunne jeg udrede facittet.

Jeg skulle ud til Lars Nibelvang med bogen, som jeg ikke havde brug for mere. Jeg fortalte ham, hvad jeg havde oplevet, og han blev meget, meget betaget. Fra sit studium af åndelige bøger kendte han til, at sådanne oplevelser eksisterede, han havde jo læst næsten alverdens filosofi. Han var fuld af spørgsmål, og det bevirkede, at jeg fik min bevidsthed ind på alle højere emner. Men det bevirkede også, at jeg blev dygtig til at danne urokkelige analyser, for han var umådelig skeptisk. Når jeg kom med en analyse, sagde han: "Nej, det kan ikke passe, for den eller den forfatter siger sådan og sådan". Jeg havde ikke lært at lave analyser, så mine analyser kunne væltes. Men princippet, facittet i min analyse kunne ikke væltes. Jeg blev så dygtig til at danne analyser, at han til sidst ikke kunne vælte noget, og han var flink til at bøje sig, når han så, at jeg havde ret. "Ja, du har ret, det er der ingen andre, der har kunnet se", sagde han. Sådan blev mine analyser kolossalt stærke. Den dag i dag er der ikke nogen, der vil kunne vælte mine analyser, de står urokkeligt. Forsøger man at vælte en analyse, kommer man til at kludre i det og kan ikke få nogen mening i tilværelsen.

Jeg arbejdede videre med at skabe analyser, men jeg havde også mit arbejde at passe. Men dér fik jeg hjælp, så jeg kunne blive fri for at have en stilling og helt hellige mig den åndelige side. Det var meningen, at jeg skulle fortælle, og Nibelvang skulle skrive, for jeg mente ikke at have evne til dette. Men en dag prøvede jeg alligevel at skrive, og så skrev jeg faktisk det, der er efterskrift i mit hovedværk, LIVETS BOG. Det er det første, jeg har skrevet. Det viste så, at jeg selv skulle skrive. Han sagde: "Nej, jeg skal ikke skrive, du skal selv skrive".

Der gik altså syv år, inden jeg kunne begynde at skrive på den helt rigtige måde. Men der var også andre ting, jeg måtte gennemgå i disse syv år, bl.a. flere psykiske tilstande. Andre menneskers sygdomme kunne jeg mærke i min egen organisme. Når jeg kørte i sporvogn kunne jeg mærke, om nogen bagved havde noget med deres lunger eller nyrer. Det var en meget streng tid.

Når jeg så disse kosmiske analyser eller kosmiske facitter, opdagede jeg, at jeg kunne omforme dem til symboler, så de bedre kunne forklares. I de tre år, hvor jeg ikke måtte læse, tegnede jeg symboler og nåede frem til at have verdensbilledet færdigt. Da jeg blev færdig med hovedsymbolet, symbolet af hele verdensaltet, hvor grundenergierne og alle de mange detaljer går op, følte jeg, at jeg havde hele den åndelige verdens medhold. Jeg følte en glæde og velsignelse i det, som jeg næsten ikke kan beskrive. Da havde jeg fået fundamentet for de analyser, jeg senere skulle skrive. Med dette symbol var jeg sikret imod at skabe modsætninger i det store arbejde. Man vil ikke kunne finde modsætninger i mine analyser, netop fordi hele verdensbilledet var færdigt i dette symbol.

Jeg tegnede flere symboler, således at jeg kunne vise de store principper i verdensaltet. I den tid fik jeg hjælp og understøttelse dels fra Lars Nibelvang, dels fra andre venner. Da jeg havde tegnet syv symboler og kunne vise hele verdensaltets grundprincip og struktur, følte jeg, at jeg måtte frem til flere mennesker. I de syv år var det kun nære venner, nogle ganske få mennesker, der var indviet i disse ting, men nu følte jeg, at jeg måtte frem til offentligheden, at jeg kunne vise det for flere mennesker.

Det blev så aftalt, at jeg en søndag eftermiddag skulle møde hos Bernhard Løw og have mine billeder med. Denne ældre herre tog imod mig, og det var, som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg viste mine billeder for ham, hans disciple og nogle inviterede gæster og viste for første gang hele spiralkredsløbet. De var meget betagede, og Løw, som var gammel antroposof og matematiker, var meget begejstret.

Mit første foredrag holdt jeg i Forhåbningsholms Allé i en lille højskolesal, der blev fyldt. Så måtte jeg flytte til Borups Højskole, som også blev fyldt med mennesker. Jeg forstår ikke, at de kunne holde det hele ud, for jeg talte i to-tre timer, jeg kunne ikke holde op. Senere har vi jo erfaret, at vi kun kan tale tre kvarter, allerhøjest en time. Men de kom.

Der blevet startet et blad "OM", som jeg kom til at skrive i, men vi syntes så, at vi lige så godt kunne skrive artikler i et eget blad, og vi stiftede så bladet KOSMOS.

Vi kunne arbejde og holde foredrag om vinteren, men om sommeren går folk ikke sådan til foredrag. For at kunne fortsætte arbejdet om sommeren dannede vi Kosmos Feriekoloni. En dag kom en af vore venner: med en avisannonce om salg af et stort areal, der lige akkurat passede til en feriekoloni, og det kostede 5 øre pr. kvadratalen. Der var derfor udsigt til, at vi godt kunne klare det. Det gjorde vi, og siden er det vokset. Vi fik bygget den første foredragssal, senere en større, og nu en endnu større foredragssal, hvor vi har den undervisning, som De kender.

Feriebyen har vi som nævnt for at kunne fortsætte arbejdet om sommeren, men det er også meningen, at her skal blive en stor skole. Vi skal her danne en skole, ved hvilken vi kan uddanne mennesker fra udlandet til at kunne holde foredrag i deres egne lande. Vi kan ikke rejse ud i alle lande, men vi kan uddanne mennesker til at holde foredrag i andre lande. Det er meningen, at denne feriekoloni skal blive til en international skole i åndsvidenskab. Der vil engang komme til at ligge en stor by her med hoteller osv., men det hører fremtiden til. Foreløbig er vi med til at danne denne begyndelse.

De kosmiske analyser viste sig efterhånden at være et billede af hele verdensaltet. Der er aldrig før i jordklodens historie blevet dannet et verdensbillede. Alle vise mænd har brudstykker af verdensbilledet, og det, man lærer, er brudstykker af dette, men i det verdensbillede, jeg har fået lov til at åbenbare, er det hele med, dér går alt op.

"Hvor kan De vide at Deres er rigtigt, de siger jo alle sammen hver især, at de har sandheden?" Jeg kan sige det, fordi jeg har helheden. Det verdensbillede, jeg har lavet, viser evigheden. Et verdensbillede må være et billede af evigheden. Er det ikke det, er det bare en tids- og rumdimensionel foreteelse, så er det en skabt ting, og så har det ikke noget med et verdensbillede at gøre. Derfor kan jeg vide, at mit verdensbillede er rigtigt. Det går op, og dets facit er jo netop dette: "At man skal elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting". Det viser mine analyser over hele linien. De kan ikke finde ét eneste punkt, én eneste analyse, der ikke viser det.

Verdensbilledet har også en opgave, som er fuldstændig ny: at vise, at mørket ikke er noget Djævlens værk, som Gud ikke har med at gøre, eller som kommer fra en djævel, der er udstødt af Guddommen og forfølger menneskene og holder dem nede i mørket. Det er en gammel overtro. Herefter vil man i den nye verdenskultur, som mine analyser vil blive grundlaget for, komme til at se på mørket som en guddommelig velsignelse, som noget, der er absolut nødvendigt. Uden at man ser mørket, vil man aldrig nogensinde kunne se lyset. I samme grad, som man har oplevet mørket, kan man se det guddommelige lys. Det er så viseligt indrettet, at menneskene får lov til at opleve dét, de gør imod deres næste. Hele vor væremåde er jo rettet imod vor næste, og vi får den tilbage gennem vor næste. Det er vor egen handlemåde, der kommer tilbage, det er "at nyde af kundskabens træ". Det giver os kendskab til, hvad der er godt, og hvad der er ondt, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Mit verdensbillede viser mørkets vældige mission, det viser, at dette også er et led i kærligheden. Hvis der ikke var nogen modsætning til kærligheden, kunne vi jo ikke vide, hvad der var kærlighed. Man kan jo ikke male et landskab med hvide farver på hvidt lærred, det bliver temmelig usynligt. Der må være kontraster. Det får man en levende oplevelse af igennem mine analyser. Hele vejen viser jeg mørkets betydning, hvorfor det eksisterer, og jeg viser, at der ikke er noget evigt helvede. Et menneske lever et jordeliv her, og det hedder sig, at hvis det ikke får syndernes forladelse, skal det brænde i et evigt helvede. Det kan jo ikke i dets korte liv, selvom det blev 90 eller 100 år, synde så meget, at en evig straf kan være retfærdig. Det er ulogisk, men sådan er hele den tidligere religiøse vejledning for menneskeheden. Den er ikke logisk, den er symbolsk. Den er ikke tilpasset intelligensmæssig analysering. Den er tilpasset mennesker med instinkt, mennesker, der tror på autoriteter og skal have befaling: du må ikke gøre dét, og du skal gøre dét. Disse mennesker har kun dette instinkt, at Guds veje er uransagelige.

På grundlag af dette instinkt kunne Kristus jo ikke fuldføre sin mission, men måtte overlade en del af den til efterverdenen. I sin mission måtte han vise, at kærlighed kan eksistere. Han viste på korset, at man kan tilgive sine værste bødler og bede for dem, bede for, at de ikke må få straf. Han siger: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Det var hans mission.

Det er blevet min opgave at klargøre en del af Kristi udtalelser i verdensbilledet. Det er fortsættelsen af Kristi lære, som han også selv kalder "Talsmanden, den Hellige Ånd". Han sagde til sine disciple: "I kan ikke forstå det, I kan ikke bære det, men de kommende slægter skal Faderen sende 'Talsmanden, den Hellige Ånd'. Den skal lære dem det, de ikke forstår, den skal tage af mit og give dem". Han siger her, at der skal komme en oplysning, ikke en person, ikke en ny verdensgenløser, men "Talsmanden, den Hellige Ånd". Men hvad er "Talsmanden"? Det er ikke en mand. Så vidt jeg ved, kalder jøderne deres hellige bøger for Talsmanden. Ånd er det samme som tanker og viden. "Den Hellige Ånd" er altså hellige tanker og hellig viden. Hvad er så hellige tanker og hellig viden? Det er tanker, der udtrykker den absolutte sandhed. Han siger faktisk, at den absolutte sandhed skal komme til menneskene, de skal få den absolutte viden om livsmysteriet; han siger ikke, at der skal komme en Kristus. Nu er det ikke personen, det drejer sig om, det er ikke en diktator, en verdensgenløsning i form af diktatur. Nu er det en videnskab, der skal forenes med den materielle videnskab og blive til en guddommelig videnskab. På denne skal verden føres videre, og det er alt sammen under udvikling. Den materielle videnskab går med stærke skridt fremad, og den åndelige videnskab er åbenbaret gennem livsmysteriets løsning. Den, der vil, kan nu studere verdensbilledet og blive klar over livets love, hvad der er det rigtige, og hvad der er det forkerte og komme til at lære at se det hele fra Guds eget udsyn.

At åbenbare livsmysteriets løsning og livets love og at se det hele fra Guds eget udsyn var det, jeg blev udtaget til igennem de tidligere nævnte oplevelser med Kristusskikkelsen, der gik ind i mig. Den står der stadig, den lyser stadig for den, der kan se det. Den lyste ud over have, lande og kontinenter, ud over menneskeheder osv. Det kunne ikke vises mere fundamentalt.

Således ligger verdensbilledet klar til at kunne tilpasses videnskaben, når den bliver parat. Den er temmelig ny endnu, men den vokser med kolossale skridt. Videnskabsmændene skal ikke blive ved med kun at være materialister, for der er andre mennesker end materialister, der kan blive videnskabsmænd. De åndeligt udviklede mennesker kan også blive doktorer og professorer på det materielle plan. I den kommende tid, når den verdenskrig og de verdenskatastrofer, som er i anmarch, har passeret, vil der blive dannet udveje for at forbinde den materialistiske videnskab med den åndelige videnskab, dvs. verdensbilledets analyser.

Uden disse analyser ville menneskeheden ikke kunne komme fremad. Og det er jo meget vigtigt, fordi De er i færd med at udvikle Dem fra dyrets tilstand. Deres polkonstellation er under vældig udvikling, og om nogle generationer kan De ikke leve på samme måde som i dag. Da vil De kræve at leve på en anden måde, og det liv, De da skal nyde, vil ligge færdigt til Dem. Det er et guddommeligt liv i lys og glæde, videnskab og kunst, ikke et liv i ulykkelige ægteskaber, i troløshed, perversiteter, i nød og armod, krig og landflygtighed osv. Det er af en sådan art, at De ikke kan fatte det i dag, og det kan lyde, som om jeg overdriver, men det gør jeg ikke. Jeg kan ikke overdrive livets struktur i kærlighed. Selvom jeg bruger hele min forstand, kan jeg ikke overdrive den guddommelige kærlighed og visdom, der ligger i hele systemet. Jeg har fået lov til at vise dette til en vis grad – i en sådan form, at det kan forstås af mennesker. Ville jeg give det en højere form, kunne De ikke forstå det. Hvis jeg skulle fortsætte, måtte jeg glide ind i en ny form, som De slet ikke kan forstå. Igennem studiet af verdenbilledets kosmiske analyser og livsmysteriets løsning vil De vokse til selv at komme til at opleve det, jeg har oplevet, De vil blive suveræn, ligesom jeg er suveræn.

Jeg behøver ikke spørge andre om, hvordan der er i de åndelige verdener. Hvad vi skal, når vi dør. Jeg har den åbne, fuldstændigt dagsbevidste adgang til at iagttage og til at kunne beskrive i vågen fysisk tilstand. Jeg er i stand til her på det materielle plan at leve i en guddommelig forklaret tilværelse, selvom jeg er nødsaget til at have en camouflage. Jeg er nødt til at se ud som andre mennesker, fordi jeg har fået en krop, der hører andre mennesker til. Men det er ikke min egen krop, det er ikke den krop, jeg er vant til at have i min egen verden. Det er en krop, jeg måtte have her, for der var ikke andre at få. Men denne krop har jeg som før nævnt igennem de første syv år tildannet, så den lystrer mit jeg. Den lystrer min åndelige tilstand, så jeg har kunnet leve så meget i denne, at min intuitionsevne, som er organet for kosmisk oplevelse, er permanent, er under viljens kontrol, på samme måde som mit fysiske syn er under viljens kontrol. Med min intuitive evne under fuld kontrol har jeg kunnet skabe verdensbilledet.

Naturligvis er jeg beskyttet af verdensgenløsningens medarbejdere, af Forsynet. Der er et organisk samfund af højt indviede væsener på det åndelige plan. De er forbundne, ikke ved noget medlemskort og ikke ved at danne forening, men ved at de har den samme guddommelige vilje, den samme udvikling, og det samme syn på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Derved er de en enhed. Denne enhed styrer og leder verden og bestemmer også, hvad jeg skal give verden, og hvad jeg ikke skal give. Forsynet er min beskyttelse, mit fundament. Det er denne enhed, der kan høre Deres bønner, der hører mine bønner, den hører alle dyrenes suk og skrig. Det er denne enhed, der leder og styrer verden, sætter de forskellige regeringer og politikere ind, og tager dem væk, når de ikke skal være der længere. Den styrer hele denne guddommelige plan, som menneskeheden ledes efter. Menneskeheden er ikke overladt til tilfældigheder, den styres kolossalt frem imod en guddommelig tilstand. Det kan De også lære igennem mine analyser. Dér vil De kunne se hele den guddommelige verdensplan, se, hvordan det hele går op. Og de kommer til ligesom Guddommen selv at se, at alt er såre godt. Alt er i dette øjeblik så fuldkomment, som det overhovedet kan være på grund af dets fortid, og med henblik på, hvad det skal blive i fremtiden. Et støvfnug kan ikke falde tilfældigt, kunne det dét, ville hele verdensaltet være af lave. Der er ikke nogen som helst fejlregning i verdensaltet, så havde det aldrig kunnet bestå i evighed. Noget, der skal vare evigt, må være udstyret således, at det kan vare evigt.

Nu har jeg fortalt Dem noget om min mission, og hvad den vil komme til at betyde for fremtiden. Den dejlige tilstand, denne velstand, som nu er gældende her, varer ikke altid, der kommer jo også karmabølger ind over velfærdsstater, og menneskene kommer til at opleve lidelser og smerter. Det er lidelserne, der bringer menneskene til at blive humane, der udvikler den evne, der bevirker, at man ikke kan nænne at gøre det onde. Derfor er lidelserne et gode, og jeg har kaldt det et "ubehageligt gode". Det er ikke behageligt, men det er et gode.

Den virkelige kristendom er ikke slut, selvom den gamle kristendom nu er på retur. Man tror ikke på "det evige helvede", "nåde" og "syndernes forladelse". Vi får "syndernes forladelse", men ikke på den måde, som det er sagt i kirken. Når vi udfører en ond handling og bliver ved med at udføre denne onde handling, så får vi den samme tilbage. Når man har begået en ond handling mod et menneske og opdager, at det var forkert og angrer det og ikke kan gøre det mere, så får man ikke den karma tilbage, man får "syndernes forladelse".

Hovedsagen er ikke, at man i vældig grad kender analyserne og de indviklede problemer. Hovedsagen er i virkeligheden, at man kan tilgive sin næste. Dér er det Kristus siger, ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange skal man tilgive sin næste. Det er dette problem, det strander på for mennesket i det daglige liv. De fleste mennesker har nogen, de ikke kan lide og ikke tænker så godt på. Men det drejer sig om at være på samme måde som solen. Solen er fundamentet for det fysiske liv her. Således kan vi være fundamentet for vore omgivelser. Vi kan lyse og varme ind i andre menneskers isterræner i bevidstheden. "Mørke menneskers" sindelag kan vi måske oplyse, hvis vi er stærke nok, eller vi kan træne os op til det. Det gælder om, at vi siger til os selv: "Jeg vil i dag være til glæde og velsignelse for alt, jeg kommer i berøring med". Så er De i fuld harmoni og med til at omdanne Dem selv og menneskeheden til at være i Guds billede.