Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fjernsynet viser mange spændende dyrefilm. I denne artikel causerer Søren Hahn over en udsendelse, hvor en stor, sulten gepard glemte at overfalde sit bytte. Denne ejendommelige adfærd fik følger. Ikke bare for byttet, men også for forfatteren, som derved kom til forståelse af en vigtig side ved tilværelsen.

 

Forleden så jeg i fjernsynet en ejendommelig episode med happy end. Det var en dyrefilm, hvor en gepard havde fået fat i en lille gnukalv, som den nu – ligesom katten med musen – ville lege med.

 

Uden nærmere at kunne gøre rede for det er det mit indtryk, at det var dén atmosfære af uskyld, som omgav gnukalven, der reddede den. At geparden ligefrem ikke nænnede at dræbe den, er nok for meget sagt. Men faktisk skulle der ikke meget til at distrahere geparden. Den befandt sig i en verden af vold og drab, hvor den lille gnukalv ligesom ikke rigtigt passede ind. Den ville ikke lege: fang mig! Den syntes slet ikke at kende legen.

Ja, og nu skal jeg komme med en lille tilståelse. Hele min store interesse for Martinus kosmologi udspringer ene og alene af trangen til på ny at indtræde i dén uskyldsrene atmosfære, som jeg på naturlig måde omgav mig med som barn. Jeg har søgt den, lige siden jeg blev voksen. Barnet véd noget, som den voksne glemmer, og livet igennem har jeg ledt efter de første stjerner, som Gud engang tændte på min himmel, den første sol og det første forår ...

Det lyder poetisk, og det er poetisk, for poesien er den eneste udtryksform, der kan bringe mig i kontakt med mit tabte paradis, min oprindelige, uformulerede sanseverden. "Tidernes morgen", som jeg kalder den.

For sådan er det ellers altid. Jo mere man bruger sin forstand og udtrykker den i myriader af ord, des mere rykker poesien bagud. "Tidernes morgen" fortaber sig i fjerne horisonter. Og det, man skulle huske og holde øje med, det forsvinder, smutter... Men sådan er det ikke med Martinus. Her er det, som om man både kan være voksen og barn på én gang. Man ser med den voksnes øjne, lytter med den voksnes ører ... og holder dog poesiens fugl i sin hånd. Det er forunderligt, og jeg har aldrig mødt det hos andre forfattere.

De "voksne tanker" er for mit vedkommende en konstant puslen med planer til beskyttelse mod "gepard-folket" – her forstået som medmennesket betragtet som en "fremmed", som man aldrig rigtig véd, hvad man kan vente sig af. Som følge heraf er der al grund til at være på vagt.

Af denne mistænksomhed rinder en stadig strøm af frygt og bekymring for på et eller andet tidspunkt at komme i "gepardfolkets" vold. Mange mennesker ser i enhver fremmed en snyder og bedrager, en røver, voldtægtsmand eller lystmorder. Eller de ser i den fremmede en trussel, der kan komme til at betyde, at de på et eller andet tidspunkt kan blive nødt til at tage hensyn til den fremmede, måske bukke, skrabe og fedte for ham. Eller måske værst af alt: røre ved ham fysisk og hjælpe ham. Eller kort sagt: Optræde som om de kan lide ham.

Ja, hvor voksne står og går, er de altid i fare for at komme i "gepard-folkets" vold. Ligesom den lille gnukalv. Den vidste det ikke ... men vi voksne, vi véd det!

Og det er ikke fri fantasi. Læs bare dagens avis!

Forudsætningen for at kunne slippe disse distraherende tanker og følelser er, at man på en eller anden måde må genvinde barnets og gnukalvens tillid til "gepardfolket". Uden at overse troskyldighedens bagside: naiviteten – som man med den voksnes viden må imødegå – må man på en temmelig indviklet måde nå frem til at kunne nære den samme tillid til medmennesket, som barnet spontant udviser, inden livet for alvor begynder at trænge sig på med alle sine ubehageligheder. På en eller anden måde må man genvinde barnets tillid til omverdenen, gnukalvens tillid til geparden ...

 

 

Prøv selv at tænke situationen igennem. Den er ikke nem at klare, vel?

Men hør nu, hvordan Jesus klarede det. Han opfatter lynhurtigt modpartens svage punkt: fordelen ved at være besat af romerne og evnen og lysten til at lukrere på det. Romerne skulle jo have mad og forplejning.

– Lad mig lige se en denar! farer det ud af Jesus. Og da han får den i hånden:

– Halløjsa, hvem er det der?

– Det er da kejseren, lyder svaret en smule utålmodigt.

– Så giv kejseren, hvad kejserens er! siger Jesus, mens han klapper mønten tilbage i spørgerens håndflade og besvarer hans måbende blik med et solidarisk, lille nik.

Jesus forstod til bunds disse mennesker. Han gennemskuede dem, men dukkede dem ikke. Flygtede heller ikke. Ligesom den lille gnukalv mødte han fjenden med tillid, og fjenden glemte sin rolle som fjende. Mon ikke også "fjenden" i dette tilfælde har skyndt sig at blive distraheret ligesom geparden? Mon ikke disse mennesker straks er begyndt at tale om andre ting? Men for de mennesker, der har haft øjne at se med og ører at høre med, har Jesus' situationsfornemmelse gjort mindst lige så stort indtryk, som gnukalvens mangel på samme situationsfornemmelse gjorde på mig.

Forstår du, kære læser, uafhængigt af om du lige nu kan identificere dig med disse to tilstande, så mener jeg alligevel, at der er tale om noget generelt. For disse tilstande vil være den uomgængelige forudsætning for netop den ydmyghed, som i den sidste ende vil tvinge både dig og mig til at sætte vor lid til andet og mere end vor egen forstand. I modsat fald møder vi kun "voksenågets" frygt for ikke at kunne klare os i konkurrencen med de "fremmede", med "gepard-folket".

"Tyv tror, hver mand stjæler", lyder et gammelt ordsprog. Tyven opfatter sine medmennesker som potentielle tyveknægte, og først den dag, hvor han ikke selv tænker på at stjæle, vil han kunne møde sine medmennesker uden frygt på dette specielle område.

Men princippet gælder en hvilken som helst relation mellem mennesker. At gøre sig fri af "voksen-åget" lykkes først, når vi bliver som børn på ny. Det er barnets tillid, vi på trods af hele den voksnes forråd af opsparet mistro skal arbejde os frem til.

Og det sker ikke ved at sige: "Fra nu af vil jeg have tillid", men det sker ved ikke at stjæle, ikke at bedrage, ikke at bagtale osv... kort sagt ved at leve op til alle de gamle dyder, som man ikke før gad lytte til. Og læg nu mærke til, at al denne "artighed" ikke udspringer af duksens lyst til at gøre, hvad Bibelen, læreren eller far og mor siger. Det hele udspringer af et såre fornuftigt synspunkt: Det er den eneste redning fra "voksen-åget", dvs. fra en mere eller mindre paranoid angst for "de fremmede", en angst, som i sidste ende kan føres tilbage til, at man selv har været med til (eller kunne tænke sig ...) at gøre dét mod andre, som man nu frygter, at andre skal gøre mod én.

Ja, kære læser! Måske forstår du ikke rigtigt min brug af ordet "fremmed". Men tænk så på den overdrevne angst, som mange mennesker nærer over for helt uskyldige væsener som edderkopper og ørentvister. De bliver ofte forfulgt med hele en inkvisitions ildhu og metoder. Børn er ikke bange for disse lodne eller harniskklædte små væsener, men mange voksne bygger mure af fordomme og mistro op omkring dem. Bare fordi de er fremmedartede, bliver de uhyggelige og afskyelige! Og jo mere intenst man forfølger dem, des hyppigere synes de at dukke op alle vegne ... selv i drømme!

Mange vise mænd og kvinder har i tidens løb ønsket at hjælpe os ud af frygten og mistilliden til medmennesket. Jesus gav således menneskene et temmelig koncentreret sæt leveregler, som han af egen erfaring måtte have vidst, virkede. Men først den dag man også selv af egen erfaring og gennem egne eksperimenter når frem til de samme leveregler – og af mere eller mindre hård nødvendighed føler sig nødsaget til at opstille dem for sig selv – begynder en ny, spændende tid for menneskene, hvor de lidt efter lidt oplever sig selv i færd med at opbygge et nyt sæt reflekser i omgangen med medvæsenerne.

Så vidt jeg kan se, er det Martinus' egentlige opgave at hjælpe os, når vi er nået frem til netop dette punkt. Og han gør det ved at hjælpe os med at formulere de tanker, som vi hidtil kun i vage poetiske vendinger har kunnet give udtryk for og måske har haft svært ved at genkende i Bibelens "tilsandede" visdom.

Så bliver det helt morsomt at læse om Jesus igen, for så kan man genkende resultatet af sine egne erfaringer i hans væremåde og ord. Man forstår, at Jesus på et eller andet tidspunkt må have arbejdet med disse ting på samme måde, som man nu selv gør. Men selvfølgelig er han et godt stykke forud for én selv i dygtighed og rutine, og her må man passe på ved denne sammenligning ikke at lade fornemmelsen af egen dumhed tage overhånd.

Nu gælder det om at skabe sig selv om til det menneske, andre kan have tillid til. Og som sagt drejer det sig ikke om en gentagelse af gnukalvens mangelfulde og utidssvarende reflekser. Nu gælder det om at distancere sig fra geparden i sig selv – men dog ikke mere end, at man kan genkende den og solidarisere sig med den, når man møder den i sit medmenneske. Og hermed mener jeg, at man må være listig nok til at forudse dens bevægelser, så man kan tage sine forholdsregler ... samtidig med at man er blid eller tolerant nok til at genkende den som en del af sig selv.

Sidstnævnte gør det nemt at forstå og tilgive. Det drejer sig jo ikke om en fremmed, men om én der er, som man selv var engang. Og man er jo stadig sådan lidt "gepard-agtig" i en eller anden fortyndet grad, ikke sandt? I modsat fald ville vi ikke være nået ud over gnukalvens niveau. Og med denne opfattelse indpodet i kød og blod som oplevet kendsgerning, bliver der også plads til humoren, som på en afslappet måde kan forene tidligere fjender eller "fremmede" i fælles forståelse og overbærenhed. Det er sådan, jeg forestiller mig Jesus i hans forhold til medmennesket.

– og giv Gud, hvad Guds er.

At give kejseren hvad kejserens er og ikke glemme Gud, er i min version det samme som at være voksen, men ikke glemme at være barn samtidig. Det er denne hårfine balance, der gør "geparder" glemsomme. Og denne ret så praktiske side af tilværelsen træner Martinus mig i, hver gang jeg ser hans symboler og læser hans bøger.