Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Så længe det jordiske menneske endnu ikke fuldt ud er et indviet eller færdigudviklet væsen, vil det primære fundament for dets handle- og væremåde i tilsvarende grad være tyngdeenergi indkapslet i uintellektuel følelse og et svagt islæt af instinkt. Ifølge LIVETS BOG er tyngdeenergi det samme som ild, og følelse det samme som kulde. I et levende væsens organisme er disse kosmiske energier forenede i en balance mellem disse to yderligheder i form af den samme organismes normaltemperatur. I det uindviede væsens mentalitet giver nævnte grundenergier sig til kende i form af varierende overbalance enten i den ene eller den anden af nævnte energiers favør. Denne overbalance præger da i den givne situation hele væsenets viljeudfoldelse og den heraf følgende manifestation i tanke og handling. Når tyngdeenergien er i overbalance og derved behersker følelsesenergien, præges væsenets vilje af en mere eller mindre ubehersket antipati, der igen alt efter tyngdeenergiens overvægt i forhold til følelsen giver sig udslag i vrede, hidsighed og de heraf følgende hævnakter, slagsmål, drab og lemlæstelse. Det er denne tilstand, der eksisterer permanent hos rovdyret og sætter det i stand til at kunne overmande og dræbe sit offer. Og det er den samme tilstand, der hos det ufærdige menneske skaber al fjendskab og i sin mest dominerende kulmination kommer til udløsning i form af menneskehedens indbyrdes krige eller "alles krig imod alle". Alt fjendskab, enhver hævnakt, ja, alt hvad der i mennesket er en modsætning til det store næstekærlighedens bud: "Du skal elske din næste som dig selv", er udløst af tyngdeenergiens overbalance i væsenerne. Det er denne tyngdeenergiens overbalance eller overdimension i forhold til følelsen i væsenet, der er den sande og inderste årsag til udløsningen af det dræbende princip i væsenets manifestation og væremåde.

Når tyngdeenergien derimod kommer i underbalance, og følelsesenergien er i overbalance eller fremtræder i overdimension i forhold til tyngdeenergien, kommer væsenet i en modsat affekt. Mens overdimensioneret tyngdeenergi skabte væsenets antipati, skaber den overdimensionerede følelsesenergi på tilsvarende måde væsenets sympati. Og det ufærdige menneskes daglige samliv med medvæsener og omgivelser bliver en variation eller skiftende udløsning af antipati og sympati. Antipati og sympati er igen henholdsvis det samme som mental frastødning og tiltrækning.

Mens frastødningen giver sig udslag i bitterhed, vrede, forfølgelse, bagtalelse og i det hele taget alt, hvad der kan ødelægge og skade objektet for det pågældende væsens antipati, bevirker tiltrækningen derimod en overdreven sympati, en slags kærlighed, som i virkeligheden ikke er nogen kærlighed, men et middel, en vanemæssig metode, ved hvilken man får opfyldt visse egoistiske begær. Denne uægte sympati eller kærlighed kendes derpå, at hvis de ved den opnåede egoistiske begærs tilfredsstillelse ikke mere kan opnås ved denne, f.eks. i kraft af at nævnte sympati ikke mere påvirker det væsen, den er rettet imod, idet samme væsen er mættet af denne sympati og har fået dragning imod andre væsener, andre interesser, da vil sympatiens ophav herved pludselig ændre sin indstilling om til antipati og igennem vrede og voldshandlinger søge at opnå det, det før opnåede med sin sympati. Det er det samme princip, vi ser komme til kulminationsudløsning i et væsens forelskelse i et andet væsen. Denne forelskelse er også en ganske overdreven sympati, udløst og båret af begæret efter at eje objektet for forelskelsen, i samliv med hvilket væsen ophavet til forelskelsen finder et næsten livsbetingende behag. Hvis dette behag er gensidigt mellem parterne, oplever disse hermed parringsdriftens kulmination af velvære eller livslykke. Men hvis dette velvære taber sig hos den ene af parterne, idet dette væsen begynder at finde et større behag i og derved kommer til at føle større sympati for et andet væsen, vil den endnu forelskede part begynde at udløse den antipati og vrede imod medbejleren, vi kalder skinsyge. Og imod objektet for sin forelskelse vil samme væsen i værste tilfælde, eller hvis ikke nogen mildere form er tilstrækkelig, bruge vold, ja, man har jo eksempler på, at en sådan skinsyg elsker ligefrem har myrdet objektet for sin forelskelse. Men det er akkurat den samme slags "kærlighed", vi bliver vidne til i det almindelige daglige livs sympatier. De er ligeledes i de fleste tilfælde kun metoder, ved hvilke man har eller kan øjne kommende fordel. Sådanne sympatier er altså i virkeligheden kun et udslag af det samme princip som forelskelse. Der er bare den forskel, at ved almindelig forelskelse ønsker man at parres med et andet væsen, mens man ved den almindelige sympatiudløsning til andre væsener i den daglige væremåde ønsker at "parres" med (komme til at eje) ting, der kan betyde store fordelagtige, materielle behag eller goder. I virkeligheden er al denne egoistiske sympati det samme som "snobberi". Vil ikke de fleste mennesker gerne udøve hele deres charme og gøre meget for et væsen, der sidder i stor position, og som man ved, der har magt til at hjælpe én frem til en bedre stilling, til en større position i samfundet eller til opfyldelsen af andre af ens ønskedrømme? Lad bare en mand komme ind i en stor forretning og være iklædt et fattigt kostume, så betjeningen tror, at han kun er et nul socialt eller samfundsmæssigt set. Han skal da nok få at mærke på betjeningen eller ekspedienternes kolde og vrangvillige indstilling til ham, at her er der ikke nogen sympati eller måske ikke engang almindelig høflighed at vente. Her er kun mental kulde. Lad den samme mand en time senere højtsoigneret og iklædt den fornemste og dyreste mode køre op foran forretningens portal i en af de mest moderne og kostbareste luksusvogne og med privatchauffør. Da er det ikke de mere underordnede ekspedienter, der tager imod. Nej, her er det afdelingschefer og underdirektører, der udviser deres største charme og velvillighed for at tækkes "den store mand". At komme i velyndest hos ham kan måske betyde meget i ens karriere og position. Altså udviser man over for den store mand en mental udfoldelse, der i princip er det samme som den, man udviser igennem en forelskelse, der i virkeligheden i sin inderste analyse kun udgør en højere form for "snobberi". For "den store mand" lægger man således et meget energisk snobberi for dagen. Man håber dermed, at en eller anden af ens ønskedrømme ved ham kan blive bragt til opfyldelse. Men hvis nu den "fornemme mand" meget gerne tager imod disse væseners store velvillighed, men ikke giver så meget som en lille venlig tak eller en lidt mere håndgribelig påskønnelse til gengæld, hvad så? Ja, så er forelskelsen gået alt snobberiets gang, er blevet til antipati, udløsende alskens udtryk, der i værste tilfælde er af en sådan natur, at de er mere eller mindre uegnede til at gengives her. Det må dog bemærkes, at der iblandt et sådant personale naturligvis kan findes personer, der udgør en undtagelse fra reglen og således er mere modne, mere åndeligt voksne og derfor begynder at have den samme sympati, ja, undertiden en større sympati for den fattige end for den rige mand. Men det er ikke ud fra undtagelserne, man skaber en analyse, den må skabes ud fra det almengældende.

Vi ser således, at egoismen her er til stede i alle disse former for sympatier. Denne form for sympatiudløsning har altså ikke noget med den virkelige uselviske og intellektuelle sympati, der er det samme som absolut kærlighed, at gøre. Den er derimod kun et led i det ufærdige væsens selvopholdelsesdrift. Det er sådanne selviske eller egoistiske drifter, der kendetegner ren dyrebevidsthed, mens alle de uselviske drifter i mennesket kendetegner mennesket i renkultur. Det vil altså sige, at det område, der i menneskets mentalitet befordrer egoisme eller selviskhed, er dyrisk, og det område i mentaliteten, der befordrer uselviskhed, er menneskelig. Ligesom det jordiske menneske kropsligt set er et "pattedyr", således er det også grundet på det i dets mentalitet fremtrædende dyriske område et dyr, bevidsthedsmæssigt set. Det uindviede menneske er således i nogen grad "dyr" og i nogen grad "menneske". Dets manifestation eller væremåde må derfor også i tilsvarende grad være dyrisk og menneskelig. Det er dette, der er løsningen på sfinksens gåde.

Burde det ikke være enhver regerings eller myndigheds såvel som ethvert politisk partis største opgave at befordre en videnskab, der gør det til en selvfølge for ethvert væsen, hvilke umådelige private og offentlige goder det ville afstedkomme at få fjernet den overtro i det ellers så intellektuelt eller materielvidenskabeligt udviklede menneske, at andre væsener er dets fjender, og at de må bekæmpe disse væsener med våben, mord, drab og ødelæggelse? Med fjernelsen af denne overtro vil man komme til at se, at det eneste onde, der eksisterer, er inden for hvert enkelt uindviet menneskes eget mentale område. I kraft af dette onde bliver mennesket sin egen dødsfjende. I absolut forstand har mennesket ikke noget som helst fjendtligt område i hele det store univers. Alt er til for at tjene det levende væsen. I virkeligheden findes der absolut ingen anden vej til den af hele menneskeheden så stærkt ønskede varige fred på jorden end netop igennem videnskaben om det dyriske i mennesket og den heraf følgende praktisering af befordringen af dette dyriske områdes undergang i ens eget indre, i ens egen mentalitet, i ens egen hjerne, hjerte, kød og blod. Årsagen til al oplevelse af vor ufred findes absolut kun i vort eget indre. Kun dér findes årsagen til disse væseners oplevelse af ufred. Vi vil derfor aldrig i nogen som helst situation kunne bekæmpe krigen og dermed skabe fred i vort eget sind ved at forfølge og nedkæmpe andre væsener.

Det er denne det tyvende århundredes største og mest bloddryppende overtro, der i dag skaber atombomberne, disse midler til en mangfoldiggørelse af overtrædelsen af livsloven eller det femte bud: Du skal ikke dræbe! Tænk, hvad det koster menneskeheden af møje og besværligheder, skattebelastning og atter skattebelastning af væsenerne i et stadigt voksende område rent bortset fra alle disse milliondrab og ødelæggelser af århundreders velsignelsesrige frembringelser, man hermed iværksætter. Og er det største resultat heraf ikke dette, at millioner af sunde, unge og livskraftige mennesker bliver gjort til invalider, til humpende og kravlende, blinde og døve animalske vragstumper, men alligevel levende nok eller med så megen sanseevne i behold, at de kan opleve fornedrelsen, undergangen eller det helvede, som uundgåeligt bliver enhver manddræber, morder og sabotør til del. Denne skrækkelige overtro, at det er næsten, det er andre mennesker, det er nationer og folk, der er skyld i vor skæbne og ulykke, og at vi derfor kun kan redde os ved at ødelægge dem, er en så skrigende dødsdom over os selv, hvis praktisering aldrig i nogen som helst situation vil skabe fred eller lykke for os, men uundgåeligt føre os lige ind i undergang og sabotage af vor egen førlighed og velvære, føre os ind i invaliditet og kulmination i fysisk såvel som i psykisk lidelse. En sådan tilstand fører igen til livslede, ja, ligefrem til rædsel for at leve og bringer os i værste tilfælde sluttelig til selvmord.

Det er således mere vigtigt, ja er en absolut livsbetingelse, at man lærer at blive lige så fuldkommen til at praktisere den rigtige indstilling og væremåde i det daglige liv, som man nu tror, det er en livsbetingelse at blive dygtiggjort i at kunne anvende de moderne helvedesmaskiner og ved hjælp af disse med eventyrlig træfsikkerhed kunne ramme fjenden og ødelægge hans liv og livsværdier. Den såkaldte mørke middelalders overtro er således for intet at regne i forhold til den overtro, der i det tyvende århundrede behersker en menneskehed, der har underlagt sig millioner og atter millioner af naturens hestekræfter, ja kan ligefrem dirigere elementerne til at arbejde for sig, en menneskehed, der ser hundrede tusinder af lysår ud i verdensrummet, ud i makrokosmos og ligeledes vågen dagsbevidst kan følge atomernes bevægelser i mikrokosmos. Dette er ikke blot tragisk, men det er dødsens livsfarligt. At man med en så udvidet overlegenhed og med et sådant herredømme over elementerne mener, at man med denne voldsomme magt skal ødelægge sin næste, sine medmennesker udelukkende kun fordi, man ligger under for den indbildning eller tro, at han er vor fjende, er det samme som at knuse alt, hvad der kan føre os lige ind i freden eller den normale livslykke. Alt, hvad der hører ind under krig mand og mand imellem eller staterne imellem, alt, hvad der hedder militær oprustning, alt, hvad der går ud på at skabe kanoner, bomber eller andre mordvåben, enhver propaganda for krigsførelse, er en sabotage af al virkelig menneskelig lykke og tilværelse og vil aldrig i nogen som helst situation kunne udtrykkes som en intellektuel handling, kosmisk set.

Foranstående udtrykker altså en handlemåde, der absolut kun kan finde sted inden for uvidenhedens og overtroens kulminerende domæne. At afgøre et mellemværende mellem to parter med krig er en uintellektuel handling og har derfor kun sin berettigelse inden for dyrets område. Det er denne uintellektuelle eller dyriske mentalitet, der holder den samlede menneskehed af i dag bundet til mørkets og dødens regioner eller "alles krig imod alle". Det er denne samme dyriske holdning, der skaber den absolutte ubeskyttelse imod krigens virkninger og ulykker verden over. Væsenerne tør ikke tro på den sande kristendom eller dette, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Drag dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Så længe mennesket endnu tvivler på næstekærligheden, som er bestemt til at være det primære i menneskets liv, vil det synke og synke ned i dødens og ulykkernes dræbende og smertefrembringende moradser og dyndregioner. De gør dem selv til et kolossalt brændbart véd på krigens bål.

Nu vil man som regel komme med den traditionelle gamle indvending, at man da ikke kan stå stille og se på, at eventuelle fremmede soldater skænder og øver vold på ens hustru og andre kvinder, ligesom man heller ikke passivt kan se til, at røvere og banditter med brutalitet og vold over for voksne og børn hærger og plyndrer, skænder og lemlæster omkring sig. Hvis alle her vender den højre kind til, hvordan tror man så, det vil gå? Ja, det er netop denne frygt, der næres ikke blot af private personer, men også i allerhøjeste grad af staterne eller folkene indbyrdes. De mobiliserer og opruster alle af frygt for overfald fra andre folk og stater. De umådelige kostbare krigsanlæg, de geniale mordmaskiner, atombomber og andre på bekostning af staternes økonomi og normale velvære opbyggede drabsapparater er alle et resultat af frygt. Spørgsmålet bliver da, hvorvidt denne frygt er begrundet. Det er ikke nogen almengældende evne for jordmennesket at kunne se ind i fremtiden. Det kan i virkeligheden ikke engang med sikkerhed se sin skæbne ind i dagen i morgen, ja kan ikke engang forudse sin næste time, ligesom det naturligvis i en endnu mindre grad kan forudse sin næstes skæbne eller de væseners skæbne, som de netop frygter. Hvordan kan man da med rette påstå, at det eller det menneske må være rustet til tænderne for selv at kunne undgå overfald eller for at kunne beskytte eventuelle pårørende, hustru og børn? Det vil være ganske umuligt for et kosmisk uindviet menneske at kunne forudsige noget absolut bestemt herom. Alt vil her kun kunne være hypoteser og formodninger. Der kan endda være en overordentlig stor mulighed for, at netop disse nævnte pårørende slet ikke har nogen mørk og dræbende skæbne til gode, idet de i deres liv og væremåde for længst har oparbejdet eller fået udviklet sig en aura, der gør dem immun over for al livssaboterende skæbne. At tvinge disse væsener mordvåben i hånd og med trussel om straf og dødsdom tvinge dem til at dræbe og myrde deres næste, som de i forvejen grundet på deres udviklede aura allerede er beskyttet imod, er ikke blot skrigende uretfærdigt og meningsløst, men er også i virkeligheden det samme som at "synde imod den hellige ånd". Om denne synd hedder det, at den ikke skal tilgives. Når stater eller myndigheder uden det mindste personlige hensyn til det enkelte individs psyke, dets livsopfattelse og moralske væremåde tvinger alle til at være soldat, til at være kriger, til at være dræber og sabotør, gør de sig altså skyldig i en handlemåde, hvis virkninger ikke kan "tilgives", hvilket således vil sige, ikke kan afbødes. Man tvinger derved mennesker, som i virkeligheden for længst har udviklet sig bort fra krigens domæne, væsener, som ikke mere kan dræbe og myrde, hævne og hade, og som derfor hver især i sig selv udgør et fredens område, til at være krigere og til at befordre ufred, død og undergang. Derved saboterer stat og myndigheder det fredens område, som allerede har dannet sig eller er blevet til inden for staten, i stedet for at støtte, hygge og hæge om dette sit virkelige eneste og sande humane kulturområde. Så længe staterne og myndighederne uden noget som helst psykologisk hensyn til det enkelte individ tvinger alle til at være krigere, sabotører og dræbere, fører de krig og sabotage imod deres eget fredsdomæne. Derved bliver de en fjende til sig selv, der er endnu værre end den "fjende", de med krig vil bekæmpe. Men hvordan kan stater og myndigheder, der ikke blot er i blodig krig med næsten (andre stater), men også i krig med sig selv indadtil (militærtvangen over de mennesker, der af hjertet er humanister og fredsmennesker), blive eksperter i at skabe fred? Hvor har Bibelen dog ret. Synden imod den hellige ånd kan ikke tilgives. Krigen imod næsten og krigen imod sig selv er en sabotage af Guds ånd. Her kan kun helvedes dødningedans have domæne. Her er hjemstavnen for gråd og tænders gnidsel.

Vejen til freden går udelukkende kun igennem forståelsen af, at udvælgelsen af soldater, hvilket vil sige udvælgelsen af krigere, kun må ske over for dem, der af hjertet virkeligt er krigere. At tvinge væsener, der af hjertet er humanister og ikke kan nænne at dræbe eller lemlæste levende væsener, til at være krigere, er altså det samme som at sabotere og ødelægge den allerede skabte fred. Freden bliver kun til i næstekærlighedens jordbund. Hvis man ikke passer og plejer denne jordbund, skal man ikke tro, at man her kan avle fredens livgivende frugter.